They Don't Know About Us {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2013
  • Opdateret: 18 maj 2013
  • Status: Igang
Da jeg var 16 år, blev jeg fan af et boyband. De var One Direction. Jeg nåede ikke at få billetter til deres koncert, men det gjorde snobben fra min klasse. Jeg skulle til London i en måned, og der mødte jeg en person, som ændrede mit liv. Vi måtte ikke være sammen, så jeg valgte at stikke af.

4Likes
3Kommentarer
662Visninger
AA

13. Del 12:

(Harry's synsvinkel).

”I'll go get some snacks boys!”, sagde jeg. Jeg gik ud i køkkenet og lavede nogle popcorn, da jeg så at telefonen blinkede. En tårer trillede ned af min kind. ”GUYS!”, råbte jeg, og alle fire drenge kom løbende ud i køkkenet. Jeg viste dem beskeden. Louis lagde hånden på min skulder. ”We need to find her!”, sagde han. Niall sad også og græd. Vi gik alle ud til min bil. Louis kørte.

Vi stoppede foran Sam's hus. Jeg gik forrest op til hoveddøren, men vi blev stoppet af en hel masse politibetjente der ville forhøre os. ”I'm the daughters boyfriend”, sagde jeg til sidst. ”Oh well.. she's on the hospital”, sagde politibetjenten. En tåre trillede ned af min kind. Liam gik med mig hen til bilen. Vi kørte igen.

(Sam's synsvinkel).

Da jeg vågnede så jeg en masse hvide ting. En dreng med krøller sad ved siden af mig. ”Harry?”, hviskede jeg. Han vendte sig om, og jeg kunne se at han havde grædt. ”What happened?”, spurgte jeg hæst. ”You”, han gik og hentede en læge. ”Hvordan har du det?”, spurgte lægen. ”Er meget træt, men kan du fortælle hvad der er sket?”, spurgte jeg stille. ”Du blev skudt, det gjorde din far også, politiet har endnu ikke fundet din mor.”, sagde lægen stille. ”Hvad med min far?”, spurgte jeg uroligt. ”Han lægger i koma, han har ikke særlig meget blod tilbage så der er ikke særlig stor chance for at han overlever”, sagde lægen stille og kiggede ned i gulvet. En tåre faldt ned af min kind. Lægen gik ud. Jeg begyndte at skrige og kaste med puderne. Harry kom ind. Han lagde mig ned i sengen, og lagde sig ned ved siden af mig. Han holdte om mig. Jeg græd stille. ”I'm right here”, sagde han. ”I know it's hard for you”. Jeg faldt i søvn.

”Sam, wake up!”. Harry vækkede mig. Jeg åbnede mine øjne og han kyssede mig. Jeg rejste mig op. Jeg var meget svimmel. ”They found your mom!”, sagde Harry. Jeg kiggede på ham og løb over og krammede ham. Han kyssede mig på panden. Jeg tog hans hånd og løb ud på gangen. Jeg så min mor sidde på en stol nede på gangen. Jeg løb over til hende og krammede hende. Jeg begyndte at græde lige så stille. Jeg gik tilbage til Harry og tog hans hånd. ”Kom mor, vi skal finde far”, sagde jeg til min mor.

***4 TIMER SENERE***

Min far var vågnet og vi sad og snakkede med ham da Harry fik en besked. Han læste den og kiggede så uroligt på mig. ”London”, sagde han stille. Jeg kiggede på ham, så på min mor, så min far og tilbage på Harry. ”Bare tag med ham, jeg klarer mig”, sagde min far. Jeg smilte. ”Men først vil jeg lige snakke med dig”, sagde han så. Min mor og Harry gik ud. ”Jeg kan ikke huske så meget, men jeg kan huske at jeg slog dig, og.. det vil du sikkert ikke tilgive mig for. Men det må du virkelig undskylde, jeg synes bare at det går for hurtigt i mellem jer”, sagde han. ”Far, jeg tilgiver dig, men du må forstå at jeg VIRKELIG elsker ham!”, svarede jeg. ”Ja, det ved jeg”, fortsatte han. Jeg gik over og kyssede ham på kinden. ”Farvel far”, sagde jeg og smilte. Jeg gik ud. Jeg krammede min mor farvel, og så kørte vi til lufthavnen. Der var vel ikke rigtig noget at vende tilbage til i mine forældres hus.. Mit barndomshjem. Alle mine minder. Nu skulle jeg starte et nyt liv. Et nyt liv som Harry Styles' kæreste.

Et nyt liv med den person jeg elsker overalt i hele verdenen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...