They Don't Know About Us {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2013
  • Opdateret: 18 maj 2013
  • Status: Igang
Da jeg var 16 år, blev jeg fan af et boyband. De var One Direction. Jeg nåede ikke at få billetter til deres koncert, men det gjorde snobben fra min klasse. Jeg skulle til London i en måned, og der mødte jeg en person, som ændrede mit liv. Vi måtte ikke være sammen, så jeg valgte at stikke af.

4Likes
3Kommentarer
623Visninger
AA

12. Del 11:

”Tænk at du kom op på scenen? Det var da helt vildt. Elina har jo fortalt meget om hvor sød og smuk du er, og at hun gerne ville være dig, og at hun selv”, sagde Elina's mor, da Elina afbrød hende. Jeg så at Elina's mor stod med en t-shirt, kasket og en bog med One Direction. Tænk at Elina ikke måtte tage alene til koncerten? Helt ærligt, hun var 17 år. ”Nåå, men Sam, i vores familie er vi jo helt vilde med One Direction, kan du skaffe os deres autografer? En til Elina, Reimer, Ingeborg og Kristian”, forsatte hun, som jo hed Ingeborg. ”Det har jeg desværre ikke mulighed for”, svarede jeg hende. Jeg gad ikke at udnytte Harry til at skrive autografer til min fjendes familie. ”Nå, men vi ses Elina”, sagde jeg. Jeg begyndte at gå, da jeg kunne se min far. Jeg kiggede kort tilbage på Elina og sendte hende et ondskabsfuldt smil og blik. Det blik som jeg kaldte ”Døds-blikket”. Jeg fortalte min far alt om koncerten, bare ikke det med Harry. ”Og der skete slet ikke noget med dig og Harry?”, spurgte min far mig. Jeg rystede på hovedet. Han kiggede på mig og knep øjne sammen. Jeg vidste at jeg ikke kunne lyve for ham, men jeg prøvede. Da vi kom hjem sad min mor og så tv. Hun sagde ikke noget for hun sad vel næsten og sov. Jeg skulle til at gå op på mit værelse da min far sagde: ”Du går ingen vegne”. Han tog fat i min arm og jeg lukkede øjnene og bad en lille bøn. Han trykkede lidt på sin mobil og viste mig den. ”Mig kan du ikke snyde”, sagde han til mig og viste mig en video af mig og Harry oppe på scenen. SHIT! Hvad skulle jeg nu gøre? Min far ville give mig stuearrest i flere år! ”Hvorfor lyver du for mig?”, spurgte han. Jeg kiggede bare ned i bordet. ”Svar mig når jeg snakker til dig!”, råbte han. ”Jeg”. Jeg rejste mig og løb op på mit værelse. Jeg ringede til Harry. ”Hi babe”, sagde han. Jeg begyndte at græde. ”What's wrong?”, spurgte han stille. ”I.. I”, jeg skulle lige til at fortælle det hele, men i stedet sagde jeg bare at jeg savnede ham helt vildt meget! ”Meet me tommorow in the park”, sagde han og jeg smilte. ”I will babe, love you so much!”, sagde jeg glad. ”When I close my eyes, all I think of, is you, but when I open my eyes all I see is true love.. I love you too”, sagde han. Min far kom ind. ”Giv mig din telefon!”, sagde han vredt. ”Nej, jeg snakker med Harry”, sagde jeg stille. ”Giv mig nu bare den FUCKING telefon!”, råbte han. ”Nej!”, sagde jeg bestemt. Han gik frem og ville hive den ud af hænderne på mig, men da jeg ikke ville slippe, slog han mig! Jeg væltede om i min seng og begyndte at græde. Jeg kunne høre at Harry råbte i telefonen. Min far gik ud og råbte i telefonen at Harry skulle lade mig være. Det fik mig til at græde endnu mere! Min far smækkede døren i. Hvorfor kan han ikke bare acceptere vores forhold? Jeg rejste mig og gik grædende ud på mit badeværelse. Jeg kiggede mig selv i spejlet. Min kind var helt rød, og jeg havde mascara i hele hovedet. Jeg gik i grædende i bad. ”Why is love always like a battlefield?”, sang jeg. ”A battlefield! A battlefield! A battlefield! I guess you better go and get your armor! Get your armor! Get your armor! I guess you better go and get your armor! Get your armor! Get your armor! I guess you better go and get your. We could pretend like we're friends tonight. Oh, and in the morning we would get that it would be allright. Cuz' baby we don't have to fight! I don't want this love to feel like a battlefield!”. Jeg hørte et brag nedenunder, og stoppede med at synge. Jeg gik stille ud af badet og tog noget tøj på, tog to hårelastikker og satte mit lange brune hår op i en knold. Jeg gik ud i gangen og listede stille ned af trappen. Hoveddøren stod åben på klem. Jeg kiggede stille ind i stuen, men kunne ikke se noget på grund af mørket. Jeg fandt knappen til lyset, og tændte. Min far sad i lænestolen med lukkede øjne. Jeg kunne se at der løb en stribe blod ned fra hans pande til hans kind. Jeg løb over til ham. ”Far!”, hviskede jeg bange. Jeg ringede til politiet. ”Hej, Sam her, jeg tror min far er blevet skudt, kom straks til Merkurgade 7!”, sagde jeg stille. Jeg ringede til Harry. Den gik direkte på telefonsvare. Han sov vel. Jeg sendte en besked. ”Harry, I'm so scared! My dad is shot, and”. Jeg hørte en lyd. Jeg græd stille. ”I think there's someone in the house”. Jeg vendte mig om og en person i sort løb imod mig. Personen væltede mig omkuld og jeg skreg! Det sidste jeg husker er.. BANG!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...