Ruby

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2013
  • Opdateret: 4 maj 2013
  • Status: Færdig
Da William og hans familie skal flytte til London efter at have bodet i Amerika hele deres liv på grund af farens arbejde, er han ikke glad. Da de ankommer til huset, keder han sig og bliver enig med sig selv om at gå på opdagelse. Han kommer ned i kælderen, hvor han finder en underlig sovende pige. Efter Han har vækket hende, går det op for ham, hvor mærkelig hun er. Hun taler som en fra en anden tidsalder, hendes hud er unaturligt bleg og hendes øjne er røde som rubiner. Men på trods af hendes særheder, føler William sig tiltrukket af hende. Men vil han elske hende, når han finder ud af, hvad hun er og hvad hun kan gøre. Det vil tiden vise

7Likes
17Kommentarer
393Visninger
AA

6. Løsningen (skrevet fra Ruby's synsvinkel)

Jeg savnede William, men jeg ville ikke se ham, før jeg havde en løsning på dette problem, og hvis jeg ikke fandt en, ville jeg aldrig kunne se ham i øjnene igen. Jeg bladrede mere desperat end nogensinde rundt i bøgerne. "Der er jo intet i disse bøger," sagde jeg og skulle til at sætte bogen tilbage i reolen, da jeg lagde mærke til en bog, jeg aldrig havde set før stuvet af vejen bag  de andre. Den var lille og uanselig . Jeg tog den forsigtig ud fra reolen og bladrede i gennem den. Den var plettet af blæk flere steder, og nogle sider var blevet revet ud. Men pludselig faldt mit blik på en bestemt side "Således kan vampyr atter få en sjæl" stod der. Bogen ramte gulvet med et "klonk," da jeg tabte den på gulvet af ren og skær forskrækkelse og glæde. Hurtigt samlede jeg den op og begyndte at læse. 

Forsigtigt bevægede jeg mig op af kældertrappen vel vidne, at det jeg var nødt til at gøre var en grusom handling, men jeg ville bare så gerne atter være menneskelig. Jeg sneg mig langsomt op af trappen til overetagen og fandt Sophie siddende på sit værelse. Hun havde fri fra skole i fordi hun åbenbart var blevet syg. Hun sad i en stor himmelseng med røde tæpper og sengehimmel. I skødet havde hun en underlig maskine, med en ung miniature mand, som snakker inden i Jeg var rystet da det gik op for mig, at dette var mit gamle værelse. Der var et stort malet portræt af Jim og jeg selv på den ene væg. Portrættet var malet et stykke tid før jeg blev som jeg var nu, og min fader havde brugt en formue på at få det malet af en af London's bedste kunstnere.         

På portrættet sad vi side om side i en stor sofa med vores fineste tøj på. Jeg husker, at min moder desperat prøvede at få Jim's hår til at se nogenlunde anstændigt ud, men det var altid pjusket og ville ikke lade sig kue af, hverken kam, vand eller børste. Vi smilede begge på portrættet. Jeg smilede ved tanken, hvor jeg dog savnede ham.

Efter noget tid, rev jeg mig selv ud af mine tanker. Der var noget, jeg var nødt til at gøre, og det kunne ikke vente længere.

Sophie drejede hovedet ved lyden af mine fødder mod gulvet. "Oh hey Ruby, vil du se Youtubevidoer sammen med mig?" spurgte hun med lysende øjne. "Jeg tror du vil kunne lide ham her, han er mega sød og hans accent er nuttet..altså selvom i jo egentlig har den samme accent," fortsatte hun, inden jeg kunne nå at få et ord indført. "Nej ellers tak," sagde jeg,  og hun så slukøret ud. "Nå okay," sagde hun skuffet og trykkede på den underlige maskine, så glasset i den blev sort. " Nå, men hvad var det du ville?" spurgte hun og så lidt undrende på mig. "Jeg vil gerne have Deres assistance I noget," svarede jeg monotont.  "Hvad skal du bruge min hjælp til?" spurgte Sophie, og så lidt forvirret ud.  "Vil De være venlig at rejse Dem?" spurgte jeg .

Sophie så underligt på mig, men gjorde alligevel, som jeg sagde. "Og så...," sagde hun afventende. Jeg lagde en kølig hånd over hendes hjerte.

"Tilgiv mig," hviskede jeg, da et skinnende hvidt lys fyldte rummet. Sophie's lange kobberrøde hår, som havde den samme farve som hendes tvillingebrors stod om hovedet på hende, som om vinden eller usynlige hænder purrede op i det . Så blev hendes klare grønne øjne glasagtige at se på, hendes krop blev slap og hun faldt død om på gulvet.

Jeg stod med en kugle af klart hvidt lys i hænderne. Sophies sjæl... jeg kunne atter blive menneskelig.   

Jeg lagde forsigtigt hænderne med sjælen hen over mit hjerte og så det hvide lys svinde hen. Pludselig begyndte ting at forandre sig. Mit hjerte begyndte atter at slå og derved pumpe blod rundt i mine åre. Jeg kunne mærke mig selv blive varmere og mere levende.

Så hørte jeg hoveddøren blive åbnet.

 

                  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...