Prebens død

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2013
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Igang
Jeg tilbragte et år på Frøslevlejrens efterskole(et af de bedste år af mit liv). Der hørte jeg en historie om Preben, der døde i lejren. Hans mindesten(ikke gravsten, som nogen tror) kan findes der. Og jeg synes at sådan en historie burde blive fortalt.

1Likes
3Kommentarer
478Visninger
AA

1. Preben Andersen

Det var en sen aften, hvor han gik rundt i lejren. Oppe i vagttårnene sad vagterne og holdt øje med ham. Han vidste godt, at han bør passe på, hvis han gerne ville være i live.

 Han sparkede en kugle af krøllet papir, som en af de andre internerede tidligere på dagen havde krøllet sammen og smidt på jorden. Der er ikke så meget underholdning i lejren, så hvorfor ikke. Man kunne godt have lidt sjovt med ordinærer hverdagsting, men folk bemærker det bare ikke. Lige nu havde travlt med at skaffe erstatning til kaffe og cigaretter. Fandtes der ikke ting i livet, der var mere værd?

 Preben var 22 år og året var 1944. Det selv samme år, hvor lejren blev taget i brug. Men de havde ikke haft nogen problemer. Da samarbejdspolitikken blev afbrudt, så blev det bestemt, at der skulle bygges en KZ-lejr. Noget, som altid havde vækket frygt i Danmark. I begyndelsen kom fangerne fra Horserød, så steg antallet op til 12000. Mange af dem blev sendt videre til Tyskland, men heldigvis var Preben ikke en af dem.

 Han betragtede papirkugle trille hen over stien, indtil den stoppede op, så gik han hen til den og sparkede igen. Næsten ligesom Akilleus og Skilpadden. Hver eneste gang Akilleus nåede skilpadden, så havde den flyttet sig lidt mere.

 Han huskede tydeligt, den dag Danmark blev besat. En ikke-angrebspagt. Rend mig. De tyskere havde intet respekt for andre end dem selv. Hitler havde jo selv erklæret dem som overmennesker, så hvorfor skulle de tage hensyn til lille ubetydelige Danmark, der kun har haft sin storhedstid i Middelalderen. Et lille land, der ikke kunne finde ud af at holde på Norge efter Napoleonskrigene eller Slevig-Holstein i 1864. Det eneste ved Danmark, der interesserede Tyskland, var dens landbrug, den kystlinje mod England, deres store fjende, og at Norge lå lige ovenover, så det var bare at køre gennem Jylland.

 Preben sparkede på ny til papirkuglen. Den fløj nærmest og røg lige ind i hegnet. Fandens.

 Nu stod han i et dillema. Han kunne endte prøve at få fat på kuglen og få ballade med vagten i tårnen, eller han kunne få ballade for ikke at hente den.

 Han kiggede op mod den nærmeste tårn og kunne se en skikkelse deroppe, der lod til at holde med ham. Han må da have set kuglen ryge ind i hegnet.

 Han pegede mod hegnet, samtidig med at han stadig kiggede mod skikkelsen i tårnet. 'Må jeg godt hente den?' prøvede han at signalere.

 Vagten bevægede med hovedet. Nikkede han? Det var ikke lige til at se. Så bevægede vagten sit hoved igen, så det tog Preben som et 'Ja'. Han gik straks hen til hegnet og gjorde sig klar til at række ind for at tag papirkuglen.

 BANG.

 En jag af smerter løb gennem kroppen på ham, så hans fingre borede sig ind i papirkuglen. Han hev efter vejret en sidste gang i desperation på at holde fast i livet, men så sortnede det hele for ham.

 

"Godnat," sagde vagten, da han tjekkede fangernes sovesal. Han fik intet svar.

 "Godnat," gentog han. Stadig intet svar. De havde ellers pligt til at svare, men ikke i aften. I aften var de tavse. De mindedes. De mindede en af deres egne, som ikke havde gjort noget forkert, men blev dræbt. De ville vise at de vidste hvad der var sket og ikke ville glemme, selvom deres vagter, nok ville have det skulle glemmes. Det var deres oprør, at de mindedes i tavshed. Intet ord, intet bevægelse.

 De mindedes for Preben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...