Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17032Visninger
AA

16. Kapitel 14

Uanset hvor kaotisk og hæsblæsende William kunne være som person, så kunne ingen forældre eller militærskole sætte en finger på hans værelse. Ikke så meget som et enkelt spindelvæv og lagnet løsnede sig knap, når man satte sig på kanten af hans seng. Det første jeg havde sagt til William den dag var, at jeg var nødt til at snakke med ham, selvom jeg ikke havde kunne få mig selv til at uddybe hvad det drejede sig om.

Normalt var det William der havde nyheder, når vi nåede mandag. Det var altid ham, der havde rodet sig ud i noget, eller foretaget sig et eller anden utænkeligt. Forskellen på hans rod og mit rod var, at jeg som regel prøvede at feje skidtet under tæppet imens William nød det skandaløse og fandt morskab i sine egne historier.

Selvfølgelig havde jeg fået en skideballe, da jeg endelig tog hjem, men det var intet, som jeg ikke havde prøvet før. Af samme grund kunne jeg kun forestille mig, at han som min bedsteven var klar over, at det intet havde med dem at gøre. Selvom ordene sad fast bagerst i min hals, så ventede William tålmodigt. Frem for at stå ret og stolt foran ham, sank jeg dybere ned i den kæmpemæssige sækkestol og ønskede næsten at den ville opsluge mig.

”Du har virkelig fucket op denne gang, har du ikke?” hjalp han mig på vej med et lille smil, og åbnede et vindue så den varme forårsluft kunne cirkulerer i rummet. Enhver anden ville ikke have gloet hypnotiseret op i loftet, men at tælle hvor mange rækker af det lyse materiale der var blevet brugt til konstruktionen var beroligende.

”Der er lige så mange, som sidste gang du talte dem,” afbrød han mig, og jeg modstod trangen til at skule ondt efter ham, til fordel for at være sikker på, at han nu også havde ret. I skolen havde alt været som det plejede. Aske havde opført sig normalt, eller så normalt som han nu gør. Det lod ikke til, at han oplevede et monster vokse i brystkassen sådan som jeg gjorde det.

”Jeg kyssede nogen,” indrømmede jeg endelig og bed mig hårdt i læben i et forsøg på at fortrænge mindet, inden det voksede sig alt for stort.

”Du er den eneste jeg kender der er deprimeret over at have scoret.” Det var ikke nødvendigt for mig at kigge for at vide, at han rystede på hovedet af mig.

”Vidste du, at Aske var homoseksuel?”

”Jeg havde mine anelser. Hvorfor?” Denne gang var jeg nødt til at kigge på ham. Et sidste glimt af hans uvidende ansigt i tilfælde af at hans venlige øjne ville forvandle sig til fjendtlige sorte huller. Inderst inde vidste jeg, at jeg kunne begå et mord og stadig have hans støtte. Alligevel var jeg nødt til at være sikker.

”Jeg kyssede Aske. Eller han kyssede mig. Vi kyssede. Først én gang efter vi var i biografen, men så skete det igen, og -”

”Har i været på date?” For en gangs skyld var det mig der blev afbrudt, hvilket ikke kunne være andet end karma, der havde dårlig tidsfornemmelse. Alligevel slog hans spørgsmål mig ud, og før jeg vidste af det, var jeg forvandlet til en tøs, der ikke kunne andet end at analysere hvorvidt det havde været en date eller ej. Det var til grin.

”Du misser pointen!” hvæste jeg af ham, eftersom han blot bidrog til min forvirring frem for at afhjælpe den. Det kunne umuligt være meningen at en bedsteven skulle gøre tingene værre i stedet for bedre, selvom jeg ikke just var ekspert. ”Han kyssede mig, og jeg lod ham gøre det. For helvede, jeg lagde endda op til det.”

”Hvad er problemet så?” Williams lyse bryn fandt på irriterende vis sammen på midten, og der var ikke andet end forvirring at finde i hans ansigt. Hvis ikke det var fordi han var udenfor rækkevidde, så ville jeg muligvis have langet ud efter ham.

Aske,” penslede jeg ud for ham, for at være sikker på, at han havde fanget konceptet. Jeg rettede mig op, selvom det var svært i sækkestolen, men jeg var nødt til at få ordentlig øjenkontakt med William, så han forstod alvoren.

”Ville det være bedre, hvis det var Tobias?” Denne gang skulede jeg uden at tage nogen hensyn. Om øjne så kunne dræbe, så fortjente han det. Forarget over hans udtalelse, maste jeg mig tilbage ned i sækkestolen.

”Hvor er du dum at høre på,” mumlede jeg surt fra mit gemmested, men det fik blot William til at trække på smilebåndet. Kort efter spredte alvoren sig dog i hans ansigt, da han så at jeg ikke gengældte hans morskab.

”Undskyld. Det hyler dig tydeligvis ud af den, og jeg burde ikke lave sjov med det. Kan du lide Aske? På den måde altså.” Imens han snakkede rejste han sig fra sengen og satte sig i stedet på gulvet foran mig, for at lægge en trøstende hånd på min ankel. Det var alt der skulle til for at klumpen i min hals trak sig tilbage til min brystkasse, selvom knuden stadig ulmede.

”Nej.” Min stemme knækkede og ødelagde den lille chance jeg havde for en vellykket løgn. Det skæve smil der brød frem på Williams læber bekræftede min frygt. I skam kiggede jeg på mine hænder og begyndte at pille ved et af mine neglebånd.

”Hvis du ikke kan lide Aske, så har du vel ikke noget imod, at en anden tager ham?” Det drilagtige tonefald var vendt tilbage, og hvis ikke jeg havde været så utroligt lettet over hans positive reaktion, så ville jeg sikkert have skåret hovedet af ham.

”Det var ikke det jeg sagde,” sukkede jeg dybt og prøvede at få ham tilbage på rette spor igen, hvilket skulle vise sig ikke at være så let som først antaget.

”Ha! Jeg vidste det,” lo han og smilede stort. I sejr kastede han hovedet bagover, hvilket fik den halvlange blonde manke til at falde mere naturligt omkring hans ansigt, eftersom han endnu ikke havde haft mulighed for at feje det om bag ørerne.

”Hold kæft. Jeg mente det ikke sådan.” Selvom mit hjerte allerede var blevet blotlagt, så kunne jeg ikke lade være med at benægte de spirende følelser, som jeg helst ikke ville kendes ved. Det var et håbløst forsøg. Dette vidste jeg allerede inden jeg åbnede munden, men det gjorde ingen forskel. Jeg var nødt til at prøve at skjule det, selv overfor min bedsteven.

”Du er så skudt i ham du er,” konstaterede William blot med et lille smil, og kiggede drømmende på mig. Det fedtede grin der truede med at bryde frem vidnede om, at det ikke bare var aftensmaden han overvejede. Mere end noget andet kunne det sammenlignes med det blik man ser hos små børn, lige inden de begynder at synge om to af deres legekammerater siddende i et træ.

”Du har ikke engang noget, der tilnærmelsesvis minder om et kærlighedsliv. Hvad vil du mig?” Jeg rullede irriteret med øjnene og kastede mig opgivende tilbage i sækkestolen. Det var ren selvbeherskelse der tilbageholdte mig fra at slå mig selv i panden over hans opførsel. Når alle andre opførte sig på lignende måde overfor hinanden, snakkede William og jeg ofte om, hvor barnligt det egentlig var, at gå i spåner over noget så naturligt. De senere år havde historien dog vist sig at være en hel anden, så snart en af os var personligt involveret.

”Jeg har da ikke tid til kærlighed, når jeg har så travlt med at forhindre dig i, at blive total eneboer.” Rummet blev fyldt med en højlydt latter, der lagde sig omkring mig i en omfavnelse. Det var umuligt for mig, ikke at fortryde, at jeg ikke havde fortalt William om det hele fra starten af. 

”Hvis det ikke var fordi, du var min eneste ven, så havde droppet dig for længst.” Løgn. Jeg ville ikke undvære ham for noget som helst i verdenen. Om det var held eller uheld, at William var alt for selvsikker til at tage sig af mine fornærmelser, vidste jeg ikke. I sidste ende tog han sig i hvert fald ikke af det.

”Hvordan fanden fik du en kæreste før mig?” Rynken mellem hans øjenbryn og måden hvorpå han næsten havde tabt underkæben, var intet mindre end fornærmende.

”Vi er ikke kærester,” protesterede jeg inden tanken nåede at rodfæste sig, men det lod til at det løb allerede var kørt. Det strejfede mig kort, hvorfor alle gik ud fra at man var kærester så snart der var følelser involveret. Ingen forstod at det var mere kompliceret end bare det. Man kunne være hovedkulds forelsket, men det betød ikke en skid, hvis ikke forholdene var til det. Et ord sagt forkert eller en misforstået samtale og det hele kunne være ødelagt. Presset hvilede på mine skuldre, og når alt kom til alt, så havde jeg slet ikke lyst til at have følelser for nogen overhovedet.

”Hvis du siger det,” mumlede han for sig selv, og jeg blev klar over, at der ikke var noget jeg kunne sige, som ville overbevise ham om andet. Det var næsten ligesom at tale med Emily om det, udover at jeg aldrig havde talt med hende om det. Hun havde talt om det og overhørt de af mine indvendinger som ødelagde hendes illusion.

Stilheden bredte sig i rummet. Der gik et par minutter hvor vi blot lyttede til fuglenes sang ude foran vinduet. Et par minutter hvor ingen af os følte trang til at sige noget og hvor tavsheden var nok til at fylde tomrummet. For en gangs skyld var det mig, der brød idyllen.

”Hvad hvis jeg virkelig er homoseksuel?”

”Så ville du forhåbentlig få en bedre tøjstil,” grinede han, men noget i mit ansigt må have fortalt ham, hvor lidt jeg værdsatte hans drillerier i det øjeblik, for han ændrede hurtigt efter sit svar. ”Hvor meget jeg end ville nyde at udføre diverse bøssetests på dig, så tror jeg ikke det ville hjælpe dig det mindste. Jeg kan ikke fortælle dig, hvem du skal forelske dig i.”

For en gangs skyld sagde jeg ham ikke imod. Ordet ’forelske’ virkede ufatteligt frygtindgydende, men jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle betegne det. Minderne om mit første møde med Aske stod pinagtigt klart i min erindring. Det sendte en varme igennem min rygsøjle blot at tænke på, den første gang han kørte sin hånd igennem mit hår efter idræt. Forelsket var alt for bindende et ord, men siden vi havde mødt hinanden, var han uden tvivl blevet et voksende element i min hverdag.

”Livet var meget lettere, da jeg havde problemer, som jeg vidste hvordan man tacklede,” mumlede jeg og forventede egentlig ikke noget svar. Alligevel mærkede jeg William synke ned i sækkestolen, så vi lå skulder ved skulder og betragtede hans loft.

”Hvem ved? Måske er du biseksuel.” Jeg betragtede ham med et hævet øjenbryn, for at gøre ham klar over den manglende relevans hans forslag havde for samtalen.

”Ikke for noget, men jeg er sådan set pisse ligeglad med betegnelsen lige nu.” Hvor hårdt mine ord end kom ud af munden, så satte jeg inderst inde pris på hans ynkelige forsøg på at opmuntre mig.

”Du misser min pointe.”

”Har du overhovedet en pointe, eller prøver du bare på at lyde som om, at du har styr på det hele?”

”Hold din kæft. Jeg prøver at åbne mit hjerte for dig her.” Et hårdt slag ramte mig på skulderen. Først var jeg imponeret over den kraft han kunne ligge i slaget imens vi lå ned, men den efterfølgende smerte ødelagde det for mig.

”Hvis du siger, du er forelsket i mig nu, så kaster jeg op.” Hans knyttede hånd ramte min skulder igen, men denne gang gjorde det knap så ondt, da den stadig var lammet fra det tidligere sammenstød. Derefter holdte jeg min mund, alt imens han forklarede mig, hvorfor det her præcis var derfor at jeg ikke havde nogle venner.

”Det jeg prøver at sige er, at jeg er ligeglad. Ikke ligeglad som i at dine problemer rager mig, men ligeglad som i, at så længe du er glad, så er jeg også glad. Ligeglad som i at du kunne være sammen med hvem som helst, uden at det ville ændre på, hvordan jeg ser dig. Medmindre du begynder at få pædofiliske tendenser, så er jeg bedøvende ligeglad med, hvem du knalder, så længe det ikke er i min seng.” Hvis ikke det var fordi meningen bag hans ord betød så meget for mig, så ville jeg  nok have kommenteret op til flere ting i den tale. Knuden i mit bryst fyldte pludselig knap så meget som den havde gjort før, og det var lige nok til at give mig et åndehul.

Uanset hvor mange gange jeg tog tilløb til at svare ham, så kom ordene aldrig over mine læber. Intet af det lød helt rigtigt, og endnu mindre af det var tilnærmelsesvis taknemligt nok. Så i stedet for at tie stille, så gjorde jeg det, som jeg var bedst til og ødelagde derved momentet. Jeg snakkede uden om.

”Gifler og te?”

”Gifler og te.” Det var næsten en tradition. En af den slags, som folk udefra aldrig nogensinde kunne forstå, fordi de ikke havde været der da den opstod. Første gang det skete, havde vi kun kendt hinanden i få uger. Den gang havde Williams mor taget sig af teen, eftersom ingen af os var trygge ved det kogende vand. Tilfældigvis var vi stødt på giflerne i vores søgen efter tebreve, og siden da havde det været en gentagende hændelse.

Enkle gange havde der ikke været gifler i køkkenskabene. Så måtte vi ud af døren og ned til det nærmeste supermarked, for under ingen omstændigheder ville vi affinde os med andet. Siden dengang var tingene blevet lettere. Vi havde vores egne penge, og kunne lave vores egen te.

Følelserne og baggrunden bag forblev dog den samme igennem alle årene. Det var tryghed. Et åbent rum, hvor i intet kunne gøre os fortræd, selvom skyerne udenfor vores selskab var mørke. Det var et løfte om, at tingene ville løse sig på en eller anden måde. Ikke fordi vi kendte svarene på alle livets store spørgsmål, men simpelthen fordi at tiden ikke gik i stå. Problemerne løste sig måske ikke, men det gik. På en eller anden måde gik det. Præcis ligesom alt det med Aske på en eller anden måde ville gå. Med eller uden mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...