It begins with hate, but turns into love 2 - Justin Bieber

Dette er 2'eren af: it begins with hate, but turns into love.

Justin er rejst på turne og skal være væk i lang tid.
Vil Justin og Jess's forhold fortsætte eller bliver den for stor en udfordring??
Læs med her og find ud af det!

7Likes
5Kommentarer
538Visninger
AA

6. Det at være blind

Jeg kunne tydeligt mærke bilen bevægede sig, men alligevel havde jeg det, som om tiden var gået i stå. Der er var et eller andet spændene over, ikke at vide hvor man skulle hen, og hvad man skulle, men alligevel var det også det, der skræmte mig allermest! Jeg anede den kvalmende fornemmelse, der lå gemt nede i maven på mig, men om det var fordi jeg var køresyg, eller fordi jeg var spændt og skræmt på sammen tid, kunne jeg ikke rigtig gennemskue. Mit hjerte bankede utrolig hårdt og hurtigt, hvis ikke det var fordi, jeg vidste det var umuligt, ville jeg tro alle i bilen kunne høre det. Pludseligt, og helt uden grund, blev jeg bange… skræmt. Jeg havde ingen fornemmelse om, hvad i alverden jeg skulle eller hvor jeg var på vej hen. Med et blev min vejrtrækning hurtigt, og jeg kunne ikke rigtig sunkne den luft, jeg gik hevet ind. Det var som om jeg gik i panik, lige pludselig. Jeg huskede tilbage på første gang, jeg og Justin… det gjorde næsten ondt at sige hans navn, men første gang, vi blev overfaldet af alle journalisterne, hvor jeg gik i panik og stivnede, men også hvordan Justin forsigtig lagde sin hånd omkring min, og trykkede den blidt. Jeg kunne næsten mærke det tryk, mærke Justin’s hånd. Jeg ville bare af! Men så mærkede jeg en hånd omkring min, Caitlin’s, det kunne jeg tydeligt mærke, hun havde altid så bløde hænder. Jeg flettede mine fingre ind i hendes, og det var som om hun nærmest mærkede min frygt for det ukendte. Hun lænede sig ind mod mig, og kyssede mig i håret. ”Det skal nok gå, bare rolig” Hendes ord gav genlyd i min hjerne, og jeg sagde den højt i it hovedet. Det skal nok gå, nok gå! – Min vejrtrækning blev langsommere og langsommere, og roen spredte sig i min krop. Det var underligt, den måde man bare var blind på, ikke at kunne opleve alle farverne. Jeg lukkede øjnene selvom jeg alligevel ikke kunne se noget, for det bånd der var bundet om mine øjne. Justin havde en evne til at få mig til at slappe af, han tog altid alting so cool, og gjorde ikke det store ud af det, mens jeg, i forhold til ham, altid gik i panik, og ingen anelse hvad om, hvad jeg skulle gøre. Det var noget af det, jeg kan mærke jeg mangler nu, jeg mangler ham til at berolige mig, når alting bare er noget møg. Han kan altid få et smil frem på mine læbe, han ved altid lige hvad han skal sige og gøre. – Det var en af de store gaver, Justin besad, en som jeg værdsatte utrolig højt! Men også en ting, jeg først rigtig havde lagt mærke til, efter han var væk. Jeg sukkede.

Endelig, efter utrolig lang tid, synes jeg, stoppede bilen! Jeg kunne ikke vente med at på det her bånd af, og se hvad det egentlig var der skete, men nej! Jeg kunne høre to døre blive smækket i, og til at starte med, troede jeg de efterlod mig, indtil min dør blev åbnet, og en smule vind blæste ind i mit ansigt, hvilket gav mig gåsehud, lidt som en regndråbe eller to, der stille trillede ned af min arm. ”Kom” kunne jeg høre en stemme sige, Chaz’s. Hans hånd tog fat i min, og han førte mig ud af bilen, og ned på jorden. Han lagde armen omkring mit liv, og førte mig stille og roligt fremad. Det var en smule ubehageligt, at gå der i mørke, ikke at vide hvor henne i landet du befandt dig, men jeg prøvede på at skubbe tanken væk. Vinden blæste stille i mit hår, hvilket fik mig til at gyse en smule, det var egentlig ikke fordi det var koldt, men alligevel spredte gåsehuden sig, sikker på grund af nervøsiteten. Jeg stoppede op, og tog en dyb indånding. Jeg mærkede Chaz’s hånd på min kind. ”Er du okay?” Hans stemme var blidt, jeg smilede en smule, smilet blev nok lidt akavet, men mange følelser gik gennem min krop. ”Ja, jeg er bare…” ”Nervøs? Spændt?” Chaz afsluttede min sætning, og jeg nikkede mig enig. ”Jeg tror du bliver utrolig glad for det her!” Han grinede, og det gjorde jeg også. ”Ja, det siger i jo hele tiden, men i ved også hvad der skal se!” fastslog jeg hurtigt. Jeg skubbede igen nervøsiteten væk, og begyndte igen, på mine små og usikre skridt. Jeg kunne høre hvordan Caitlin, Ryan og Christian, gik foran os og små hviskede. – Ja, der må jeg nok indrømme, hvis jeg kunne vælge en super evne, ville jeg have ekstrem god hørelse, så jeg kunne høre hvad de sagde! – Dum tanke der lige løb gennem mit hoved. Lidt efter var lyden dog væk, var de gået indenfor? Jeg kunne høre knirket, da Chaz åbnede døren, og førte mig ind over trinet. ”Så det nu..” sagde han, og hans stemme var virkelig livlig. Jeg nikkede. Mine hænder blev svedige, og mit hjerte bankede hårdt i mit bryst. Endnu en dør blev åbnet, og en ny hånd tog fat i min. Jeg smilede stort, og fulgte med hånden der trak i mig…


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...