Bulletproof

En ganske almindelig dag i London der ender ud som alt andet end normalt. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, da to mænd træder ind i den nærmeste Costa Coffee og skyder to personer. Otte personer holdes indespærret på ubestemt tid. Jenna Jones der arbejder i butikken, forsøger at holde styr på situationen, hvilket ikke viser sig at være noget let job, når flere skud bliver affyret, timerne går, og selveste Harry Styles er i butikken. Mændene nægter at slippe dem fri, før en løsesum er blevet betalt, men hvor mange liv vil det koste undervejs?

238Likes
431Kommentarer
15162Visninger
AA

7. 6

 

Jeg skreg. Også selvom det hurtigt gik op for mig, at det denne gang ikke var mig, det var gået ud over, men derimod den person, der lå på gulvet. Daniel havde fået konsekvensen af hans flugtforsøg, og jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Det var faktisk ret utroligt. På under et døgn havde jeg set tre fremmede mennesker blive skudt. Det måtte da være en eller anden form for rekord. I hvert fald i min familie.

Blodet havde sprøjtet på væggen ved siden af døren, hvilket fik alt i min mave til at vende sig en ekstra gang. Jeg ville mere end noget andet løbe hen til ham, for at se om han virkelig var død, eller om der var en chance for at han kunne reddes, men før jeg nåede så langt, stoppede en stemme mig.

”Ingen rører sig!” skreg Tom, og lod pistolen køre på runde mod de tilbageværende herinde. Vi var nu nede på seks mennesker. Hvis flere ville dø inden vi nåede ud herfra, var jeg ret sikker på, at jeg snart ville få en eller anden form for anfald. Jeg kunne ikke blive ved med, at forsøge at forholde mig rolig, når jeg inderst inde havde lyst til at skrige for mine lungers fulde kraft.

Jeg sad stadig lige foran disken med Harry ved siden af, og først nu fik jeg endelig styr på min krop til, at kunne komme op at stå. Harry fulgte hurtigt efter, men jeg havde slet ikke opmærksomheden imod ham. Daniel var ikke død endnu. Man kunne høre hans små gispende lyde, og jeg vidste, at hvis der ikke blev gjort noget hurtigt, så ville vi helt bestemt ende med endnu en død, noget jeg mest af alt ville undgå.

”I kan sgu da-” begyndte jeg frustreret, da de to mænd ikke så ud til, at have tænkt sig at gøre noget ved den mand, der lå sammenkrøbet på gulvet i tydelige smerter. Jeg nåede dog ikke mere end få skridt fremad, før en hånd greb fat om min arm, og dermed forhindrede mig i at komme længere.

Hvis blik kunne dræbe, ville Harry Styles ikke længere have været på denne jord. Hvorfor fanden prøvede han nu også på at stoppe mig? Kunne ingen af dem dog se, at manden havde brug for hjælp? Han var ikke helt død endnu, hvilket betød at vi stadig havde en chance. Efter mit mareridt i nat var mine tanker på alting blevet ændret en del.

Alle herinde havde familier. Forældre, kærester og børn. Deres familier ville blive sønderknuste, når de hørte, at deres familiemedlem havde mistet livet. Jeg kunne blot sætte mig selv i familiernes sted. Hvis min søn var holdt indespærret, ville jeg være fuldstændig ulykkelig. Og hvis familiemedlemmet i værste tilfælde døde, ville det i det mindste være betryggende at høre, at der var nogen, som havde forsøgt at hjælpe og forhindre det i at ske. Det var bare ikke sådan, det stod til lige nu. Jeg ville gerne hjælpe, men jeg kunne ikke.

”Slip mig, Harry!” vrissede jeg, og kiggede på ham.

”Du ender med at få dig selv slået ihjel,” svarede han hurtigt tilbage, og holdt lydniveauet på det minimale, der dog ikke viste sig at være lavt nok.

”I to! Nu holder i kæft, ellers ender i ligesom jeres ven!” Pistolen blev rettet imod og jeg sank en klump i halsen. Hvis de ikke havde haft pistolerne, ville det hele have set meget anderledes ud. Vi havde en større chance for at kæmpe imod, når vi vidste, at der ikke blot skulle et enkelt skud til, før vi ville ligge død på gulvet. Vi ville have en chance. Nu havde vi ingen, ikke så længe de havde pistolerne.

Frustrationen voksede yderligere, men jeg blev stående på samme plads. Et opgivende støn lød nede fra Daniel, mens de små, kæmpende bevægelser til sidst stoppede, og der igen blev helt stille.

”Vi ses. Men husk at der er overvågning. Det havde jeres lille ven vist glemt,” sagde Tom med et hoverende smil, før de begge forsvandt ind i det andet rum igen. De to personer der var blevet skudt i går, havde de slæbt ud af bagindgangen, og jeg turde slet ikke tænke på, hvor de havde gjort af dem. De ville sikkert også komme og tage Daniel med senere, men lige nu var han efterladt i sin forvredne position foran døren.

Nu var det nok. Jeg kunne ikke klare det her længere! Folk blev skudt lige om ørerne på mig, og jeg kunne ikke gøre andet end at se på. Var der da ingen medmenneskelighed tilbage? Følelserne strømmede frem i mig. Vrede, sorg og forvirring. Mit hoved føltes som om det kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg denne gang ikke længere ville kunne blokere det ude, og forsøge at forholde mig rolig.

 

Harrys synsvinkel

Ud af den blå luft skar et skrig igennem luften, og Jenna tog sig til hovedet. Hun forsøgte endnu en gang at komme hen til Daniel, men jeg var hurtig til at stramme mit greb om hendes arm, for at forhindre hende i at løbe derhen. Jeg måtte indrømme, at selvom jeg til hverdag turnerede verden rundt, havde jeg aldrig prøvet noget lignende før, hvor der var så meget drama involveret.

Jeg stod halvt bag hende, så hendes ansigt var ikke i syne fra min vinkel, men da hulkende lyde kort efter kom fra hende, og hele hendes krop begyndte at ryste, fik jeg trukket hende tilbage imod mig.

”Jenna, hvad er der galt?” Okay, meget dumt spørgsmål. Flot klart, Harry! Alt var jo galt. Vi var spærret inde, mens folk døde rundt omkring os. Det ville næsten blive svært at nævne en ting, der ikke var galt.

”D-det gør ondt,” hulkede hun. Det hele kom så pludseligt. Forhen havde hun haft en overraskende ro over sig, og havde formået at holde et overblik over hele situationen. Nu var det bare som om, at det hele krakelerede under hende. Mason kom gående hen til os med et bekymret udtryk over hele ansigtet.

”Hvad sker der?”

”Mit hoved brænder. Det gør så ondt. P-please få det til at stoppe.” Det lykkedes hende at få sagt det hele imellem de utallige små hulk, der fortsat blev ved med at komme. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Panikken lyste jo ud af hendes øjne, og hendes vejrtrækning var umådelig hurtig, mens tårerne strømmede ned over kinderne.

”Jenna, se på mig,” sagde Mason, og lagde en hånd på hver af hendes skuldre, så hun blev tvunget til at stå med fronten imod mig. ”Træk vejret helt ned i maven, og fortæl mig hvad der er galt. Stille og roligt.”

Jeg slap mit greb om hendes arm og trådte et lille skridt væk fra dem, så hun kunne få noget luft. Det var ligefrem skræmmende at se hende sådan her. Da hun i nat havde ligget og skreget, havde det hylet mig fuldstændig ud af den. Hele denne her tilfangetagelse var begyndt at få nogle tydelige spor på hende, og jeg måtte indrømme, at jeg også selv kunne begynde at mærke det en anelse, dog langt fra så voldsomt som hende.

Rastløs var nok det, der kunne beskrive mig bedst lige nu. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hvornår ville vi blive sluppet fri og hvad skulle vi gøre indtil da? Hvis det altså nogensinde skete. Jeg havde ikke haft nogen kontakt til drengene siden mobilerne blev taget fra os, og jeg havde ingen anelse om, hvad der i det hele foregik uden for kaffeforretningens vægge. Der kunne for guds skyld være udbrudt 3. Verdenskrig, og ingen af os ville ane noget om det, før vi en gang blev sluppet fri.

”De er døde.” En hviskende stemme rev mig ud af mine tanker, og jeg så tilbage på Mason og Jenna. ”Vi kunne have gjort noget.”

”Nej, Jenna. Skuddene ramte på de værst tænkelige steder. Selvom vi forsøgte, ville vi umuligt have kunnet redde dem.”

Mason var en helt fantastisk person, og det kunne jeg allerede efter én dag sammen sige med sikkerhed. På nogle punkter mindede han mig lidt om Liam. Han havde den der faderrolle, og formåede at forholde sig rolig, samtidig med at han skulle holde styr på alle de andre. Jeg var virkelig glad for, at han også var herinde. Hvis han ikke havde været der, ville Jenna højest sandsynligvis stadig have skreget i vilden sky. Hun så heldigvis ud til at have fået styr på vejrtrækningen igen, men tårerne fortsatte dog stadig med at løbe ned af hendes kinder.

”Bliv her hos Harry, så tørrer jeg lige væggen af,” fortsatte han roligt. Han rakte hende nærmest hen til mig, som for at være sikker på, at hun ikke fandt på at stikke af. Hun forsøgte dog ikke tilnærmelsesværdig at løbe væk. I stedet var det første hun gjorde, at lægge armene omkring mig og hvile sit hoved imod min skulder, mens nogle små hulk igen slap ud over hendes læber.

”Det skal nok gå,” hviskede jeg roligt, og lagde mine arme omkring hende. Det var utroligt at tænke på, at vi kun havde været her i lidt under en dag. Det føltes som evigheder, og allerede nu havde jeg den følelse af, at jeg havde kendt Mason og Jenna i evigheder. Man blev virkelig hurtigt knyttet sammen, når man stod i en situation, hvor vi ikke havde andet end hinanden.

”J-jeg er bange.”

”Det er vi alle.”

Skrigende fans var intet sammenlignet med det her. Godt nok kunne det gå ret vildt for sig med fansene, men det ville aldrig kunne måle sig med det her. Jeg kunne høre hendes hjerte slå, og lidt efter lidt fandt rytmen tilbage til det normale, og kort efter stoppede hendes små hulk også. Mine arme forblev stadig rundt om hende. Jeg kunne ikke risikere, at hun ville begynde på det hele igen, hvis jeg gjorde noget forkert, og for at være ærlig, så havde jeg ikke noget imod at stå sådan her med hende.

Hun var flink, sjov, og så godt ud. Jeg vidste dog også, at lige meget hvordan det var herinde, så ville det hele sikkert ændre sig, når vi engang blev lukket ud. Man opførte sig vel altid en smule anderledes, når man blev stillet i en uvant situation. Men hun var noget specielt, og jeg havde i hvert fald tænkt mig at passe på hende, så længe vi var fanget her.

 

Så fik jeg lige skrevet endnu et kapitel. Jeg har bare været totalt overskuds-agtig i dag, så det resulterede altså i et nyt kapitel. Opdateringerne vil nok komme til at gå lidt langsommere, da jeg bliver bombet med afleveringer og lektier i gymnasiet for tiden, og skolen kommer altså i første række.

Jeg vil selvfølgelig forsøge at opdatere så hurtigt som muligt. Og så blev der også lige skrevet noget fra Harrys synsvinkel. Det manglede ligesom lidt synes jeg. Så kom med en kommentar, og gerne gæt på, hvad der vil ske nu. I er for dejlige, og den er nået op på over 80 faste læsere. Ihh, det er dejligt.

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...