Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17032Visninger
AA

14. Kapitel 12

Aske kunne selvfølgelig aldrig drømme om at vise sig offentligt i joggingbukser eller noget der bare mindede om afslappet beklædning. Halvhjertet havde han tilbudt at låne min en skjorte, men vi bedste begge to godt at der var to ting grundlæggende inkompetent ved den mulighed. For det første at jeg kunne passe hans skjorte. Aske var trods alt et hoved lavere end jeg var. For det andet så kunne jeg ikke forestille mig, at han havde så meget som en enkelt skjorte, der ikke var prydet med et eller andet underligt motiv.

Så jeg stod der i min kedelige T-shirt foran et fremmed hus, hvor bassen svagt kunne mærkes selv på afstand. Som om det ikke var underligt nok, så stod Aske ved min side og så latterligt charmerende ud. Jeg kunne ikke finde hoved eller hale i de geometriske figurer som slyngede sig om hinanden. Sorte streger mod hvidt stof. Som et alfabet jeg aldrig havde lært at læse.

Fra busstoppestedet og frem til nu havde hans fingre været nænsomt flettet ind i mine, og jeg havde ladet ham gøre det. Det havde en underligt beroligende effekt. Omfanget af min beslutning om at tage med gik først op for mig, da Aske slap min hånd, for at imødekomme, hvem der højst sandsynligt var værtinden i et stort kram.

Aske præsenterede hende som Kathrine. Hendes hår var blond og indrammede hendes hjerteformede ansigt. Hun var høj. Lige så høj som jeg var. Af ren nysgerrighed kiggede jeg ned for at se om hun havde høje hæle på, men det var ikke tilfældet. Med et stort smil rakte hun hånden frem imod mig. Alt der gik gennem hovedet på mig, var lettelse over at hun ikke forventede at få et kram.

”Tony,” præsenterede jeg mig selv og tog hendes hånd. Jeg havde haft tid til at forberede mig på at møde nye mennesker, men det der skete efterfølgende ville jeg aldrig nogensinde blive klar på.

”Det ved jeg. Aske har snakket om dig,” lo hun og sendte et blik til Aske, som kun kunne betegnes som værende lusket. Mine øjenbryn fløj op på banen på mig og hurtigt drejede jeg hovedet mod Aske, for at få bekræftet hendes påstand. At dømme efter hvordan han rødmede og slog venskabeligt ud efter hende, så havde hun talt sandt. Det var lidt smigrende.

Selvom det ude fra vejen havde lydt som værende en meget stor og uoverskuelig fest, så var det nærmere en hyggelig sammenkomst med en engageret DJ. Jeg havde ikke tal på, hvor mange gæster der var. Måske tyve. Måske mindre. Deres ansigter flød lidt sammen, selvom de hver især var lige så unikke som Aske. Det var samme tendens til farvestrålende mønstre og uforudsigelige motiver, der prydede flokken, og for første gang i mit liv følte jeg mig kedelig og normal.

Forgæves prøvede jeg at huske, hvad folk havde præsenteret sig som, men langt de fleste navne forsvandt fra min hukommelse, hvis ikke jeg nåede at give dem et mentalt øgenavn.

Elisabeth var den excentriske danser, der var løbet op til mig, for at spørge om det var mig, der kommet sammen med Aske. Jeg valgte bevidst at tolke det som, at hun blot spurgte om vi var fulgtes herhen, selvom betydningen var tvetydig. Jeg bildte mig selv ind at det bare var paranoia og at jeg så spøgelser over alt, men efterhånden som aftnen skred fremad, gik det op for mig at folk gik ud fra at vi var sammen, på samme måde som man gjorde, når en dreng og en pige hang op ad hinanden det meste af aftnen. Gang på gang rødmede Aske, når nogen spurgte ind til det og hver gang bed jeg mig nervøst i læben og afviste deres påstand, selvom det ikke lod til at nogen købte den.

Jeg tillod mig at konkludere at de vidste det. At Aske ikke skjulte at han ikke var hundrede procent heteroseksuel. Det burde måske have gjort mig urolig at vide, at det ikke blot havde været et underligt engangstilfælde at han kyssede mig. I stedet fik det mig til at slappe af, da det lod til, at det ikke gjorde nogen forskel. Denne flok af særprægede individer var så vant til at skille sig ud, at de ikke ænsede det, når Aske diskret tog min hånd. Jeg ville næsten gå så langt som til at sige, at det var en smule hyggeligt.

Da klokken nærmede sig midnat begyndte folk lige så stille at tage hjem. Ikke fordi de havde lyst eller fordi det var kedeligt, men simpelthen fordi at nogle havde længere hjem end andre, og busserne ikke altid gad at lege med. De resulterede i, at vi var en omkring syv mennesker der sad inde i stuen. Hvor mange der yderligere befandt sig rundt omkring i huset anede jeg ikke. Selv hvis jeg gjorde, så havde jeg drukket for meget til at kunne udpege hvem vi manglede.

Vi sad tæt pakket i den L-formations om sofaerne udgjorde. En enkelt havde sat sig på gulvet. Personligt var jeg bare glad for at have klemt mig ind mellem armlænet og Aske, så jeg ikke behøvede at sidde alt for tæt med en fremmed. Der stod flammer mellem os, men denne gang var jeg ikke sikker på om det var hans eller min egen skyld. Det svimlede for mig, men ikke ubehageligt. Det var bare tilpas nok til at jeg stadig kunne tænke om end jeg ikke tænkte alt for rationelt.

Mine øjne søgte hele tiden Aske, selvom han havde travlt med at snakke med de andre. Jeg kunne genkende de fleste. Kathrine, værtinden sad i den lille sofa, sammen med Lara. Jeg kunne genkende Lara fordi hun havde læderjakke på indenfor. Jeg kunne ikke huske hvem af drengene der var hvem, selvom de overhovedet ikke lignede hinanden. Ali og Lasse. Ali eller Lasse. Der var lige stor chance for at gætte forkert, som for at gætte rigtigt. Som den pessimist jeg var, så turde jeg ikke tage chancen. Den rødhårede på gulvet var Sidse. Flere navne kunne jeg ikke.

”Tony!” En af dem jeg ikke kendte råbte mit navn, og jeg kiggede forvirret op og væk fra Aske. Folk kiggede på mig, som om de forventede svar på et spørgsmål, som jeg ikke havde hørt. Hvilket var ret sandsynligt eftersom jeg ikke havde været specielt opmærksom.

”Hm?” Jeg krydsede fingre for at nogen ville gentage spørgsmålet. Musikken var blevet lavere, så der var bedre muligheder for at snakke sammen. Det havde tydeligvis ikke hjulpet mig.

”Drukspil. Er du med?”

”Selvfølgelig er han med. Lad nu knægten være,” forsvarede en anden mig. Det var hende med læderjakken. Lara. Alene på grund af den handling var jeg tilbøjelig til at rykke hende længere op på listen med folk, der ikke var helt værst.

”Ja selvfølgelig,” bakkede jeg hende hurtigt op, selvom jeg ikke anede, hvad vi skulle spille eller om jeg overhovedet kunne tåle at få mere at drikke. Aske lo blot af mig, og kærtegnede min håndryg. På en eller anden måde var min arm endt omkring ham, men jeg flyttede den ikke selv da jeg opdagede det. I min frie hånd var der et plastikkrus med cola og vodka. Men om det var vodka med cola eller cola med vodka anede jeg ikke.

Jeg forstod godt spillet. Nogen kom med et udsagn. En ting de aldrig havde gjort. Derefter skulle alle de der havde gjort det drikke. Det var simpelt. Fra tid til anden var der nogen der drak, som den eneste. De situationer blev ofte efterfulgt af, at vedkommende skulle fortælle historien bag, hvis altså det var tilpas skandaløst. Det startede altid uskyldigt ud.

”Jeg har aldrig brækket noget”

Jeg drak.

”Jeg har aldrig kysset nogen”

Jeg drak.

”Jeg har aldrig kysset nogen i dette rum,” kom det fra Sidse. Mange af dem drak. Det var ikke så sært eftersom det virkede som om, at de havde kendt hinanden længe. Aske drak, men jeg vidste ikke for hvor mange, hvilket gik mig på. Det var der det gik op for mig, at jeg hørte til den gruppe. Lidt forsinket løftede jeg glasset op til munden og sank. Endnu mere forsinket gik det op for mig, hvad de små hvin og udbrud skulle betyde.

”Jeg sagde det jo! Ha!” sejrede Ali eller Lasse. Den anden trak irriteret en halvtredser op ad lommen og stak den i hånden på den første.

”Pis også,” mukkede den af de to, der var blevet udnævnt taber. Alle andre havde deres øjne rettet mod Aske og jeg, hvilket gjorde mig let utilpas. Han må have kunne mærke det, for han klemte min hånd beroligende. Jeg forventede at de ville vende sig imod mig. At de blot havde holdt sig tilbage hele aftnen så de kunne ramme mig hårdere senere. Intet af de skete dog. Det var først, da Elisabeth nikkede anerkendende, at det gik op for mig, at deres blikke ikke var onde.

”Du har overgået dig selv, Aske,” roste hun, med et grin der nåede fra det ene øre til det andet. Jeg lod mig smigre. Aske blev sur. Det var en hel omvendt verden jeg var blevet revet ind i, og jeg ledte desperat efter et minde om at være trådt igennem en eller anden portal, men fandt aldrig noget.

”Du får det til at lyde som om jeg bare slæber alt med,” udbrød han fornærmet, hvilket morede mig. Når jeg ikke selv var i stand til at få den slags reaktioner ud af ham, så måtte jeg nyde når det lykkedes for andre.

”Hvis jeg er det bedste du har budt dem, så vil jeg ikke begynde at tænke på, hvem du ellers har slæbt med.” Jeg kiggede på ham med et hævet øjenbryn. Den eneste der ikke lo var Aske, men det gjorde ikke noget, for alle andre lod til at have accepteret mig i flokken, selvom de kun havde kendt mig i nogle få timer.

”Ved du hvad, Anthony? For en selvglad idiot, så lyder det ikke som om, at du har ret meget selvtillid.” Han sagde mit rigtige navn, som om det var en fornærmelse. Jeg kunne ikke lade være med at smile over hans drilagtige kommentar. Mit hoved var alt for omtåget til, at jeg reelt registrerede at jeg lige var blevet svinet til.

”Selvtillid er ikke det samme som selverkendelse,” modargumenterede jeg, men havde problemer med at udtale det sidste ord. Det krøllede næsten på min tunge. Måske var det fordi jeg rejste mig samtidig med at jeg prøvede at snakke. Det med at lave flere ting på en gang var ikke altid helt let. Jeg havde glemt at slippe Askes hånd, hvilket jeg først kom i tanke om, da jeg halvejs havde trukket ham med mig.

Egentlig havde jeg rejst mig op for at gå på toilettet, men det virkede lidt sært at gøre med Aske på slæb, og at slippe ham virkede heller ikke som en mulighed. Jeg prøvede at finde på noget andet, men intet kom til mig. Forvirringen måtte have strålet ud af mig for Aske lo blot, da mine øjne mødte hans. Det var den der klokkeagtige latter, som kunne bringe sol til enhver regnvejrsdag.

”Kom,” smilede han og trak mig med sig, sådan som jeg før havde trukket ham. Jeg kunne mærke nysgerrige blikke mod min ryg, men ingen af dem stærke nok til at få mig til at stoppe op. Enten var han ikke lige så påvirket som jeg var det, eller også så skjulte han det godt. Hvor jeg kæmpede med at sætte den ene fod nogenlunde ordentligt foran den anden, så var hans gang uden besvær. Det var mig, der holdte ham tilbage.

Stuen forsvandt bag os. Det var let at se, at Aske havde været her ofte, for han fandt køkkenet uden så meget som at tøve. Det var småt og kompakt. Skabenes låger var af lyst træ. Skabe, en ovn og et køleskab. Der var ikke klemt et spisebord ind. Sikkert fordi der var så lidt gulvplads i forvejen.

”Hvad skal vi?” spurgte jeg endelig, da nysgerrigheden tog overhånd. Min ene hånd hvilede på køkkenbordet, bare for at være på den sikre side. Gulvet sejlede en smule. Det var som at befinde sig på en af de badbroer, der bare lå og flød ovenpå vandet.

”Du skal have noget vand,” svarede han uden at kigge på mig. Han havde travlt med at rode rundt inde i et skab. Da han lukkede lågen igen, havde han et glas i hånden. Vandhanen ved min side blev tændt og glasset fyldt.

”Drik,” beordrede han og rakte det frem mod mig. Jeg kiggede på det et øjeblik, men lukkede derefter hånden omkring det og tog en tår for at gøre ham glad.

”Hvorfor er det kun mig der skal have vand?” brokkede jeg mig, men indtog alligevel den kølige væske. En del af mig håbede at det ville klare mit hoved. Den anden del var taknemlig over, hvor meget mere simpelt alting virkede lige nu.

”Fordi du er fuld.” Han lo igen. Højt. Han lo som om, jeg havde fortalt en vittighed. Jeg ville gerne protestere og afvise hans påstand, men jeg vidste at det ikke ville nytte noget. Selvfølgelig havde han ret.

”Jeg var nervøs,” forsvarede jeg mig. Det var ikke første gang at det var sket. Som regel var det bare en sodavand eller lignende, som jeg stod med i hånden, når det var. Det skete allerede dengang jeg var lille. Rastløsheden fik mig til at drikke indholdet i mit glas, fordi det var, hvad alle andre gjorde. Forskellen var bare, at jeg ikke havde nogen at snakke med, så jeg drak alt for ofte. Som regel havde jeg ikke mere at drikke, når vi skulle spise. Det var en dårlig vane, som jeg havde taget med mig. Forskellen var bare, at det ikke længere var sodavand der var i glasset.

”Du ved godt, at vi kender hinanden for godt til at den leg er sjov ikke? De gjorde det kun for at lære dig at kende. Jeg klager nu ikke. Du er ret sød, når du er fuld.” Det store smil på hans læber gjorde mig glad, og jeg fik lyst til at trække ham ind til mig. Jeg nøjedes med at sætte glasset fra mig og tage fat i hans hånd uden rigtig at bide mærke i hans ord. Forundret lod jeg mit blik beskue hans hånd inden jeg lod mine fingre flette ind i hans. Skjortens ærme var gledet en smule op og blottede hans smalle håndled.

”Jeg er bare et mindre røvhul end ellers.” Hvilket var sandt.

”Hvorfor er du så nervøs?”

”Det ved jeg ikke.” Hvilket var en løgn. Der var blot så mange grunde til at jeg var nervøs, at det var umuligt for mig at remse dem op. Aske fik min mave til at slå knuder på sig selv. Min egen opførsel omkring ham forvirrede mig mere end digtanalyse. Hans venner fik mig til at føle mig så velkommen, at jeg begyndte at tvivle på mig selv. Det hele var et rod og min løgn var ikke det mindste overbevisende.

”Jo du gør.” Hans stemme var mild. Der var ikke så meget som et strejf af utilfredshed over at jeg havde løjet for ham. Måske var jeg ikke ved mine fulde fem, men jeg var endnu ikke så langt ude, at jeg ville indrømme overfor ham præcis, hvor bange jeg var for at se verdenen falde sammen omkring mig.

”Ja jeg gør,” medgav jeg blot uden planer om nogensinde at uddybe.

”En eller anden dag bliver du nødt til at lade folk vide, hvad der plager dig. Ellers æder det dig op.”

”En eller anden dag,” føjede jeg ham, men bed ikke mærke i hans ord. Dertil havde jeg for travlt med at drukne mig selv i hans øjne. Min hånd havde fundet vej omkring hans nakke, og jeg tog mig selv i at kærtegne hans kæbe med min tommelfinger. Efter få sekunder bukkede jeg under for gnisterne mellem os. Da vi endnu engang smeltede sammen, var det lava der flød i mine åre i stedet for blod. Sådan føltes det i hvert fald.

For hvert ømme sommerfugle kys, lod vi os rive en lillesmule med. Der gik ikke lang tid før vores kys hverken var ømme eller specielt sommerfugleagtige. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne forestille mig noget varmere end lava, men dette kom utroligt tæt på. Forskellen var blot, at jeg ikke var bange for at brænde mig. Faktisk så længedes jeg efter det. Selv med hans arme slynget omkring mig, og mine hænder tæt mod hans nakke og lænd, så var det stadig ikke helt nok.

Da Askes ryg ramte køleskabet faldt et par magneter og deres tilhørende papirer på gulvet, men aldrig havde jeg været mere ligeglad. Skridt nærmede sig og det samme gjorde et par stemmer. Det virkede mest af alt bare som irriterende baggrundsstøj.

”Hvor bliver i af? Er der slet ikke nogen der vil med ud og ryge?” Jeg genkendte stemmen, men det var umuligt for mig at sætte ansigt på. Det var en pige, så meget vidste jeg. Hvem af dem anede jeg ikke. Hun fik intet svar. Ikke så meget som en reaktion. Min ligegyldighed var smittet af på drengen i min favn.

”Åh gud, gider i lige? Find dog et værelse!” Det var næsten muligt at høre, hvordan hun rullede med øjnene. Noget i hendes stemme fik mig til at tvivle på, at hun var oprigtigt irriteret. Hverken Aske eller jeg var villige til at løsrives. Dog var jeg i stand til at ofre en hånd blot for en stund. Jeg rakte bagud mod hende med en knyttet hånd. Hver finger var lukket så hårdt at mine knoer blev hvide. Alle på nær fingeren i midten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...