Bulletproof

En ganske almindelig dag i London der ender ud som alt andet end normalt. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, da to mænd træder ind i den nærmeste Costa Coffee og skyder to personer. Otte personer holdes indespærret på ubestemt tid. Jenna Jones der arbejder i butikken, forsøger at holde styr på situationen, hvilket ikke viser sig at være noget let job, når flere skud bliver affyret, timerne går, og selveste Harry Styles er i butikken. Mændene nægter at slippe dem fri, før en løsesum er blevet betalt, men hvor mange liv vil det koste undervejs?

238Likes
431Kommentarer
15225Visninger
AA

6. 5

 

De var overalt. Kom langsomt nærmere og nærmere, og jeg kunne ikke gøre noget. Jeg kunne ikke flygte eller bevæge mig på nogen måde. Stod bare frosset til den samme plads. De var der også. Der måtte for alt i verden ikke ske dem noget. Ikke min familie. Nej. Men personerne kom stadig nærmere og nærmere, og pistolerne blev hævet imod dem. Aftrækkeren blev trukket ind og et skingert skrig forlod mine læber...

”Jenna? Jenna!”

Jeg satte mig op med et sæt og slog øjnene op. Hele min krop var badet i sved, og min puls var lige så høj, som hvis jeg havde været ude at løbe. Seks sæt øjne var rettet imod mig, og jeg følte mig et øjeblik komplet desorienteret. Hvad var der lige sket?

”Jenna, er du okay?” Harry havde ligesom de andre herinde sat sig op, og kiggede undrende på mig. Mareridt var ikke noget jeg normalt havde. Faktisk var det ved at være en evighed siden, jeg sidst havde haft et. Alle dagens følelser måtte bare have bygget sig op inden i mig, og var blevet til en skrækkelig drøm.

”Ehm... Øh, jeg... Ja.” For at være ærlig, så var jeg nok ikke helt okay. Hele min krop rystede og jeg følte, at jeg var på randen til tårer.

Det havde været skrækkeligt. Mareridt var en møg irriterende ting. Man kunne ikke flygte fra drømmen eller vågne, man kunne blot gennemleve noget af det man frygtede mest. Drømme var altid svære at huske, men mareridt havde jeg derimod altid kunnet huske. Hver eneste lille detalje, som jeg helst bare ville forsøge at glemme.

Personerne i mareridtet havde været maskerede og haft pistoler, ligesom Tom og Jerry. Denne gang var det dog ikke mig, der blev skudt på, men derimod min familie, og jeg havde ikke kunnet forhindre det i at ske. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre, og det var nok også derfor, jeg havde reageret så voldsomt. Min puls var stadig helt i vejret, og jeg hev en smule efter vejret, da jeg slet ikke kunne koncentrere mig om min vejrtrækning.

”Hey, Jenna, rolig nu,” hviskede Harry beroligende, og kravlede det sidste lille stykke over til mig. Jeg lå nede på det hårde gulv lige foran disken, og han havde ligget nogle meter væk fra mig. Resten af personerne lå også spredt rundt omkring på gulvet. Det var en ubehagelig følelse, at alle havde blikket rettet imod mig. Jeg følte mig som et dyr i zoo, som folk bare kunne komme og kigge på og tage billeder af, selvom jeg var i et skrøbeligt stadie, hvor jeg helst bare ville være alene og forsvinde ned i et dybt hul.

Mit ansigt blev begravet i hænderne, og med det samme mærkede jeg tårerne, der begyndte at strømme ned over kinderne, samtidig med at nogle ufrivillige hulk slap ud af min mund. En arm blev lagt om mine skuldre, hvilket fik mig til at forsigtigt fjerne mine hænder fra øjnene, og se ind i de grønne øjne, der nu var lige ved siden af mig.

”Hvad skete der?” spurgte han stille.

”Bare et mareridt,” svarede jeg tilbage med et træk på skuldrene. Jeg ville helst ikke snakke mere om det, da det blot ville gøre alting værre. Min vejrtrækning var endelig begyndt at blive lidt mere kontrolleret, men jeg havde stadig den der ekstremt dårlige følelse i hele kroppen. Det værste ved mareridt var, at de føltes så ægte. Selvfølgelig kun lige indtil man vågnede op.

”Okay. Bare... Prøv at træk vejret normalt og falde lidt ned igen. Du lå og råbte og skreg.”

Jeg kiggede en smule undrende på ham. I mit mareridt havde jeg godt nok skreget, men jeg havde virkelig ikke troet, at jeg også ville gøre det i den virkelige verden. Så forstod jeg pludselig bedre, hvorfor samtlige personer herinde sad og stirrede på mig.

”Undskyld,” sagde jeg undskyldende og så rundt på dem alle. Jeg havde højest sandsynligvis været skyld i, at deres nattesøvn var blevet ødelagt.

”Går det?” spurgte han igen lidt efter, og jeg nikkede forsigtigt.

Gad vide om mine forældre egentlig vidste, hvor deres datter befandt sig lige nu. Hele mareridtet havde fået mine tanker ledt hen på dem. Hvordan havde de det lige nu, og hvordan ville de reagere hvis de vidste, at jeg var blevet skudt i benet af en fremmed, maskeret mand?

Han fjernede hans arm fra mine skuldre, og skulle til at rykke sig tilbage til sin plads igen, men jeg var hurtig til at gribe fat om hans håndled. Jeg vidste ikke rigtigt hvorfor. Jeg havde vel bare brug for ikke at være alene, og lige nu var det ham, der var nærmest. Mason havde lagt sig ned igen og lignede en, der var faldet i en dyb søvn endnu en gang. De fleste andre havde også endelig fjernet blikket fra mig, hvilket havde hjulpet en del med at falde helt ned igen.

”Vil du ikke blive her?” Min stemme virkede så lille. Som et lille barn der var bange for at spørge, i frygt for at få et nej. Han virkede selv en smule befippet over det hele, men fik så et smil frem og nikkede kort.

”Jeg henter lige min jakke.” Jeg slap mit greb om hans håndled, så han kunne kravle tilbage til hvor han havde ligget. Han tog jakken, og var på ingen tid tilbage ved siden af mig igen. ”Du ryster jo stadig helt vildt.”

Mit blik faldt ned på min ene hånd, som jeg holdt frem foran mig. Han havde ret. Jeg rystede helt ekstremt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få det til at holde op. Søvn var sikkert den bedste løsning lige nu. Han lagde sin sammenkrøllede jakke ned på gulvet, hvorefter han selv lagde sig ned, og hvilede hovedet på jakken.

Jeg blev siddende et kort øjeblik, før jeg også lagde mig ned igen. Min jakke var ligesom hans blevet krøllet sammen som en hovedpude. Som dyne havde vi ikke noget som helst, så man måtte nøjes med, hvad man havde på af tøj. Jeg rykkede helt hen til ham, hvilket nogle måske ville mene var lidt mærkeligt.

Hvis det her havde været enhver anden situation, ville det have været upassende, at rykke så tæt hen på en verdenskendt popstjerne. Men nu var det sådan, at det her var langt fra en normal situation. Jeg var bange og nervøs, og de eneste to personer som jeg indtil videre følte mig tryg ved herinde, var Mason og Harry, og eftersom Mason lå i den modsatte ende, måtte det blive Harry jeg søgte beskyttelse ved. Han virkede heldigvis ikke til at have noget imod det, og lagde en arm omkring mig og trak mig tættere på.

Endnu en gang ville det have føltes helt anderledes, hvis vi havde været et andet sted, end hvor vi var. Normalt hvis jeg lå sådan her med en fyr, var det som regel en jeg havde et virkelig godt venskab med eller en, som var lidt mere end bare min ven. Denne gang var det så Harry Styles. Jeg opfattede ham stadig bare ikke sådan. Han var en almindelig dreng lige nu, og jeg kunne ikke rende rundt og tænke på, at jeg skulle opføre mig på en bestemt måde overfor ham, fordi han var den han var.

Jeg lagde mig helt ind til ham, hvilket også med det samme gjorde, at jeg faldt lidt mere til ro. Mine rystende bevægelser tonede langsomt ud, og trætheden begyndte endnu en gang langsomt at tage over.

”Tak,” hviskede jeg stille, og så op på ham.

”For hvad?”

”For det hele. For at være flink.” Jeg lød som et lille barn i mine egne ører, men han skulle vide, at jeg værdsatte det han gjorde.

”Det manglede da bare,” svarede han tilbage med et smil. ”Prøv nu at falde i søvn igen.”

Jeg nikkede let som svar, før jeg lukkede mine øjne i. Det var blevet en del varmere af, at ligge så tæt på en anden person, men det var bestemt ikke noget negativt. Når der ikke var nogen dyne, kunne det hurtigt blive en smule køligt herinde. Langsomt tog søvnen over endnu en gang inden for få timer, og denne gang var jeg fast besluttet på ikke at vågne op igen, før det var lyst udenfor og en ny dag stod klar, med forhåbentlig noget godt nyt.

* * *

”Stop ham!” skreg en stemme igennem rummet, hvilket fik mig til at sætte mig op i en hurtig bevægelse, der i et kort øjeblik fik hele verden til at snurre rundt. Jeg kiggede rundt for at forsøge, at få et overblik over hvad der skete. Dog var der slet ikke tid til at få et ordentligt blik på tingene, før en person kom løbende tværs igennem rummet og imod døren. Jeg kunne hurtigt genkende ham til at være fyren på omkring de tredive, der vist nok hed Daniel. Havde han virkelig tænkt sig at flygte? Eller i hvert fald at forsøge på det?

”Jeg kan ikke holde det her ud længere!” svarede han panisk, og lignede også mest af alt en, der var på randen til sindssyge. Jeg var knap nok vågnet, og der var allerede et kæmpe drama ved at udspille sig lige for næsen af mig.

”Stop, du ender med-” Det var Melissa, der havde forsøgt at få ham til at ændre mening, men han fortsatte stadig i løb imod døren. Dette kunne ikke ende godt. Så sent som i går aftes havde vi fået af vide, at der var overvågning, så det her ville umuligt blive overset. Melissa forsøgte en sidste gang, at kalde ham tilbage, men hendes ord var som luft for ham. Låsen blev drejet om, håndtaget blev trukket ned, og skuddet blev affyret.

 

Så kom der endnu et kapitel. Jeg har arbejdet på højtryk hele dagen for at få det skrevet, og er selv ret tilfreds med det. Det er rettet igennem, men jeg undskylder stadig, hvis der er nogle stave- eller kommafejl. Er temmelig træt, så det kan sagtens være jeg har overset noget.

Lige en lille sød scene med Harry og Jenna, selvom den nok starter temmelig voldsomt, men synes der manglede lidt med Jenna, så man kan se, at hun rent faktisk har det virkelig svært med alt der er sket. Og bam bam baaaam, så var der totalt drama lige fra morgenstunden af. Om Daniel så er død, eller hvad der er sket, må i jo finde ud af i næste kapitel ;) hæhæ

Tak til alle der læser med! I er for dejlige, og jeres kommentarer gør det meget sjovere at skrive!

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...