Fuck - Tonys historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 15 okt. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

78Likes
403Kommentarer
17664Visninger
AA

15. Kapitel 13

Tusinde dun kærtegnede min hud, da jeg kom til bevidsthed den morgen. Madrassen havde armene omkring mig, og i lang tid var det min undskyldning for at blive liggende. At det simpelthen ikke var fysisk muligt for mig at komme ud over kanten. Jeg lå krøllet sammen omkring min pude. Det undrede mig kortvarigt at varmen strålede ud fra genstanden i min favn, men det virkede som en mindre relevant detalje, set i forhold til den lette hovedpine der bankede bag min pande.

Gårddagens hændelser begyndte langsomt at vende tilbage til mig, og det rev mig ud af den lykkelige forestilling om, at jeg kunne blive liggende i sengen for evigt. Forvirring dækkede ikke helt, hvad jeg følte da jeg endelig slog øjnene op.

Værelset der mødte mig var for småt. Sengen stod forkert, og der var for mange plakater på væggene. Med rynket pande iagttog jeg de uvante omgivelser. Af dem alle så var synet af Askes bare overkrop. Hans ryg var let trykket mod min brystkasse, der ligeledes også var bar. Dog kunne jeg ikke huske på noget tidspunkt at have taget mit tøj af. Endnu mindre erindrede jeg overhovedet at være taget derfra, men det krævede ikke et geni at regne ud, hvad der var sket.

Jeg missede med øjnene og forbandede de af solens stråler, der fandt vej igennem et åbent vindue. Mine bevægelser tiltrak Askes opmærksomhed. Han vendte sig om, og først da jeg mærkede hans bevægelser under min arm, gik det op for mig at jeg havde holdt om ham. Pludselig følte jeg mig forlegen over at have foretaget en sådan gestus i søvne, men fjernede jeg min arm risikerede jeg blot at han blev opmærksom på at den overhovedet havde været der.

Hans øjne hvilede på mig, men jeg turde ikke møde dem. Da jeg slog blikket ned opdagede jeg blot en bog i hans favn. Selvom den ikke var specielt tyk, så undrede jeg mig over, hvor ødelagt den var. Siderne gule og krøllede af ælde. Ryggen var knækket op til flere steder og vidnede om, at bogmærket der var placeret i bogen langt fra var det første. Det gik op for mig, at han sandsynligvis havde ligget vågen længe, siden han havde fundet en bog frem.

”Godmorgen,” smilede han og den muntre tone lokkede mine øjne til at møde hans. Synet af de fortryllende øjne, der gemte sig under et lag af tætsiddende øjenvipper. Hans ansigt var så nært mit, at jeg kunne skille de små fregner, der prydede hans kinder og næse, fra hinanden. De røde lokker var uglede og stod ud i alle retninger, men jeg var alligevel overbevidst om, at mit hår sad endnu dårligere. Krøller havde det med at være uregerlige i morgenstunden.

”Godmorgen,” mumlede jeg søvnigt, men fik kort efter lidt dårlig samvittighed over ikke at være bedre selskab. ”Har du været vågen længe?” spurgte jeg efterfølgende og skævede til den slidte paperback.

”Lidt over en time. Jeg håber ikke, at jeg vækkede dig.” Han var tydeligvis uvidende om mit gode sovehjerte. Formåede jeg først at falde i søvn, så kunne der springe en bombe uden at jeg bemærkede det mindste. Jeg rystede blot på hovedet for at berolige ham.

”Hvad læser du?” Selvom jeg var oprigtig nysgerrig, så kunne jeg ikke fremtvinge mere end en mumlen. Mine øjenlåg var stadig tunge, men jeg insisterede på ikke at sove yderligere, nu hvor han allerede havde været oppe så længe.

”En eller anden dum kærlighedsroman,” afværgede han og knugede bogen ind til sig. Hvis ikke han havde prøvet at skjule det sådan, så ville jeg aldrig have lagt mærke til at det gjorde ham pinlig berørt, at jeg vidste, hvad han læste. Alene af den grund, blev jeg stædig omkring det, selvom jeg ikke magtede eller nænnede at tvinge den fra ham.

”Hvad hedder den?” prøvede jeg igen.

”Det er ikke en du kender.”

”Hvad får dig til at tro det?”

”Du virker ikke som typen.” Denne gang rødmede han, og det fik min interesse til at vokse. Jeg sendte ham et skævt smil i håb om at gøre ham mere medgørlig, men uden anelse om, hvorvidt det virkede eller ej.

”Typen der læser?”

”Typen er der læser, den slags bøger, som får dig til at tro på, at verdenen ikke er et helt så dårligt sted alligevel.” Han betragtede mig med det medfølende blik, som jeg ikke kunne holde ud. Jeg vidste at han længedes efter at åbne alle de papkasser med dårlige minder og negative tanker, som jeg nænsomt havde pakket væk bagerst i min underbevidsthed. Min modvilje for at lade ham finde de bedst gemte gjorde dog at det fiktive lagerrum blev rodet og støvet hvirvlet op.

Jeg svarede ham ikke. Ordene kom ikke over mine læber. Han smed bogen hen over mig og jeg hørte den lande på gulvet. Stædigt satte jeg mig for at smugkigge titlen inden jeg skulle hjem. Om ikke andet så i ren protest, lagde jeg mig på ryggen og kiggede op i loftet.

Til mit held fortsatte han ikke samtalen. I stedet hvilede han hovedet i hulningen ved min skulder. Hans ben viklede sig ind i mine og hvor jeg i søvne havde holdt om ham, holdte han nu om mig. Sådan lå vi et stykke tid uden at sige noget. Den lette berøring, hans hånd mod min mave, var nok til at få min puls til at stige. Jeg var overbevist om, at han kunne høre det.

”Jeg ved ikke, hvad jeg har gang i,” indrømmede jeg blot overfor ham, da han fortjente at vide, hvordan jeg havde det. Selvom det ikke skulle undre mig, om han vidste det bedre end jeg.

”Du har aldrig været sammen med en d-”

”Nej,” afbrød jeg ham hastigt, da hans spørgsmål var mere en konstatering end noget andet. Det virkede sært at sige højt, selvom det blot var os to i mellem, så føltes det som om, at det blev annonceret på nationalt fjernsyn.

”Det er egentlig ret simpelt,” begyndte han, men endnu engang var jeg uhøflig nok til at afbryde ham inden han fik talt til ende.

”Hvad end det her er, så er det ikke simpelt.” Det kom ud hårdere end det havde været min mening, og jeg bed mig i kinden, for ikke at komme til at lukke mere lort ud. Mine frustrationer burde ikke gå ud over ham, men jeg kunne ikke lade være med at føle, at han var skyld i at de eksisterede i første omgang.

”Jeg skal nok bede de andre om at holde kæft omkring det for en sikkerhedsskyld. Jeg har ikke travlt.” Hans beroligende stemme var ikke mere end en hvisken. Som en mor der prøvede at trøste sit barn. Selvom det var mod min vilje, så virkede det. Det var der det gik op for mig, at jeg stolede på ham. Jeg troede på det, når han lovede at gå stille med dørene det næste stykke tid.

En højlydt brummen rev os ud af forestillingen om at vi var alene i verdenen. Jeg drejede hovedet efter lyden og så min mobil ligge på det nærtstående sengebord, selvom jeg ikke erindrede at have placeret den der. Jeg strakte mig for at nå den, da den blev ved med at ringe. Dog fløj et højlydt suk over mine læber, da jeg læste navnet på opkalderen. Selvfølgelig var det min mor. Jeg ventede til at den gik over på telefonsvareren.

”Hvorfor tager du den ikke?” spurgte Aske forsigtigt, som om han fandt det utænkeligt ikke at besvare et opkald, hvilket det sikkert for ham også var.

”Jeg har ikke noget at sige til hende,” forklarede jeg blot. Jeg havde reelt massere at sige til hende, men intet af det var kønt og intet af det ønskede jeg at Aske skulle overhøre. I stedet tjekkede jeg mine modtagne opkald. En masse fra min mor. Lidt færre fra min far. Emily havde ringet en enkelt gang, men havde derefter sendt en besked, hvor hun spurgte om jeg kom hjem. Beskeden var besvaret, men det var ikke mig der havde skrevet det. En kort sætning om at jeg var faldet i søvn hos ham, underskrevet Aske.

”Du var for fuld til at taste noget forståeligt,” undskyldte han, men virkede ikke oprigtigt ked af det. Jeg takkede ham inderligt, da den eneste jeg bekymrede mig om at gøre urolig var Emily. Selvom hun kunne have beroliget dem, så var det ikke til at vide, hvad der havde pisset dem af denne gang. Jeg frydede mig blot over at holde dem i skærsilden lidt endnu, selvom det dybest set gjorde mig til et forfærdeligt menneske.

”Jeg tænkte, hun ville sige det videre… Jeg troede, ikke du ville få problemer,” undskyldte han og endnu engang blev jeg overbevist om, at han ikke var lige så slet af natur, som jeg selv. Der kunne umuligt gå ret lang tid før dette gik op for ham.

”Jeg er altid i problemer,” lo jeg til hans forbløffelse. Han kiggede undrende op på mig. Hvis ikke jeg vidste bedre, så ville jeg gætte på, at han troede jeg havde mistet forstanden.

”Du trives i kaos, gør du ikke?” Selvom jeg ikke nåede at svare ham, før der blev banket på, så blev hans ord ved med at ringe i mine øre. Hvis ikke det var for den lette dunken i mit hoved, så ville jeg muligvis have brugt mere tid på at spekulerer over det. Da en rødhåret skikkelse stak hovedet ind af døren, blev jeg taknemlig over at være godt gemt under dynen. Jeg havde ventet at Aske ville flytte sig, så vi lå knap så tæt. Det eneste han gjorde var dog at løfte hovedet nysgerrigt.

”Dejligt at se, at i er vågne, drenge. Skal jeg lave noget morgenmad?” Hendes stemme var blid og øm. Hvis en stemme var i stand til at omfavne nogen, så var det denne. Selvom hun var langt yngre end mange andre forældre, så var det uden tvivl Askes mor. Håret var et vigtigt kendetegn, men alligevel var det ikke det, som gav det væk. De bløde kindben og imødekommende øjne, sagde det hele. Nok var jeg ikke socialt anlagt, men det var mange år siden, at jeg sidst havde været genert på samme måde, som jeg blev det, da Aske kiggede på mig og det gik op for mig, at det var min beslutning.

”Ja tak,” var alt jeg kunne præstere, hvorefter jeg måtte synke for at forhindre min hals i at tørre helt ud. Hun sendte mig et stort smil og lukkede derefter døren. Så snart vi var alene, brød Aske ud i høj latter over min reaktion. Jeg skubbede ham hurtigt væk fra mig og rejste mig, for at få  noget tøj på. Desværre lod han sig ikke kue af min irritation, men lo blot endnu højere. Hans latter var utrolig smittefarlig og før jeg fik set mig om, brød et smil frem på mine læber.

 

Inden vi forlod rummet kastede jeg et blik på den bog, som han tidligere havde kastet på gulvet. Titlen var let at huske, og jeg ville minde mig selv om at slå den op online, når jeg kom hjem.

Hvis jeg sagde, at jeg havde travlt med at komme hjem, så ville det have været en lodret løgn. Hvor utilpas jeg end havde følt mig, da jeg først havde mødt Askes mor i døren, så var det hele forsvundet i et sort hul. Selvom tøjet var det samme som fra dagen før, så hjalp det gevaldigt ikke bogstavligt talt at blive taget på sengen. Hånden jeg kort forinden havde brugt til at bringe de ustyrlige krøller på plads, kunne jeg nu række frem med rank ryg for at præsentere mig.

”Tony. Jeg beklager at jeg sådan presser mig på,” undskyldte jeg, selvom jeg godt var klar over, at det ikke var nødvendigt. Alligevel havde jeg et ønske om at gøre et godt indtryk, og var der noget jeg var i stand til, så var det at vikle voksne uden foregående kendskab til mig omkring min lillefinger. Hvis jeg ellers lagde mig lidt i selen. Det var alfa omega for mennesker som jeg, ikke at lægge sig ud med forældrene.

”Det skal du ikke tænke på. Dejligt endelig at møde dig. Aske har fortalt hvor godt du og din ven har taget imod ham. Jeg er Maria.” Hun trykkede min hånd, og vendte derefter om for at tage noget ud af ovnen. Jeg genkendte duften af nybagte boller. Et stik af misundelse ramte mig, da jeg ikke kunne huske hvornår min egen mor nogensinde havde bagt noget som helst.

Endnu engang lod jeg mig smigre ved nyheden af at Aske havde fortalt nogen udenfor skolen om mig. Med et øjenbryn løftet i en udfordring mødte jeg hans blik. Måden hvorpå han bed sig nervøst i læben afslørede, at han fandt det flovt igen at være blevet taget i at snakke om mig.

”Han ville nok have klaret sig uden mig,” fortalte jeg uden betænkeligheder, da det ikke var andet end sandheden. Selvom jeg ikke havde udvekslet et ord med Aske før efter et par uger, så ville jeg ikke ødelægge glansbilledet.

Jeg lod de to udveksle et par ord uden reelt at tilskrive det nogen opmærksomhed. I stedet var min opmærksomhed på den varme bolle foran mig, og smørret der langsomt smeltede ned i brødet.

”Hvad laver dine forældre Tony?” spurgte Maria mig med et smil. Jeg kunne se nysgerrigheden i Askes øjne, selvom jeg ikke turde gøre mig klog på dens baggrund.

”Min far er produktions manager. Min mor er administrativ direktør. Begge indenfor medicin og andre apotekervarer,” forklarede  jeg, men havde ikke den store lyst til at snakke om dem, selvom jeg lagde låg på denne uvilje.

”Det lyder som om, at de arbejder meget begge to?” spurgte hun og virkede pludselig bekymret, på den samme måde som Aske havde det med. De der bedrøvede øjne, der tvang mig til at fortælle sandheden og derefter forsikrer om, at jeg altså havde det fint.

”Det gør de. De er kun lige kommet hjem fra forretningsrejse, men jeg har endnu til gode at se dem slappe af.” Det var ment i spøg, men der var ingen der grinte. Det gik op for mig at den travle tilværelse var dem uvant, men det var ikke en opdagelse der chokerede mig. Aske skjulte ikke særlig godt, at han var ved at sprænges med spørgsmål, men det var tydeligvis ikke nogen, som han ville lade glide over sine læber.

Det var først da vi havde takket for maden, og hjulpet med at rydde op, at emnet der havde forundret ham sådan gled over hans læber. På daværende tidspunkt stod vi i gangen, som var han hjemløs under sit eget tag.

”Men hvis de har været væk så længe, hvorfor har du så ikke noget at sige til dem? Hvis de er kommet hjem og din seng har været tom. De må da være bekymrede?” Det var tydeligt at han havde kædet nogle ting sammen, men alligevel lod det ikke til at han kunne forlige sig med tanken. Efter at have observerede forholdet han havde med sin mor, så kunne jeg ikke bebrejde ham det.

”Du har ikke mødt dem. De er alt andet en bekymrede. Sure måske, men ikke bekymrede,” jeg sendte ham et halvhjertet smil. Hvordan ville Askes mor have reageret, hvis han en nat ikke kom hjem? Jeg tog mig selv i at forestille mig, hvordan hun ville gennemsøge kvarteret. Måske kontakte hans venner, skolen og politiet. Jeg var ikke i tvivl om, at hun ville starte en eftersøgning, som dem man altid så i amerikanske film. Til gengæld var jeg heller ikke i tvivl om, at mine ikke så meget som skænkede det en tanke, at noget kunne være sket med mig.

”Præcis. Jeg har ikke mødt dem,” påpegede han med en desperat mine, som fik mine bryn til at forsvinde op under krøllerne der hang ned i panden på mig. Et øjeblik kiggede jeg bare på ham, som havde han forlangt at se mig indfange og henrette den afskyelige snemand. Derefter gik det op for mig, at han mente det.

”Du vil møde mine forældre,” konstaterede jeg målløs, og jeg behøvede ikke et spejl, for at vide, at øjnene var ved at falde ud af hovedet på mig.

”Du har mødt mine. Eller min mor. Du ved hvad jeg mener.”

”Du vil møde mine forældre,” gentog jeg næsten åndeløst. Det var lige før jeg blev svimmel inden jeg nåede at huske på, hvordan man trak vejret.

”Jeg mente, hvad jeg sagde, med at holde lav profil,” sukkede han. Selvom han ikke direkte plagede mig, så lå det alligevel i luften, som en anmodning jeg ikke kunne nægte. Da det ikke lod til at han ville lade emnet ligge, lænede jeg mig op af væggen for komfort, men var lige ved at rive en billedramme ned i forsøget.

”Du forstår det ikke.”

”Jeg lover at opføre mig pænt,” sværgede han inderligt. Hvis jeg mødte hans øjne, ville jeg ikke være i stand til at overveje situationen med tilpas omhu, så i stedet var mit blik lænket til mine fødder. Aske forstod ikke problematikken, men på den anden side havde jeg heller ikke givet ham meget at arbejde med. Selv hvis han opførte sig pænt sådan som han lovede, så var det ikke tilstrækkeligt. Det var ikke kun hans opførsel som jeg klassificerede som værende utilregnelig.

”De er brutale. Kom ikke og sig, at jeg ikke advarede dig,” mumlede jeg endelig efter et dybt suk, for at lade ham vide, hvor lidt jeg reelt brød mig om det. Det var i princippet bare aftensmad. Resten af tiden ville vi alligevel være på mit værelse, hvis altså de overhovedet var hjemme i mere end en time før maden.

”Advarsel modtaget,” smilede han og blottede en række kridhvide tænder. Selv den let skæve hjørnetand fik lov til at se dagens lys. Da han pludselig blev et par centimeter højere, fordi han stod på tær, burde jeg have set kysset komme.

Alligevel lod jeg mig overvælde af varmen imellem os. Tilsyneladende så lærte jeg ikke af mine fejltagelser. Jeg havde ikke lært at reagere på lyden af skridt der kom nærmere. I hvert fald ikke før det var for sent, og Marias overraskede udbrud rev os ud af illusionen om, at vi var de eneste mennesker i flere kilometers omkreds.

Jeg slap hurtigt Aske, og varmen der før havde været jævnt fordelt i min krop strømmede nu op til mine kinder. Mit hjerte arbejdede på højtryk, og jeg kiggede hurtigt væk for at skjule mit ansigt. Aske derimod lod ikke til, at det generede ham det mindste. Han opførte sig ikke anerledes, end hvis hun havde afbrudt en samtale, alt imens jeg helst ville forsvinde ud i intetheden.

Hun lo kort og undskyldte, hvorefter hun forlod rummet. Jeg ventede, at hun kom tilbage med skældsord og forbandelser, men der skete intet. Mit hjerte kæmpede fortsat for at springe ud af min brystkasse, men huset var stille og Aske lige så afslappet som jeg var anspændt.

Først da gik det op for mig, hvorfor jeg var den eneste, der reagerede negativt. Maria vidste det allerede og hun håndterede det på den måde, som min egen familie aldrig ville være i stand til. En ufattelig trang til at slå på noget meldte sig, men i stedet for at skabe røre i det forunderlige hjem, som jeg befandt mig i, så affandt jeg mig med at give Aske et klask på skulderen, for at tvære det store smil af hans latterlige kønne ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...