I just wanted to be with you.... (JongKey Oneshot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2013
  • Status: Færdig
Vi følger Jonghyun i sit desperate forsøg på at finde sin elskede Key, inden det hele vil være for sent.
Jonghyun blev som gadedreng taget ind fra gaden og brugt til eksperimenter ligesom andre forældreløse børn, som ingen ville savne.
Det endte i mutationer, som gav ham hundeøre og en hundehale, og som i sidste ende førte til hans møde med Key.
Forbudt kærlighed opstod imellem dem, og samme aften som de har aftalt at flygte sammen, går alarmen, og alle deres planer ryger i vasken.

7Likes
6Kommentarer
552Visninger

1. The end...

      De røde ildevarslende lampers blinken var det eneste, der oplyste de grå dystre gange, hvor deres eneste selskab var min løbende skygge. Alarmen dundrede i mine øre, og overdøvede lyden af ekkoet fra mine skosåler, når de hamrede imod det hårde beton gulv. Min brystkasse føltes, som havde nogen sat ild til mine lunger. De sveg og det kradsede i min hals, når jeg hev efter vejret. Ikke fordi jeg havde dårlig kondition, men fordi at jeg spændte alle mine muskler så meget i kroppen, at den var begyndt at blive øm, men jeg kunne ikke lade vær. Frygten for aldrig at se ham igen, sad i hver en lille nervecelle i min krop, og tvang mine ben til at blive ved med at løbe, selvom det efterhånden gjorde ondt. For han havde forvandlet mit mareridt til en drøm. En vidunderlig drøm, der nu var ved at falde fra hinanden og blive til den slags mareridt, man aldrig kan komme sig over igen.

     Mine øre opfangede lyden af trampende støvler med metal i skosnuderne, der kom styrtende efter mig i et faretruende tempo. Jeg behøvede ikke engang at kigge mig over skulderen, for at finde ud af, at der var 5 mand efter mig, og der var garanteret flere på vej. Klikket fra en riffel, der blev ladt, fik mine ben til at dreje skarpt ned ad gangen til højre for mig. Lyden af et skud bekræftede, at hvis jeg havde befundet mig på den gang i bare et sekund mere, så ville det have været det sidste jeg så.

     En grå dyster gang, der havde fungeret som mit fængsel i 16 år. 16 år hvor de pinede og plagede mig, bare fordi at jeg var en gadedreng, som ingen ville savne. Ingen ville spørge efter. Ingen havde brug for. Bortset fra dem. For verden var de genier, og fremstod som de klogeste og mest perfekte mennesker på kloden. Noget jeg bestemt ikke kunne se. For de var monstre. De tænkte kun på dem selv, deres succes og berømmelse. Ikke på den lille dreng, de foretog eksperimenter på. Eksperimenter der til sidst endte op med, at få mit indre dyr frem. Bogstaveligt talt.

     Jeg glemmer aldrig smerten, da mine øre begyndte at forandre sig. Begyndte at vokse og skifte farve. Samtidig blev der opereret ekstra knogler ind ved mit haleben, så de kunne fremtvinge en hale på mig. En hundehale. Så ikke nok med at mit ansigt mindede folk om en hund, nu lignede jeg også næsten én, men både hunde ører og hale. Jeg havde dog den fordel nu, at min hørelse var ligesom en hunds. Langt bedre end menneskers.

     Mine fødder drejede endnu en gang af ned ad gangen, og væk fra lyden ad trampende støvler, mens jeg forsøgte at koncentrere mig om de forskellige lyde på gangene. Måske ville jeg kunne høre noget, der indikerede hvor han var henne. Ham jeg havde allermest behov for.

     Lidt ligesom dengang halen og ørene lige var kommet frem. Andre børn der blev eksperimenteret på, ligesom jeg selv, syntes det var sjovt, at hive i mine øre, da jeg var den første til at få sådan nogle. Generelt fandt de det sjovt, at pirre mig. Og selvom jeg ikke ligefrem er en splejs, så er mange mod én dårlige odds. Lige indtil en dag hvor en dreng jagede de andre væk. Hans ord var skarpe som knive, og hans attitude noget der åbenbart indgød respekt, selvom han virkede alt for flabet for mig på det tidspunkt.

     ”Jeg klarede mig altså helt fint uden din hjælp…”

     ”Ja som om. Fem minutter mere, og du kunne have kysset dine fine øre farvel.”

     ”Overhovedet ikke!”

     ”Fint, så hjælper dig ikke en anden gang. Din dumme Dino.”

     ”Dino?”

     ”Ja, du ligner jo en dinosaurus”

     ”Jamen tak for det moar..”

     ”Hey, navnet er altså Key. Almighty Key! Husk det.”

     De første dage efter mit møde med Key kunne man ikke ligefrem kalde os for perlevenner. Alligevel var der noget ved ham, som havde fanget min opmærksomhed. Hvad det helt præcist var, havde jeg stadig ikke regnet ud. Måske var det hans divaagtige attitude? Hans enorme stædighed? Hans glitrende katteagtige øjne? Eller måske det hele som en samlet pakke.

     Key havde, ligesom jeg, heller aldrig kendt sine forældre, men havde til gengæld nået at bo på et børnehjem, inden at monstrene havde hentet ham. Han havde sat den lidt kolde og stædige facade op, da han havde fundet ud af, at han ikke skulle hjem til et par rare nye forældre, men derimod til et stort fængsel fyldt med børn, ligesom ham selv. Samfundets udskud og småkravl, som ingen ville savne, fordi moderen havde fået barnet i enten et sidespring eller ugift. Noget der ikke ligefrem blev set særlig pænt på i samfundet.

     Alligevel havde det lykkedes mig at trænge ind under facaden på ham allerede en måneds tid efter. For der begyndte hans øre at vokse, og siden jeg var den eneste, der havde gennemlevet smerten før, havde jeg pludselig fået en form for beskytter trang. Jeg sad tit i den smertens periode og blot holdt om den grædende Key, mens han forsøgte at fortrænge smerten. Hans øre var dog blevet spidse i forhold til mine, og hans hale var blevet tyk og rød. Pludselig var hans øjne ikke katteagtige længere. Nu tilhørte de en ræv.

     Efter det tilbragte vi så mange dage sammen, som vi overhovedet kunne komme til. For selvom vi var som hund og ræv, så kunne vi ikke undvære hinanden alligevel. Så selvom vi kunne komme op og skændes, og Key virkelig kunne have kløerne fremme, så endte vi alligevel altid med at slikke hinanden sår, som man siger. Vi tog os af hinanden, og for første gang nogensinde følte jeg, at jeg havde fået en familie. En familie jeg holdt af, og en familie jeg nu måtte beskytte for enhver pris.

     Mine øjne blinkede let, da jeg hørte en vagt i det fjerne råbe op om, at katten var på vej ud i gården. Key. De havde ikke engang tænkt sig at lære vores navne at kende, men kaldte os ganske simpelt blot for det dyr, de nu engang så os som. Jeg styrtede straks op til en dør, som jeg flåede op, inden jeg styrtede ned ad trappen for fulde gardiner. Jeg skulle nå frem til Key, før end de gjorde for enhver pris. Der var så mange ting, jeg måtte fortælle ham, inden det var for sent.

     De seneste år havde forandret os meget. Vi havde trods alt været hinandens bedsteven i flere år, men som vi var blevet ældre, var det som om, at der begyndte at vokse nogle følelser imellem os. Følelser der egentlig burde have været forkerte, men som føltes så rigtige. Jeg måtte fortælle ham, at jeg ikke fortrød noget. Fortrød ikke alle de gange, jeg fik ham til at rødme, ved at lægge min ene arm om ham og trække ham tæt ind til mig. Jeg kunne stadig huske vores første kys, så tydeligt som var det blot for et par minutter siden, det var sket. Om jeg fortrød, hvad det ene kys havde ført med sig? Overhovedet ikke. Jeg fortrød ingenting.

     Sammen havde vi udforsket nogle følelser, jeg aldrig havde troet, jeg skulle komme til at opleve. Føle den varme fra en anden person varme dig så ufattelig meget rundt om hjertet, at det føltes som om, at det skulle smelte. At føle man ikke kunne få nok af en person. Hverken personlighedsmæssigt, duftmæssigt, smagsmæssigt eller på nogen som helst anden måde. Det var noget, der havde fået os til at prøve grænser af. Mange grænser. Både på det seksuelle og det følelsesmæssige plan. Især fordi det var svært at finde tidspunkter, hvor vi ikke var overvåget, og bare kunne være os selv.

     Det var da også den konstante overvågning, der egentlig havde fået os til at prøve på at flygte. Prøve på at slippe fri, så vi kunne være sammen i fred et eller andet øde sted, hvor det bare var os. Jeg ville bruge mine hundeinstinkter på at opsnappe bytte og jage, og Key ville lave maden, som den fantastiske kok han nu var, efter at have tilbragt mange timer i køkkenet, som en del af hans daglige pligter. Mine pligter havde bestået i andre små ting, der hverken var interessante eller væsentlige for noget som helst.

     Jeg rystede let på mit hoved, så jeg kunne mærke, mine øre flappe en smule i luften, for at koncentrere mig igen. Jeg nåede langt om længe enden ad trappen, og skyndte mig derfor igennem døren og videre ud på gangen. Nu galt det bare om at finde en dør udenfor, så jeg kunne nå hen til Key, før dem. De måtte for alt i verden ikke få fat i ham først. Bare tanken om, hvad de kunne finde på at gøre ved ham som straf. Torturere ham, ville være en oplagt straf, men eftersom at vagterne allerede havde affyret skud efter mig, kunne jeg ikke andet end at have en frygtelig fornemmelse, siddende som en hård knude i min brystkasse.

     Lyden ad døren, der hamrede imod væggen, da jeg smækkede den op, rungede let i gården, da jeg styrtede derud. Solen var for længst gået ned, og månen var gemt bag et tæt skydække, der sørgede for ikke at lade noget lys finde vej ned igennem dem.

     ”Key?!”

     Min stemme var ikke specielt høj, for ikke at tiltrække for meget opmærksomhed. Alligevel kunne jeg høre, hvordan den næsten knækkede over, fordi frygten flød som ætsende syre igennem min krop. Det var med varsomme skridt, jeg bevægede mig længere ud på gårdspladsen. Key burde være her. Hvorfor var han her ikke? Var der sket ham noget? Havde han ikke nået herud, inden de havde fået fat i ham? En underlig lugt ramte min næse, som jeg bevægede mig længere ud på gårdspladsen. Jeg kendte lugten. Alligevel kunne jeg ikke rigtig finde ud af, hvad det var, der hang i luften.

     I det samme tændes samtlige projektører på de høje stenmure med pigtrådshegnet. Deres lys var skarpt og skar mig i øjnene, så jeg blev nødt til at tage min arm op for at skygge for noget af lyset, for at være i stand til overhovedet at se noget som helst. Da mit blik efter ganske gå sekunder havde justeret sig til lyset, og derefter gled rundt på gårdspladsen, fandt jeg årsagen til den underlige lugt. Over alt lå der unge mennesker, som jeg selv med øre og haler, med store vidtåbne tomme øjne. Blodet løb langsomt ned ad murene i gårdens vægge, og lå ellers rundt omkring i store pøle. Lugten jeg havde genkendt, var lugten af død.

     Alt inden i mig frøs, og det var som om at tiden gik i stå, mens mit blik gled hen over ligene. Det var som om, at jeg hvert øjeblik kunne forvente, at se de velkendte rødlige øre og halen et eller andet sted i blandt dem.

     En hyletone fyldte mine øre, så jeg bemærkede ikke engang, vagterne indtage deres positioner rundt omkring i vinduerne. Alle med deres rifler peget ned imod mig. Der var da også nogle, som kom ud i gården og antog position der. Jeg så dem dog ikke. Min eneste tanke i det øjeblik var, at jeg for alt i verden ønskede, at Key var et andet sted end her.

     Vi havde godt alle bemærket, at der var noget under opsejling her de sidste par dage. Ingen af os vidste hvad, men ingen af os var blevet trukket ind til de sædvanlige prøver, og generelt havde der bare været en ildevarslende stilhed fra både vagterne og monstrenes side. Det var da også en af grundene til, at Key og jeg havde besluttet os for, at det var nu vi skulle flygte. Det var nu, at vi skulle få vores frihed. At det ville ende i et blodbad, havde jeg aldrig nogensinde kunnet forestille mig i mine vildeste drømme.

     ”JJONG!”

     Jeg vendte mit blik i retningen af lyden, som var den eneste lyd, der trængte igennem til min bevidsthed. Den velkendte stemme lød som en engel i mine øre. En engel jeg ønskede skulle være alle andre steder end her lige nu.

     Mine ben satte automatisk i gang, mens tårer vældede op i mine øjne. Der var så meget, jeg måtte fortælle ham. Alligevel ville min stemme ikke reagere. Jeg kunne ikke få et eneste ord frem, mens jeg desperat løb imod Key i et naivt håb om, at vi nok skulle klare det. Bare jeg kunne nå hen til ham. Bare jeg kunne nå at tage hans hånd og trække ham ind i min favn, så skulle det hele nok gå.

     Smerten ramte min skulder, inden lydene ramte mine øre. Skud haglede ned over os, og tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder, som jeg så Key falde til jorden med blod løbende ud ad mundvigen og tøj der stille blev gennemvædet af hans blod. Mine egne ben gav også efter under mig, mens et hav af billeder strømmede igennem mit hoved, som det faldt imod den blodige asfalt i gården.

     Billeder af Keys vidunderlige smil, når jeg gav ham en kompliment, eller jeg sagde, at jeg elskede ham. Hans surmulende ansigtsudtryk, når jeg drillede ham, og hans rødmende kinder, når jeg bed ham let i øreflippen. Hans løftede pegefinger, da jeg havde kommet til at bruge af hans tildelte hygiejne produkter. Hans nøgne hud imod min, der havde føltes som silke under mine fingre. Hans tåre, der strømmede ned ad hans kinder, da han så mig stå der midt på gårdspladsen med alle vagternes rifler rettet imod mig. Skuddene der gennemhullede hans tøj og krop, så blodet sprøjtede til alle sidder, og hans nu livløse krop, der lå på asfalten.

     Selvom jeg kunne mærke mit hjerte banke som aldrig før i et desperat forsøg på at overleve, brugte jeg alligevel dets anstrengelser på, at kæmpe mig de sidste par meter over til Key. Jeg kunne ikke mærke mine ben, og mine arme skælvede kraftigt, da jeg lod mine blodige hænder stille trække Key hen til mig. Hans øjne var endnu åbne, og tårerne sad glitrende på hans kinder. Blodet sivede stadig ud fra sårene i hans krop, der endnu føltes varm i min næsten følelsesløse favn. Jeg strammede mit greb så godt omkring ham, som jeg nu kunne, mens tårerne trillede ustoppelige ned ad mine kinder, mens mit hjerte langsomt måtte opgive kampen.

     ”Det eneste jeg ønskede, var at være sammen med dig… Jeg elsker dig…”

     Sorte pletter begyndte at fylde mit syn, som min krop føltes mere og mere kold. Desperat forsøgte jeg at fremtvinge et billede af en smilende Key i mine tanker. Hvad jeg dog ikke ville have givet, for at se hans smil en sidste gang, inden mit hjerte holdt op med at slå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...