Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17046Visninger
AA

12. Kapitel 10

På en eller anden måde lykkedes det mig at smutte ud af døren, uden at nogen satte spørgsmålstegn ved det. Keegan var på sit værelse. Emily vidste jeg skulle af sted og mine forældre havde for travlt med et eller andet til overhovedet at bemærke det. Det var næsten for let bare at hive min jakke ned fra knagen for efter at forsvinde ned af fortovet.

Alle de kaotiske tanker fra tidligere var nænsomt pakket ned i en kasse og skubbet langt tilbage i min hjernes personlige arkiv. Når alt kom til alt, der var der ikke noget jeg kunne gøre ved det på nuværende tidspunkt, så jeg kunne lige så godt nyde filmen. Når det så var sagt, så var mine hænder rastløse. Mine negle borede sig ned i min håndflade og lavede forskellige usynlige mønstre. Det var ikke det hele jeg havde formået at gemme væk.

Så snart jeg var sprunget op på min cykel, så fik min krop noget at give sig til, og det blev lettere at tænke ordentligt. Planen var at vi skulle mødes der hvor vores veje krydsede hinanden og så følges over til biografen. Dagene var efterhånden blevet lange, så selvom klokken snart var otte, så var det ikke mørkt, hvilket jeg satte stor pris på. Jeg havde aldrig brudt mig om at cykle i mørke. Generelt havde jeg aldrig brudt mig om at cykle, men der var for langt at gå, og jeg havde ikke lyst til at foreslå at vi kunne tage bussen.

Han stod på hjørnet og ventede på mig. Det føltes som en evighed inden jeg nåede hen til ham. Jeg stoppede op lige foran ham, da jeg ikke helt havde føling med bremsen. Det virkede dog ikke som om, at Aske overhovedet lagde mærke til det, og hvis han gjorde, så skjulte han det godt. Han smilede blot stort til mig, hvilket gjorde det svært at modstå trækningen i min mundvige.

”Hej Tony,” grinede han. Det gjorde mig forfærdelig opmærksom på mig selv. Han kunne vel ikke undgå at opdage, at jeg for en gangs skyld ikke lignede noget, der var væltet ud af sengen. Det irriterede mig, at jeg ikke kunne huske, hvad han havde haft på tidligere i dag, da jeg så ikke anede om han havde skiftet tøj sådan som jeg selv havde det. Emilys ord rungede pludselig i mine øregange, da jeg blev usikker på mig selv. Jeg bad dem holde kæft.

”Hej. Klar?” I stedet for at svare med det samme, så svang han sig op på cyklen i en hurtig bevægelse, og begyndte at trille frem foran mig.

”Spørgsmålet er, om du er klar?” udfordrede han mig, med et glimt i øjet, der fik mit hjerte til at slå et slag over. Jeg anede ikke, hvad udfordringen var, men noget i hans ansigt fortalte, at jeg havde lyst til at være klar.

”Jeg er født klar.” Da jeg satte i gang var det knap så elegant, men ikke dets tro mindre kom jeg op og køre ved siden af ham uden problemer. Vi kørte i stilhed, men det føltes ikke ubehageligt. Der hang ikke andet end ro i luften, hvilket passede mig fint. Det undrede mig derimod at Aske ikke havde noget på hjertet, eftersom han altid havde noget at sige. Jeg sneg mig til at kaste et blik over imod ham. Det var let at se, at han var fordybet i tanker, men hans ansigt blottede ikke hvilken slags. Han må have kunne mærke mit blik, for vores øjne mødtes kortvarigt inden jeg hurtigt så væk.

Vore jakker slog omkring os, som resultatet af fart og en let forårsbrise. Da vi stoppede op ved cykelstativet, føltes det helt underligt at mærke jakken ned langt ryggen. Jeg rodede kort op i mit hår i frygt for at vinden havde blæst det helt umuligt. Da min cykel var låst, betragtede jeg tavst Aske fumle rundt med sin egen.

Vinden havde sat sit præg på hans hår, men det så provokerende nok ud som om, at det var med fuldt overlæg. Hans jakke var beige. Det virkede næsten absurd at se ham i så neutral en farve, men han gjorde op for det, med sine flåede jeans og en mørkeblå sweater. Jeg kunne ikke se præcis hvad der var på den, men de små prikker og streger lignede næsten stjernetegn, og jeg ville ikke undre mig, hvis det var tilfældet.

”Hvornår har du tænkt dig at spørge, hvad vi skal se?” lo han, da vi trådte ind i forhallen. Tanken havde slet ikke strejfet mig før nu, men så trængte nysgerrigheden sig til gengæld også på.

”Hvad skal vi se?” Jeg kunne vel lige så godt spørge, når nu han næsten bad mig om at gøre det. Da han nævnte filmens navn, sagde det mig intet, men i stedet for at stille min uvidenhed for skue, så nikkede jeg blot og forholdte mig tavs imens han hentede billetterne. Jeg tænkte ikke over, at han havde kørt kortet igennem maskinen, før han stod med billetterne i hånden og panisk prøvede at få kortet på plads, så de efterfølgende kunder kunne komme til.

”Jeg troede du havde fribilletter?” Jeg lød næsten bebrejdende, selvom jeg ikke burde have noget at klage over.

”Det havde jeg også. For nogle måneder siden.” Det uskyldige smil på hans læber forvirrede mig ufatteligt meget.

”Hvad skal det betyde?” Jeg rynkede panden og flyttede vægten over på det modsatte ben.

”At jeg giver,” blinkede han. Jeg tabte underkæben. En stemme hviskede at Emily havde haft ret hele tiden, men den blev skubbet tilbage i sin kasse, før den nåede at drive mig ud af mit gode skind.

”Jeg kan sagtens betale for mig selv,” protesterede jeg, men det ville han ikke høre tale om.

”Hold nu bare kæft og lad mig bruge mine penge, som jeg vil.” Blikket han sendte mig virkede næsten oprørsk og jeg anede ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. I stedet for at svare ham, så snerpede jeg sammen, og prøvede ihærdigt at fastholde min utilfredshed, og skubbe varmen i brystet tilbage, hvor den kom fra.

Gentagende gange spurgte han mig, om jeg ville have popcorn, men hver eneste gang sagde jeg nej. Jeg ville ikke give ham mere at betale for, når han allerede havde lagt rigeligt ud.

”Du kan i det mindste gå med mig derind,” plagede han, men det virkede nu alligevel som om, at han ville lokke mig til at købe et eller andet. Tanken om at gå tomhændet ind i salen, faldt ham vidst ikke naturligt.  Jeg indvilligede efter at have sendt ham en grimasse, som han blot lo af. Hans hånd lukkede sig omkring min, og hev mig nærmest med ind i slik paradiset. Jeg ænsede dog hverken karameller, chokolade eller de forskellige farvede vingummier.

Mit blik var fæstnet på hans hånd i min. På en eller anden måde opstod der en elektrisk ladning mellem vores håndflader. Jo længere tid vi rørte hinanden, jo mere intens blev det, og jo sværere havde jeg ved at trække vejret. Da han endelig gav slip, for at række ud efter popcornene, blev der kastet en spand vand over mig, og jeg vendte tilbage til virkeligheden.

”Sidste chance, Tony,” drillede han halvhjertet, men efter hurtige overvejelser så fik knægten alligevel sin vilje, og jeg begyndte at fylde et krus op med iskold cola i håbet om at det kunne holde min temperatur nede resten af filmen.

”Tilfreds?” udfordrede jeg og slog lidt ud med armen, der ikke holdte fast i min drikkevarer.

”Ganske godt tilfreds,” smilede han skævt med et glimt i øjet, der overbeviste mig om, at han havde gjort det med vilje.

Inden filmen snakkede vi sammen, præcis som vi plejede at gøre. Aske der bar det meste af ansvaret og mig der supplerede med dumme kommentarer, der sjældent var ret morsomme. Hans latter må være fremtvunget af en eller anden form for høflighed, for han grinte langt oftere end han havde behøvet. Selvom jeg umuligt kunne forestille mig, at han nød mit selskab, så gjorde han et ihærdigt forsøg på at virke sådan. Det virkede næsten alt for ægte.

Mørket sluttede sig omkring os, da filmen skulle til at begynde. Det føltes rart at kunne gemme sig i skyggerne, og samtidig gav det mig noget andet at kigge på end Aske. Ligeledes havde Aske ikke nogen god undskyldning for at kigge på mig, men det gjorde han nu alligevel fra tid til anden. Filmen var ikke specielt god, men det var til at bære, selvom jeg efterhånden var lidt glad for at jeg ikke havde brugt penge på det selv.

Et lavt gisp undslap mine læber, da noget varmt rørte min hånd. Aske holdte et grin tilbage, og jeg mistænkte ham for at tro, at jeg var blevet forskrækket. Det var jeg til dels også, men ikke på grund af filmen. Det der havde fået mig til at reagere, var det faktum at Askes hånd overlappede et par af mine fingre. Han lod ikke til, at have tænkt sig at flytte den. Af ren og skær stædighed flyttede jeg heller ikke min, eftersom min hånd havde været der først.

Den varme han udstrålede var irriterende beroligende. Behagelige gnister, der gjorde det umuligt at koncentrere sig om eksplosionerne i den tamme action komedie. Mine tanker begyndte at vandrer, efterhånden som det gik op for mig, at der ikke var noget egentligt plot i filmen. Primært kredsede jeg omkring, hvorfor Aske ikke flyttede sin hånd. I sidste ende, så var hans grund vel inderst inde den samme som min egen. De små varmeimpulser var vanedannende.

Han slap heldigvis min hånd, da filmen sluttede, så han kunne bruge begge hænder til at få den tomme popcorn emballage og papkruset med sig. Selv havde jeg glemt, at jeg overhovedet havde en sodavand, så da vi rejste os op, skyndte jeg mig at drikke, inden vi nåede skraldespanden. Det virkede altid sært, når sodavanden landede for hårdt i en skraldespand.

Vi gjorde nar af filmen, og jeg fik næsten ondt i maven, da Aske imiterede hovedpersonens åndssvage forsøg på at redde dagen., men uanset hvor mange minutter der gik, så stoppede min hånd ikke med at føltes kold. Min hud skreg efter hans berøring. Jeg ønskede at mærke hans hånd i min igen, men jeg turde ikke tage den. Jeg frygtede hans reaktion lige så meget, som jeg frygtede andres. To drenge kunne ikke holde i hånd. Det var absurd. Noget jeg var nødt til at banke ind i hovedet på mig selv. Det var bare ikke acceptabelt, og sådan var det.

Heldigvis havde man som regel brug for begge hænder til at cykle, hvilket gjorde det hele lidt lettere, da det afholdte mig fra at tage et egentligt initiativ. Da vi kom ud på cykelstien, og lidt væk fra byen, var vejen øde. Det var efterhånden også blevet mørkt udenfor, og langt de fleste sad hjemme, sammen med deres familie. Den næsten ikke eksisterende trafik fik mig til at trække op på siden af Aske. Så snart han så mig, så smilede han stort. Det var i det øjeblik, at jeg for alvor vidste, at jeg havde bevæget mig ud på dybt vand.

Da vores veje skiltes stoppede vi begge op. Hvilket vil sige at jeg bare gjorde Aske efter da han trak ind til siden og steg af sin cykel. Tavst betragtede jeg ham, da han slog sit støtteben ned, og trådte et skridt nærmere. Selv klamrede min hånd sig til styret, så hårdt at mine knoer blev helt hvide. Endnu engang var jeg taknemlig for mørket. Han stoppede først, da han var tyve centimeter fra mig, hvilket var langt inde i min intimsfære. Jeg måtte minde mig selv om at trække vejret.

”Tak fordi du tog med, Tony.” Hans stemme var lav, men det passede til stilheden omkring os. Det passede til nattehimlen, som langsomt havde vundet over solen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare ham. Før jeg vidste af det, røg det bare ud af mig.

”Selv tak.” Jeg vidste ikke, hvad jeg takkede for, men det var et standardsvar blandt mange. Jeg håbede blot at han ikke lagde mærke til den manglende sammenhængen. Jeg kunne selvfølgelig takke for turen i biografen, eller sodavanden, men det kom jeg først i tanke om bagefter ordene havde forladt min mund.

Jeg tillod mig selv at forsvinde ind i det grønne ocean der var hans øjne. Han lænede sig ind mod mig. Jeg flyttede mig ikke. I stedet lukkede jeg mine øjne, og koncentrerede mig om, ikke at lade mit hjerte springe ud af min brystkasse. Aske var så tæt på, at jeg kunne mærke varmen mellem vores ansigter. Jeg holdte vejret. Han tøvede. Gav mig en chance for at trække mig tilbage. Gav mig muligheden for at springe op på min cykel og glemme, at det nogensinde kunne være sket, men jeg blev hvor jeg var. Jeg lod hans læber ramme mine og sammen slog vi gnister.

 

Det var først da jeg smed min cykel tilbage til dens retmæssige plads, at jeg kunne tørre smilet af mit ansigt. Det var først i det øjeblik, at jeg trådte ind af døren, at jeg blev klar over præcis, hvad det var, jeg havde gjort. Jeg havde kysset en dreng. Ikke bare for sjov på kinden, men rigtigt kysset. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig, da jeg smed mine sko og min jakke. Gentagende gange prøvede jeg at synke det tilbage på plads, men uden held. Mine hænder blev langsomt svedige, og jeg bed mig selv i læben.

”Hvor i al verden tror du lige, at du har været henne?” buldrede min mor frem fra stuen og virkede lettere hysterisk. Min far fulgte hende i hælene og kiggede bebrejdende på mig, som om jeg havde sat ild til et eller andet.

”Ude,” svarede jeg med rynket pande og fortsatte mod mit værelse. En mur af vrede blokerede dog vejen, og jeg kunne mærke, at jeg ikke ville slippe så let. Jeg stønnede utilfreds, og mødte endnu engang deres kolde øjne.

”Det kan du hurtigt komme igen, hvis ikke du fortæller os, præcist hvad du har lavet.” Min fars stemme var tilbageholdt og aggressiv. Passiv aggressiv. Den type aggressiv, der fik enhver til at gå i forsvarsposition. Jeg kendte ham knap, men jeg vidste at der ulmede en vrede under den kølige overflade.

”Jeg har været i biografen, hvis i absolut vil vide det. Hvilket Emily også godt vidste, hvis i ellers havde gidet at spørge hende.” Det var ikke min mening at bide af dem på den måde, men de bad næsten om det. Mine hænder var i forvejen svedige, men irritationen bidrag kun til dette. Mine fingrespidser begyndte langsomt at sitre.

”Det er ikke i orden, at du ikke fortæller os den slags,” formanede min mor. Det virkede som om, hun prøvede at holde samtalen på et nogenlunde niveau, men det var udelukkende fordi hun ikke gad skændtes om det. Inderst inde vidste hun sikkert godt hvor latterligt det hele var. Hun vidste udmærket også godt, at jeg ikke havde min stædighed fra fremmede.

”Hvorfor fanden i helvede skulle jeg fortælle det til jer? I er alligevel ikke hjemme halvfems procent af tiden.” Jeg hævede stemmen en smule, men i sidste ende råbte jeg nærmest af dem. Deres urimelige krav var det sidste jeg kunne overskue lige nu.

”Tony!” udbrød min mor forbløffet, som om det kom bag på hende, at jeg blev vred.

”Kan du tale ordentligt til din mor!” beordrede han. Jeg overvejede at bande ham i ansigtet og spørge om det var meget bedre. Dog vidste jeg også at det blot ville være at lege med ilden. ”Denne her opførsel ligner dig overhovedet ikke,” buldrede han ledsaget af et hårdt blik. Jeg burde undskylde, for jeg vidste at kampen ikke var det værd. Det havde været meget bedre at bruge min energi på alt muligt andet, men jeg havde heller aldrig været den fornuftige i huset.

”Åh så hold dog kæft. I aner intet om, hvad der ligner mig eller ej! I er her ikke nok til at det rager jer, hvad jeg laver!” Jeg så hvordan min mors øjne langsomt blev blanke, men det rørte mig ikke. Jeg vidste det ikke var på grund af mig hun græd. Hun græd ikke fordi min far var en idiot eller fordi jeg var en idiot. Hun græd udelukkende fordi, at hun frygtede at familieidyllen skulle falde sammen om ørerne på hende, men hun anede ikke, at det var sket for mange år siden.

”Vores hus, vores regler,” hvæsede han af mig, som om det gjorde det hele mere i orden. Jeg trådte igen frem mod trappen, men han stod bevidst i vejen. Det var en dårlig idé, at skubbe ham til side, så selvfølgelig var det præcis, hvad jeg gjorde. Jeg løb op af trappen og rørte kun hver andet trin, for at komme hurtigere væk.

”Mit værelse, mine regler,” råbte jeg tilbage, i stedet for blot at lade det dø ud der. Jeg hadede ikke at have det sidste ord. Selvom jeg ikke kunne huske at have smækket døren, så lukkede den hårdt i bag mig. Det velkendte syn af mit værelse lagde et tæppe af tryghed over mig, men det gjorde det ikke bedre. Det fik mig blot til at føle mig sårbar.

Da jeg ramte madrassen, forventede jeg at føle lettelse. I stedet følte jeg mig uendeligt udsat og anspændt. Jeg anede ikke hvad jeg havde gang i, og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg skreg af frustration ned i min pude, men lige lidt hjalp det. I dag kunne meget vel være dagen, hvor jeg havde ødelagt alt omkring mig. Det var i hvert fald sådan, at det føltes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...