Ruby

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2013
  • Opdateret: 4 maj 2013
  • Status: Færdig
Da William og hans familie skal flytte til London efter at have bodet i Amerika hele deres liv på grund af farens arbejde, er han ikke glad. Da de ankommer til huset, keder han sig og bliver enig med sig selv om at gå på opdagelse. Han kommer ned i kælderen, hvor han finder en underlig sovende pige. Efter Han har vækket hende, går det op for ham, hvor mærkelig hun er. Hun taler som en fra en anden tidsalder, hendes hud er unaturligt bleg og hendes øjne er røde som rubiner. Men på trods af hendes særheder, føler William sig tiltrukket af hende. Men vil han elske hende, når han finder ud af, hvad hun er og hvad hun kan gøre. Det vil tiden vise

7Likes
17Kommentarer
388Visninger
AA

2. Pigen i kælderen

Forsigtigt begav jeg mig ned af trappen. Den knirkede, som om den kunne brase sammen hvert minut det skulle være. Der var enda huller visse steder i træet. Men jeg fortsatte alligevel. Døren for enden af trappen var svær at få op, den bandt, og jeg var tæt på bare at give op, men til sidst fik jeg den op.  En sky af støv stod mig op i ansigtet, så snart jeg åbnede døren, der førte ind til en kælder. Der var en masse af mærkelige ting hernede. Række på række af bogreoler fyldt op med støvede gamle støvede bøger, hvis tekster ikke gave nogen mening og ingen gang så ud til at være på menneskesprog. Der var glasskabe fulde af kolber med klart neonlysende væsker i. Jeg forstod ikke, hvad tingene skulle bruges til, men de var seje.

Pludseliug lagde jeg mørke til et rødt fløjelsforhæng i den anden ende af kælderen. Gad vide, hvad der er bag det, tænkte jeg og begyndte at gå ned mod det. 

 

Med et hurtigt ryk, rev jeg forhænget til side og gispede, da jeg så, hvad der var bag det. På det hårde kolde stengulv, var der lagt en bunke bløde, falmede hvide puder. Ovenpå puderne lå der en pige, der så ud som om hun sov. Hun så ud til at være omkring seksten år altså et år yngre end Sophie og mig selv. Hendes hud var bleg, faktisk var den porcelænshvid at se på. Hendes hår var langt, ravnsort og glat. Hun var iført en hvid kjole på, som gik hende til anklerne og så ud til at være lavet af intet mindre end ren silke. Der var syet små sølvperler ind i stoffet. Om halsen havde hun en sølvkæde, hvori en skinnende hjerteformet rubin hang. De lange slanke fingre på hendes ene blege hånd holdt kramagtigt fast i en forlængst visnet rose. Hvordan var hun havnet i den her kælder? jeg forstod ingenting. Burde jeg vække hende, spekulerede jeg.  Så stille så muligt begyndte jeg at bevæge mig over mod hende.  Jeg rørte forsigtigt ved hendes hånd for at prøve at vække hende. Den var iskold, Måske er hun død, tænkte jeg forfærdet og skulle lige til at løbe op af kælderen og fortælle mine forældre, at der var et lig i kælderen.  Men så begyndte den mystiske piges øjenlåg pludselig at sitre, en skælven gik i gennem hele hendes krop, og hun åbnede øjnene.

 

Chokeret trådte jeg et skridt tilbagr, da jeg lagde mærke til hendes øjenfarve. To store dukkeagtige øjne så røde som rubiner stirrede på mig. "Hvem er De?" spurgte pigen med en spinkel, stemme hendes engelske accent var meget udtalt. "Ja jeg skulle til at spørger dig om det samme," sagde jeg og stirrede undrende på hende. Hun kom lettere besværet på benene og nejede. "Jeg er Ruby Kirkland, datter af Lord  Thomas Kirkland og Lady Ariana Kirkland," sagde hun og så stolt ud. "Og nu tilbage til de vigtigere ting, hvem er De, og hvad laver De i min families hus?" Spurgte hun og så strengt på mig med sine røde øjne. Jeg forstod ingenting.  Hvorfor sagde hun De til mig? ikke engang min bedstemor sagde De til folk. Og endnu mærkeligere, hun havde lige spurgt mig, hvad jeg lavede i hendes hus. Det var da helt sikkert hende der havde invaderet min families kælder. 

Ruby rev mig ud af mine tanker ved at mumle noget næppe hørligt om, hvorfor hendes butler mon ikke havde smit mig ud. Jeg rømmede mig en smule nervøst. "Jeg hedder William, og jeg er ked af at sige det, men det her er altså ikke dit hus, min familie er lige flyttet ind i dag, og det ser ud til, at der ikke har boet andre i årevis," sagde jeg lidt utilpas.

Ruby's øjne blev om muligt endnu større, og hun tabte den døde rose. Hun lignede en der skulle til at græde. "Nej... det kan ikke passe," hviskede hun og skjulte ansigtet i sine hænder.

 

Jeg ville godt have spurgt, hvad der var i vejen, men enden jeg nåede at gøre det, kaldte min mor på mig. "William der er mad," råbte hun. LIdt usikkert blev jeg stående, selvom Ruby var underlig, ville jeg ikke have, at hun skulle være ked af det, og jeg ville gerne hjælpe hende. "Deres moder kalder, De burde gå," sagde Ruby uden at fjerne hænderne fra sit ansigt. "Men jeg...," begyndte jeg. "Gå nu," sagde hun denne gang med eftertryk. Jeg trak på skulderene og begyndte at gå op af kælderen.

 

"Hvor har du været henne så længe?" spurgte min mor, da vi sad ved bordet og spiste. "I kælderen, der er en masse seje ting dernede;" svarede jeg, dog nævnte jeg ikke Ruby. Hvilket mindede mig om, at jeg måske burde gå ned med noget mad til hende.. og få hende ud af kælderen. 

 

Senere den aften, da jeg var sikker på, at de andre sov, sneg jeg mig, så lydløst jeg kunne ned til køleskabet og tog noget mad til Ruby. Bare hun ikke sover nåede jeg lige at tænke, før jeg begav mig mod kælderen.

Hun var heldigvis oppe og stod og bladrede i en gammel bog, en af dem som jeg ikke forstod. "Øhm Ryby, jeg tænkte, at du måske var sulten, vil du have noget suppe?" spurgte jeg, og følte mig dum, da jeg rødmede. "Nej ellers tak, men må jeg have lov at spørger Dem, hvilket år er vi i?" Hun så alvorligt på mig, det kunne ikke være en joke. "2013," svarede jeg lidt forvirret. "Tak De må godt gå nu," sagde hun følelsesløst, hun lignede en, der lige havde fået at vide, at hendes mor var død eller noget, så jeg skyndte mig op af kælderen og tilbage i seng.       

 

             

                   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...