Bulletproof

En ganske almindelig dag i London der ender ud som alt andet end normalt. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, da to mænd træder ind i den nærmeste Costa Coffee og skyder to personer. Otte personer holdes indespærret på ubestemt tid. Jenna Jones der arbejder i butikken, forsøger at holde styr på situationen, hvilket ikke viser sig at være noget let job, når flere skud bliver affyret, timerne går, og selveste Harry Styles er i butikken. Mændene nægter at slippe dem fri, før en løsesum er blevet betalt, men hvor mange liv vil det koste undervejs?

238Likes
431Kommentarer
15330Visninger
AA

9. 8

 

Harrys synsvinkel

Det var stadig svært at fatte, hvad de lige havde sagt. Og der var helt klart noget galt. Der var ikke nogen logisk forklaring på, hvordan det kunne være, at de lige pludselig valgte at lade en af os gå, efter de i tre dage ikke havde gjort andet, end at forhindre os i at forlade stedet. Ja, en mand var endda blevet slået ihjel i forsøget.

Mason virkede heller ikke selv overbevist om, at det her kunne føre til noget godt, men alligevel fortsatte han tøvende imod døren, med fuld opbakning fra begge de to mænd, der ivrigt fik gejlet ham hen.

”Skal jeg bare gå?” spurgte han tvivlende, da han endelig stod lige foran døren.

”Medmindre du gerne vil blive her?” svarede en af mændene, hvilket fik Mason til at ryste på hovedet. Jeg måtte indrømme, at jeg var kommet til at holde af den fyr. Aldersforskellen var ikke mere end et par år, så det var næsten en selvfølge, at vi klingede godt sammen. Og nu hvor han var på vej ud af døren, ville det blive lidt mere trist at være herinde. Der var selvfølgelig også Jenna, men hun var bare ikke det samme som Mason. Drenge havde også brug for noget drengetid, og det ville blive lidt svært at få, hvis han forsvandt.

”Bliv,” hørte jeg Jenna hviske ved siden af mig, men han hørte det ikke. Jeg kunne ikke være andet end enig med hende. Ingen af os vidste, hvad det ville bringe af konsekvenser, når han gik ud af døren.

Han tog fat om stålhåndtaget og trak ned i det. I løbet af ingen tid, blev der helt stille udenfor. Før havde man kunnet høre en masse snak, hvilket jeg ville gætte på var politiet, der ihærdigt forsøgte at lægge en slagplan for, hvad der skulle gøres. Alle lydene var stoppet nu.

Begge mændene stod lige ved siden af døren, og gav ham et lille skub i ryggen, så han tog det første rigtige skridt udenfor. Jeg kunne ikke se andet end Masons ryg, men noget sagde mig, at han pludselig fik troen på, at han rent faktisk var nået ud i live, for hans skridt blev en anelse hurtigere, desto længere væk fra døren han kom.

Den tro var dog kommet lidt for hurtigt. Ingen af os nåede at reagere, før den mindste af de to mænd havde fundet pistolen fra og rettet den ud af døren. Et højlydt skud blev affyret, hvorefter døren blev smækket i med et brag, før politiet kunne nå at skyde igen.

Jeg nåede ikke at se, hvem der var blevet ramt, men noget inde i mig sagde, at Mason var den uheldige. Kort efter begyndte snakken udenfor igen, og der lød både råb og skrig. Jeg var helt sikker på at det var Mason. Hvis de forbandede plakater ikke havde hængt for vinduerne, ville jeg vide hvad der helt præcist var sket, men nu kunne jeg ikke gøre andet end at gætte mig til, hvad der rent faktisk var sket.

”Det kan i sgu da ikke gøre!” udbrød Jenna, og jeg tog af ren refleks fat i hendes arm, for at hun ikke pludselig skulle gøre noget dumt. Først nu bemærkede jeg tårerne, der strømmede ned over hendes kinder. Hun måtte ligesom mig også have regnet med, at Mason var blevet skudt.

”Vi gør som vi vil,” svarede den mindste af dem. Det var lidt underligt ikke at vide, hvad jeg skulle kalde dem. Lille Idiot og Store Idiot? Sindssyg 1 og 2? Der var mange gode muligheder, og der var i hvert fald ikke nogen tvivl om, at de begge var idioter, og helt sikkert også havde noget seriøst galt oppe i deres små hoveder.

”Det har bare været jeres plan lige fra starten, har det ikke?!” Jeg så en smule undrende på hende, da hun fortsatte. Selvom hun var i et skrøbeligt stadie lige nu, med tårerne løbende ned over kinderne, formåede hun alligevel at få sådan en vrede frem, at det næsten var skræmmende. Lige nu var hun ikke den lille pige, der for få dage siden havde været ved at gå helt ned.

”Hvad har været vores plan?” Han lød faktisk en smule undrende, men alligevel forblev et smil klistret til hans læber.

”I har jo ikke tænkt jer at lukke nogen af os ud. I holder os bare fanget her, indtil i får jeres penge, men vi ender alligevel alle sammen med at dø.”

”Hm,” mumlede han kort som svar, hvilket ærlig talt ikke gav meget opklaring på, om det rent faktisk var, hvad de havde planlagt. ”Vi får se.” Med de ord gik de begge to væk fra os, og forlod os i et rum fyldt med stilhed. Ingen sagde noget det første stykke tid, og den eneste lyd der kunne høres, var de små snøftende lyde, der kom mellem hulkene fra Jenna. Selv Anne, den ældre dame, kunne ikke holde et lille snøft tilbage i ny og næ, og sagde noget med, at han var sådan en god, ung mand, der ikke fortjente at miste livet i så ung en alder.

Jenna sank ned på gulvet henne foran vinduet, hvor hun sad med ansigtet klistret op af vinduet, for at kunne se ud af det lille hul. De andre tre havde sat sig tilbage ved et af bordene. Vi var kun fem tilbage herinde. Fem. Jeg satte mig ned ved siden af hende. Tårerne havde stoppet deres kapløb ned ad kinderne, men hendes øjne var stadig røde efter at have grædt.

”Er du okay?” spurgte jeg forsigtigt, da det virkede meget oplagt at spørge om det. Egentlig var det et dumt spørgsmål, for ingen af os herinde var vel fuldt ud okay. Vi var alle fanget, og ønskede blot at slippe ud.

”Hvad tror du selv?” Hun drejede hovedet væk fra vinduet for i stedet at se på mig. Et tungt suk slap ud af hendes mund, mens hun frustreret kørte en hånd igennem hendes mørke hår. ”Jerry er bare en kæmpe idiot!”

”Jerry?”

”Ja, ham den mindste af dem. Og den høje hedder Tom.”

”Meget kreativt,” måtte jeg indrømme. Nu hvor jeg tænkte efter mindede de en smule om dem, dog med det tvist, at de nu arbejdede sammen i stedet for at være i en evig krig med hinanden. Taget til fange af Tom og Jerry. Det lød meget forkert, hvis man ikke vidste, at Tom og Jerry var to mordere, og ikke en kat og en mus ligesom i tegnefilmene.

”Helt vildt.” Hun holdte en kort pause, mens hun endnu en gang lagde hovedet imod vinduet. ”Det var virkelig ham,” næsten hviskede hun.

”Hvordan kan du være så sikker på det?”

”Kig selv.”

Hun rykkede sig væk fra sin plads, og lod i stedet mig komme til. Jeg satte mig helt ned på gulvet, før jeg lagde panden imod ruden og så ud. Det var ikke mere end et kvarter siden det var sket, og blandt de mange politibiler var der nu også ankommet op til flere ambulancer. Mit blik faldt ned på den mørke plet på asfalten, der bar en tydelig rød farve. Stedet passede nogenlunde til hvor Mason havde været, da skuddet var blevet affyret. Jeg så tilbage på Jenna igen, og træk en lille smule på skuldrene.

”Det er ikke sikkert, at han er død. Måske blev han bare ramt.” Det ville være fantastisk, hvis det var sådan det var gået til. For så ville han muligvis stadig være i live. Mason var et godt menneske, og han fortjente ikke at miste livet på sådan en kynisk måde. I det hele taget fortjente han ikke at dø.

”Måske,” hviskede hun stille som svar, mens hun hvilede hovedet imod ruden og lukkede øjnene i. Hun så helt udmattet ud, hvilket jeg godt kunne følge hende i. Jeg var selv ved at være godt smadret, og jeg var konstant sulten, hvilket der ikke var noget at gøre ved, for der var ikke den mindste smule mad tilbage.

Jenna var en ekstrem køn pige, det var ikke nogen hemmelighed. Dog kunne jeg bare ikke rigtigt give mig tid til at nyde det lige nu, da der var så meget andet at tænke på. Jeg havde faktisk været lidt overrasket over, hvor normalt jeg var blevet behandlet herinde. Ikke at jeg klagede eller noget, for det var utrolig rart endelig at være et sted, hvor jeg blev behandlet som et helt almindeligt menneske, og ikke som Harry Styles fra One Direction.

Måske var det derfor jeg godt kunne lide hende. Altså ikke som mere end en ven lige nu, for hvem ved hvordan vi ville have det med hinanden, når vi engang blev lukket ud? Det var ikke til at sige, hvordan det hele ville stå til, og ærlig talt så vidste vi stort set intet om hinanden. Lige nu var jeg bare glad for, at hun stadig var her.

”Tror du virkelig, at han stadig er i live?” Hun åbnede langsomt øjnene igen og så hen på mig. Hun rynkede øjenbrynene på en måde, der fik hende til at ligne en, som havde været igennem et helt liv fyldt med bekymringer, selvom det ikke havde været mere end få dage.

”Ja. Det håber jeg virkelig.”

”Men intet er sikkert.”

”Tænkt positivt, Jenna!” svarede jeg tilbage, og kunne ikke holde et smil tilbage. Mit smil voksede yderligere, da hun også fik et smil frem. Det måtte være første gang i dag, at hun rent faktisk smilte.

”Det er ret svært, når jeg er pisse negativ for tiden.”

Jeg rystede kort på hovedet af hende, hvilket fik hende til at grine kort.

”Ja, det har jeg godt bemærket.”

”Hey!” Hun så næsten fornærmet ud, mens smilet stadig bredte sig på hendes læber. ”Jeg er faktisk meget positiv. Det er bare lidt svært lige nu.” Et trist udtryk erstattede lynhurtigt smilet igen. Det var også svært at forholde sig positiv, når folk døde som fluer omkring os.

Hun rykkede hen ved siden af mig i stedet for at sidde overfor mig. Jeg sad stadig med hovedet ret tæt på vinduet, for at kunne se ud igennem det lille hul i plakaten, og hun ville tydeligvis også have en plads så hun kunne se ud. Hun lagde sin ene hånd på min skulder, for derefter at hvile sin hage ovenpå. Hendes ansigt var så tæt på mit, at jeg kunne høre hendes vejrtrækning i mit øre. Sådan som vi sad nu, kunne vi begge se ud igennem hullet. Vi sad i stilhed og så ud på det store postyr, der udspillede sig foran os. Politiet så lettere paniske ud, mens der konstant blev foretaget telefonopringninger og snakket på kryds og tværs. Jeg håbede inderligt, at de snart ville finde på en måde, som kunne få os ud herfra, for jeg var ved at være godt træt af det her sted.

Helt ubevidst var min puls steget, efter at hun var kommet tættere på, og det irriterede mig faktisk. Jeg skulle ikke sidde her og få hjertebanken over en pige, som jeg kun havde kendt i tre dage – og som jeg kun havde mødt, fordi vi begge var blevet spærret inde i en kaffeforretning. Det havde ikke lige været en del af min plan.

 

Håber i kunne lide kapitlet! Og tusind gange tak for alle jeres kommentarer ved sidste kapitel! Jeg sad virkelig og smilede som en gal :)

Så forsvandt Mason. Om han så er død eller levende, finder vi nok aldrig ud af. Haha :D

Jeg har været lidt i tvivl, om der er for meget dialog i det her kapitel, men jeg har alligevel valgt at lade det blive sådan, da jeg synes der manglede lidt mere Jenna og Harry (Henna - som en af jer vidst nok kaldte det :3)

Husk at smid en kommentar, så er du dejlig :)

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...