Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17022Visninger
AA

13. Kapitel 11

Jeg havde skjult mig bag William det meste af dagen. Med fuldt overlæg havde jeg sørget for ikke på noget tidspunkt at være alene sammen med Aske, hvis det ikke var muligt at undgå ham helt. Når vores øjne mødtes på tværs af lokalet kiggede jeg blot hurtigt væk, og prøvede at bilde mig selv ind, at han ikke havde opdaget mig. Jeg var rastløs. Hæftet der skulle være fyldt med noter, var ikke andet end en stor tegning af noget ubestemmeligt. På et tidspunkt var jeg sikker på, at William ville slå mig, hvis ikke jeg havde stoppet med at tappe i bordet med mine negle.

Da vi endelig fik fri, så sagde jeg blot hurtigt farvel til William, for efter at fange Keegan, inden han ville cykle hjem. Keegan foretrak at cykle i skole, hvor jeg selv bedst kunne lide at gå. Af samme årsag fulgtes vi kun, når vores transportmidler krydsede veje. I dag havde min kære lillebror dog ikke noget valg.

Mere end noget andet ville jeg gerne snakke med Aske om, hvad i al verden det var der foregik, men hver gang tanken strejfede mig, så gik der et sus igennem min krop og modet forsvandt. Da jeg stod op, ville jeg snakke med ham efter første time. Da vi nåede første time, havde jeg rykket det til efter skole. Nu havde jeg haft fri et par timer, og jeg havde endnu ikke sendt så meget som en sms.

Huset var tomt og jeg hadede det. I virkeligheden var huset ikke tomt, men det føltes uden tvivl sådan. Keegan havde kun lige været hjemme for at smide sin skoletaske, hvorefter han var smuttet over til nogle af sine venner. Emily var inde i byen. Så vidt jeg havde forstået skulle de spise sammen og derefter i byen, men hvis jeg skulle være ærlig overfor mig selv, så havde jeg ærgret mig så meget over, at ingen af dem var hjemme, til at høre alle detaljerne.

Jeg havde ingen anelse om, hvor i verdenen at min mor befandt sig, men efterhånden så gad jeg heller ikke spørge efter hende, da jeg ellers ikke ville lave noget andet. Selvom jeg sad inde på mit værelse med en bog, så kunne jeg ikke koncentrere mig. Min far snakkede så højlydt i telefon nedenunder, at det rev mig ud af den fiktive verden hver eneste gang han svarede personen i den anden ende af røret.

For nogle år siden havde jeg prøvet at lukke det hele ud med musik, men det havde blot resulteret i at min far blev rasende fordi ”det lort var til at høre i hele huset, og at han ikke kunne høre, hvad han selv tænkte.” Høretelefoner var udelukket. Det gav slet ikke den samme effekt, og desuden havde musikken distraheret mig lige så meget som min far gjorde det.

Skulle jeg være ærlig overfor mig selv, så foretrak jeg det, når de ikke arbejdede hjemmefra. Deres stress havde det med at smitte af på mig. Det forhindrede mig i at finde ro. Værelset der normalt var et helle for mig, begyndte at falde sammen om ørerne på mig, og klaustrofobien steg mig til hovedet.

Jeg kastede skolebøgerne af vejen og smed hurtigt nogle ting ned i min skuldertaske. Der gik ikke mange minutter før hoveddøren lukkede bag mig uden at jeg havde noget sted at tage hen. Efter at have klappet på mine lommer, så fandt jeg min mobil, og tastede Williams nummer ind.

”Hejsa,” lød det muntert fra røret og bare det at høre hans stemme gjorde mig mere afslappet.

”Jeg er hos dig om fem minutter,” informerede jeg blot. Vi var for mange år siden nået forbi det stadie, hvor man spurgte hinanden om lov, for efter at tage en snak med forældrene om hvorvidt det var okay. Vi dukkede bare op, når en af os havde brug for at komme væk.

”Fuck, Tony. Vi er på vej til København for at besøge min fætter. Det har jeg også fortalt dig. For helvede altså. Du ved du er velkommen, men jeg tror ikke engang at Julie er hjemme. Pis. Det er jeg virkelig ked af.” Hans undskyldning var oprigtig, selvom den ikke var nødvendig. Julie var hans storesøster. Hun havde gået i klasse med Emily i folkeskolen. Selvom jeg kendte hende, så havde jeg på ingen måde lyst til at snakke med hende på nuværende tidspunkt.

”Det havde jeg glemt. Undskyld. Nyd din weekend i hovedstaden,” svarede jeg hurtigt, hvorefter jeg lagde på, inden han nåede at beklage yderligere. Det ville blot give mig dårlig samvittighed, for overhovedet at have ringet til ham.

Derefter ringede jeg til Alexandra. Der var latter i baggrunden, da hun tog telefonen, men der blev hurtigt lagt en dæmper på dette, og jeg gættede på, at hun havde forladt rummet. Vi snakkede sjældent sammen længere, men hun var en af de få, som jeg kunne stole på. Det viste sig dog, at hun havde et par gæster forbi, herunder Keegan. Hun fortalte mig at jeg var velkommen, men jeg vidste, at Keegan ville hade mig for det, så jeg afslog.

I stedet for at vandre formålsløst rundt i kvarteret, så havde jeg slået røven i sædet på en bænk ved et busstoppested. Et øjeblik overvejede jeg bare at springe på den næste bus der kom, men en lille rationel stemme fortalte mig, at der ikke på noget tidspunkt ville komme en bus, som førte mig væk fra Fyn.

Selvfølgelig var der andre jeg kunne ringe til, men der var kun to personer, som jeg virkelig havde lyst til at snakke med, og den ene var på vej til København. Normalt ville jeg have ringet, da det var hurtigere at aftale noget på den facon. Men jeg vidste at jeg ville have svært ved at komme frem til problemets kerne, så i stedet for valgte jeg den lette løsning. Jeg skrev til ham.

 

Kan jeg komme forbi her om lidt? Jeg ville ikke forstyrre, hvis ikke det var vigtigt.

 

Måske var vigtigt ikke det rigtige ord at bruge. Måske ragede det ikke ham, at jeg var en smule desperat efter et roligt sted at være. Tanken om endnu et afslag var bare ikke rigtig til at bære. Hvis Aske ikke ville se mig, så var der ingen der ville. Jeg lukkede øjnene og trykkede hurtigt send inden jeg kunne nå at få kolde fødder.

Jeg vidste at svaret ikke ville komme i samme sekund, som jeg trykkede på send knappen. Selv hvis han sad med sin mobil i hånden, så ville han skulle bruge tid på at læse beskeden, for efter at svare. Det var ulidelige minutter, der gav mine tanker alt for meget plads at lege på. Med spidsen af mine slidte sko, skrabede jeg mos af fliserne. En langsommelig opgave men ikke dets tro mindre, så hjalp det at fokusere på noget mere simpelt end det kaos der forfulgte mig og alt jeg rørte ved. Der gik ikke mange minutter før min mobil summede. Jeg havde aldrig sluppet grebet om den, så heldigvis var jeg i stand til at læse svaret med det samme.

 

Selvfølgelig. Jeg er lige på vej i bad og min mor er ikke hjemme. Der ligger en nøgle under potteplanten foran huset, hvis jeg ikke lige åbner.

 

Selvom det var mig, der havde sendt beskeden og spurgt om lov, så var jeg alligevel forfærdelig nervøs. Jeg vidste udmærket godt hvilket hus, der tilhørte hans familie, men aldrig i mit liv havde jeg sat en fod i området. Så snart jeg havde fundet den rigtige vej, hvilket langt fra var kompliceret, så holdte jeg øje med husnumrene. Det virkede dog ikke som om, at de var til for at hjælpe mig. I stedet så virkede det som en hullet nedtælling, der blot var ude efter at flosse mine nerver.

Jeg stoppede op foran et af de mindste huse på hele vejen. Aftensolen fik den tilgroede have til at se charmerende ud. Hoveddøren var kun lige høj nok til, at jeg kunne gå igennem den uden at slå hovedet ind i dørkammen, hvis altså mit øjemål var rigtigt.

Selvom mine skridt havde været lange hele vejen herhen, så kunne det ikke gå langsomt nok, da jeg trådte ind i deres have. Efter en dyb indånding bankede jeg på. Der skete ingenting. Bedst som jeg stod og overvejede, om jeg skulle lede efter den ekstranøgle Aske havde snakket om, så gik døren op.

Der gik et par tavse sekunder, hvor jeg blot kiggede på ham. Hans hår var vådt og rodede tilfældigt til alle sider. Vandet gjorde det næsten kobberfarvet, hvilket fremhævede de små fregner han havde på kinderne og hen over næseryggen. Det virkede helt sært at se ham i et par ensfarvede joggingbukser og en alt for stor T-shirt. Der stod noget hen over brystkassen på trøjen, men den foldede for meget til at jeg reelt kunne læse det.

”Er du okay?” Bekymringen sejlede i hans øjne, og jeg fik næsten dårlig samvittighed, fordi det kaos der var inden i mig, var så let læseligt. Jeg nikkede blot og trådte derefter indenfor, da han gav plads.

”Jeg klarer den. Det gør jeg altid,” smilede jeg lidt påtaget for at overbevise ham om mit udsagn. Selvom han ikke virkede overbevist, så spurgte han ikke yderligere ind til det. Han havde sagt, at hans mor ikke var hjemme, hvilket betød at vi havde huset for os selv. Det beroligede mig en smule, selvom Askes tilstedeværelse fik mit hjerte til at slå hurtigere end hvad der var sundt.

Jeg burde snakke med ham om kysset. Jeg burde spørge om det havde været en date. I stedet smed jeg overtøjet og fulgte med ham ind på hans værelse, hvor jeg tilsvarende smed min taske ved siden af hans. Derefter blev det sværere. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Hans værelse var småt og kompakt. Væggene var fyldt med plakater af personer jeg ikke anede hvem var. Når der ikke var plakater, så var der bogreoler af forskellige slags. Intet af det passede rigtigt sammen, men det var det, som gjorde det så personligt.

Skrivebordet af mørkt træ var ikke købt for at det skulle passe sammen med resten af huset. Det var købt, fordi han kunne lide det ubetinget af omgivelserne. I hjørnet lå der lidt vasketøj. Generelt lå der små bunker af rod rundt omkring, men altid var stablet nydeligt. Jeg behøvede ikke at spørge for at vide, at han havde et system. Der var ikke nogen seng, hvilket fik mig til at gå ud fra, at sofaen, der stod op af væggen modsat døren, var af den slags, der kunne slås ud.

Aske klappede hurtigt den bærbare computer sammen, for efter at sætte sig i sofaen. Jeg kunne se på ham, at han havde lyst til at spørge om noget, men jeg havde ikke tænkt mig, at hjælpe ham på vej. Efter at have stået akavet midt i rummet, satte jeg mig endelig i sofaen sammen med ham. Dog med god afstand, for en sikkerheds skyld. Imens jeg arbejdede på ikke at føle mig som en kriminel på politistationen, så fandt han ud af, hvad han ville frem til.

”Hvordan kan det være, at du finder dig i, bare at klare den?” Han rynkede panden og kiggede intenst på mig. Noget i hans stemme fik det til at lyde som om, at mit svar var en afgørende brik i et større puslespil.

”Hvad mener du?”

”Du virker som typen, der har det godt med, bare at have det fint,” forklarede han, men jeg var ikke sikker på, hvad han mente. Det måtte have stået tydeligt i min ansigt, for der gik ikke lang tid, før han uddybede sin besvarelse. ”Eller også lader du bare som om.”

”Du tror simpelthen, at jeg lader som om, at jeg har det fint?” Måske havde det været en fejl at komme. William var den eneste anden der kunne læse mig, sådan som Aske gjorde det. Forskellen var blot at William ikke spurgte ind til det, medmindre han kunne se, jeg havde brug for at snakke om det. Aske var direkte. Han konfronterede mig. Jeg forstod det ikke. Jeg forstod ikke, hvordan han kunne opføre sig som om, at vi ikke havde kysset dagen før. Mest af alt forstod jeg ikke hans interesse for mit helbred.

”Jeg tror du har det værre end du giver udtryk for. Har jeg ret?” Urskoven i hans øjne forlangte et svar der enten bakkede hans teori op eller som ville afkaste den. Indtil videre vidste jeg heller ikke selv, hvilken en af de to muligheder det ville ende med at blive.

”Hvorfor flyttede du i virkeligheden skole?” spurgte jeg ham, så blottet for følelser som overhovedet muligt. Det fik ham til at klappe i. Et øjeblik virkede han næsten sur. Jeg frydede mig over at finde et svagt punkt, selvom det med stor sikkerhed gjorde mig til et forfærdeligt menneske.

”Du kan ikke forvente, at folk giver så meget ud af sig selv, når du ikke er villig til at gengælde tjenesten.” En del af mig kunne lide det skarpe i hans tone. Det generede mig i hvert fald ikke, som han højst sandsynligt havde tiltænkt det.

”Hvad forventer du af mig?” Det her var lettere. Det her var jeg god til. Jeg kunne svare igen. Det var langt lettere end at spørge ind til alt det, som reelt var vigtigt. Listen over ting, som jeg brændte efter at få svar på, var langt længere end listen af ting jeg havde lyst til at sørge om.

”Et svar for et svar.” Da vores øjne igen mødtes var det tydeligt at han havde fået blod på tanden.

”Hvad foreslår du helt præcist?”

”Du kan spørge mig om alt, og jeg skal være ærlig. Derefter kan jeg spørge dig om alt, og du skal give mig et ærligt svar.” Det var næsten en udfordring. Konkurrencen lå i luften og jeg anede ikke hvordan man spillede spillet. Der fandtes måske ikke en taber, når det kom til denne slags, men helt at afslå virkede som en nederlag, og det vidste Aske. Jeg var overbevist om at han gjorde det med vilje. Det var fristende at bakke ud. At afslå hans forslag var det mest fornuftige, men det var ikke til at vide, hvornår jeg ville få sådan en chance igen.

”Hvorfor havde du så travlt med at komme herover?” Han lagde hårdt ud, men jeg bebrejdede ham det ikke.

”Jeg kunne ikke holde ud at være hjemme.” Det var sandheden, men jeg kunne se på ham, at han ikke var helt tilfreds med mit svar, og noget sagde mig at det ville bide mig i røven, hvis jeg kun grænsede overfladen. ”Stemningen er ikke ret god for tiden,” uddybede jeg, men klappede derefter også i. Imens jeg talte rykkede han en smule tættere på. Jeg var dog ikke sikker på om det var med vilje eller om han reelt havde flyttet sig mere end en centimeter. Han virkede blot nærmere.

”Hvorfor flyttede du skole?” Det var tredje gang jeg havde stillet ham det spørgsmål, men dette var den eneste gang, hvor han var bundet til at svare ærligt. Han skyldte mig det.

”Jeg blev mobbet på min gamle skole. Der gik nogle uger hvor jeg ikke var i skole og da jeg kom tilbage havde alle vendt sig imod mig.” Denne gang var jeg sikker på at han var kommet tættere på, for jeg kunne let høre hvad han sagde, selvom hans stemme var blevet lav. I princippet burde jeg sige noget. Fortælle ham at det ikke var min mening at bringe dårlige minder tilbage, men før jeg nåede så langt, så havde han spurgt mig igen. ”Hvorfor gemmer du dig for omverdenen?”

”Jeg gemmer mig ikke. Hvorfor tror du, at jeg gemmer mig?”

”Fordi du er let at læse, når man først forstår din tankegang. Hvordan har du det i virkeligheden?”

”Jeg har det fucking fint!” Det var ikke min mening at hvæse af ham på den måde. Det havde aldrig været min mening at lyde som om, at alt dårligt i mit liv var hans skyld. Et øjeblik var han lige så chokeret som jeg selv. Derefter var det som om, at han tilgav mig, men mit hjerte bankede stadig arrigt. ”Hvorfor var du ikke i skole i de uger inden alt gik galt?” Jeg kunne ikke lade være med at spørge. Det virkede som det mest fornuftige at rette samtalen i den retning og væk fra, hvordan jeg havde det.

”Min stedfar døde af kræft. Jeg vendte sorgen mod mig selv, hvilket resulterede i et forløb med psykologer, der fortalte mig, at jeg var deprimeret.” Hans stemme var modig, men jeg kunne se glæden fra hans øjne forsvinde. Der gik et stykke tid, hvor vi sad i stilhed, imens det faldt på plads for mig at selv folk som Aske havde sine egne ting at slås med, uanset hvor uvirkeligt det virkede. Efter et par minutter åbnede han munden igen, men insisterede på at holde sig til de tungere emner.

”Hvad tænkte du på i går da vi..?” Røde plamager spredte sig over hans kinder, og jeg kiggede hurtigt ned på mine hænder, så han forhåbentlig ikke lade mærke til, hvordan jeg bed mig i læben. Aske havde været hurtigere end mig. Modigere end mig ikke mindst. I det mindste var emnet på banen, men min hjerne slog blot fra. Ordene kom ikke til mig, sådan som jeg hele tiden havde forventet det.

”Jeg… Det… Ærlig talt tror jeg slet ikke jeg tænkte…” I hvert fald ikke på ret meget andet end hans øjne og nærhed, men det kunne jeg ikke fortælle ham. Stilheden nåede at brede sig i rummet inden det gik op for mig, at det var min tur til at spørge ham om noget. Jeg kunne spørge ind til hans familie. Det havde været den lette udvej, men samtidig ville det også bare være at udskyde det spørgsmål, som havde fået min tunge til at slå knuder hele dagen.

”Hvorfor gjorde du det?” Jeg kiggede ikke op. Selvom jeg hadede at indrømme det, så turde jeg ikke at møde hans øjne. I stedet pillede jeg ved en løs tråd i min trøje. En del af mig håbede han ikke ville svare. At vi bare kunne sidde her for evigt, selvom det på ingen måde besvarede mine spørgsmål. Igen flyttede han sig. Denne gang satte han sig i skrædderstilling lige som jeg gjorde det. Hans knæ rørte mine, men jeg rykkede mig ikke. Måske burde jeg have gjort det. Hans hænder strejfede min hage, for at få mig til at møde hans blik. Heldigvis slap han mig for hurtigt til at jeg kunne nå at reagere yderligere.

”Jeg kan godt lide dig, Tony. Og så er jeg ret overbevist om, at du også føler noget for mig?” Han brugte sit spørgsmål for at få sin påstand bekræftet, men at svare ham, var det sidste jeg tænkte på. Jeg forstod ikke, hvordan han kunne sidde så roligt og fortælle mig den slags, med et smil på læben, som om det var helt normalt. Med blodet piskende gennem mine åre trak jeg benene til mig, så vi ikke længere rørte hinanden. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige og af samme årsag var det fysisk umuligt for mig, at se ham i øjnene.

”Hvad fanden giver dig ret til at udtale dig om, hvad jeg føler?!” Endnu engang havde jeg hævet stemmen overfor ham, men denne gang var det anerledes. Mit hjerte pumpede frustration rundt i min krop og det gjorde det umuligt at tænke klart.

”Intet, men det stråler ud af dig,” svarede han roligt, selvom det blot havde været et retorisk spørgsmål. Hans varme hånd strejfede mit ben, i hvad der sikkert skulle have været en beroligende gestus. I stedet var det benzin på bålet. Jeg knaldede en knyttet næve hårdt ind i hans væg. En handling jeg fortrød i samme øjeblik, som smerten skød op igennem min arm. Jeg vendte mit ansigt væk fra ham og begravede det i sofaens ryglæn, i et håbløst forsøg på at få min vejrtrækning under kontrol igen.

”Fuck!” var det sidste jeg råbte ingen jeg bed hårdt sammen om min læbe. Det der gjorde det så svært for mig, at falde ned, var at han havde ret i sin påstand. Uanset hvor meget jeg hadede det og hvor lidt jeg brød mig om det, så var der noget ved Aske, der fik mig til at glemme at trække vejret. Det var først da han lagde sin hånd på min skylder, at jeg kunne mærke hvor meget jeg rystede grundet de voldsomme spændinger i min krop.

Med en arm omkring mig og hovedet hvilende på min skulder blev han ved med at mumle at det var okay og at det nok skulle gå. Hvor længe vi sad sådan vidste jeg ikke. Det kunne have været sekunder lige så vel som det kunne være timer. Da jeg efterhånden var holdt op med at ryste, kunne jeg mærke hans ånde mod min hals, efterfulgt af en blid berøring, der gav mig kuldegysninger og fik mine nakkehår til at rejse sig.

Jeg lænede mig lidt væk fra ham rent instinktivt, da det gjorde det umuligt for mig at samle tankerne, hvis han skulle opføre sig sådan. Han tillod mig dog ikke, at samle mig selv. I stedet lænede han sig frem og kyssede mig igen. Denne gang på kæben. Jeg flyttede mig ikke. Som en flue i et spind rettede jeg mig op og så min skæbne i øjnene. Jeg opmærksomt øje med hver eneste bevægelse han foretog sig. Hans bevægelser var langsomme og overvejede. Det samme kunne man ikke sige om mine. Mine hænder dirrerede og mine øjne flakkede.

Endnu engang lagde der sig en udfordring i hans øjne, og det skæve smil på hans læber, vidnede om, at han fandt min nervøsitet underholdende. Jeg forventede at han ville kysse mig igen. Slynge sine læber omkring mine sådan som han havde gjort det dagen før. I stedet var han stoppet op så tæt på mit ansigt at jeg kunne mærke varmen stråle ud fra hans krop.

”Du ved at du har lyst,” drillede han og kiggede ned på mine læber. Et øjeblik havde jeg lyst til at skubbe ham ned af sofaen, men den tanke skubbede jeg hurtigt væk, eftersom det betød at han ville flytte sig.

”Hold kæft.” Min stemme var ikke andet end en hvisken og mit stemmebånd slog knuder på sig selv. Jeg vidste hvad han ville have mig til. Jeg vidste han havde ret.

”Tving mig,” udfordrede han, hvilket slog benene væk under mig og fik min viljestyrke til at bukke under som et sandslot druknet af havets vilde bølger. De få centimeter imellem os forsvandt, og jeg fangede hans læber med mine egne. Først forsigtigt. Derefter mere overbevisende.

Hans varme hånd greb ivrigt omkring min nakke, og han kyssede mig som var jeg det sidste vand på jorden. Det gjorde mig ør. Jeg tog mig selv i at gribe fat i hans T-shirt, hvilket blot gjorde det hele mere intenst. Varmen skød ud i min krop fra alle steder, hvor han berørte mig. En del af mig ville stoppe. Skubbe ham væk og fortælle ham at det ikke kunne lade sig gøre. Den anden del sukkede lavt af fryd og var ligeglad med konsekvenserne.

Før jeg vidste af det sad han med benene viklede omkring mit liv. De små gisp efter luft gav hver eneste gang et sug igennem min krop, som jeg ikke helt havde kontrol over. Han kærtegnede min nakke og min brystkasse, men jeg havde ikke koncentration nok til andet end at holde om hans lænd. Ubarmhjertigt blev vi flået ud af den lille boble af lykke, da Askes telefon ringede. Ringetonen var aggressiv og triviel, hvilket gjorde det næsten ulideligt at høre på.

Jeg benyttede chancen til at bide mig selv i læben og kigge væk fra ham. Inden da nåede jeg dog at få et glimt af hans undskyldende blik, da han tog telefonen. Jeg slap ham, og placerede akavet mine hænder bag mig, eftersom han stadig sad viklet rundt om mig. Efter et par dybe vejrtrækninger, var det lettere at koncentrere sig om samtalen, selvom hans position ikke rigtig var til nogen hjælp.

”Ja? … Ikke rigtig … Jeg har øh, nogen på besøg … Ja ham … Hold din fucking kæft.” Det var ikke muligt for mig at høre hvad der blev sagt i den anden ende af røret, da det hele flød sammen til en summen.  Selvom Aske på intet tidspunkt nævnte mit navn, så kunne jeg ikke lade være med at se op, da det gik op for mig, at vedkommende vidste hvem jeg var. De røde plamager der spredte sig over Askes kinder gjorde mig nysgerrig. Farven tog til i styrke, da han opdagede at jeg betragtede ham.

”… Nej … Det gider han da ikke ... Nej jeg har ikke spurgt … Jeg sidder i jogging bukser. Jeg har været i bad og alt muligt … Ikke på den måde!” udbrød Aske flovt. Det gjorde mig forfærdeligt nysgerrig kun at høre halvdelen af samtalen. Jeg havde lyst til at spørge, hvad det var, Aske mente jeg ikke gad. Endnu mere brændte jeg efter at få at vide, hvad der fik Aske til at rødme sådan, selvom jeg havde mine mistanker.

”Fint,” sukkede han endelig efter at have været stille et stykke tid. Selvom jeg vidste at nogen snakkede i den anden ende af røret, så virkede det som forfærdelig lang tid, når man ikke var en del af samtalen. Han fjernede røret fra sit øre og henvendte sig denne gang direkte til mig.

”Min veninde har inviteret til fest hos hende i aften,” forklarede han roligt. Jeg hævede øjenbrynene, hvilket tvang ham til at uddybe. ”Jeg sagde til hende… Du hørte selv hvad jeg sagde. Hun siger du gerne må komme med,” han smilede skævt til mig med et spinkelt håb i øjnene. Jeg overvejede det, men et frø af usikkerhed begyndte at spire i brystet på mig.

”Hvem kommer?” spurgte jeg henkastet. Bare ikke henkastet nok, for Aske trak på smilebåndet og svarede i stedet på det jeg virkelig var interesseret i.

”Ikke nogen du kender.” Som han sad med benene omkring mit liv og smilede skævt til mig, var det svært at afslå. Normalt var jeg ikke så meget til fester, men der var vel grænser for hvor mange mennesker man kunne masse ind i et normalt hus, og hvis ikke jeg kendte nogen der, så var der ingen andre end Aske, der nogensinde ville vide, at vi var taget af sted sammen.

”Vi tager bare hjem, når du ikke gider mere,” forsikrede han mig, men jeg havde ikke brug for at vide mere, for at være overbevist. Aske ville af sted og jeg ville ikke hjem. Om ikke andet kunne jeg forsøge at drikke mine tanker væk, og håbe på at de ikke vendte tilbage, når tømmermændene var drevet over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...