Love at first sight


11Likes
10Kommentarer
1360Visninger
AA

2. Mødet. April's synsvinkel.

: April’s synsvinkel:

 

Nu er det nu.

Jeg lagde sidste hånd på min make-up, og kiggede mig i spejlet. Er jeg pæn nok til ham?
En af mine utallige Justin Bieber plakater spejlede sig ind, og fangede mit blik. Et gys kørte gennem min krop. Det er nu. Utallige tanker kører gennem mit hoved.
Ja, jeg er fan af Justin Bieber. Belieber. Jeg har været her siden Misletoe.  Ikke fordi, jeg ikke kunne lide ham før. Jeg havde bare aldrig haft givet ham en chance. Da jeg endelig gav ham det, faldt jeg. Hårdt. Dybt. Det her er noget helt andet end bare ’’BieberFever’’ jeg er virkelig fortabt denne gang. Jeg har forelsket mig i Justin Bieber. Jeg er med sikkerhed ikke den eneste. Og jeg vil med sikkerhed aldrig få ham.
 Justin Bieber – verdenskendt superstjerne, sammen med en helt normal pige som mig. ALDRIG!
Heldigvis skal jeg møde ham. Altså, Meet N Greet, det tætteste jeg kan komme. Jeg har glædet mig, og talt ned hver eneste dag – jeg har ventet i 9 måneder nu. Sommerfuglene har for længst formeret sig og blevet endnu flere. Ufatteligt jeg ikke er død endnu.
Jeg sukker.

’’April er du klar? Vi kører nu!’’
Mit hjerte banker hurtigere, dobbelt takt, eller mere end det.
’’Jeg kommer nu mor!’’
Et sidste blik i spejlet, og så er jeg ellers på vej ud af døren i en hvis fart.  

Bildøren smækker hårdt i bag mig, og Believe Acoustic kører lavt i baggrunden.
Jeg lukker mine øjne, og drømmer mig væk.

Brune, varme, mælke chokolade øjne. Perfekte, fyldige læber. Mellem brunt blødt hår. Stærk og lækker trænet krop. En stemme som den sødeste musik. Et hjerte af guld. En helt perfekt humor.

Jeg slår øjnene op igen. Det sker virkelig.
Ude foran areanen er tusinder af piger mødt op. Mødt op til et brag af en koncert. Så meget glæde og kærlighed på ét sted.
Jeg hypnotiseres nærmest af stemningen, lydene, de lilla farver, selvom alt er set fra et bilvindue.
Bilen stopper op, men jeg stirrer stadig ud.
Min mor bryder stilheden og trancen:
’’Skal du med eller hvad?’’  
Jeg blinker 2 gange, og er tilbage til virkeligheden.

Jeg går sammen med min mor hen, og får udleveret mit Meet N Greet pas, og bliver derefter selv guidet ned til venteområdet. Mit hjerte banker, min puls stiger.
April, slap af. Han ser så mange piger. Hvorfor skulle han kunne huske dig? Hvorfor lige dig? Hvad der særligt ved dig, hvad skiller dig ud? TRÆK VEJRET.

Ventetiden er ulideligt lang. Tankerne hober sig op og pulsen stiger. Og før jeg ved af det, står jeg der.
De andre Beliebers græder rundt omkring mig, og ønsker hinanden held og lykke. Jeg har lukket mig inde i mig selv.
Ikke græd. Virk stærk. Se sød ud. Træk. Vejret!  
Mine øjne stirrer på det lille telt, hvorfra pigerne bliver transporteret lige så hurtigt ind, som de kommer ud. Hver gang en ny pige kommer ind, kan jeg se et lille glimt af Justin.
Han har solbriller på, en cap og kun en top.
Stærke arme.
Men hvor er mine chokoladebrune øjne? Hvor er mit bløde hår?

Jeg når ikke at tænke tanken færdig, for en security mand har skubbet mig ind i teltet.
Der står han. Så smuk. Så lækker. Så charmerende.
Men noget er galt. Hans øjne kigger på mig gennem solbrillerne. Det skarpe lys gør det muligt at kigge igennem glasset.  Han kigger ned af mig, og spærrer til sidst øjnene op.  Han ser så uvirkelig ud. Og samtidigt så fandens lækker.
Jeg mærker et puf og ryggen, og går roligt hen mod ham. Husker at trække vejret dybt, bevare roen, smile stort og bredt.
’’Må jeg få et kram?’’
Han reagerer ikke. Står bare der og stirrer. Hvad er der galt med ham? Hvor er hjertet af guld? Stemmen som den sødeste musik? Humoren?
’’Det er tid til at få taget billede!’’
Jeg smiler akavet mod kameraet. Skuffet indeni. Sikkert lige så skuffet uden på. Helt fastfrosset.  En security mand skubber mig ud af det lille telt, og jeg er tilbage til virkeligheden.
I hvert fald uden på.
Hvad skete der?!
Jeg kigger forsigtigt rundt. Jeg kan se de mange spændte piger i rækken, og pigerne omkring mig, der græder.  Men ikke nogen Justin.
Hvad gik der galt?!
Jeg stirrer tomt ud i luften.
Jeg kan ikke lade nogen vide det her! Folk ville hade mig, kalde mig utaknemlig!
Jeg går med et stift blik ind i arenaen. Arenaen, der er fyldt til randen med skrigende og forventningsfulde piger. Piger, der ville DØ for at have været i mit sted. Piger, der vil hade mig, hvis de hørte om min skuffelse.
Jeg vil møde ham igen.

Før jeg ved af det er nedtællingen begyndt, og pigerne skriger. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...