Ruby

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2013
  • Opdateret: 4 maj 2013
  • Status: Færdig
Da William og hans familie skal flytte til London efter at have bodet i Amerika hele deres liv på grund af farens arbejde, er han ikke glad. Da de ankommer til huset, keder han sig og bliver enig med sig selv om at gå på opdagelse. Han kommer ned i kælderen, hvor han finder en underlig sovende pige. Efter Han har vækket hende, går det op for ham, hvor mærkelig hun er. Hun taler som en fra en anden tidsalder, hendes hud er unaturligt bleg og hendes øjne er røde som rubiner. Men på trods af hendes særheder, føler William sig tiltrukket af hende. Men vil han elske hende, når han finder ud af, hvad hun er og hvad hun kan gøre. Det vil tiden vise

7Likes
17Kommentarer
422Visninger
AA

4. Sandheden

"Jeg er en vampyr," sagde hun gravalvorligt. stilheden sænkede sig i kælderen. Så begyndte jeg at grine, jeg grinede, til jeg havde tårer i øjnene. "Ej helt ærligt Ruby, det er simpelthen for langt ude," sagde jeg lidt irriteret over, at hun havde smidt en bog efter mig for det her. "Det er sandt, jeg sværger," sagde hun stadig lige alvorligt, men nu med en snært af desperation i stemmen. "Hvis det er så sandt, hvorfor drikker du så ikke mit blod?" spurgte jeg, imens jeg stadig grinende fjernede bandagen fra mit stadig blodige håndled. Så snart jeg så hendes øjne, fortrød jeg hvad jeg havde sagt og gjort. Hendes øjne glødede som med en indre ild.  Hun så ud til at kæmpe imod enorm trang til at overfalde mig. Sådan stod det på i et par minutter, men så virkede det som om hun tabte kampen mod sig selv. Hun smilede et uhyggeligt smil, der afslørede de lange spidse hjørnetænder i hendes overmund. Desperat prøvede jeg at flytte mig, men jeg var fuldstændig lammet af rædsel. Ruby slentrede langsomt hen mod mig, som om hun havde alt tid i verdenen til sin rådighed, hvilket hun teknisk set også havde, jeg kunne jo ikke bevæge mig. Efter hvad der virkede som flere pinefulde evigheder, men nok i virkeligheden bare var nogle sekunder, stod Ruby foran mig. Hendes kolde slanke fingre lukkede sig om mit sårede håndled. Jeg prøvede at trække mig væk fra hende, men hendes greb om mit håndled blev bare strammere og strammere, jo mere jeg prøvede. "Så så, det gør ikke så ondt, det er kun en stikkende smerte og følelsen af at ens liv lansomt og smertefuldt render fra en, og så er man død," sagde hun med et smil og strøg min kind med sin frie hånd. Ruby var slet ikke sig selv lige nu, det ville hun aldrig gøre. Langsomt førte hun mit håndled op mod sine læber, og hendes hugtænder prikkede hul i min hud. Det lyder måske ikke så slemt, men det var det, det gjorde ondt som ind i helvede. Jeg begyndte hurtigt at føle mig svimmel på grund af blodmangel. "Vil... du ikke nok... være sød... at stoppe," hviskede jeg svagt, jeg kunne mærke mit syn blive sløret. 

 

LIdt efter var det som om, hun kom til sig selv, hun havde sikket fået nok blod eller noget. Så snart hun fandt ud af, hvad hun havde haft gang i, rykkede hun hurtigt væk fra mig og skjulte sit ansigt i hænderne. "Undskyld hr. William, kan De tilgive mig?" hulkede hun sagte. "Ja, du var ikke dig selv, jeg tilgiver dig," sagde jeg. Ruby fjernede hænderne fra sit ansigt og så på mig. En tyktflydende blækagtig væske, som måtte være en slags vampyrtårer rendte ud af hendes øjne og ned af hendes kinder. "Ruby ville du have noget imod at fortælle mig, hvordan du blev til en vampyr?" Spurgte jeg forsigtigt. "Nej, hvis De virkelig gerne vil vide det, skal jeg nok fortælle Dem det," svarede hun. 

Hun tog mig med ned i den anden ende af kælderen, hvor hun lå og sov, første gang jeg så hende og satte sig på bunken af puder, der stadig lå på gulvet. Så begyndte hun at fortælle.

 

"Mit navn er ikke Ruby, det var et navn, min bror begyndte at bruge, efter jeg blev vampyr... på grund af mine øjne De ved," begyndte hun. "Jeg blev født i 1872 og døbt Mary Kirkland," forklarede hun. "Min familie var adelige, så jeg havde alt, hvad jeg havde brug for og mere til, tjenere der adlød mit mindste vink, flotte kjoler og meget andet, men jeg var et alt for nysgerrigt barn," hendes øjne fyldtes med de underlige blækagtige tårer igen. "Hvad skete der?" spurgte jeg og tørrede nærmest ubevidst tårerne væk. "Nogle måneder efter jeg fyldte seksten, begyndte de at skrive om morderen "Jack The Ripper" i alle London's aviser, jeg ville gerne hjælpe politiet, jeg havde altid fået at vide, at jeg var klog, så jeg tænkte, at det kunne jeg godt," hun holdt en pause og hulkede svagt, imens jeg igen ubevidst strøg hånden beroligende gennem hendes lange sorte hår. "Nå, men for at hjælpe politiet tog jeg til White Chapel og så efter ledtråde omkring, hvem denne mystiske morder kunne være på gerningsstedet for det første mord, og her blev jeg overfaldet," sagde hun og rystede let ved mindet om det. "Af Jack The Ripper?" spurgte jeg, inden jeg nåede at tænke. "Ne, af en vampyr, som måtte havde været blevet draget der til af lugten af den myrdedes blod, han bed... ikke for at slå mig ihjel, men får at gøre mig til en vampyr han sagde, at så kunne vi adelige lærer at være mere gavmilde overfor de dårligere stillede, han må have haft et udenstående med min familie, og så har han vel hævnet sig ved at gøre mig til vampyr," sagde hun. "Men hvordan endte du så i kælderen?" spurgte jeg.  "Jo ser De, jeg tog tilbage her til, og så skete forandringen, da mine forældre fandt ud af, hvad jeg var, blev de selvfølgelig rædelsslagne og gjorde alt, hvad de kunne for at kurere mig, min far købte bøger om det okulte og begyndte at blande eleksire, der kunne atter kunne gøre mig menneskelig, men intet hjælp" fortalte hun ulykkeligt. "Er det derfor du, har bladret så besat rundt i bøgerne, du har prøvet at finde en kur ikke?" spurgte jeg. "Jo," svarede hun. "Men videre med min fortælling iden første lange periode kunne jeg næsten kontrollere min tørst, det var smertefuldt, men jeg klarede det, indtil en skæbnesvanger dag, hvor min lillebror Jim skar sig på skårene fra en ødelagt eleksirklobe... Jeg overfaldt ham og drak ham tør for blod... han var kun ti år," Nu strømmede de underlige tårer frit ned af hendes kinder. Jeg rykkede tættere på hende, og så gjorde jeg noget meget overmodigt. Jeg kyssede hende.                             

                                                                        

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...