Bulletproof

En ganske almindelig dag i London der ender ud som alt andet end normalt. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, da to mænd træder ind i den nærmeste Costa Coffee og skyder to personer. Otte personer holdes indespærret på ubestemt tid. Jenna Jones der arbejder i butikken, forsøger at holde styr på situationen, hvilket ikke viser sig at være noget let job, når flere skud bliver affyret, timerne går, og selveste Harry Styles er i butikken. Mændene nægter at slippe dem fri, før en løsesum er blevet betalt, men hvor mange liv vil det koste undervejs?

238Likes
431Kommentarer
15157Visninger
AA

8. 7

 

Jennas synsvinkel

Der var gået hele to dage. To dage, hvor der ikke var sket en eneste lille ting. Tom og Jerry var knap nok kommet ud af rummet, og når de endelig gjorde, var det enten med en trussel eller for at meddele, at politiet stadig ikke var gået med til at betale løsesummen. Vi havde været her i tre dage i alt.

Mit ben var begyndt at gøre mere og mere ondt, men der var ikke noget at gøre ved det. Vi havde ikke udstyret til det eller nogen form for piller, der kunne dulme smerterne en anelse. Det bedste vi kunne gøre, var at skifte bandagen en gang imellem, og det var bestemt ikke noget kønt syn. Derfor lod jeg Mason klare det hårde arbejde, mens jeg selv sad med lukkede øjne, og forsøgte at ignorere smerten, hvilket var noget nær en umulig opgave.

Det værste ved, at vi nu var oppe på tre dage var, at vi var ved at løbe tør for mad. Vi havde alle forsøgt at klare os på så lidt som muligt, men alligevel havde vi nu ikke andet end frugt tilbage, og det kunne vi ikke leve på i alt for lang tid endnu. Min mave beklagede sig konstant i form af en højlydt rumlen. Vi kunne lave et helt orkester med rumlelyde fra alle vores maver, for jeg var ikke den eneste, hvis mave var begyndt at larme uafbrudt.

Jeg havde ikke følt mig helt som mig selv, efter mit lille anfald for to dage siden. Det var som om, at al kontrollen over min egen krop, simpelt hen var forsvundet. Heldigvis var kontrollen kommet tilbage igen, efter Harry havde siddet ved siden af mig med armene omkring mine skulder i noget, der føltes som flere timer. Efterfølgende havde jeg ikke fået lignende anfald igen, men derimod kunne jeg blive panisk over den mindste uvante lyd. Nogen der smækkede en låge lidt for hårdt, kunne få mig til at fare sammen på gulvet. Det var ikke helt uden konsekvenser, at bliver holdt fanget af mænd i pistoler, og jeg var nu for alvor begyndt at føle det.

Jeg var begyndt at miste håbet på, at vi nogensinde ville komme ud herfra igen. Tiden gik og maden svandt ud. Hvad ville der ske, når vi på et tidspunkt løb helt tør for spiselige sager? Chancen for at Tom eller Jerry pludselig tog på shoppetur for at hente mad til os, var nok så minimal som det overhovedet var muligt.

Folk var selv begyndt at gå op og lave en kop kaffe, hvis det var hvad de havde brug for, i stedet for hele tiden at spørge mig først. Det var nu dejligt nok, og jeg følte også at det blev lidt nemmere, når jeg ikke konstant følte, at jeg skulle være ansvarlig for at hente mad og drikkelse til alle andre.

”Har vi ikke mere brød?” spurgte Melissa, og kiggede på mig omme fra disken af.

”Det tror jeg ikke. Der er vist kun frugt tilbage.”

Efter hele episoden med Daniel var vi alle blevet enige om, at vi så vidt som muligt skulle holde os langt væk fra døren. Der var ingen af os, der havde lyst til at se flere mennesker dø. Tom og Jerry var kommet ind sidst på aftenen, og havde slæbt ham med ud bagved. Jeg havde holdt blikket væk fra dem, da de gjorde det. De var nogle idioter, der behandlede os som alt andet end levende væsner. Selv døde mennesker behandlede de som skidt. Da jeg et kort øjeblik var kommet til at se hen på dem, da de slæbte Daniel ud, blev han slæbt i benene, mens hans livløse krop ramlede ind i dørkarmen, da de trak ham med igennem døren.

Det skulle ikke undre mig, hvis han endte i en container i en øde baggård et eller andet sted.

Det var ved at være sidst på eftermiddagen, og de sidste stykker frugt var blevet fordelt imellem os, så der til sidst ikke var mere tilbage. Jeg havde fået et æble og en halv pære i dag og intet andet. Min mave skreg efter mere, og selvom jeg hellere end gerne ville give den noget mere, så var der intet tilbage. Kun kaffe, men det mættede ikke ligefrem så meget som en sandwich ville gøre.

Nogle lavmælte råb kunne høres, og jeg var helt sikker på, at de kom fra den anden side af vinduerne. Nysgerrigheden tog over, og jeg bevægede mig forsigtigt og humpende hen imod vinduerne. Jeg valgte at gå hen i den modsatte ende af hvor døren var, så de ikke troede at jeg var på vej til at stikke af. Et lille hjørne af en af plakaterne sad ikke længere fast på vinduet, og det lille sted var lige præcis nok til, at jeg kunne se ud igennem det.

De andre sendte mig kun et kort glimt, før de gik tilbage til hvad de hver især var i gang med. Jeg fik sat mig ned på det hårde gulv med en smule besvær, og forsøgte at påføre så lidt støtte som muligt på mit dårlige ben.

Jeg lagde panden imod ruden, og så ud af det lille hul. Synet fik et kæmpe smil frem på mine læber. Politiet var her. Nu kunne vi måske endelig blive reddet. Jeg fattede ikke, hvorfor jeg ikke havde bemærket det lille hul i plakaten noget før. Bare det at kunne se ud herfra, var som at få tilført en masse ny energi. Et sted inden i mig ventede blot på, at Tom og Jerry ville komme løbende, og i løbet af ingen tid få revet mig væk fra vinduet eller i værste tilfælde skyde mig, som straf for at jeg sad herhenne.

Men ærlig talt, så ville det ikke være fair, hvis de skød mig. Det var ikke mig, der havde gjort sådan, at plakaten ikke dækkede hele vinduet. De kunne derimod skyde skylden på dem selv, da det trods alt var dem, som havde sat dem op.

Jeg kunne ikke få et helt klart syn på, hvor mange politibiler der ankom, men i løbet af ingen tid var hele vejen udenfor fyldt til randen, og der blev spærret af så forbipasserende mennesker ikke ville have mulighed for at komme i nærheden af den lille kaffeforretning. Nu var der ved at ske noget. Jeg kunne bare føle det. Politiet var ankommet, hvilket måske betød, at de enten havde pengene, eller at de havde planlagt en redningsmission. Hvad det endte med, var jeg egentlig ret ligeglad med, for lige nu ville jeg gerne bare ud, lige meget hvordan det skete.

”Hey,” hviskede jeg til de andre. ”Prøv lige og kom.” Mason og Melissa var de første til at komme herhen, mens Harry lignede en der ikke rigtigt vidste, hvad han skulle gøre af sig selv, men kort efter kom han også slentrende hen til den lille gruppe. ”Politiet er her, så-”

Mere nåede jeg ikke at sige, før Tom og Jerry kom ind. Hvis de havde fulgt med på overvågningskameraerne, måtte det også have set meget mistænkeligt ud, når vi alle pludselig samlede os henne i et hjørne ved et af vinduerne. Det var vist ikke helt gennemtænkt af mig at få dem herhen.

”Hvad sker der her?” spurgte den høje, ranglede af dem, som jeg havde døbt Tom. Jeg havde faktisk troet at vi også havde udendørs overvågning, men det kunne være, at der var noget galt med kameraet, siden de ikke havde opdaget den enorme politistyrke, der lige nu befandt sig på den anden side af vinduerne. Jeg turde ikke svare, men det blev heller ikke nødvendigt, da de efter få sekunder fik viftet med pistolerne, som tegn til at vi skulle flytte os, og selv gik hen og så ud af det lille hul.

Af ren refleks bevægede vi os alle hen i den modsatte ende af rummet af dem. Selvom de forsøgte at skjule det, var det tydeligt, at ingen af dem havde regnet med at politiet dukkede op, og hvis jeg ikke tog meget fejl, kunne jeg høre nogle svagt mumlende bandeord, hvilket bare bekræftede, at de for en gangs skyld ikke havde fuldstændig kontrol over situationen.

Det skræmte mig forfærdeligt, da de frustrerede blikke fra Tom og Jerry, blev udskiftet med overlegne smil. Det plejede som regel at betyde noget dårligt, og jeg kunne ikke se, hvorfor det ikke også skulle være tilfældet denne gang.

”Ændring i planerne,” sagde Jerry efter nogle lange, tomme sekunder. ”Du,” sagde han og kiggede hen på Mason. Jeg sank en klump i halsen på vegne af ham, og kunne også med det samme se hans ansigtsudtryk skifte til ren frygt. ”Du kan gå.”

Vent, hvad?! Det kom som et lyn fra en klar himmel. Det var fuldstændig uventet, og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jerry viftede ham over, og med nogle tøvende skridt gik Mason langsomt imod dem. Deres smil fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og jeg forstod langsomt, at der måtte være en bagtanke med det her. Selvfølgelig ville de ikke bare lade ham gå. Der var en eller anden plan, og jeg brød mig virkelig ikke om at være uvidende, og ikke vide hvad der ville ske i løbet af de næste få minutter. For der kunne ske alt.

Jeg ville helst bare spæne hen til Mason, og forhindre ham i at gå, men jeg vidste at det sikkert ville koste mig livet. Endnu en gang tog jeg mig selv i, at bede en stille bøn om, at der ikke ville ske noget med Mason. Hvis han enten blev skudt eller sluppet fri, ville jeg miste en af dem jeg var kommet til at holde mest af herinde. Nok mennesker var allerede døde, og jeg ønskede ikke, at Mason også skulle blive tilføjet den liste.

 

Undskyld den lange ventetid! Gymnasiet fylder afleveringer på mig som aldrig før, så jeg har meget lidt tid til at skrive for tiden.

Tak til alle jer der læser med! Og waow.. Over 100 favorotlister! Det havde jeg ærlig talt aldrig troet, da jeg først gik i gang med den. Mange tak til jer alle. Husk at smide et like og en kommentar, og gerne jeres gæt på, hvad der sker nu. Og hvad med Mason? Dam dam dam, kan love masser af spænding i næste kapitel! :)

- E

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...