Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17038Visninger
AA

3. Kapitel 1

”Tony?” Emilys stemme afbrød mine drømme og rev mig ud af søvnen. Fjernede den sidste rest af lykke og benægtelse. Mandag. Hvor jeg dog hadede mandage. Og alle andre skoledage for den sags skyld. Søndag aften kunne man lade som om, at det var weekend, men når nogen så ruskede i en om morgenen ødelagde det illusionen.

”Hmm?” var det eneste jeg kunne få fremstammet, da mit stemmebånd endnu ikke havde fået liv. Ikke liv nok til at forme et egentligt ord i hvert fald.

”Du skal op”

”Hmm”

”Jeg mener det”

”Nej,” mumlede jeg og vendte mig om på den anden side. Varmen fra min seng var alt for tillokkende til, at tanken om at forlade den frivilligt nogensinde strejfede mig. Puderne kærtegnede mit ansigt og de tusinde små dun kaldte på mig. Lige så dårlig som jeg var til at vågne, lige så stædig var min søster, når det kom til at få mig ud af fjerene.

”Tving mig ikke til at gøre det her,” sang hun mere spændt end jeg brød mig om. Min bekymring var dog ikke nok til at tvinge mine øjne åbne. De var limet sammen for livet. Farvel sollys, det var hyggeligt at møde dig. Jeg svarede hende ikke, men det var efter min mening også sigende nok i sig selv. Så vidt jeg huskede fandtes der et ordsprog, der indikerede at tavshed var guld. Hvilket var præcis, hvad jeg fandt gældende i dette øjeblik.

Trægulvet gav efter, og jeg kunne høre, hvordan hun dansede ud af lokalet. Mine øjne var stadig lukkede med de små trip gav en idé om, at hun ikke just listede ud af døren. Der var ingen mulighed for, at hun havde givet op så let. Chancen for at Emily ville lade mig pjække var ikke eksisterende. Dertil var hun alt for grebet af moderrollen, som i bund og grund ikke var hendes.

Et skab smækkede. En brummende lyd fulgte efter. Først forstod jeg ikke, hvor lyden kom fra, men da det gik op for mig, var lyden af hendes skridt allerede blevet højere, og det var for sent. Det kolde vand smøg sig ned igennem min dyne og ind på min bare overkrop. Hals og skuldre blev ramt af et kuldechok, som hurtigt fik mig til at spærre øjnene op.

”Det gjorde du bare ikke!” råbte jeg efter hende og slog dynen til side. Inden jeg var på benene, var hun styrtet ud af mit værelse. Måske burde jeg havde ladet det ligge, men jeg kunne ikke dy mig. Hun skulle ikke slippe så let. Af samme grund fulgte jeg efter hende, velvidende om, at jeg løb hurtigere end hende, og at der var grænser for, hvor hun kunne gemme sig. Ikke fordi hun prøvede ret hårdt. Hendes latter rungede igennem huset så højt, at hvis ikke det var fordi Keegan altid var oppe før mig, så var han det i hvert fald nu.

Jagten stoppede da vi begge nåede køkkenet og havde danset omkring spisebordet et par gange, hvor min lillebror sad og gnaskede på et stykke toast. Det var ikke første gang, at der havde været gang i hytten så tidligt på dagen, så der var ikke noget at sige til, at Keegan blot koncentrerede sig om sin morgenmad. Hvis jeg skulle være ærlig så var det ikke altid let at være B-menneske i et hus fyldt med A-mennesker.

 

Noget der heller ikke altid var let, var mandag morgen. Heldigvis var jeg ikke den eneste der havde det sådan. Weekendens begivenheder havde det med at tippe ens døgnrytme i en retning, der tilsyneladende aldrig rettede sig op igen før fredag morgen. På trods af høretelefonerne, så var det tydeligt at samtlige elever sukke over, at der ikke var flere søndage på en uge.

Jeg havde aldrig forstået folks kærlighed for søndage. Personligt kunne jeg bedre lide lørdage. Sent op og sent i seng. Præcis sådan som jeg kunne lide det. Søndagen medbragte en forventning om at gå i seng i ordentlig tid, så man ikke gjorde det svære for sig selv morgenen efter. Uofficielt var søndag også lektiedag, selvom jeg så vidt muligt prøvede at undgå det. Det var som om at søndag var mandags irriterende lillebror, som nu alligevel var meget sød en gang i mellem.

En bas dunkede i takt med en stortromme i mine høretelefoner og lukkede derved skolens unødvendige larm ude. Best som musikken byggede sig op til det punkt, hvor man ikke kunne lade være med at synge lidt med, fik jeg et klap på skulderen, der rev mig tilbage til den virkelige verden. Da jeg drejede hovedet blev jeg mødt af den langhårede blondine, som jeg havde fornøjelsen af at kalde min bedste ven.

Da det vidunderlige moment, der var sangens højdepunkt, var ødelagt, stoppede jeg blot musikken og hev høretelefonerne ud. Selvom ledningen blot ville være et rod, når jeg tog den op af min lomme igen, så kunne jeg ikke lade være med at folde den pænt og slå en knude på.

”Hey, hvor har du gjort af din bror?” spurgte William efter at have kigget mig over skulderen en gang mere end nødvendigt.

”Han gad ikke vente, den møgunge,” grinte jeg og proppede høretelefonerne ned i lommen. Allerede der viklede de sig ind i hinanden, men i det mindste havde jeg da gjort en indsats for at forhindre det i at ske. William hev op i sin marineblå skuldertaske, og som altid var hans påklædning mere end blot gennemtænkt. Grå og blå var dagens farvetema, så langt som min modesans rakte. Selv havde jeg blot trukket et par sorte bukser på og en kakifarvet T-shirt på. Det mest fashionable ved mit tøj var, den sorte lomme på brystkassen. Medmindre altså Converse stadig talte som værende et varemærke.

”Har rygterne fået fat i dig endnu eller er du som altid en måned bagud?” spurgte William med så stort et smil, at han fik smilerynker ved øjnene under de blonde lokker.

”En måned bagud. Hvis ikke mere,” indrømmede jeg blot. Jeg spurgte ikke mere ind til det, da jeg vidste, at jeg kunne regne med, at han ville holde mig opdateret omkring alt, der var værd at vide. Jeg fik ret.

”Der starter en ny elev i klassen. Personligt havde jeg håbet på en pige, men man kan heller ikke få alt, hvad man peger på. Amanda og Nellie sværmer allerede omkring ham. Ikke fordi det er overraskende, men alligevel. Giv dog drengen noget luft.” Jeg modstod trangen til at minde min ven om, at han også skulle have luft en gang i mellem, men heldigvis stoppede han med at snakke inden da.

”Har du set ham?” Jeg kunne ikke lade være med at spørge. Normalt var rygter åndssvage og til at græde over, men dette var nu ikke så meget et rygte, som han havde gjort det til. Hvis Selfiequeen 1 og 2 allerede havde slået kløerne i ham, så var det nok nærmere fakta at han skulle starte her.

”Han er svær ikke at se,” lo William blot, og jeg rynkede panden af forvirring.

”Hvilket betyder?”

”Rødhåret. Han er sådan en type der går med skinny jeans.”

”Og hans bukser er relevante fordi?”

”Ja hvorfor tror du ellers, at de har omringet staklen,” klukkede han og himlede med øjnene over min tydelige uvidenhed. Jeg spurgte ikke mere ind til det, da jeg havde på fornemmelsen, at jeg ikke ønskede at vide det. I stedet trak jeg på skuldrene uden at sige mere omkring emnet. Som alle andre var jeg nysgerrig, men min videbegærlighed blev begrænset af lysten til at opsøge ham personligt. Jeg vidste ikke hvem knægten var, og medmindre han virkelig var en særling, så skulle han nok få en masse bekendtskaber, som havde knap så dårlig humor, som jeg selv havde. Det var i hvert fald den undskyldning jeg brugte overfor mig selv.

Hans navn var Aske. Ikke fordi jeg spurgte ham eller på noget tidspunkt snakkede med ham. Han blev bare præsenteret for klassen. Jeg forstod først hvad William havde ment, da jeg så ham i egen høje person. Eller skulle jeg sige lave, for jeg var et hoved højere end ham, hvis ikke mere. Jeg havde fået ham beskrevet som værende en rødtop, men dette havde jeg ikke forestillet mig. Det var ikke fordi, jeg var et forudindtaget individ, men rød var ikke den rigtige beskrivelse. Hans hår stod i flammer, som truede med at brænde hele byen ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...