Remember me, baby- memories I One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2013
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Efter mange års adskillelse dukker Elizabeths ekskæreste Zayn Malik op. Men begge partner har ændret sig. Elizabeth er ikke længere den fjollede pige, hun engang var. Hun er blevet mere alvorlig og seriøs. Zayn er blevet en bad boy, som har vundet X-factor og er medlem af det verdenskendte boyband One Direction. Ville der ske noget imellem dem, eller bliver det bare et kort gensyn? Er der gået for lang tid siden sidst? Læs videre for at finde ud af det!

5Likes
4Kommentarer
560Visninger
AA

2. Summerholiday- wuhuu

 


"What time is it?

The time of our lives

Antipation

What time is it?

Summertime

School´s out, scream and shout!"

What Time Is It- High School Musical

 

Alle er foroverbøjede over deres eget bord. Tik-tak lyder urets evige tikken, og der er kun få minutter tilbage til folkeskolen slutter. Læren snakker om hvad skoleåret har indeholdt, eller gjorde, jeg lytter ikke efter. Ligesom resten af klassen. 

Min sommerferie indeholder ikke nogen speciale planer ud over at slikke sol, læse til gymnasiet og så skrive. Jeg lyder måske kedelig, for ja jeg har hørt det før, men sådan ser min ferie ud. Og måske -måske- glæder jeg mig til skolestart, hvor gymnasiet begynder? Men inden du starter med at bebrejde mig for at være kedelig, så har jeg været sjovere. Jeg har ligefrem været normal, sjov, vild og så videre, men det ændrede sig idet øjeblik, at jeg indså at man ikke kan komme videre i livet, når man er sådan. Og så blev jeg til den pige, jeg er i dag. Mange af mine veninder holder ved, mens flere bare forsvandt og blev uigenkendelige. Dem jeg stadig ser holder kun ved, fordi de tror at jeg ændrer mig. Hvilket jeg ikke gør. De tror bare at dette er en ´fase´ i mit liv. 

Tik, tak.. 

Alle holder vejret, da klokken nærmer sig 11.45, tiden hvor vi har fri sidste skoledag. Den nærmer sig at nå under et minut, der er tilbage. Lærens stemme lukker jeg ude. Alt omkring mig lukker jeg ude, så jeg koncentrerer mig kun om uret og dens tikken, og det eneste jeg nu hører er tik, tak, tik, tak. Jeg holder fokus på uret, måske i håb om at tiden så går hurtigere.

Den nærmer sig snart, så der kun er et halvt minut tilbage. Et halvt minut mere skal jeg sidde i dette indelukkede lokale. Niogtyve sekunder mere skal jeg sidde, og lade som om jeg hører på hvad læren siger. Otteogtyvesekunder skal jeg sidde, og stirre på uret, som jeg plejer at gøre for enten at vente til at det bliver frikvater, spisefrikvater eller fri fra skolen. Nu venter jeg bare på at få overstået skolen. Hele folkeskolen. Og når jeg går herfra, er det her bare et minde. Skolen er bare et minde, om stedet hvor jeg lærte at læse og skrive. Hvor jeg lærte hvad bogstaver og tal var. Hvor jeg lærte at plusse og minusse, som gange og dividere. Læse og skrive, lave stile og diktater. Det som fik mig til at nå her til. Om to år hvor jeg fylder jeg atten. Atten år. Så kan jeg tage hvor jeg end ville hen, være hvem jeg ville være, gøre hvad jeg ville- bare med eget ansvar, for egne handlinger. Alt føles fristende. Det får mig til at knytte næverne, og ønske mig femten sekunder længere fremme i tiden. Fjorten sekunder fremme. Tretten sekunder fremme..

 

"Ti.." Ordet trænger igennem den parade jeg har sat op, for kun at tælle de sekunder der er tilbage, og for at tænke alt igennem. Det er et stort skridt at tage ud af folkeskolen, det ved jeg. Men et skridt jeg er villig til at tage, for at komme videre i livet. 

"Ni.." Håbet i stemmerne er let at gennemskue. Og bare at kikke på deres ansigter, måske for sidste gang, viser at der er mere end håb at tyde. Spænding, glæde,.. Det er tydeligt for enhver at se hvad de tænker i det øjeblik.

"Otte.." Jeg lader blikket glide fra de så velkendte ansigter til uret over højre tavle. Der er så mange ting at sige farvel til, og så mange ting at byde velkommen til. Venner, skole, lærer, bekendtskaber- alt det vi har vænnet os til i de ti år vi har gået her. 

"Syv.." Mit hjerte banker spændingsfuldt i takt med viserens tikkende-takkende-lyd. Alt er forbi om blot få sekunder. Og så alligevel ikke. Så starter det hele på ny. En ny fremtid, nye venner, måske gensyn med gamle venner? Jeg ved allerede at jeg skal gå på samme gymnasium, som med nogle af mine veninder.

"Seks.." Mit hjerte banker hårdere jo tættere vi kommer. Mine hænder bliver svedige, og min hjerne trykker på turn-off knappen. Det sker snart. Det bliver virkeligt om få sekunder. 

"Fem.." Fem sekunder tilbage. Dyb indånding. Alt foregår i slowmotion. Eleverne sidder ikke længere på stolene. De rejser sig frygtelig langsomt om, og flere af dem står allerede på bordet. Læren kikker smilende ud på hendes flok elever. I nu tre år har vi haft hende. Og hun har været læren, som skal følge os ud af folkeskolen og hjælpe os ind i en ny fremtid.

"Fire.." Det sker snart. Fire fucking sekunder tilbage og vi er frie. Frie fra at høre på en lærer snakke i tre måneder. Fri, fri, fri! Det føles så uvirkeligt, at jeg bliver nød til at nive mig i armen et par gange, før det næsten går op for mig, at nu sker det. 

"Tre.." Tre, to, en, nul! Kan man ikke bare sige det hurtigt? Så går tiden jo hurtigere? Eller skal jeg vente i denne slowmotion øjeblik på, at viseren langsomt maver sig frem? 

"To..!" Nu er der ingen tvivl om at tiden går både hurtigere og langsommere. Alle har rejst sig, med undtagelse for mig. Jeg sidder med knyttende næver og ønsker at de sidste to tal kan overstås. Men på den anden side, nyder jeg øjeblikket. Jeg nyder at sidde her de sidste to sekunder.

"En!" Larmen starter nu, og jeg kan se at alle står på bordene nu. Foran og bagved mig. Jeg sidder bare på min stol og ser dem juble af glæde, og mens det sidste tal bliver sagt, skriger alle! Og jeg mener alle, selv mig.

"Nul!!" Bliver der jublet, og tiden bliver normal igen. Det føles som et årti at jeg har siddet på den stol, så jeg rejser mig op og strækker mig. Endelig. 

"Jaaa!!" Bliver der råbt. Og jeg føler det samme. Glæden over at jeg endelig kan slippe væk herfra er der. Tanken om at jeg vil savne stedet, skolen, forsvinder med det samme. 

Nu har jeg kun lyst til én ting. Skrige: yeeeaahh!!

 

***

"Hvad med i aften?" Spørger Isabella. Hun kikker rundt på os alle, og da hendes blik lander på mig, holder hun blikket dér. Hun kan se på mig, at jeg ser fraværende ud. Det ved jeg. det jeg ved er, at de snakker om en fest de vil holde. Og som sædvanlig gider jeg ikke. Jeg gider ikke med. De kan ikke tvinge mig, om så hvis de har planer om det.  I don´t care. 

"Det passer med mig," siger Viola, og straks istemte Kristine og Sarah. De kikker bedende på mig, men vi kender alle svaret.

"Desværre piger, ikke i aften," siger  jeg roligt. 

"Ej, hvorfor ikke? Spørger Kristine.

"Det sagde du også sidste gang!" Klager Sarah. Jeg ryster på hovedet af dem og sukker fraværende.

"Desværre, familieting." forklarer jeg. Jeg kan høre Sarah kommentere det til de andre.

"Det sagde hun også sidste gang," mumler hun. Som om jeg ikke hører det! Men det gør jeg. Og det gør mig vred. Det er ikke det hun siger, men at hun snakker, som om jeg ikke er der. Som om jeg ikke kan høre hende. 

"Måske," svarer jeg koldt. Hun ser overrasket på mig, og det overraskede udtryk kommer nok fra, at hun har regnet med at jeg ikke lytter. Og hvor meget jeg også ønsker at det er sådan, har jeg stadig hørt det. 

"Elizabeth, hør nu. Du kan ikke blive ved med at lukke dig inde," prøver Isabella. Men jeg har allerede gjort min beslutning i dag og til fremtiden. Fester? Aldrig. 

"Hvor meget I end prøver, sætter jeg pris på det. Men jeg har ændret mig, og hvor meget I end ville have mig tilbage, så går det ikke. Jeg er hvem jeg er," siger jeg roligt men køligt. De udveksler blikke, og jeg ser Viola rømmer sig inden hun kikker på mig.

"Forandring er ikke altid kun til det gode,.." 

"Det ved jeg," afbryder jeg. Jeg tager mine hænder beskyttende ned i mine bukselommer. Der kommer en akavet stilhed, som kun jeg kan skabe. Samtalen om mig er blevet lige gyldig pludselig, og så snakker de videre om festen. Jeg kan mærke at jeg pludselig ikke er inviteret mere, så jeg vender ryggen til dem og går.

Kan de ikke forstå at den nye mig, er blevet bedre, mere seriøs og er ikke til sådan noget som fester? Hvorfor kan de ikke acceptere det? En følelse snigger sig op i mig. En følelse jeg kun har haft én gang før inden jeg havde fået veninder. Svigt. De har lige vendt ryggen til mig, lukket mig ude og de har ikke kunne acceptere hvem jeg er. En knude samler sig i min mave, og jeg snapper pludselig efter vejret. Denne ændring fra glæden over at gå ud af folkeskolen, ændrede sig til ensomheden. Jeg havde lige mistet mine eneste venner, og jeg kan ikke vende tilbage til dem og få afgjort dette ´skænderi´. Det forbliver et uløst skænderi.

Fuck, hvor jeg også hader at være ensom. Den følelse at du ikke kan snakke med nogen, have nogen.. Den måtte da også ændres?

Jeg kommer ikke til at se dem mere, og selvom jeg hellere ikke gider, føler jeg mig forpligtet til at skulle. Bare måske sige undskyld? Men det er da hellere ikke min mening at ændre mig selv? Det er hellere ikke min mening, at blive hvem jeg er? Men alligevel.. Hvorfor kan de ikke bare acceptere at jeg er anderledes?

Jeg ved at jeg ikke er tusindemillionermilliarder procent forandret. For inderst inde låst bag kæder og låse, er mit gamle jeg. 

 

***

Jeg har ingenting at lave om aften. Jeg ved at mine forældre arbejde sent, og at jeg derfor skal være alene hjemme. Hvilket jeg ikke gider, overhovedet. På andre tidspunkter vil jeg ikke have noget imod det- overhovedet- men nu kommer ensomheden snigende igen, som en tiger. Og jeg hader den følelse. Derfor ringer jeg til pizzabudet og bestiller en Hawaii, -min absolutte favorit- og siden det regner så meget, tager jeg så bussen op til Blockbuster i stedet for min cykel. Min racercykel. Brruuumm brruuumm...

 

Jeg har mit kort i den ene hånd, og min cykelhjelm i den anden, da jeg ti minutter efter går ind i Blockbuster. Duften af slik kommer mig i møde, da det er noget af det første der er, når man kom ind. Tag selv slik. 

Jeg går uden om og hen til reolerne med film. Jeg tjekker igennem og prøver at finde en film, som kan opmuntre mit humør. Ikke en sørgelig romantiker, ikke en gyser eller krimi, men så en.. komedie. Lidt efter lidt står jeg med to film. ´Bollevenner´ og ´The Breakfast Club´. Jeg ved kke hvilken en jeg skal vælge, så jeg ender med dem begge. Jeg går hen for at leje dem, og så går turen ellers hjem ad.

 

Da jeg kommer hjem når jeg lige ind af døren, før det ringer på. Jeg åbner døren, og en mand med kasket står og holder min pizza. Han er våd, og vand drypper ned fra hans kasket. Til hans held får han ikke noget i øjne. 

Det dufter herregodt. Jeg giver ham pengene, og smækker så døren i hovedet på ham med pizzaen i hånden. Jeg stiller den på stuebordet, og skal lige til at hente bestik i køkkenet, da jeg skifter mening. Det er jo pizza, for helvede.

 

Det tager min kun ti minutter at spise pizzaen. Jeg har sat en film på, som jeg i starten ikke ved hvilken én det var, tager bare den ene. Det viser sig at være Bollevenner. Men i de ti minutter jeg har spist, har jeg ikke holdt øje med filmen, så jeg er ti minutter inde i filmen, da jeg begynder at fokusere på den. Jeg kan jo altid spole tilbage, jeg jeg ooorker ikke.

 

Jeg tror kun jeg er nået halvvejs, da jeg ikke kan koncentrere mig mere. Den er okay, men alt for mange tanker og spekulationer vandrer rundt i mit hoved, til overhovedet at holde styr på dem. Det sker når jeg keder mig. Jeg slukker for tv´et og går over til køkkenet, hvor jeg ligger min pizzabakke. Jeg orker ikke at gå hele vejen udenfor, for så at blive driv våd af regnen. Nope, niks. Det går jeg ikke med til.

Jeg går ind på mit værelse og sætter mig i sengen. Jeg får ingen ide om hvad jeg skal lave, og jeg er ikke engang træt. Klokken er også kun ved at blive kvart over otte, så det siger også meget. I stedet begynder jeg at gå rundt i huset, rastløs efter at finde noget at lave. Da jeg har ledt huset igennem, kommer jeg til den konklusion at her er kedeligt. Men jeg kan hellere ikke gå ud, for hvad skal jeg så lave der? 

Jeg sætter mig sukkende ned i sofaen. Lige da jeg sætter mig, får jeg en ide. Loftet. Det har måske noget spændende at byde på. Jeg finder stigen frem, og klatrer op, for så at tage fat i et håndtag, som åbner op til loftet. Jeg går hele vejen op af stien, og så klatrer jeg det sidste vej op og sidder til sidst med benene nede i det hul jeg lige er klatret op af, og kikker mig omkring. Her er en smule støvet, må jeg bekendtgøre, men det er okay. Heldigvis har jeg ikke støvallergi.

 

 

 

Jeg finder en kasse frem hvor der står: Sommer 1993. Det er en kasse med billeder af mor og far. Der er et billede af mor og far der holder om hinanden. Et billede af mor og far der kysser hinanden. Et billede af dem og morfar stå med fiskestænger. Et hvor mor og far slikker på den samme is fra hver sin side, og smiler samtidig til kameraet. Jeg smiler og laver en grimasse samtidig. Det er både sødt og klamt. Mest sødt, men at se sine forældre sådan, er klamt.

Pludselig får en anden kasse min opmærksomhed. Jeg ligger billedet ned i den kasse, jeg er i gang med og ligger så låget på. 

Sommer 2005 <3, står der med min håndskrift. Jeg får en underlig følelse. Jeg kan mærke en knude i min mave, mens jeg stirrer på den. Jeg flytter kassen jeg ellers kikker i, og skubber den ny fundne kasse mod mig. Jeg tøver inden jeg åbner låget. Og ganske rigtigt, lige som jeg forventer ligger billeder af mig og min sommer ven Zayn.

Ven er måske en underdrivelse, kan jeg fortælle med et lille skævt smil på læben. 

Jeg var kun syv, mens han var tolv. Jeg husker tydeligt hvordan han havde fortryllet mig. Han var så special og anderledes. Og det var dét jeg var faldet for. Og det blev kun bedre, da han sidst på sommeren fortalte at han gengældte de følelser. Det var ubeskriveligt. Og det var der jeg valgte at give mit første kys væk. Og siden den dag, har Zayn gået rundt med mit første kys. 

Det er seks, snart syv, år siden. Jeg bebrejder ham ikke, hvis han ikke husker mig, da han har et travlt liv med hans nye venner, bandet og toure. Han er bare et minde. 

Jeg kan mærke at jeg bliver lidt sørgelig over tanken om ham. Han er jo bare et minde. Det bedste minde fra min barndom. 

Knuden strammer sig mere i min mave. Jeg ser en sidste gang på billederne. Det er nok, bestemmer jeg. Jeg tager låget på kassen, og så kravler jeg ned. Jeg ladere stien være. Jeg er pludselig meget træt. 

Jeg smutter hurtigt ud på badeværelset for at børste tænder og skifte til nattøj. Da jeg slentrer ind på værelset, mærker jeg en tom følelse indeni. 

Og da jeg langsomt falder hen, har jeg kun én person i tankerne.

Zayn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...