Bulletproof

En ganske almindelig dag i London der ender ud som alt andet end normalt. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, da to mænd træder ind i den nærmeste Costa Coffee og skyder to personer. Otte personer holdes indespærret på ubestemt tid. Jenna Jones der arbejder i butikken, forsøger at holde styr på situationen, hvilket ikke viser sig at være noget let job, når flere skud bliver affyret, timerne går, og selveste Harry Styles er i butikken. Mændene nægter at slippe dem fri, før en løsesum er blevet betalt, men hvor mange liv vil det koste undervejs?

238Likes
431Kommentarer
15683Visninger
AA

14. Epilog

 

Hun kunne ikke dø. Det var bare forkert. Normalt var jeg ikke typen der græd, men lige nu kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, der ukontrolleret strømmede ned over kinderne. Hun var stadig ung og havde masser af gode år foran sig endnu. Det her burde ikke være sket.

Flere skud blev affyret, og jeg tog kort blikket fra hende, og blev mødt af synet af de to mænd, som havde holdt os indespærret i næsten fem dage, falde til jorden med blodet løbende ned ad dem. Indvendigt var jeg ovenud lykkelig for, at de endelig fik hvad de fortjente, men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at få et smil frem. De havde dræbt og skudt som de havde lyst til de seneste par dage, og det var gået ud over uskyldige mennesker

Jeg mærkede en hånd på min skulder, og da jeg så op blev jeg mødt af synet af en politimand. Min hånd holdt et stramt greb om Jennas, og jeg havde ikke tænkt mig at give slip. Så måtte de slæbe mig væk fra hende, hvis det var hvad de ville.

”Du bliver nødt til at komme med ud,” sagde manden roligt.

”Nej!” Jeg rystede kort på hovedet. ”Jeg forlader hende ikke.”

Det hele var så overvældende. Endelig var det forbi, og jeg kunne komme ud herfra, men alligevel føltes det bare... skræmmende, at skulle ud i den virkelige verden igen. Vi havde været fuldstændig isoleret i fem døgn, hvor folk dagligt var blevet skudt. Jeg havde været ekstremt heldig. Ingen af tingene var gået ud over mig, og jeg var stadig i live og havde ingen skader, ud over de psykiske mærker der højest sandsynligvis ville komme efter hele denne oplevelse.

”Der er desværre ikke mere at gøre for hende. Det er allerede for sent,” fortsatte politibetjenten lidt efter. Det var vel den høflige måde at sige, at hun var død.

To sæt hænder tog fat om mine skuldre, og fik mig tvunget op på mine ben. Det gjorde ondt dybt inde i mig, da jeg til sidst måtte give slip på hendes hånd.

”Nej, nej! Det her burde ikke være sket! Hvorfor skulle hun lige dø?!” Jeg blev mere og mere frustreret, og at de to politimænd fortsatte med at få trukket mig længere væk fra hende, gjorde det langt fra bedre. Livet var uretfærdigt, og det her var et godt eksempel på det.

Hun lå helt livløs på de hårde gulv, og til sidst kunne jeg ikke længere se hende, da diverse lægefolk spærrede synet, og jeg blev ført ud af butikken. Jeg kunne ikke en gang give mig tid til at nyde det, for lige nu var der intet at være glad for. Ja, jeg var kommet ud, men en pige jeg var begyndt at holde virkelig meget af, havde mistet livet. Hun var en jeg nok aldrig ville glemme. Det var utroligt så meget fem dage sammen kunne gøre.

Jeg skulle tilbage til hverdagsrutinerne igen. Være sammen med drengene, give koncerter, rejse verden rundt, og jeg skulle se min familie igen. Det var alt sammen noget jeg nød at gøre, men efter de sidste dages hændelser, ville jeg nok ikke være den samme. Det var en oplevelse, der ville sætte et dybt mærke i mig. Så selvom jeg forsøgte at komme tilbage til den normale hverdag igen, vidste jeg samtidig, at intet ville blive det samme igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...