Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17030Visninger
AA

19. Kapitel 17

Det er ikke muligt for mig at påstå at diskussionen denne gang fik et andet udfald end nogle af de forrige. De startede endda på samme måde. William der spurgte hvornår jeg kom forbi om aftenen, efterfulgt af et opgivende blik fra min side. Derefter ville William holde en længere tale om hvordan jeg havde lovet ham at komme, og at jeg ikke kunne tillade mig at melde fra samme dag.

Hvis jeg stadig så uvillig ud, så ville han fortælle mig at jeg tænkte for meget og at det var sundt for mig at komme lidt ud. At jeg brugte for meget tid på at spekulerer kunne jeg ikke benægte, men det var samtidig hvad der fik ham til at insistere på, at jeg havde brug for en aften uden min hjerne. Som regel endte samtalen med at jeg gav efter for hans trang til at booste mit sociale liv, og jeg lovede at komme et kvarter før tid og hjælpe ham med at gøre klar.

Det eneste der adskilte denne gang fra mange andre var at klokken nærmede sig halv ni, og jeg stod stadig derhjemme og kiggede håbløst på mit udvalg at trøjer. Normalt ville jeg bare smide noget over hovedet, men intet af det virkede rigtigt i aften. Et par mørke jeans havde jeg allerede på, men hvad der skulle gøre dem selskab anede jeg ikke. Forhåbentlig ikke noget der var alt for prangende uden at være alt for hverdagsagtigt.

Der måtte være noget galt med mig. Forhåbentlig var det ikke den samme følelse af fortvivlelse der ramte teenagepiger over hele verdenen på en daglig basis. Desværre havde jeg på fornemmelse at det var præcis den følelse, der ramte dem med en hammer i hovedet. Efterhånden som uret tikkede blev jeg klar over, at jeg havde brug for en eksperts hjælp.

Emily havde umuligt brugt mere end et par minutter på at gennemrode min garderobe, før hun kastede en hvid skjorte i hovedet på mig. Jeg prøvede at forklare hende at hvid var vanvittig upraktisk, men efter en tale om, hvordan jeg lignede en million i den skjorte og at farven fremhævede mine øjne, så tog jeg den på.

Selvom det havde været varmt tidligere på dagen, så tog jeg alligevel min læderjakke på, bare for at være sikker på at jeg ikke ville fryse. Vigtigst af alt så lå mine nøgler i lommen, og jeg havde alt for ofte glemt dem, de gange jeg havde ladet jakken blive hjemme. Man kunne næppe sige at jeg havde holdt mit løfte om at komme før tid, men jeg håbede at William alligevel ville være stolt over det faktum at jeg kom for sent til en fest, som om jeg ejede stedet. Bortset fra at jeg i realiteten var ved at skide mig selv i bukserne af skræk.

Den smule selvtillid jeg havde fået ved at komme for sent til festen forsvandt dog hurtigt, da det gik op for mig, at jeg slet ikke var sent nok på den. Williams hus var pinligt tomt. Mine øjne søgte rummet igennem, men først da jeg blev skuffet, gik det op for mig at jeg ledte efter mere end blot William. Hvis jeg kendte ham ret, så stod han ude i køkkenet og bøvlede med at gemme de dyre glas, så hans mor ikke ville slå ham ihjel, hvis nogen kom til at ødelægge dem. Jeg fandt ham som forventet. Hovedet begravet i et køkkenskab og omringet af flasker med giftigt indhold. 

”Hvis jeg skal overleve det her, så er du nødt til at investere i mit alkoholmisbrug,” hilste jeg ham, og blev til min store glæde mødt af et smil i samme øjeblik, som William fik trukket hovedet ud af skabet.

”Hvad har man ellers venner til?” Hans latter rungede i køkkenet og glæden i hans ansigt var nok til at det havde været det hele værd at møde op. ”Jeg troede, du havde droppet mig et øjeblik, men selv du har ikke dårlig stil nok til ikke at give besked.” Imens han snakkede satte han rengøringsmidlerne tilbage på plads, men det betød langt fra at det var slut med de giftige væsker. Denne gang var de blot pakket ind i flotte flasker og procenter.

”Jeg har mine standarder,” trak jeg på skuldrene, da jeg ikke kunne benægte hans udsagn. Det var sket en smule for ofte at jeg meldte fra overfor William i sidste sekund. Gerne en time fra at vi skulle være mødtes, men af uforklarlige årsager så fandt han sig altid i det, og blev sjældent rigtig sur over min upålidelighed.

”Hvor desperat er din indre alkoholiker?” Jeg havde ikke engang nået at tænke mig om inden at han var i gang med at hælde op i to plastikkrus. Hvis der var noget jeg altid turde overlade til William, så var det at blande vodka og sodavand.

”Desperat,” tilstod jeg, da han ikke ville tro mig selv hvis jeg forsøgte at overbevise ham om andet. Hjemvandt som jeg var satte jeg mig på køkkenbordet og betragtede ham hælde op.

”Fordi Aske kommer eller fordi du bare ikke er egnet som teenager?” Selvom der intet andet end omsorg var at finde i hans stemme og ikke mindst i hans ansigt, så fik jeg en forfærdelig trang til at råbe af ham, fordi han fik det til at lyde så simpelt og ukompliceret.

”Det fanget essensen af problemet, ja.” Hvad der skete de næste par sekunder var resultatet af mange års venskab. William fandt fire shot glas frem fra pakken og begyndte derpå at fylde dem op med den billigste vodka fra det lokale supermarked. Jeg hævede et øjenbryn. Han kiggede op og hævede sit øjenbryn tilsvarende. Han måtte have kunne se på mig at jeg overvejede det, for et kæmpe smil bredte sig om hans læber.

”Skål,” udbrød han hurtigt og vendte bunden i vejret på den første og jeg fulgte hans eksempel uden at lægge flere tanker i det.

”Skål,” hostede jeg, som væsken brændte sig ned igennem min hals. Jeg kunne ikke lade være med at skære ansigt, da jeg tog det sidste, hvilket fik William til at grine så meget, at han nær var blevet kvalt i sit eget.

”Du bliver min død,” hostede jeg imens jeg famlede efter vandhanen for at skylle smagen af sprit af min tunge. I baggrunden hørtes Williams stemme, men præcis hvad han sagde formåede jeg ikke at stykke sammen, da jeg stadig havde hovedet i vasken.

Det var dog ikke nødvendigt at have en ret høj IQ for at kunne regne ud, at jeg formentlig kom til at fortryde den hårde start. Allerede på nuværende tidspunkt, kunne jeg fornemme, at jeg skulle have spist langt mere aftensmad, end jeg havde gjort. I løbet af min skoletid havde jeg ofte fået at vide, at jeg var et rationelt menneske med en logisk tankegang, men det seneste halve til hele år havde virkelig sat det statement på prøve.

Vi blev ude i køkkenet et godt stykke tid, da jeg ikke havde nogen trang til at snakke med halvfremmede mennesker. Jeg sad endnu på køkkenbordet og undervejs havde William sluttet sig til mig. Mellem os var glas og flasker, tomme som fulde, men hvem de tilhørte og hvem der havde tømt dem anede jeg ikke. Samtalen var kørt af sporet i sådan en grad, at intet af den længere gav mening. Alligevel var der et eller andet, som var helt ustyrligt sjovt.

Men som med så meget andet, så var festen ikke sjov for evigt. Når der lå balloner på gulvet, så var nogen dømt til at træde på dem. William var skredet og jeg havde endnu ikke set spor af Aske, men det var vel ikke så mærkeligt, når jeg praktisk talt havde gemt mig i køkkenet. Helt alene var jeg dog ikke. Bolette var hurtig til at tage over hvor William var sluppet. Hendes humor var sort og hendes sarkasme spydig, og jeg kunne ikke komme i tanke om, hvorfor jeg aldrig snakkede med hende til dagligt. Alexandra sluttede sig til for en kort bemærkning, men blev hurtigt afledt af noget mere spændende andetsteds, sådan som hun havde det for vane.

”Hvorfor kommer du ikke ind i stuen?” spurgte hun så snart at det var muligt for os begge at trække vejret normalt igen, efter et mindre latteranfald, der næsten grænsede sig til det psykotiske.

”Jeg har det godt i køkkenet. Køkkenet er godt. Der er ingen i køkkenet,” betroede jeg mig til hende, og misundte kortvarigt hendes evne til at formulere sig på trods af sin fuldskab.

”Men køkkenet er ikke en fest. Køkkenet er der hvor triste sjæle sidder, når alkohol gør dem deprimeret.” Jeg kunne lide hende. Hun var klog. Eller i det mindste ikke lige så dum, som mange andre.

”Du sidder her,” gav jeg igen, selvom mine vanskeligheder med at udtale sidder, fik det til at lyde direkte ynkeligt. Måske var jeg bare en anelse ynkelig.

”Men hvis jeg gik, ville du blive siddende.” Hun pegede dramatisk på mig, med en dåseøl i hånden. Hvis ellers jeg kunne mærke mine kinder, så ville varmen fra hendes hånd sikkert stråle mod mit ansigt.

”Men hvis jeg gik, så ville du følge efter. For jeg er pisse sjov lige nu. On fire hvis jeg selv skal sige det.” Hendes latter mindede mest af alt om et skrig, da hun ikke holdte sig tilbage. Bedst som hun fik åndenød blev vores sjove sæbeboble knust.

”Hvor har du gjort af dem?!” Peters vrissen kom ham i forkøbet, og det var bestemt ikke et glædeligt syn. Særligt ikke når Tobias og Jonathan fulgte ham i hælene. Dog havde jeg svært ved at bedømme om det var mit syn der sejlede eller dem som vaklede. Uanset hvad, så havde jeg intet behov for deres selskab.

”Gjort af hvad?” spurgte Bolette, og jeg var lykkelig over at hun tvang dem til at spytte ud, da det tydeligvis ikke var noget de havde lyst til at snakke højt om. Som hun selv havde sagt, så var køkkenet ikke en fest.

”Sikkert deres humor.” Jeg ville have væddet alt jeg ejede på, at jeg blot havde mumlet det for mig selv, men at dømme efter de tre par onde øjne, som borede sig ind i mig, så var det vidst ikke tilfældet.

”Bland dig uden om.” Svaret passede bedst til Bolettes spørgsmål, men jeg havde en underlig fornemmelse af at det var henvendt til mig.  Jeg havde ikke den store lyst til at gøre dem selskab mere end højst nødvendigt.

”Jeg sværger jeg lagde dem i min jakke. Jeg kan ikke finde dem nogen steder,” pippede Jonathan, som tydeligvis ikke havde forstået at samtalen ikke længere var privat. Eller også var han bare ligeglad. Uanset hvordan man så på det, så var han ikke den skarpeste kniv i skuffen, og lagde man et par øl oven i, så var det vel heller ikke så mærkeligt at han ikke var hurtig på aftrækkeren.

”Nogen må have taget dem,” konkluderede Tobias i samme sekund, som jeg hoppede ned fra bordet. I princippet anede jeg ikke hvad de snakkede om, men uanset om det var smøger, stoffer eller sukkerknalder, så havde jeg ikke lyst til at være en del af det. Desværre blev min exit opfattet som værende mistænksom, og testosteronbomberne kiggede på mig med mord i øjnene.

”I skal ikke kigge på mig. Måske ligger de sammen med jeres humor.” Denne gang sagde jeg det helt klart højt. Om min manglende evne til at bedømme afstand skyldtes for mange genstande eller det faktum at jeg ikke kunne fordrage gutterne anede jeg ikke. I bund og grund var det vel heller ikke særlig vigtigt, når det hele endte ud i at jeg stødte min skulder ind i Peters.

En af dem greb hårdt fat i mig. Sikkert Tobias, for det var ham der tårnede sig op over mig, og skubbede mig hårdt mod køleskabet. Et sekund var jeg taknemlig for hans stramme greb, da det forhindrede mig i at falde hårdt mod jorden. Til mit held var Bolette ikke bange af sig og  et højt pift gennemborede lokalet, hvis ikke hele huset.

”Ro på gutter. Tony har ikke stjålet en skid. Hvad mangler i?” Hun snakkede til dem som var de hendes undersåtter, hvilket tydeligvis var hvad der skulle til, for at de hørte efter hvad der blev sagt. Det var i det øjeblik at jeg kom i tanke om, præcis hvorfor jeg sjældent snakkede med Bolette udenfor skolen. Tobias forgudede hende, og han slap mig med det samme.

Jeg betragtede det som mit tegn på at skride, men så snart jeg nærmede mig stuen gik det op for mig, præcis hvor meget blodet dunkede i mine øre. Det kunne umuligt blot være bassen. Knap havde jeg kigget ind i rummet, inden en skikkelse kom løbende mod mig. Grundet den dunkle belysning gik det alt for sent op for mig, præcis hvem det var, men jeg genkendte omfavnelsen, og gengældte det så hurtigt som det var mig muligt.

”Glad for at se mig?” Jeg lo. Personligt fandt jeg mig selv hylende morsom, og Aske bekræftede da også dette ved at gengælde min latter. Han begyndte at slippe mig, men jeg var slet ikke klar til at han skulle forsvinde. Mine arme hvilede omkring ham, og det strejfede mig ikke at lade ham få sin vilje.

”Også i den grad.” Hans grin gjorde mig svimmel. Eller også var det hans smil. Hans smil og det faktum at jorden opførte sig som havet under min føder, og jeg skulle koncentrere mig for at blive stående bare nogenlunde normalt.

”Jeg har ledt efter dig,” fortalte jeg ham en anelse bebrejdende, men det var først da jeg sagde det, at det gik op for mig, at det var sandt. Måske havde en del af mig blot været bange for rent faktisk at finde ham i frygt for, hvad jeg ville lukke ud. Det var det sære ved det hele. Jeg vidste at jeg lykkede lort ud, men intet fornuftigt i mit indre bad mig om at holde kæft. Ethvert filter jeg nogensinde havde haft. Alle begreber som jeg nogensinde havde sortlistet fik på en eller anden måde frit spil. Der var intet der holdte mig tilbage, og hvis der var noget jeg havde brug for, så var det at blive holdt tilbage.

”Har du?” Han virkede lettet. Glad. Jeg kunne sværge på at han åndede lettet ud, og at det ikke bare var noget jeg fandt på. Jeg nussede ham på ryggen og trak ham til side, så vi ikke stod i vejen. Jeg trak ham ned af gangen. En lille krog, som ingen havde nogen grund til at befinde sig i. Gemte os væk i vores egen lille personlige boble, hvor musikken var knap så høj og menneskene langt længere væk. Det var meget bedre sådan her.

”Ja,” bekræftede jeg blot uden at sige mere. I samme sekund som lysten til at røre hans ansigt kom over mig, så jeg min hånd stryge langs hans kind, som havde den sit eget liv. Fra kinden og mod resterne af nybarberede skægstubbe op i hans hår. Jeg forventede at brænde fingrene, men det var ikke der ilden blev antændt. Selvom det svimlede for mine øjne, så var jeg overbevist om, at han så endnu bedre ud end normalt. Mit hjerte bankede så voldsomt at jeg kunne mærke det i brystkassen, som dunkede det om kap med bassen.

”Tony…” advarede han lavt og drejede hovedet væk fra mig. Advarslen var halvhjertet og han gjorde intet for at skubbe mig væk. Kortvarigt lukkede han øjnene under min berøring.

”Hmm?” brummede jeg og lænede mig frem imod ham. Så tæt at jeg kunne mærke varmen fra hans ansigt og hans ånde mod mine læber.

”Du… Du fuld. Du ved ikke, hvad du laver. Måske fortryder du det i morgen,” fremstammede han lavt, alt imens mine hænder kærtegnede hans hals og ansigt. Når jeg ramte helt rigtigt ville han gispe efter vejret så sagte, at jeg ikke ville ane det, hvis ikke jeg kunne mærke hans ånde. Hvor jeg dog ønskede, at jeg kunne ind printe følelsen af hans hud eller den lille bule på hans næseryg. Mere end noget andet ønskede jeg mig at han skar mig med sine kindben, så jeg blev efterladt med mere end blot et mindre.

”Så bed mig om at stoppe. Kig mig ind i øjnene og fortæl mig at jeg skal skride, så lover jeg at gå.”  Mine hænder bremsede deres færd. Vores øjne mødtes og låste sig fast. Der var stille mellem os for en kort bemærkning. Flere gange åbnede han munden for at sige noget, men det var først efter adskillige forsøg at det lykkedes ham at fremstamme noget forståeligt.

”Jeg vil ikke have at du skal gå. Jeg.. Jeg prøver bare på at være den fornuftige for en gangs skyld.” Jeg afbrød ham og lagde mine læber over hans, men det forhindrede ham ikke i at snakke. ”Og du gør det” Jeg kyssede ham igen. ”Forbandet svært.” Denne gang var kysset dybere, og der gik ikke mange sekunder, før at han dedikerede sig selv lige så meget til det som jeg gjorde. Verdenen holdte op med at svimle. Langsomt smeltede tid og sted sammen. Mere end noget andet ville jeg stå der for evigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...