Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17032Visninger
AA

17. Kapitel 15

”Du har ikke lyst til det her. Tro mig.” Jeg havde lyst til at skubbe ham langt væk fra huset. Så langt væk at de ikke kunne se ham, selv hvis de havde øjne som falke. Selvfølgelig var Emily ude af sig selv af glæde, men personligt havde jeg lyst til at aflyse det hele og kravle ned i et hul, hvor ingen kunne finde mig.

”Jo jeg har,” svarede han forvirret og rynkede irriteret sin pande. Han brød sig ikke om det, når man sagde ham imod. Dertil var jeg den forkerte at hænge ud med. Tony fucking modsat, det var mig. Det var ikke engang fordi jeg havde fået kolde fødder, for det krævede at de havde været varme tidligere.

”Nej du har ej,” protesterede jeg og bidrog dermed til en dybere kløft mellem hans øjenbryn. Jeg havde lyst til at glatte den ud. Stryge mine hænder over hans kind og igennem hans hår. Tigge ham om, at vi udskød dette møde til en anden dag, men den taktik havde jeg allerede prøvet, og Aske var iskold. 

”Hold nu op.” Hans suk fyldte luften og jeg hoppede uroligt på stedet i håb om, at hvad end der bevægede sig uroligt i min mave ville falde på plads og finde hvile.

”Vi kan stadig nå hjem til din mor,” prøvede jeg endnu engang, selvom jeg på forhånd vidste at jeg snakkede for døve øre.

”Det er dine forældre!” udbrød han uforstående. Der lå meget mere i de fire ord, end hvad der blev sagt. Men undertonen af at jeg skulle tage mig sammen, og at det bare var aftensmad beroligede mig ikke det mindste. Tværtimod så gjorde det det endnu værre. Jeg behøvede ikke tænke ret langt tilbage for at støde på den seneste mislykkede middag.

”Netop.” Denne gang var det mig der sukkede. Endnu stod jeg uroligt på mine fødder og jeg betragtede hvordan mine Converse kæmpede med at holde sammen på sig selv under ved den underlige bevægelse. Jeg kunne ikke bebrejde dem det. Jeg havde ødelagt flere sko ved situationer mindre stressende end denne. Sålen havde det med at flække, når man udsatte den for sådan et pres, men hellere den end jeg.

Hans læber fangede hurtigt mine i under et sekund. De håbefulde øjne og det skæve smil var svært ikke at lade sig påvirke af, og jeg rullede med øjnene. Ikke blot af hans optimisme, men af hele situationen jeg havde rodet mig selv ud i.

”Opfør dig pænt,” mumlede jeg advarende, men kunne ikke holde smilet tilbage. Han tog mig heller ikke forfærdeligt seriøst.

”Jeg opfører mig altid pænt,” smilede han. Et sekund kunne jeg sværge på at han havde blinket til mig. Jeg rystede på hovedet af ham, og prøvede at lade hans humør smitte af på mit eget, men det virkede ikke helt som tiltænkt. Når mine forældre havde gæster, så forventede de at vi opførte os eksemplarisk. Var de virkelig så dobbeltmoralske, at man ikke kunne stole på dem, den anden vej rundt? En stemme bagerst i mit hoved råbte ja. Ja det var de nok.

På forhånd havde jeg informeret dem om at vi blev en mere end normalt, men det var ingen garanti for at de havde husket det. Tvært imod så undrede jeg mig fra tid til anden over hvorvidt det var med til at de fortrængte det endnu hurtigere, end hvis man bare havde sneget informationen diskret ind.

Jeg havde tigget og bedt dem om ikke de ville opføre sig normalt for en gangs skyld. Selvom jeg ikke kunne fortælle dem, at det var vigtigt, at de var der, så havde jeg lyst til at pensle det ud overfor dem, at det her var noget der betød noget. Grænserne var desværre ikke lette at gennemskue, når Aske ikke blev præsenteret som andet end en ven. Selvom det var med sure miner og bebrejdende øjne, så fik jeg da presset et løfte om god opførsel ud af dem. Det var trods alt fremgang.

På trods af at jeg havde trukket det hele så længe jeg kunne, samt det faktum at vi væltede ind af døren ganske kort tid inden vi plejede at spise aftensmad. Emily var punktlig af natur, men det var heller aldrig hende der forsinkede maden.

Knap så diskret guidede jeg Aske hen til den stol ved siden af min egen, da jeg ikke ville risikere at han kom til at side i klemme midt i noget ubehageligt. Rødtoppen sendte mig et beroligende smil, men det var blot med til at få min puls til at stige yderligere. Mine hænder rystede en smule, da vi satte os til bords og den ene stol var tom. Fra stuen hørtes den stemme som jeg havde døbt forretnings-far. Den far der var ved at give nogen en skideballe fordi tingene ikke gik som han havde forventet.

Den høje tone og gennemtrængende stemmeleje gjorde det umuligt at tale sammen ved bordet. Bogstavligt talt var der ikke stille i rummet, men den samme akavede stemning bredte sig, da vi var tvunget til at kigge på hinanden i tavshed. Jeg opdagede først hvor hårdt jeg bed tænderne sammen, da en flygtig berøring fra Aske under bordet, henledte min opmærksomhed på min egen krop. Det var som om jeg skulle til at møde mine egne forældre for første gang og ikke Aske.

Til alt held dampede maden stadig da der blev stille inde i stuen, og Emily var hurtig til at sige værsgo og begyndte at hugge maden i sig. Det samme kunne man sige om Keegan. Det var først da maden var på min tallerken at det gik op for mig at jeg var sultedøden nær. Min far satte sig til bords, men gjorde intet for at indlede en samtale. Emily og Keegan snakkede lavmeldt sammen, og hvis ikke det var fordi jeg var så anspændt, så havde jeg nok bidraget til deres fjollerier.

En del af mig vidste at jeg overreageret. At hele situationen kun føltes så ulidelig fordi jeg gjorde den sådan. Frygten for at det hele skulle gå galt var det der fik grundlaget til at skride, men jeg var også klar over hvor reel min frygt var, og derfor heller ikke i stand til at slippe den.

”Aske er lige flyttet til vores skole,” indledte Keegan med et blændende smil, så snart han opdagede at ingen andre snakkede. Man kunne altid regne med den unge.

”Jaså? Er din familie lige flyttet hertil?” spurgte min mor høfligt, men koncentrerede sig primært om at skære sit kød ud uden at vifte for meget med albuerne.

”Vi flyttede hertil for seks måneder siden,” smilte Aske charmerende. Den slags smil der overbevist mig om at han ville gå rent ind hos alle normale forældre.

”Seks måneder?” røg det ud af mig, da jeg ikke kunne få det til at passe med hvor længe han havde gået på skolen. Det passede ikke tilnærmelsesvis.

”Jeg flyttede først skole lidt tid efter.” Han trak på skuldrene og kiggede ned. Jeg vidste at jeg ikke burde spørge ind til det, og det lykkedes mig da også at holde kæft. Dog kunne jeg ikke lade være med at skrive det bag øret, da jeg huskede hvordan han aldrig gad snakke om sine grunde til at flytte eller sin tidligere skole.

”Hvad laver din far?” spurgte min mor og kiggede denne gang op med intense øjne. Det gik op for mig, hvad hun havde gang i og en klump voksede i halsen på mig.

”Han har aldrig rigtig været der.” Det var let at se at det ikke var noget som generede ham synderligt. Jeg forestillede mig at det var lettere at vokse op uden en far frem for at miste en.

”Bor din mor alene?” udbrød hun forfærdet, og jeg sendte hende et advarende blik, som hun olmt genkendte. Aske rykkede på sig i stolen og stak lidt i maden inden han svarede.

”Ja. Eller. Min stedfar var som en far for mig…”

”Var?” Jeg brød mig ikke om Askes triste tone eller min mors kritiske blik. Jeg brød mig ikke om det overhovedet, og mere end noget andet frygtede jeg at det udviklede sig.

”Mor,” advarede jeg, og mine øjne mødte hendes.

”Det er okay, Tony,” skyndte Aske sig at sige og lagde en hånd på min skulder. Hurtigt flyttede han den igen, som om jeg havde brændt ham. Det var først to sekunder senere at det gik op for mig, at han virkelig prøvede på at opføre sig så anstændigt som muligt. De to sekunder inden brikken faldt på plads var jeg ked af hans pludselige fravær. ”Han døde sidste år. Af kræft.” Hans kropsprog røbede ham ikke. Det eneste der afslørede hans sorg var de grønne øjne og det halvhjertede smil.

”Se Anthony. Det er ikke alle som har svært ved at snakke om tingene,” lød det formanende fra hende og jeg kunne have skreget hende i ansigtet. Jeg nåede dog ikke at svare inden min far for første gang åbnede munden.

”Hvilke planer har du efter du er færdig med skolen? Forhåbentlig noget mere fornuftigt end vores egen søn.” Hvis det var muligt at tygge aggressivt på en kartoffel, så var det nok hvad der bedst beskrev mit svar. Selvom jeg var ligeglad med om Aske havde store drømme eller ej, så håbede jeg inderligt at det var tilfældet, så de ville lade ham være.

”At rejse tror jeg. Opleve verdenen… Få noget erfaring?” Det sidste var tydeligvis en impulsiv indskydelse og mere end noget andet lød det som et spørgsmål. Dog var jeg taknemlig over hvor hurtigt Aske havde tænkt.

”Det kunne du lære noget af, Anthony. Du tager slet ikke dig selv og dit liv seriøst nok. Se engang på Emily. Jura. Dét er et studie man kan bruge til noget! Man bliver ikke til noget, hvis ikke man har nogle ambitioner,” brummede han. Min gaffel svævede i luften eftersom jeg var stoppet med at spise midt i en bid.

”Jeg har ambitioner,” bed jeg af ham.

”Som hvad? At flytte tilbage til England? Starte en boghandel? Det er småt. Det er snævresynet. Der er ingen penge i det.” Dybe vejrtrækninger påmindede jeg mig selv. Dybe vejrtrækninger. Først ind og så ud.

”Lad os snakke om noget andet.” Min mors stemme var skinger. Skælvende og på randen til hysteri. Jeg sendte Emily og Keegan et uroligt blik, men blev kun mødt af samme slags nervøse øjne.  ”Asger?”

”Aske,” rettede jeg hende, men hun tog ikke notits af mig.

”Du lader til at være gode venner med Tony, ikke sandt?” Ved ordet venner fniste Emily lavt, og af ren refleks sendte jeg hende et blik der kunne dræbe,

”Det skulle jeg mene?” Aske lød efterhånden lige så urolig som jeg selv var. Med lukkede øjne bad jeg til at han ikke ville løbe skrigende væk. Jeg løftede glasset op til mine læber og drak begærligt i håb om at kunne drukne nervøsiteten. Det var en dårlig plan. For ved hendes næste ord var jeg ved at få det hele galt i halsen.

”Ved du tilfældigvis hvem den unge pige, som Tony var på date med forleden, er? Han nægter at fortælle os om det.” En del af mig var klar over at hun blot prøvede at skifte emne. Samme del af mig vidste at hun ikke mente det ondt, men blot var nysgerrig. En anden del, den dominerende del, blev rasende over at hun prøvede at snage i mit liv igennem andre.

”Tak for mad, Emily,” formåede jeg hurtigt at sige inden jeg skubbede stolen væk fra bordet og rejste mig. Det var ikke videre yndigt hvorpå jeg næsten trak Aske op af stolen og med mig ud af køkkenet. Så snart vi var om hjørnet slap jeg ham, og forventede at han fulgte efter mig oven på og ind bag de trygge vægge der omgav mit værelse. Dette gjorde han da også, men det var ikke så hurtigt som jeg havde forventet.

Da jeg endelig hørte døren smække bag mig, vendte jeg mig om imod ham, men blev ikke mødt af det opmuntrende smil som jeg havde forventet. Faktisk smilede han slet ikke, og der var noget trist i hans øjne. Med et par hurtige skridt var jeg ved hans side, men da jeg rakte ud efter ham, trak han sig væk. Fortsat med en voksende trykken for brystet betragtede jeg ham forvirret, men der var ingen svar at finde i hans ansigt.

”Jeg sagde jo at du ikke havde lyst til at møde dem… De er ikke just sympatiske eller behagelige mennesker. Jeg sværger jeg prøvede at få dem til at-” Han afbrød mig.

”Jeg giver dig ret, men det er ikke det der generer mig.” Aske sukkede og kiggede væk. Hvis han havde kunne, så tror jeg han havde vendt vrangen ud på sig selv blot for at undgå at se mig i øjnene. Jeg trådte nærmere, men han fjernede sig igen. Denne gang stod han dog med ryggen op mod væggen, og der var grænser for hvor meget længere han kunne flytte sig. Jeg behøvede ikke kigge mig selv i spejlet for at vide at en dyb kløft af forvirret var mellem mine øjenbryn.

”Hvorfor har jeg på fornemmelsen at det er mig, du er sur på?” Jeg tænkte som en gal, for at komme i tanke om, hvad jeg næsten kunne have sagt, som ville fremkalde en sådan reaktion, men intet faldt mig ind. Samtidig så vidste jeg sjældent, hvad jeg gjorde, når folk blev sure på mig.

”En date, Tony? En date!” En sær kombination af hvisken og råb ramte mig, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Et øjeblik var jeg målløs.

”Hvad?”

”Jeg ved, at du ikke vil have, at de skal vide nogen, og at du gør alt for, at ingen skal vide noget og fatter mistanke, men behøvede du virkelig at gå på date med en anden bare for at lave et statement?” Jo længere tid jeg lod ham snakke, jo hurtigere gik det og til sidst forstod jeg knap nok  hvad han sagde. Så snart tiøren faldt bredte der sig et stort smil på mine læber, og en sær varme bredte sig i mit bryst. Måske ikke det smarteste træk taget i betragtning af at en hidsig Aske stod foran mig. Jeg ville have sagt tårnede sig over mig, men når han ikke var højere, så kunne det ikke rigtig lade sig gøre. Han slog ud efter mig, så snart han så mit smil.

”Jaloux?” spurgte jeg stadig smilende, hvilket blot bidrog til hans irritation. Mine øjne mødte hans, og først der lagde jeg mærke til at der var mere end blot irritation, som lå bag.

”Selvfølgelig er jeg jaloux din fucking nar!” Denne gang var det mere end blot en hvisken, og selvom han protesterede, så tvang jeg ham ind mod mit bryst i et kram. Selvom han kæmpede imod kortvarigt, så hengav han sig hurtigt efterfølgende.

”Det var dig, jeg var på date med,” skyndte jeg mig at sige inden han blev alt for arrig og vred på mig. Så snart ordene havde forladt min mund var det som om tiden stod stille. Jeg trak ham tættere ind til mig og ventede på hans svar.

”Fuck, hvor er jeg åndssvag…” sukkede han efter tavsheden blev for meget for ham. Jeg kæmpede for at holde et grin tilbage, da jeg vidste at det ikke var det rigtige tidspunkt.

”Bare en smule,” mumlede jeg med hagen hvilende mod toppen af hans hoved. Hver eneste tanke jeg må have haft fra da af forsvandt, da hans hænder vandrede op i mit hår og han strakte sig for at kysse mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...