Ruby

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2013
  • Opdateret: 4 maj 2013
  • Status: Færdig
Da William og hans familie skal flytte til London efter at have bodet i Amerika hele deres liv på grund af farens arbejde, er han ikke glad. Da de ankommer til huset, keder han sig og bliver enig med sig selv om at gå på opdagelse. Han kommer ned i kælderen, hvor han finder en underlig sovende pige. Efter Han har vækket hende, går det op for ham, hvor mærkelig hun er. Hun taler som en fra en anden tidsalder, hendes hud er unaturligt bleg og hendes øjne er røde som rubiner. Men på trods af hendes særheder, føler William sig tiltrukket af hende. Men vil han elske hende, når han finder ud af, hvad hun er og hvad hun kan gøre. Det vil tiden vise

7Likes
17Kommentarer
394Visninger
AA

7. Afsked (tilbage til William's synsvinkel)

Da jeg kom hjem, var jeg fast besluttet på at snakke med Ruby. Jeg ville overbevise hende om, at vi kunne være sammen, selvom hun mangelede en sjæl.

Jeg gik ned i kælderen for at finde hende, men der var hun ikke. Undrende gennemsøgte jeg resten af huset og fandt hende til sidst på Sophie's værelse, hvor hun stod og kiggede på sig selv i et spejl. Underligt jeg troede ikke vampyrer kunne ses i speje, tænkte jeg. Så gik det op for mig, at noget var forandret. "Hej Ruby," sagde jeg lettere tøvende. Hurtigt vendte hun sig om mod mig og overfaldt mig nærmest i en omfavnelse.

Nu var jeg sikker på at noget var anderledes. Hendes hud havde en normal menneskelig temperatur. En smule skræmt brød jeg væk fra omfavnelsen og så på hendes ansigt.

Chokeret lagde jeg mærke til, at hendes før røde øjne nu var lysebrune med et karamelfarvet skær, og hun havde farve i kinderne. I det hele taget var hendes hud ikke unaturligt bleg mere.

"Jeg fandt en løsning," sagde hun og smilede glædesstrålende. "Men hvordan?" spurgte jeg tøvende. Måske var det, noget jeg bildte mig ind, men jeg syntes, jeg så hende kigge nervøst hen mod Sophie's klædeskab. "Hvad er der galt?" spurgte jeg og gik hen mod skabet.

"Nej det må De ikke," hylede Ruby og stillede sig foran skabet med udbredte arme. Jeg skubbede hende let til side, nu da hun var et menneske igen, var hun let at få væk.

Da jeg så indholdet af skabet, gispede jeg i   en blanding af chok og rædsel tog trådte et skridt tilbage med tårer i øjnene.

Blandt bøjler med tøj sad Sophie gemt af vejen. Det var let at se, at hun var død. Hun havde ingen farve i kinderne, og grønne øjne, der før var så fulde af liv stirrede blindt og glasagtigt på mig. "Hvad har du gjort?" spurgte jeg hviskende og grådkvalt. "Undskyld...Je...Jeg...ville bare," stammede Ruby og så bekymret på mig. "Jeg ved hvad du ville, du ville have en sjæl, OG DU SLOG MIN SØSTER IHJEL FOR AT FÅ EN," råbte jeg med tårer løbende ned af mine kinder, Ruby så skræmt ud. "Undskyld men vil du ikke nok give hende sin sjæl tilbage, jeg er lige gladmed, om du har en sjæl eller ej, jeg elsker dig ligegyldigt hvad, det har jeg allerede sagt," sagde jeg. "Undskyld William, jeg vil nu give sjælen tilbage til dens retmæssige ejer," sagde hun og slog blikket ned.

Hun lagde hænderne over sit hjerte, og et hvidt lys fyldte dem. Jeg trak Sophie, ud af skabet, så hun lå på gulvet. Tøvende lagde Ruby blidt hænderne over hendes hjerte, og det hvide lys blev absorberet af Sophie's krop, men ellers skete der ikke noget. "Hvorfor sker der ikke noget?" spurgte jeg og så bekymret på Sophie's stadig lige ubevægelige krop. "Hun vågner atter, når jeg er væk," sagde Ruby monotont. "Væk, hvad mener du med væk?" spurgte jeg og sank en klump, jeg brød mig absolut ikke om, hvor det her var på vej hen. "Når en vampyr atter får en sjæl og derefter frivilligt giver den fra sig, dør den," sagde hun stadig lige monotont. "Nej, du må ikke dø," udbrød jeg forfærdet og omfavnede hende.

Hun trak sig hurtigt væk fra mig. "Det er forsent, jeg har ikke lang tid tilbage at leve i," sagde hun med tårer i de lysebrune øjne.

Kort efter hun havde sagt det, udstødte hun et skrig og knækkede sammen i smerte. "Nej," udbrød jeg og faldt på knæ ved siden af hende. "Det...det gør ondt," gispede hun mellem uregelmæssige åndedrag. "Få det til at stoppe," skreg hun, men jeg var ude af stand til at hjælpe hende. "Det kan jeg ikke," sagde jeg og strøg hende blidt over kinden. "Nej De må stoppe det, det gør så ondt;" sagde hun gispende. Jeg tog forsigtigt hendes hoved og lagde det i mit skød. "Shh, det skal nok gå," hviskede jeg beroligende og strøg en lok svedigt sort hår væk fra hendes øjne .

Lidt efter stoppede smerterne, hendes vejrtrækning blev mindre gispende og hun skreg ikke længere.

William jeg elsker dig, jeg vil vente på dig på den anden side," hviskede hun og rakte besværet en hånd op for at tørre tårerne væk fra mit ansigt. Det var første gang, hun ikke brugte De eller Dem, når hun talte om mig. Hun tog sine hænder væk fra mit ansigt og begyndte at rode med sin halskæde. "Så du kan mindes mig," hviskede hun og lagde den i min åbne hånd. Jeg lukkede hånden om det blodrøde rubinhjerte. "Ruby, jeg...," begyndte jeg, men hun afbrød mig hviskende. "Nej, kald mig Mary," sagde hun og lagde hånden på min kind. "Mary," rettede jeg mig selv, og hun smilede svagt ved lyden af sit menneskenavn. Hendes øjne var langsomt ved at lukke sig nu. "Jeg ved ikke, om jeg kan leve videre uden dig Mary," hviskede jeg grådkvalt. Det virkede som om, hun ikke rigtig hørte mig.

"Jeg kan se Jim," sagde hun og en enkel tåre løb ned af hendes kind. "Han siger, at han har ventet på mig i meget lang tid, ligesom jeg vil vente på dig William," hviskede hun med en stemme som om, det var meget svært for hende at tale. "Jeg elsker dig, sig til din søster, at jeg er ked af det," sagde hun og smilede til mig gennem et slør af tårer. Så lukkede hun øjnene og blev få sekunder efter til støv, der blev blæst bort af en overnaturligt opstået vind. "Jeg elsker også dig," hulkede jeg og knugede hendes halskæde i min hånd.

Kort efter vågnede Sophie op. Jeg fortalte hende  grådkvalt, hvad der var sket, og at Ruby havde været ked af det. Tingene blev ikke det samme før langt senere, hvor jeg havde overbevist mig selv om, at Ruby var okay og ventede på mig. Og selv efter det det, gik jeg rundt med hendes halskæde i lommen som et minde.                                                                                                        

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...