Love at first sight


11Likes
10Kommentarer
1376Visninger
AA

1. Mødet.

’’Justin, er du klar? Tiden går!’’
Jeg sukkede tungt, tog mine solbriller på, og kiggede ind i spejlet.
’’Jeg kommer nu…’’ råbte jeg tilbage.
Jeg kiggede på mit spejlbillede en ekstra gang. Sukkede igen. Gå nu Justin, få det overstået.
Det jo ikke fordi, jeg ikke kan lide mine fans. Jeg elsker dem overalt på jorden. Men livet i rampelyset er hårdt. Alle forventer du yder dit bedste – hver gang. Du kan ikke bare stoppe, fordi du har en dårlig dag. Forestil dig det her: Du er træt, du er ked af det, du har det måske ikke særlig godt, er syg. Normale mennesker kan bare vælge at aflyse, holde sygedag. Sådan er det ikke, når man hedder Justin Bieber. Den eneste måde, jeg kan holde mig bare lidt på afstand, er ved at gemme mig væk, med solbriller og/eller cap. Hvis jeg først vælger at sige fra, aflyse, kommer der historier op som bliver lavet til rygter.  Og folk tror på rygter. Folk tror på, hvad de læser. Hvis de først læser, at jeg aflyser mine shows, kommer for sent, ikke smiler, mister de tilliden til mig. Jeg kan slet ikke holde tanken det ud. Hvis først mine fans, mine Beliebers, mister tilliden til mig, så forsvinder de.. Jeg ville aldrig være, hvor jeg er nu uden dem..

Jeg gik ned gennem gangene i areanen, som jeg er så van til. De ligner alle sammen hinanden. Jeg nåede hen til det lille telt, hvor Meet’N’Greet bliver afholdt.  Teltet er altid fyldt med mennesker, security folk, kameramand osv. Ligesom alle andre dage. Jeg stillede mig hen i midten af baggrunden til billederne, og gjorde mig klar til at møde mine fans.
Jeg elsker at se deres smil og glæde, når de ser mig. Det er helt overvældende, men deres glæde er min glæde.
Jeg kunne høre skrig og pige stemme ude fra teltet. Pigerne var kommet.
’’Er du klar Justin?’’ spurgte en security mand.
Så klar som jeg kan blive. Jeg nikkede.
Når den første fan er kommet ind begynder det at gå hurtigt.
Jeg uddeler kram, svarer dem tilbage, kigger på kameraet, ligesom hver eneste anden dag.
Men pludselig, kom hun ind. Hende. Pigen. Okay, der er altid mange piger, men hende her, var der noget helt særligt over. De fleste græder, men hende her. Hun bevarede roen fuldkommen. Og hun var smuk. Hendes lange brune hår smøg sig smukt om hendes ansigt, og hendes blå øjne skinnede som de smukkeste stjerner. Wow. Hvem ER den pige? Jeg kiggede hende i øjnene, og hun smilede.
Jeg plejer normalt altid at vide, hvordan jeg skal gøre med piger, flirte med dem, smile, men den her gang tabte jeg den. Fuldkommen.  Hun gik hen i mod mig med det smukkeste smil og den varmeste glød i øjnene. Jeg stod bare der, helt fortryllet, helt fastfrosset.
’’Må jeg få et kram?’’
Hendes stemme var som den sødeste musik. Hendes ansigt skiftede fra glad, til forvirret. Der gik det op for mig, at jeg ikke svarede hende. Mit hjerte bankede hurtigere.
Kameramanden råbte: ’’Det er tid til at få taget billedet!’’
Jeg kiggede forvirret hen på kameraet. Nåede ikke engang at lægge armen om hendes spinkle krop, nåede ikke engang at smile.
Og før jeg vidste af det, var hun væk igen. Hvad skete der lige?! Hvad nu, hvis hun er ked af det?! Jeg nåede ikke at svare hende!
De næste mange fans kommer ind, og jeg svarer dem og krammer dem med pigen i baghovedet. Hvem er hun?
Tiden gik pludselig meget hurtigt, og før jeg vidste af det, stod jeg på scenen, og fansene skreg mit navn.
Justin, du er på nu. Gem hende til senere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...