They Don't Know About Us {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2013
  • Opdateret: 18 maj 2013
  • Status: Igang
Da jeg var 16 år, blev jeg fan af et boyband. De var One Direction. Jeg nåede ikke at få billetter til deres koncert, men det gjorde snobben fra min klasse. Jeg skulle til London i en måned, og der mødte jeg en person, som ændrede mit liv. Vi måtte ikke være sammen, så jeg valgte at stikke af.

4Likes
3Kommentarer
620Visninger
AA

6. Del 5:

Harry lå stadig og sov. Jeg kiggede på ham, men pludselig råbte han ”BUH!”, lige ind i hovedet på mig, så jeg næsten faldt ned af sengen. Han var ved at flække af grin.

Da han så at jeg ikke grinte, men bare kiggede på ham blev han igen alvorlig. ”Are you okay?”, spurgte han. ”No, you're just so cute!”, sagde jeg. Han lagde armene om mig, og kyssede mig. Da vi havde spist gik vi en tur. Vi gik hånd i hånd uden at sige noget. På et tidspunkt begyndte Harry at svinge helt vildt med armene så jeg var ved at flække af grin over ham. Pludselig var der nogen der råbte: ”Harry, Sam, over here!”. Det var Niall der sad på en bænk lidt længere væk sammen med de andre drenge. Mig og Harry gik over til dem. Jeg satte mig på et bord. ”Where have you been? We couln't find you anywhere and you didn't take your phone when we called you!”, brokkede Zayn. ”No, we had fun”, sagde Harry. ”What kind of fun?”, spurgte Liam med et løftet øjenbryn. Jeg rødmede, men de andre grinte bare. Harry lagde armen om mig. ”Where in London do you live?”, spurgte Louis og kiggede på mig. ”She's living at my place”, sagde Harry hurtigt. ”Ouh, it must be very funny”, sagde Niall. ”Shut up!”, grinte Harry og de andre begyndte også at grine. ”Harry, can I talk with you for a moment?”, spurgte Louis. Harry nikkede, og kiggede så på mig. ”Is it okay?”, spurgte han. Jeg sad bare og stenede hans øjne. Først efter et halvt minut vågnede jeg op og kom i tanke om at han havde stillet mig et spørgsmål. ”Yeah, of course”, sagde jeg. Harry kyssede mig på kinden og gik så med Louis. ”You really love him don't you?”, spurgte Zayn. Jeg nikkede. ”I understand, he's a good guy”, sagde Niall. ”A perfect match!”, tilføjede Liam. ”Thank you”, sagde jeg og smilte til Liam. Han smilte tilbage. Jeg blev som hypnotiseret i hans øjne. Nej! Hvad lavede jeg. Jeg kiggede hurtigt ned. Hvad havde jeg gang i? Jeg kan ikke li' li' Liam, men hvorfor føltes det så sådan at kigge ham i øjnene? Og hvorfor kiggede jeg ham overhovedet i øjnene? Det hele føltes forkert, jeg havde det som om at jeg havde svigtet Harry. Jeg sagde ikke mere resten af turen, og Harry havde travlt med at fortælle drengene om hvor fantastisk jeg var. Normalt ville jeg være blevet superglad, men nu tænkte jeg ikke på andet end at Harry nok ville smide mig ud, så jeg blev nød til at tage tilbage til mine forældre. Først da vi var kommet hjem, og jeg satte mig i sofaen og gloede ligeud i luften, så Harry at der var noget galt. ”What's wrong?”, spurgte han. Jeg svarede ikke. Så gik han over og væltede mig i sofaen, og lagde sig ved siden af mig, imens han holdt om mig. ”Now tell me, what happened?”, spurgte han igen. Jeg følte mig så tryg der i hans arme, at hele historien væltede ud af mig. Harry smilte. Jeg kiggede forbavset på ham. ”Maybe you thought something were up, but who says Liam did?”, sagde han, krammede mig lidt hårdere og kyssede mig blidt. Vi var sammen hver dag. Hyggede, kyssede, puttede, og nogle andre ting. Og der var nu kun 4 dage til jeg skulle hjem til Danmark. Jeg var bange for at se mine forældre igen, så jeg overvejede lidt bare at blive i England sammen med Harry. Jeg havde endnu ikke fortalt ham at jeg skulle hjem. Så en dag hvor vi sad i sofaen og så film ”Harry?”, spurgte jeg og begyndte at græde. Han lagde armen om mig, og trykkede mig tættere ind til sig. Som om han vidste hvad jeg ville sige. Og det gjorde han sjovt nok også! ”I know what you wanna say”, sagde han. Vi sad længe og snakkede om det, og til sidst sagde han ”I need a break.. I'll be back soon”. Og så var han væk. Ikke trylle væk, men væk rimelig hurtigt! Jeg slukkede fjernsynet og gik ind og lagde mig i sengen. Efter et stykke tid hev jeg dynen over hovedet og tog en dyb indånding. Harry var det første der faldt mig ind. Harry, Harry, alt var Harry. Når jeg lukkede øjnene så jeg Harry. Jeg kunne mærke ham overalt, selv når han ikke var der, mine hænder, ben, skuldre og læber. Jeg kunne altid dufte ham. Og ja, DUFTE! For bare én måned siden var alt der betød noget billetter til en One Direction koncert. Nu var det, det sidste der betyder noget. Alt jeg ville ha' var Harry hos mig. Men hvad nyttede det når jeg snart skulle hjem? Hvorfor kunne jeg ikke bare bo i London? Pludselig slog det mig! Jeg fyldte snart 18 og var dermed voksen nok til at kunne flytte hjemmefra. Men for at få lov til det ville jeg blive nød til at overtale mine forældre til at få lov til at flytte sammen med Harry. Det virkede bare ikke som om at min far var specielt begejstret for at jeg var sammen med ham. Jeg ville bare ønske at jeg kunne overbevise ham om at Harry var den rigtige og at jeg virkelig elskede ham. Da Harry kom tilbage var han drivvåd. ”It's raining”, sagde han. ”I see”, sagde jeg og smilede. ”Harry, when I turn 18 years, maybe I can move to London”, sagde jeg. Jeg sukkede.”But then you need to talk with my parents”, sagde jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...