Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 20 sep. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

78Likes
403Kommentarer
17342Visninger
AA

18. Kapitel 16

Det var ikke med vilje at jeg gjorde det. Det var en ren tilfældighed, at jeg gik forbi boghandleren, men det store udsalgsskilt lokkede mig med halvtreds procent rabat, og jeg kunne ikke bare gå forbi. Særligt ikke når det var en oplagt mulighed for at købe en gave til Keegan. Da jeg fik øje på den genkendelige forside ud af øjenkrogen, var jeg i gang med at sortere ud i bunken af bøger, som jeg overvejede at købe. Så snart jeg kunne placere bogens omslag, tøvede jeg ikke med at lægge to af de nyeste udgivelser tilbage igen. I stedet greb jeg bogen, som jeg havde set Aske læse i. Den han havde læst flere hundrede gange, til det punkt hvor ryggen knækkede og siderne blev gule.

Jeg ville vide, hvad der havde fanget hans opmærksomhed, og hvorfor han omtalte bogen så beundrende. Når han ikke ville fortælle mig det, så måtte jeg selv finde ud af det. Hvis ikke det var fordi at Aske havde afsløret at det var en kærlighedshistorie, så ville genren have været ubestemmelig. Et simpelt ubestemmeligt layout med et enkelt citat på bagsiden, og som om jeg ikke havde været nysgerrig nok, så begyndte det at krible i mig for at få lov til at åbne den.

Selvfølgelig glemte jeg alt om at købe, hvad jeg egentlig var kommet efter. Bogmærker var alligevel overvurderet, når man bare kunne stikke en lap papir mellem siderne. Jeg forlod boghandleren med en knitrende plasticpose, som næsten måtte bukke under for vægten af de bøger som jeg havde udset mig. Selvom hver eneste fortælling i posen interesserede mig, så vidste jeg udmærket godt, hvilken af dem, som jeg ville starte ud med.

 

Det var sært som jeg var begyndt at vænne mig til Askes tilstedeværelse. Han havde endnu ikke brudt sit løfte og havde endnu ikke givet mig grund til at tro at det kom til at ske. Efterhånden var det blevet mere afslappende at være i skole, selvom mit hjerte stadig sprang et slag over, hver gang vi tilfældigvis strejfede hinanden. Det var lidt som at få endnu en ven. En ven på deltid. Jeg tog mig selv i at smile ved tanken, og jeg var ikke den eneste. Emily strålede af lykke hver gang hun fangede mig i at smile end i min mobil og når alt kom til alt, så elskede jeg at det også gjorde hende glad.

Selvfølgelig er der grænser for hvor længe idyllen kan vare ved. Så snart jeg smed mine ting i gangen og sparkede mine sko af kunne jeg fornemme deres tilstedeværelse. Det var ikke en form for sjette sans. Det var simpelthen bare fordi luften var tykkere end hvad godt var og lige til at skære igennem hver gang en af dem var hjemme.

Bilen holdte ikke ude i indkørslen, men den nagende følelse plagede mig alligevel. Emily var på arbejde og min far lavede aldrig andet. Keegan var for socialt anlagt til nogensinde at gå lige hjem efter skole, men nogen var helt bestemt i huset. Jeg huskede min mor tale om et vigtigt telefonmøde, men at dømme efter den rytmiske banken og de knagende lyde fra sengen, så var det ikke et møde jeg havde lyst til at overvære.

En følelse af afsky bredte sig i min krop. Man kunne næppe tillade sig at omtale det som en ny oplevelse, men det var bestemt ikke noget jeg ville gentage, hvis jeg kunne blive fri. Jeg smækkede hoveddøren demonstrativt. Et spinkelt håb om at det ville fange deres opmærksomhed blev hurtigt kvalt. Jeg foragtede hende ikke for at knalde uden om. Derimod kunne jeg ikke udstå det faktum at hun vovede at gøre det i vores hus. I deres seng. Sengen som både min mor og far trods alt begge sov i fra tid til anden, når de ellers havde tid.

Lyden drev mig langsomt til vanvid. Det var ikke til at håndtere. Selvom jeg aldrig havde været specielt god til at pifte, så var det den eneste idé jeg havde. Efter et par forsøg skar lyden højlydt igennem huset, og med et blev der stille. En tung sten forsvandt fra mine skuldre, og et skadefro smil bredte sig på mine læber, da jeg kunne høre dem rende febrilsk rundt i soveværelset, der stødte op til stuen.

To glas vin stod næsten uberørt på køkkenbordet, da jeg kom derud. Velvidende om den ubehagelige scene, der var ved at udspille sig begyndte jeg at flå i skabene efter noget vi potentielt kunne lave til aftensmad. Ud af øjenkrogen forsvandt en mørk skikkelse ud af hoveddøren. Selvom det var fristende at finde ud af hvilken idiot hun havde gang i, så ville det ikke gøre noget godt for mig. Formentlig ville det bare ende i endnu flere problemer, og personligt synes jeg at jeg havde nok af dem.

”Du formår virkelig at ødelægge stemningen,” lød det koldt bag mig, men jeg fastholdt øjnene på en pakke kød jeg havde fundet i fryseren for at tjekke udløbsdatoen. To dage for gammel. Jeg måtte spørge Emily om det betød noget, nu hvor den havde været frosset ned.

”Jeg har taget ved lære af de bedste,” fløj det ud af mig. Jeg smækkede fryseren og lagde kødet i vasken så det kunne tø. I køkkenet var jeg trængt op i en krog. Hendes irritation lagde en kold hinde omkring mig.

”Jeg troede du ville blive glad for at vi var hjemme alle sammen, men du har ikke gjort andet end at bide hovedet af os.” Jeg vidste hvad hun gjorde. Det bløde toneleje gjorde det klart at hun ville glatte folderne ud og sno mig om sin lillefinger. Rette skylden mod mig, så vi ikke behøvede at snakke om den fremmede som hun for få minutter siden havde delt seng med. Frøet plantede sig og en svag skyldfølelse begyndte at spire i brystet på mig.

Det var der jeg vendte mig om og lod mit blik møde hendes. Ikke fordi jeg havde lyst til at se hende i øjnene, men fordi jeg havde brug for at minde mig selv om, hvad jeg havde med at gøre. Hendes hår var uglet. Det råbte næsten ”Jeg har lige knaldet en fra kontoret!” efter mig. Det ellers strømlinede og tætsiddende tøj, som man normalt kun så i magasiner sad ikke længere snorlige. Der var hul i hendes strømpebukser. Jeg nynnede det som et mantra for mig selv. Der var hul i hendes strømpebukser.

Forfærdende billeder tog form og min fantasi fik frit spil indtil jeg havde styr på mig selv igen. Foragten var nødvendig for at jeg kunne sende hende et køligt blik og derefter skubbe mig forbi hende. Da jeg forsvandt ud af rummet stak hendes blik mig i ryggen, men truslen om at jeg skulle holde min kæft omkring dette, hvis ikke jeg ville i seriøse problemer. Med min taske og plasticposen over skulderen forsvandt jeg hurtigt op i sikkerhed. Luften var altid meget lettere inde på mit værelse. Her var tingene lidt lettere at ignorere.

Det burde ikke være så let at lade vreden fortage sig. Det burde gøre mere ondt at vide, at ens mor havde en affære. Problemer var blot at det på et eller andet tidspunkt i min opvækst var blevet hverdag for mig ikke at forvente noget af dem, og alligevel lod jeg mig påvirke af hvor meget de forventede af mig.

Balancegangen havde næppe på noget tidspunkt været lige, og jeg ville altid være taberen i sidste ende. Så snart det var et faktum jeg havde accepteret blev det lettere at pakke følelserne sammen i en lille æske, for efter at gemme den lille æske i den fjerneste krog af min hjerne. Hvor ville mit liv have været anerledes hvis jeg var blevet forbyttet ved fødslen.

Hvor meget jeg havde lyst til at gribe en af mine nye bøger, så vidste jeg at jeg burde lave mine lektier før jeg gjorde noget som helst i den retning. Det var ikke just en aktivitet jeg kunne løsrive mig fra. Selvom det ikke var en verden af fiktion så var det ikke dets tro mindre en verden, der ikke var min egen. Et faktum som i realiteten var trist at jeg værdsatte, men alligevel var det en trøst.

Næste gang jeg løftede hovedet fra mine lektier, var jeg helt ør og mine tanker havde ikke noget formål længere. Da vidste jeg at det var tid til at stoppe. At dømme efter klokken, så var det efterhånden også sikkert at bevæge sig nedenunder. Eller så sikkert som det nu engang blev, når de begge to var hjemme. I det mindste burde både Emily og Keegan være kommet hjem, og aftensmaden burde være på trapperne. Det var en smule lettere, når man ikke var alene.

Som forventet ramte duften af stegt hakkekød og fritter mine næsebor så snart jeg åbnede døren. Hvor fantastisk det end duftede og ikke mindst smagte, så var tavsheden omkring spisebordet pinlig bemærkelsesværdig.

”Hvis i ikke har tænkt jer at sige det, så gør jeg det. Forsinket tillykke med fødselsdagen, Keegan.” Jeg smilede stort til min lillebror og rakte den lille pakke frem imod ham, selvom Emily og jeg allerede havde givet ham en gave på selve dagen. Det var heller ikke noget bemærkelsesværdigt, men da Keegan pakkede gaven op, så var det tydeligt at han var ælde vild med den notesbog jeg havde købt i boghandleren. Det var ikke en rigtig forsinket fødselsdag uden en gave. Drengen faldt først Emily om nakken og derefter mig. Det var alt den tak nogen af os havde brug for, og det blændende smil på hans læber var hjertevarmende.

”Tillykke med fødselsdagen… Nu er det jo noget tid siden efterhånden…” Min mors stemme var lys og skinger, på en måde som jeg havde lært at kendetegne som en undskyldning. De havde glemt det. De havde glemt at vi skulle fejre ham i dag. Hurtigt begyndte min far at rode skiftevis i det gråstænke hår og i bukselommen efter sin pung. Hurtigt rakte han en seddel frem mod Keegan, som han halvhjertet tog imod. Selvom smilet stadig var at finde på hans læber, så var det tydeligt at se, hvordan det gik ham på. Velopdragen som han var, sagde han intet. Emily blev tilsvarende stram i ansigtet, da sandheden gik op for hende.

”Det mener i ikke vel?” udbrød jeg målløs og ude af stand til overhovedet at være vred på dem. Dertil var jeg alt for uforstående overfor, hvordan man kunne blive væk på sin søns fødselsdag og derefter glemme den forsinkede fødselsdagsfest, som de selv havde været med til at planlægge for over en måned siden.

”Vi har ikke haft tid,” brummede vores far stramt og lagde pungen væk. Uforstående kiggede jeg på Emily, der var tilsvarende rystet. Stilheden lagde sig over bordet, og selvom jeg ikke troede på nogen gud, så bad jeg til at han sendte forældre som vores i helvede. Efter et par minutter blev tavsheden for meget.

”Noget nyt i verdenen?” spurgte jeg halvhjertet bare for at få en eller anden til at sige noget, inden Keegan nåede at hakke sin mad totalt i stykker uden at spise så meget som en bid. Ud af øjenkrogen dristede jeg mig til at kigge over på min mor, blot for at se hendes ansigt fortrække sig.

”Din mor og jeg rejser til Tokyo i weekenden. St. Lukes International Hospital er meget interesseret i vores seneste forskning.” Han fortsatte med at snakke om sit arbejde, sine penge og sin vigtige røv, men det var svært at blive ved med at høre efter. Det hele forvandlede sig bare til en tåge af mumlende formaninger.

”Tony har også noget han gerne vil dele med jer.” Lyden af mit eget navn flåede mig tilbage til virkeligheden og dermed også samtalen omkring bordet. Emily smilede stort til mig, men denne gang varmede det ikke. Det bredte blot en kulde i min brystkasse. En klump i halsen som voksede sig større og større. En kriblende fornemmelse i håndfladen der gav mig lyst til at slå ud efter hende, for at blande sig i ting, der ikke kom hende ved.

”Nej jeg har ej,” svarede jeg koldt og sendte hende et blik med let sammenknebne øjne. Advarslen lå lige under overfladen, men tydeligvis ikke nok.

”Fortæl dem det nu bare,” sukkede hun dramatisk og rullede hurtigt med øjnene. Jeg smed mit bestik fra mig og modstod trangen til at hamre i bordet.

”Har du hemmeligheder for os?” spurgte min mor uden at kigge op fra sin tallerken.

”Ja. Og jeg er ikke den eneste,” fløj det hurtigt ud af mig, selvom jeg ikke vidste om det var min mor eller Emily jeg prøvede at ramme hårdest. Mit hjerte prøvede at springe ud af min brystkasse, men det skulle ikke have lov til at flygte så længe jeg var fanget. Keegan bed sig i løben og kiggede ned i sin mad. Alle vidste vi at han ikke kunne klare vores skænderier, men den slags var der jo ikke nogen som brød sig om. Jeg rejste mig op for at gå, men Emily greb hurtigt min arm.

”Lad nu være Tone.” Der var noget undskyldende i hendes øjne, men smilet på hendes læber spillede stadig.

”Nej jeg vil sgu ej. Tror du seriøst på at vi bliver en familie bare fordi de er hjemme et par dage?” Emily svarede ikke. Derimod pressede hun læberne sammen til en tynd streg og kiggede bort. Jeg vidste det gjorde ondt på hende, men jeg var nødt til at sikre mig, at hun holdt sin mund. ”Du har ingen ret til at udtale dig om mit liv, når du ikke engang har fortalt om dit eget,” hvæste jeg af hende og stormede ud af rummet.

Bag mig blev Emily tvunget til at fortælle dem at hun havde tænkt sig at flytte. Som forventet blev de rasende over hendes overvejelser, da jeg jo tydeligvis ikke var moden nok til at tage vare på Keegan. Det hørtes tydeligt at Keegan var lige så såret over beslutningen som jeg. De råbte og skreg af hinanden i køkkenet. Uanset hvor mange trappetrin jeg lagde bag mig, så forfulgte de højrystede stemmer mig selv inde på mit værelse.

Hvis det var muligt at eksplodere af frustration, så var dette tidspunktet. Opgivende gled jeg ned på gulvet og lyttede til den scene der udspillede sig nedenunder, selvom det var svært at skille det hele fra hinanden. Nogen løb op af trappen og smækkede døren efter sig, sådan som jeg selv havde gjort det. Det kunne kun være Keegan. Så snart huset henlå i stilhed begyndte den dårlige samvittighed langsomt at snige sig ind på mig.

Mit hjerte krøllede sammen i brystet og få sekunder senere havde jeg svært ved at trække vejret. Stivbenet rejste jeg mig op og fandt hurtigt vej over til Keegans dør. Når man bankede på døren, var det i princippet meningen at man skulle vente på at den åbnede sig for en, men intet tydede på at det ville ske i aften. En dyb indånding fik i et kort øjeblik stenen i min mave til at forsvinde. Så snart jeg pustede ud, var den tilbage igen. Det var ikke til at holde ud.

Da jeg endelig havde samlet mig nok til at åbne døren, måtte jeg bruge et sekund for at få øje på Keegan, der havde sygt ly i sin seng. Gemt væk under dyner og puder hørtes der lavmeldte hulk. Frem for noget af det andet der var hændt her til aften, så var det lyden af hans knuste hjerte som ramte mig hårdest. Ude af stand til at sige noget, lagde jeg mig ved siden af ham, og trak ham ind mod mit bryst, så han vidste at han ikke var alene.

”Undskyld,” hulkede Keegan i min favn og hans krop rystede krampagtigt mod min. Hvis jeg havde kunne se hans ansigt, så ville jeg ikke være i stand til at bibeholde rollen, som den stærke.

”Du har intet at undskylde for,” skyndte jeg mig at svare og trak ham om muligt nærmere. På en eller anden måde formåede han at vende sig i mit greb, og klamre sig ind til mig med hovedet begravet i min T-shirt.

”Det er alt sammen min skyld… Jeg ødelagde det hele, jeg…” Jeg tyssede hurtigt på ham, for at stoppe den strøm af selvbebrejdelse, som han uden tvivl prøvede at retfærdiggøre overfor sig selv. Hvis jeg nogensinde blev bedt om at gengive den lange talestrøm som jeg efterfølgende fyrrede af, så ville det være umuligt. Den lange række af usammenhængende løfter og dybdegående forklaringer på hvorfor det ikke var nogen skyld virkede så rigtige i sekunden, selvom ingen saglige beviser lå bag. Utalige forsikringer om at de havde opført sig på samme måde før hans fødsel lod til at være det eneste der fik ham til at falde til ro.

Det var slet ikke muligt for mig at forlade ham, før han havde grædt ud og langsomt døsede hen i en tiltrængt søvn. Først da jeg hørte hans dybe vejrtrækning viklede jeg mig ud af hans greb og listede ind til mig selv.

 

Knap havde jeg sat mig på senge kanten, inden det bankede sagte på min dør og kort efter gik den op. Jeg behøvede ikke kigge op for at vide, at skikkelsen, der befandt sig på mit værelse og gled ned ved min side var Emily. Begge med ryggen op mod væggen kiggede vi ud i luften for at undgå øjenkontakt.

”Jeg var bare glad på dine vegne. Jeg vidste ikke at du stadig havde det sådan med det. Jeg troede… Jeg ved ikke hvad jeg troede, men det virkede som om at du havde affundet dig med det.”

”Nej.” Nej det havde jeg ikke. Den eneste grund til at jeg var glad, var netop fordi ingen vidste det, hvilket vidst langsomt var ved at sive ind hos Emily også.

”Undskyld.”

”Det må du nok sige.”

”Jeg mener det.”

”Det ved jeg. Jeg er ked af de problemer jeg skabte. Vil du ikke love at snakke med Keegan engang i morgen?” Jeg kiggede bedende på hende, selvom jeg vidste at det ikke var nødvendigt. Vi elskede begge to den dreng så meget, at ingen af os kunne nænne at lade ham være ked af det. Ikke hvis vi kunne forhindre det.

”Selvfølgelig. Det skulle jo ud på et eller andet tidspunkt kan man sige,” svarede hun lavt og trak på skuldrene. Det samme kunne man sige om mig og mit, men det havde jeg ikke tænkt mig at nævne for hende. Det ville blot være at give hende ammunition.

”Tak.”

”Har du overvejet at give dem en chance? Du er altid så vred, når de er i nærheden. Jeg siger ikke at det hele er okay, for det er det ikke. Men det gør det ikke bedre at i bider hovedet af hinanden hver gang i er under samme tag.” Der var et spinkelt håb i hendes stemme, men hun vidste ikke hvad jeg vidste. Det var ikke hende det altid gik udover. Det var aldrig hende der fangede sin mor i utroskab, eller var blevet dømt til at være den evige skuffelse.

”Det ved du godt, at jeg ikke kan.” Det var knap hørligt, men alligevel lagde hun trøstende hovedet mod min skulder. Samtalen fortsatte ikke. Vi sad blot sådan indtil vores muskler begyndte at forstenes og blev trætte.

”Jeg snakker med Keegan så snart jeg står op, okay? Godnat.” Hurtigt purrede hun op i mit hår inden hun forlod mit værelse og lukkede døren efter sig. Selvom jeg var udmattet, så flød adrenalinen stadig i mine åre og jeg var ikke helt klar til at slukke lyset endnu.

Bukserne blev erstattet med et par gamle joggingbukser. Trøje og strømper efterlod jeg skødesløst på gulvet. Jeg lovede mig selv at jeg ville lægge det til vask dagen efter, men det var vidst mere et håb end et egentligt løfte. Begravet i min seng og beskyttet af den hule som mit værelse udgjorde dristede jeg mig til at påbegynde læsningen af mit impulskøb. Hvis noget kunne distrahere mig så måtte det da være mysteriet om bogen jeg havde set hos Aske.

De første sider fangede mig ikke. Sætningerne var for lange. For kryptiske. Ikke mindst skreg den plat kærlighedsroman, præcis sådan som jeg var blevet fortalt. Hurtigt opdagede jeg dog hvad der havde fanget Askes opmærksomhed, alene af den grund at det også var hvad der fangede min egen. Drengen i hovedrollen blev latterligt forelsket i en fyr han havde mødt i en boghandel. Ganske romantisk. Ganske uskyldigt, men ikke mindst ønskede jeg at finde ud af om det endte godt. Om de endte sammen.

Så jeg blev ved med at læse. Side efter side og kapitel efter kapitel. Langsomt begyndte det at blive svært at holde øjnene åbne, men det betød intet, for mit hjerte krøllede sig sammen under oplevelsen. Tiden fløj af sted og det samme gjorde siderne. Jeg vendte dem alle indtil der til sidst ikke var mere at vende. Klokken var mange, men alligevel spildte jeg tiden med at kigge forvirret på bogens bagside.

De to drenge havde haft så almindelige problemer. Jalousi. Usikkerhed. Økonomi og fremtidsplaner. Omverdenen var ligeglad med at de var homoseksuelle. Jeg havde ventet på det øjeblik det hele ramlede sammen omkring dem. På at de blev slået ned på gaden for at holde i hånden, men det skete aldrig. Historien var ikke dårlig, men den forvirrede mig. Det gav ikke mening og jeg kunne hverken finde hoved og hale i historien, så jeg besluttede mig blot for endelig at lægge mig til at sove.

I morgen gav det hele sikkert meget mere mening end det gjorde langt ud på natten. Af frygt for at tælle timerne til at jeg skulle i skole, undlod jeg at kigge på uret. I stedet stillede jeg mig tilfreds med at vide, at jeg nu kunne lukke øjnene. Ordene i bogen blev dog ved med at danse for mit indre, og det var tæt på at jeg måtte tage mig selv i messe romanens første linjer: Ønskede man en smertefuld død, så behøvede dit hjerte blot banke for en anden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...