Ruby

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2013
  • Opdateret: 4 maj 2013
  • Status: Færdig
Da William og hans familie skal flytte til London efter at have bodet i Amerika hele deres liv på grund af farens arbejde, er han ikke glad. Da de ankommer til huset, keder han sig og bliver enig med sig selv om at gå på opdagelse. Han kommer ned i kælderen, hvor han finder en underlig sovende pige. Efter Han har vækket hende, går det op for ham, hvor mærkelig hun er. Hun taler som en fra en anden tidsalder, hendes hud er unaturligt bleg og hendes øjne er røde som rubiner. Men på trods af hendes særheder, føler William sig tiltrukket af hende. Men vil han elske hende, når han finder ud af, hvad hun er og hvad hun kan gøre. Det vil tiden vise

7Likes
17Kommentarer
416Visninger
AA

3. Løgne

Den næste morgen var meget hektisk, Sofie og jeg skulle begynde på vores nye  skole, og vi havde begge glemt at pakke vores skoletasker dagen før. Vi slugte begge vores morgenmad bestående af ristet brød med syltetøj i en fart. Så kørte vores far os hurtigt ud til skolen, satte os af og tog af sted på arbejde.

Skolen var en stor hvid bygning med rødt tag. Der var virkelig mange lange gange, som en ny elev som mig hurtigt kunne fare vild i. Heldigvis mødte jeg Phillip, som jeg åbenbart skulle gå i klasse med, så han kunne vise mig vej til vores klasseværelse.

Han fik mig til at fortælle ham alt om Amerika, imens vi gik. Han var blandt andet meget imponeret over, hvor meget solen skinnede i Florida, hvor min familie kom fra.  Nå, men dagen forløb altså, som den skulle, jeg snakkede med mine klassekammerater og fik mine nye skolebøger.

Da jeg gik hjem regnede det igen. Det gjorde mig lidt småtrist, og på den ene side ville jeg gerne tilbage til Floria, men på den anden side havde jeg både mødt nye klassekammerater og Ruby. Jeg ville virkelig gerne lære hende bedre at kende. Vent hvad pokker tænkte jeg på, jeg havde først lige mødt hende i går, og hun var langt fra normal, skældte jeg på mig selv.

    

Da jeg låste hoveddøren op, var det et mærkeligt syn, der mødte mig. Sophie havde fat I Ruby's arm og prøvede at trække hende over mod hoveddøren, alt imens hun råbte op om, hvem helvede hun var. Ruby gjorde svagt modstand, men var ikke noget større problem for Sophie, der havde gået til karate, siden hun var syv. Så snart Ruby fik øje på mig, overraskede hun mig ved at råbe noget i retning af. "Hr. William De må hjælpe mig få denne kvinde væk fra mig," hun lignede en der var ved at tude. "Sophie giv slip på hende, hun er min ven;" sagde jeg, så roligt jeg kunne. "Hvordan kan hun være din ven, jeg har lige fundet hende i kælderen, hvor hun prøvede at stjæle vores ting," råbte Sophie og så vredt på mig med de blågrønne øjne, som næsten var identiske med mine egene.  "Jeg fandt hende i kælderen i går, hun har ikke noget sted at bo, så jeg lod hende blive her," sagde jeg køligt. Jeg havde det ret dårtligt med at stå og lyve min tvillingesøster lige op i ansigtet, men jeg følte, at jeg måtte beskytte Ruby og ikke bare lade hende blive smidt ud af sit hjem.

Sophie stirrede et øjeblik mistroisk på mig. "Hvis hun ikke har noget sted at bo, og sikkert heller ingen penge, hvad sker der så for det fine tøj?" spurgte hun koldt. Av, den vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle redde mig ud af, men Ruby overraskede mig for anden gang i dag ved at komme mig til undsætning. "Jeg fandt disse klæder i kælderen, fordi mine gamle var gået i stykker," sagde hun monotont. "Okay fint," sagde Sophie opgivende og skubbede Ruby fra sig, hvilket resulterede i, at hun ramlede lige ind i mig. Hendes hud var unaturligt kold mod min egen. Så stod vi ellers der i akavet stilhed i et par minutter, indtil Ruby fandt ud af, hvor hun stod og skyndte sig at give slip på mig. "Undskyld hr.," hviskede hun og så nærmest skyldbetynget ned i gulvet. "Det gør ikke noget,"  skyndte jeg mig at sige, imens mine kinder seriøst føltes som om de brændte.. igen. Sophie prøvede forgæves at lade være med at grine, og til sidst rullede hun rundt på gulvet med det sygeste latteranfald.

Pludselig gik hoveddøren op og min mor trådte ind. "Hvem er det, er hun en fra din skole William?" spurgte hun. "Øh nej det er en hjemløs pige, som bor i kælderen, vi kan ikke smide hende ud mor," sagde jeg alvorligt. "Hmm, nej det kan vi vel ikke, hvad hedder du min ven?" spurgte hun og rakte hånden frem mod Ruby.  "Jeg er Ruby Kirkland," svarede hun med et alvorligt og ophøjet udtryk i ansigtet, som om hun forventede at min mor ville falde på knæ foran hende eller noget i den stil. "øh okay," sagde min mor og så lidt forurettet ud over, at Ruby ikke havde taget hendes hånd. "Nå, men vi kan klargøre et gæsteværelse til dig senere," sagde hun. "Nej det er ganske fint at bo i kælderen," sagde Ruby og så nærmest skræmt ud. "Nå, men okay hvis du siger det," sagde min mor og løftede undrende et øjenbryn.

 

Senere den aften sad vi og spiste aftensmad. Selv Ruby sad sad sammen med os. Men hun hverken spiste eller drak noget, hun sad egentlig bare bare og stirrede tomt ud i luften. "Tak for mad," sagde jeg stille og rejste mig fra bordet for at stille min tallerken ved vasken. Men jeg var klodset og tabte den, så den gik i stykker. Pinligt berørt bøjede jeg mig ned og begyndte at samle skårene op, men selvfølgelig skar jeg min hånd. En smule blod dryppede ned på gulvet. Lyden af en stol der blev skubbet ud efterfulgt af løbende fodtrin fyldte rummet. Ruby var gået, hun havde det vel dårligt med at se blod eller noget.

 

Da jeg havde fået noget bandage om mit blødende håndled, gik jeg ned i kælderen for at finde Ruby. Hun stod akkurat, som sidst jeg var hernede og bladrede desperat i en af de gamle støvede bøger. "Hey er du okay?" spurgte jeg forsigtigt. Hun stirrede på mig med tomme røde øjne, og så kylede bogen efter mig. "Hold Dem væk, De kunne komme til skade," sagde hun monotont. "Hvorfor skulle jeg komme til skade?" spurgte jeg undrende. "Fordi... Jeg... Er...Farlig," sagde hun meget langsomt, som om hun forventede, at jeg ikke ville kunne forstå det. "Du er da ikke farlig Ruby, du er bare en almindelig pige," sagde jeg, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tvivle, på det jeg selv sagde. "Nej hr. William det er jeg ikke," sagde hun trist, imens hun stirrede på den blodige forbinding om mit håndled.           

 

           

   

   

 

  

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...