Bulletproof

En ganske almindelig dag i London der ender ud som alt andet end normalt. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, da to mænd træder ind i den nærmeste Costa Coffee og skyder to personer. Otte personer holdes indespærret på ubestemt tid. Jenna Jones der arbejder i butikken, forsøger at holde styr på situationen, hvilket ikke viser sig at være noget let job, når flere skud bliver affyret, timerne går, og selveste Harry Styles er i butikken. Mændene nægter at slippe dem fri, før en løsesum er blevet betalt, men hvor mange liv vil det koste undervejs?

238Likes
431Kommentarer
15261Visninger
AA

10. 9

 

Jennas synsvinkel

Det var ét stort kaos udenfor, og politimænd stod i massevis på vejen ude foran. Efter hvad jeg kunne se, var der afspærret et godt stykke rundt omkring forretningen, så folk ikke bare kunne komme vadende herhen.

”Hvad fanden?” mumlede jeg en smule overrasket, da noget nyt fangede mit blik. Ude på den anden side af afspærringen stod en hel sværm af unge pige, de fleste en lille smule yngre end mig ville jeg gætte på. Egentlig var det ikke det, der fangede min opmærksomhed, men nærmere de skilte de bar rundt på. ”Slip Harry fri!” var det det, der stod på de fleste skilte. Den SMS jeg fik sendt fra hans mobil, måtte alligevel have hjulpet, siden folk nu vidste at han også var herinde.

Men ærlig talt så pissede det mig af. Ja, han var superstjerne og havde millioner fans, der gerne ville have ham ud, men vi var altså også andre herinde. Selvfølgelig var jeg bare en noget så almindelig pige i forhold til ham, men jeg var også et menneske. De kunne i det mindste have tilføjet lidt på skiltet, så det i stedet ville hedde: ”Slip Harry og de andre fri!”. Det lød straks bedre i mine ører.

”Hmm,” var det eneste svar der kom fra Harry, da han også fik øje på den store gruppe. Politiet så ud til at have en del problemer med at holde dem væk, men indtil videre forholdt de sig stadig på den anden side af afspærringen.

”Hallo!” Der lød en høj skrattende lyd, før stemmen kunne høres klart. Jeg skimmede hurtigt stedet derude, før jeg fik øje på politimanden, der stod med en megafon i sin ene hånd. Der gik ikke mere end få sekunder, før Tom og Jerry kom traskende herind igen med tunge fodtrin.

”Er der en megafon herinde et sted?” spurgte den ene af dem vrissent, mens hans kiggede ned på mig. Både Harry og jeg havde fjernet vores blik fra vinduet, og så i stedet på de to mænd. Jeg skyndte mig at ryste på hovedet som svar. Megafoner var ikke ligefrem noget, der var specielt meget brug for i en kaffeforretning. Så skulle det lige være, hvis der skulle demonstreres, men ærlig talt, så var det ikke noget, vi gjorde det så meget i.

”Meget vel. Du der, er det dig der er Styles?” Han kiggede væk fra mig, og hen på Harry, der kom med et forsigtigt nik. Det undrede mig en del, at de ikke allerede vidste det. Vi var i London for pokker, sådan noget burde de da vide. ”Du får lov at slippe denne gang. Vi skal måske bruge dig senere.”

Jeg forstod ikke helt præcist hvad de mente. Han fik lov at slippe? Som i at han ikke skulle dø endnu? Eller som i at han ikke måtte blive sluppet fri endnu? Den sidste troede jeg ikke helt på, for sidste gang de ville slippe en fri, gik det ikke specielt godt.

”Dig. Rejs dig op.” Jeg sank en klump i halsen, da ordene var henvendt til mig. Tankerne fór igennem mit hoved, da jeg langsomt fik rejst mig op fra gulvet. Hvad skulle der nu ske? Jeg måtte bide tænderne sammen, da mit ben gjorde det hele langt sværere og mere smertefuldt at komme op. ”Du skal ud og snakke med dem.”

Hvad?!

”Sig til dem, at hvis de forsøger at bryde ind, dør alle. Hvis de kommer for tæt på dig, mens du er derude, dør du. Og sig også til dem, at hvis de ikke har pengene inden i morgen, så dør alle. Det kan du godt huske, ikke?”

Hele min krop var langsomt begyndt at ryste igen af ren skræk. De havde jo stort set sagt, at næsten lige meget hvad der skete, så ville nogen dø.

”O-okay,” fik jeg til sidst fremstammet, mens jeg mærkede min hals blive tør.

”Og hvis du skulle være i tvivl om, hvordan du vil kunne dø derude, så hold øje med den røde plet.”

Endnu en gang... Hvad?! Kunne de for fanden ikke bare sige det på en børnevenlig måde. Mit hoved var træt, og jeg havde ikke fået noget at spise siden i går morges. Man kunne vist roligt sige, at jeg var ved at være udtømt – både fysisk og psykisk.

Jeg så ned på Harry, som også så ret forvirret ud over det, men alligevel formåede han at få et lille smil frem, da vores øjne mødtes et kort øjeblik. Selvom det ikke var mere end få sekunder, så faldt jeg en smule til ro igen, selvom jeg ikke have nogen som helst anelse om, hvad der ville ske lige om lidt.

”Ikke gå mere end få skridt væk fra døren,” sagde Tom, før han gik helt hen til mig og greb fat om min arm, før han nærmest trak mig med hen til døren. Jeg måtte bide mig hårdt i underlæben, for ikke at skrige af smerte. En enkelt tåre slap ud af øjenkrogen, og jeg havde den største trang til at skrige ham lige ind i øret, om han ikke kunne tage den lidt med ro. Vi var trods alt nogen, der var blevet skudt i benet.

Før jeg nåede at tænke videre over det, var døren blevet åbnet og jeg var blevet skubbet ud. Døren blev lynhurtigt lukket efter mig igen, og der stod jeg så. Helt alene.

Frisk luft var alt for undervurderet i hverdagen. Nu havde jeg siddet indenfor i flere dage, og det var som at få ny energi tilført, af endelig at komme ud i den friske luft igen. Solen skinnede for fuld kraft, og der var ikke en eneste sky at se på den lyseblå himmel.

Efter at have givet mig tid til at nyde omgivelserne i et kort øjeblik, fik jeg tankerne tilbage på det, som jeg egentlig var herude for at sige. Alles øjne var rettet imod mig. Der var blevet helt stille, og alle stod næsten og så afventende ud. Det var først da en af politimændene nærmede sig mig, at jeg pludselig blev vækket til live igen.

”Nej, vent, stop!” råbte jeg, for at få mine ord lidt tydeligere frem. Hvis de kommer for tæt på dig, mens du er derude, dør du. Toms ord gav genlyd i mit hoved. De måtte ikke komme for tæt på, for så ville det her være enden på Jenna Jones. Manden adlød da også mine ord, og stoppede hurtigt op.

Min vejrtrækning stoppede et kort øjeblik, da jeg så en lille rød plet komme til syne på asfalten foran mig. Langsomt bevægede den sig tættere og tættere på mig, før den til sidst var placeret midt på min brystkasse. Det var dén røde plet, han havde talt om.

Men det gav ikke nogen mening. Tom og Jerry var indenfor i kaffeforretningen, så hvordan kunne de sidde og sigte på mig, fra et eller andet sted på den anden side af vejen? Så slog det mig pludselig. Der var flere. Det var ikke kun Tom og Jerry, men også andre. Hvor mange de var, var ikke til at sige. Politimændene lod også til at have fået øje på den røde plet, og flere var begyndt at kigge en smule panisk rundt for at se, hvor pletten kunne komme fra.

”Du må ikke komme tættere på,” sagde jeg igen lidt efter, og kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg følte virkelig at jeg stod på randen af liv og død, hvilket jeg på sin vis også gjorde. Aldrig i mit liv havde jeg været så bange, som jeg var lige nu. ”For så dør jeg.”

”Okay, jeg bliver lige her,” sagde politimanden. Han så venlig ud. Måske var det bare tanken om, at han var her for at hjælpe, der gjorde at han så venlig ud. ”Jeg vil bare lige stille nogle spørgsmål.”

Jeg kiggede lidt rundt og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Tom og Jerry havde sagt nogle ting, som jeg skulle sige videre, men de havde ikke sagt, at jeg ikke måtte svare på spørgsmål.

”Hvor mange er i derinde? Og hvor mange er dem der holder jer fanget?”

”E-ehm.” Min stemme svigtede mig noget så groft, og mine hænder rystede som aldrig før. ”F-f... Fem.” Jeg tog nogle dybe indåndinger, i et forsøg på at få min vejrtrækning under kontrol. ”De er to, og nok en mere,” fortsatte jeg, og gjorde et lille nik imod den røde prik.

Der var voldsomt stille. Selv fansene, der stod et lille stykke væk, var blevet helt stille. Alle stod og lyttede til, hvad jeg havde at sige.

”Okay. Hvad er dit navn, og hvem er ellers derinde?”

”Jenna Jones. Der er Melissa, Harry-”

Der kom gang i snakken igen ovre fra pigerne med skiltene, efter jeg havde sagt Harrys navn, og der blev sendt nogle råb af sted, men jeg fik ikke helt fat på ordene. Mit blik faldt ned på den røde plet på min brystkasse igen. Det føltes som om den borede sig direkte igennem mig, selvom jeg udmærket vidste, at det ikke var pletten der var farlig, men det der kom bagefter. Den bevægede sig pludselig igen. Denne gang længere opad indtil jeg til sidst ikke selv kunne se den, men jeg vidste, at den stadig var der. Mit bedste gæt ville være, at den var lige i panden. Sådan var det i hvert fald altid på film.

Jeg havde aldrig troet jeg skulle sige det, men jeg ville faktisk gerne tilbage indenfor igen. Væk fra den røde plet, og ind i sikkerheden igen. Det hele var jo bare så forbandet komisk. Jeg ville gerne indenfor. Ind til to sindssyge mænd med pistoler, frem for at stå udenfor, hvor politiet var til stede. Det var den lille, simple, røde prik, som gjorde hele forskellen.

”De vil have pengene inden i morgen. Please, gør det nu bare, ellers skyder de os alle!” bad jeg, og var begyndt at blive desperat. Jeg vidste ikke noget om, hvad beløbet helt præcist var, men det kunne også være fuldstændig lige meget.

”Vi arbejder det bedste vi kan-”

”Få os nu for fanden bare ud!” afbrød jeg. ”Og jeg skulle også sige, at hvis i forsøger at bryde ind, så dør vi også.”

”Jenna, prøv at falde lidt ned igen,” svarede politimanden. Jeg havde ikke selv bemærket, at tårerne løb ned over mine kinder, og mine ord blev ikke længere sagt så roligt som før, men nu var nogle desperate råb.

”Nej! Det er jeres job at få os ud, og i har ikke gjort noget endnu! Vi har intet mad, og folk dør sgu hele tiden!” råbte jeg. Døren gik op bag mig, og jeg så hurtigt bagud og holdte mine ord inde.

”Hent hende, og kom tilbage igen,” hørte jeg svagt en stemme sige derinde fra, før Harry kom til syne i døråbningen. Sværmen af piger brød ud i skrig og skrål, og flere af politibetjentene blev sat over for at hjælpe med at holde dem tilbage. Den røde plet bevægede sig hen på Harry i stedet for mig, da han langsomt kom tættere på mig.

”Jenna,” sagde han roligt, og lagde en arm omkring mig. Jeg kunne roligt sige på vegne af os begge, at vi helst bare ville stikke af og løbe hen til politiet, men det ville ende med døden på os begge. En sidste gang vendte jeg blikket tilbage til den venlige politimand, og sendte ham det mest bedende blik jeg kunne fremstille.

Døren blev smækket i efter os, og jeg følte med det samme, at jeg var tilbage i sikkerhed. Min hjerterytme var ekstremt høj, og lige meget hvor meget jeg end forsøgte, så kunne jeg ikke få den ned, og til sidst stod jeg og hev efter vejret.

”Fik du sagt det?” spurgte Jerry koldt, og det lykkedes mig at få et lille nik frem, før han forsvandt ud af mit synsfelt.

”Jenna, træk vejret. Det skal nok gå,” forsøgte Harry, der stadig stod med sin ene arm omkring mig.

”Nej, det kommer nemlig ikke til at gå! Politiet har ikke tænkt sig at betale og vi skal alle sammen dø!” svarede jeg hurtigt igen, og måtte stadig hive efter vejret. Desværre syntes luften at sætte sig fast før den nåede igennem halsen. Sorte pletter dannede sig for mine øjne, og jeg sank sammen på det hårde gulv, mens jeg langsomt gled ud af bevidstheden.

 

Håber i kunne lide kapitlet, og at i kan leve med, at det blev lidt længere end normalt.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har den største forstand på, hvordan sådan nogle ting her foregår i virkeligheden (og jeg har heller ikke set specielt mange film om det), så det kan godt være, at det ligger langt fra virkeligheden, men det her er trods alt bare en movella, og jeg har valgt at skrive den sådan her. Så kan det godt være at det ikke er sådan, man ville gøre i virkeligheden, but I don't care! :)

Og wow, mange tak for alle favoritlisterne. Det er jo helt vildt. Tak til alle der læser med, og husk at smide en kommentar - og gerne jeres gæt på, hvad der sker nu. Jeres forslag bliver rent faktisk brugt. Har i hvert fald brugt 2 i det her kapitel, og også et i sidste. Tak til jer der læser med! :)

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...