Ruby

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2013
  • Opdateret: 4 maj 2013
  • Status: Færdig
Da William og hans familie skal flytte til London efter at have bodet i Amerika hele deres liv på grund af farens arbejde, er han ikke glad. Da de ankommer til huset, keder han sig og bliver enig med sig selv om at gå på opdagelse. Han kommer ned i kælderen, hvor han finder en underlig sovende pige. Efter Han har vækket hende, går det op for ham, hvor mærkelig hun er. Hun taler som en fra en anden tidsalder, hendes hud er unaturligt bleg og hendes øjne er røde som rubiner. Men på trods af hendes særheder, føler William sig tiltrukket af hende. Men vil han elske hende, når han finder ud af, hvad hun er og hvad hun kan gøre. Det vil tiden vise

7Likes
17Kommentarer
387Visninger
AA

5. Komplikationer

VI sad der et godt stykke tid indtil Ruby pludselig trak sig væk, som om hun havde brændt sig. "Jeg kan ikke," hviskede hun halvkvalt. "Hvorfor ikke?" spurgte jeg lidt såret og strøg en lok silkeglat sort hår væk fra hendes blege ansigt. "Forstår du ikke..? Ved du ikke hvorfor mine tårer er som de er," spurgte hun . "Øh nej," svarede jeg forvirret over hvorfor hun ville spørger mig om sådan noget.

"Vampyrer har ingen sjæle William, det symbolisere vores urenhed i forhold til mennesker, jeres tårer er rene og klare, fordi de kommer fra jeres sjæle, men en vampyr er ikke et rent væsen og burde slet ikke kunne føle ting, som kan få et menneske til at græde," forklarede hun.

Jeg var dybt chokeret, det havde jeg over hovedet ikke regnet med. Jeg fik dog samlet mig ret hurtigt. "Jeg er lige glad med om du har en sjæl eller ej, jeg elsker dig lige meget hvad," udbrød jeg og tog hendes hænder. "Men det er jeg ikke William, jeg lever i evig pinsel, og jeg kan ikke bære tanken om at se dig visne hen og dø, imens jeg selv forbliver en sekstenårig i al evighed," sagde hun og trak sine hænder til sig. "Der må være en løsning et sted," sagde jeg og kunne mærke, at jeg fik tårer i øjnene. Ruby så på mig med et trist smil. "Min fader ledte efter en løsning i umindelige tider, men kunne ikke finde en, så slog jeg Jim ihjel, og han så ingen anden udvej end at lægge mig i den fortryllede søvn du vækkede mig fra, da du først så mig, jeg tror ikke der er nogen løsning William,"" sagde hun bedrøvet. Vredt rejste jeg mig og stormede ud af kælderen, tanken om, at der ingen løsning fandtes var for meget for mig.

De næste mange dage holdt vi os væk fra hinanden, at være sammen var simpelthen for smertefuldt. Når jeg ikke var i skole, sad jeg  ofte i flere timer og googlede vampyrer for at finde en måde, Ruby kunne blive til et menneske igen. Men det var nærmest umuligt at finde noget. Jeg fandt kun gamle myter, som der ikke virkede til at være hold i.

Sophie og mine forældre begyndte hurtigt at bekymre sig, jeg virkede hele tiden træt, da jeg ikke fik søvn nok. En dag trak min far mig til side efter vi havde spist. "Hør William, jeg ved godt du er trist, men vi tager ikke tilbage til Florida af den grund, du må se at affinde dig med det her," sagde han og så alvorligt på mig med sine mørkeblå øjne. "Det skal jeg nok far," sagde jeg og så ned i gulvet. "Godt, du får se William, alt skal nok blive okay," sagde min far og klappede mig opmuntrende på skulderen, inden han gik. Men jeg vidste at det ikke ville blive okay.    

 

 

   

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...