Bulletproof

En ganske almindelig dag i London der ender ud som alt andet end normalt. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, da to mænd træder ind i den nærmeste Costa Coffee og skyder to personer. Otte personer holdes indespærret på ubestemt tid. Jenna Jones der arbejder i butikken, forsøger at holde styr på situationen, hvilket ikke viser sig at være noget let job, når flere skud bliver affyret, timerne går, og selveste Harry Styles er i butikken. Mændene nægter at slippe dem fri, før en løsesum er blevet betalt, men hvor mange liv vil det koste undervejs?

238Likes
431Kommentarer
15243Visninger
AA

5. 4

 

Selvom der var dækket for forretningens store vinduer, kunne vi tydeligt se, at mørket var ved at sænke sig over London. Uret var det andet, der kunne bekræfte vores tanker. Lidt i otte viste uret, hvilket betød at vi havde været fanget i omkring fem timer. Frustrationen havde langsomt begyndt at bygge sig op, og det var som om, det først nu gik helt op for mig, hvad det var der skete.  Jeg kunne risikere at miste livet, hvis jeg bare gjorde en lille ting forkert. Eller selvfølgelig hvis de pludselig fik en stor lyst til at skyde folk ned, men jeg kunne blot håbe på, at det aldrig ville gå så vidt.

Vi havde ikke set synet af Tom og Jerry i et par timer efterhånden, men man kunne konstant høre den højlydte mumlen inde fra rummet ved siden af. Det var ved at drive mig til vanvid, at kunne høre deres snak hele tiden, men uden at vide hvad der blev sagt. Deres ord lød ikke som anden end en mumlen, hvor det ikke var til at tyde en eneste sætning eller om der var godt eller dårligt nyt. Alle herinde lod til at have det på nogenlunde samme måde som mig. Bange og forvirret. Selv det ældre ægtepar, der i starten havde været så rolige, var begyndt at se lidt mere anspændte ud.

Der var gået en hel time, hvor alle havde siddet fordybet i sine egne tanker, før der blev sagt et ord.

”Jeg foreslår at vi tager en navnerunde.” Det var Mason, der foreslog det, og det undrede mig faktisk ikke, at det var ham der kom med idéen. Han virkede som typen, der havde sit sociale liv i orden, når han altså ikke lige var fanget i en kaffeforretning.

Så havde det ellers gået på runde, hvor man fortalte sit navn. Der var ikke brug for den helt store livshistorie, da vi alligevel ikke kunne bruge det til noget nyttigt, så i denne omgang blev det ikke andet end navnet.

Harry og Mason kendte jeg allerede navnet på. Det ældre ægtepar hed William og Anne. Moren til den lille pige hed Melissa, og manden på omkring de tredive hed Daniel. Det var alle der var herinde. Og så selvfølgelig Tom og Jerry, og jeg ville faktisk foretrække ikke at kende deres rigtige navne. Det ville blive for personligt, og det jeg havde bestemt ikke lyst til, når de for få timer siden havde skudt mig i skinnebenet.

Efter den korte navnerunde blev der stille igen, men det varede kun kort tid før en lav mumlen spredte sig i rummet. Ægteparret, William og Anne, snakkede lavmælt med hinanden, og det passede mig egentlig fint nok, at de kunne holde hinanden med selskab, for jeg var ikke altid den bedste til at komme med emner, der var interessante nok, uden at det hele ville blive underligt. Misforstå mig ikke, jeg havde stor respekt for ældre mennesker, og de havde jo levet i en evighed, men nogle gange kunne de altså blive lidt svære at kommunikere med, når det eneste der interesserede dem var strikning og 2. Verdenskrig.

Melissa snakkede lidt med Daniel, og de var vel også nogenlunde samme alder. Man kunne vel sige, at vi havde delt os op i aldersgrupper, uden egentlig at gøre det bevidst. Det var bare naturligt, og så havde vi nogle at tale med, hvor vi havde nogenlunde de samme interesser.

”McFly, Gabrielle Aplin og Black Veil Brides,” svarede jeg efter at have tænkt mig godt om. Harry, Mason og jeg havde sat os ned ved et af bordene, og for at få tiden til at gå med et eller andet, var snakken faldet over på musik. Min musiksmag varierede fra alt mellem klassiske stykker til den vildeste rock, og mine svar lod også til at overraske dem begge en smule.

”Det var godt nok lidt af hvert,” udbrød Mason med løftede øjenbryn, hvilket fik mig til at trække lidt på skuldrene.

”Tja, men det bliver for kedeligt i længden, hvis man kun lytter til det samme.”

”McFly er også nogle flinke fyre.”

Jeg kiggede måbende på Harry. Selvfølgelig havde han mødt dem, og jeg havde vist engang læst, at hans band var ved at skrive sange sammen med en eller flere af dem fra McFly. Eller også var det mig, der havde læst fuldstændig forkert.

”Heldige unge,” svarede jeg tilbage med et smil, hvilket bare fik ham til at slå en kort latter op. Jeg kunne stadig blive overrasket over hvor afslappet han var. Selvfølgelig var han lidt anspændt over hele situationen han var i, men hvis man så bort fra det, var han en helt almindelig dreng. Han opførte sig ikke anderledes fordi han var verdenskendt, og han behandlede ikke os andre anderledes af den grund. Han var sgu egentlig en helt flink fyr.

Mason skulle lige til at åbne munden for at sige noget, men blev afbrudt da de to maskerede mænd vendte tilbage til rummet. Jeg havde slet ikke bemærket, at deres mumlen var stoppet. Deres ansigtsudtryk så ikke specielt glade ud, hvilket jeg med det samme tog som et dårligt tegn. Alle andre herinde var blevet stille, og vi ventede alle i spænding på at høre, hvad de havde at sige, for de lignede i hvert fald nogen, der havde noget at fortælle.

”Okay, hør efter! Politiet var ikke parate til at betale beløbet endnu, så det ser ud til at i må finde en god plads på gulvet at sove i nat, for i kommer til at blive her indtil forhandlingerne er på plads.”

Det var jo bare skønt. Det skulle ikke undre mig, hvis de havde sat beløbet helt ekstremt højt, så det ville tage flere dage før de nåede frem til en fælles konklusion. Politiet og Tom og Jerry skulle altså blive enige om noget, hvilket allerede der lød fuldstændig urealistisk.

Et kort øjeblik fik jeg lyst til at skrige af frustration, og forsøge at få dem til at lukke os ud, men droppede hurtigt tanken igen. Jeg ville helst undgå at blive skudt mere end én gang. Jeg havde aldrig før følt mig så magtesløs, som jeg gjorde nu. Jeg kunne intet stille op, og jeg kunne ikke gøre andet end at vente på, at nogen fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Religion havde aldrig været noget, jeg var gået særlig meget op i, men jeg fangede mig selv i at bede en lille bøn op til flere gange. Jeg ville bare ud herfra, og det kunne kun gå for langsomt.

”Undskyld mig,” sagde jeg efter lidt tid, hvor stilheden havde taget over. Min stemme lød så nervøs og usikker, at det var helt skræmmende. ”Må vi ikke få de tæpper der ligger derinde?” Inde i baglokalet havde vi et lille skab med tæpper, som vi medarbejdere kunne gøre brug af i pauserne. Hvis jeg skulle overnatte herinde ville jeg foretrække, at have noget at varme mig i.

I et splitsekund syntes jeg at kunne ane et glimt af varme i den ene af de to mænds øjne. Måske var de ikke helt så slemme alligevel. Varmen forsvandt dog igen lige så hurtigt som den var kommet, og hans øjne fik i stedet et iskoldt udtryk, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. En hæs latter fandt vejen ud over hans læber, så hele hans brystkasse bevægede sig i takt til latteren.

”Selvfølgelig må i ikke det,” svarede han koldt. ”Og hey. Hvis i prøver at flygte i løbet af natten, så kommer til at gå værst ud over jer selv. Der er overvågningskameraer der og der,” fortsatte han og pegede kort imod to små, sorte kameraer i hvert sit hjørne af forretningen. ”Så vi kan følge med i alt hvad i laver, selvom vi sidder inde ved siden af for lukket dør.”

Det ødelagde lige alle mine planer, for måske at have kunnet flygte. Jeg burde have tænkt over det noget før, for jeg arbejdede her trods alt og vidste udmærket, at vi havde et lille overvågningssystem.

En ny tanke slog mig pludselig. Hvis de sov, så kunne de vel ikke holde øje med kameraerne? Så skulle det selvfølgelig være, hvis de sov på skift. Okay, den idé var også ude igen. Det med at finde på flugtplaner gik ærlig talt ikke specielt godt. Tom og Jerry traskede ud derfra igen uden flere ord, og efterlod en rungende lyd i rummet, da døren blev smækket med et brag i efter dem.

Det var lidt underligt. På en eller anden måde følte jeg et vist ansvar overfor de andre, hvilket nok skyldtes at jeg arbejdede her. Jeg havde mest forstand på stedet og hvor de forskellige ting var. En rumlen et sted dybt nede i maven, fik mit hoved på helt andre tanker. Ingen af os havde fået mad siden vi blev spærret inde.

Med lidt besvær rejste jeg mig fra min stol, og humpede om på den anden side af disken, hvor vi havde de fleste af vores ting. Der var ikke det helt store udvalg, men vi havde da trods alt noget som kunne spises. Nogle få sandwicher, noget frugt og ellers kage og andre usunde ting for resten. Mit ben gjorde stadig afsindigt ondt, men det var langt fra så slemt, som det havde været tidligere.

”Er der nogen der er sultne? Eller tørstige?” Kaffe havde vi i hvert fald nok af. Mit spørgsmål fik julelys frem i alles øjne, hvilket jeg tog som et tegn på, at alle var ved at være pænt sultne. Jeg fandt alle sandwicherne frem og lagde dem frem på disken og det samme med frugten. ”I kan bare tage, hvad i vil have.” Min chef ville nok blive lidt vrissen over at høre, at jeg gav maden væk gratis, men forhåbentlig kunne han forstå det, når jeg var i en situation som denne. Jeg kunne jo ikke tillade mig at kræve penge fra dem. Der var ikke nok brød til alle, men personligt havde jeg stort set ingen appetit, selvom min mave fortsat rumlede på livet løs. Det ville nok være smartest at spise, men jeg vidste samtidig, at hvis jeg forsøgte på at få noget ned, ville der være en stor mulighed for, at det hele blot ville ryge op igen.

Der gik yderligere nogle timer, hvor alle havde fået lidt at spise, og det ældre ægtepar, William og Anne, havde pænt været oppe og spørge, om de ikke måtte få en kop kaffe. De var utrolig flinke begge to, og jeg havde endda spurgte dem, hvorfor de havde været så rolige lige da Tom og Jerry først kom ind. Til det havde de blot svaret, at de havde oplevet alle de gode ting i livet, så hvis det var deres tur til at tage af sted, så kunne de godt acceptere det. Respekt for det, selvom jeg nok ville have haft det på den modsatte måde. Selvom jeg var oppe i alderen, ville jeg da kæmpe med næb og klør for at holde mig selv i live.

Med fyldte maver og tørsten slukket, var folk langsomt begyndt at finde sig til rette, hvor de nu havde valgt at sove. Mine tanker kørte stadig alt for meget rundt til, at jeg overhovedet kunne tænke på at sove. Jeg havde sat mig ned ved et af de små borde langs væggen, hvor jeg sad og tegnede kruseduller på en lille seddel, jeg havde fundet i en af de mange skuffer.

Jeg havde troet, at jeg var den eneste der stadig var oppe, indtil en person rejste sig fra at have siddet lænet op af disken. Lyset var blevet skruet ned, så de folk der ville sove, rent faktisk havde en mulighed for det, men så dem der var vågne stadig kunne se rundt herinde.

”Jeg troede du sov?” sagde jeg stille og fulgte Harry med øjnene, da han kom hen til bordet og satte sig på stolen foran mig.

”Ikke rigtig,” svarede han tilbage og trak på skuldrene. ”Det er lidt svært efter alt hvad der er sket.” Jeg nikkede kort.

”Samme her. Du virker meget sådan...” Jeg var lidt i tvivl om, hvordan jeg bedst kunne formulere mig. ”Normal.”

”Hvad havde du da regnet med?” Mine ord havde fået et smil frem på hans læber, og jeg følte mig næste mere afslappet med det samme. Hvis jeg ikke har sagt det før, så nævner jeg det igen. Det var virkelig dejligt, at havde godt selskab.

”Det ved jeg ikke helt. Medierne skal tydeligvis lære at få deres informationer i orden.”

”Det kan vi så hurtigt blive enige om.” Han rykkede lidt rundt på stolen, sikkert for at sætte sig bedre til rette, før hans blik endnu en gang faldt hen på mig. Noget jeg havde været ekstra betaget af, mens jeg havde været i nærheden af ham, var hans læber. Og nej, det var ikke ment som at jeg havde nogen bagtanke, men farven på hans læber var altså helt utrolig. De havde noget ekstra farve, som de fleste mennesker normalt kun kunne opnå, ved at bruge læbestift, men han havde det bare naturlig. Jeg var så misundelig. Mine havde bare en kedelig farve, hvor der skulle oceaner af læbestift til, for at tilføje bare en lille smule farve.

”Hvordan går det ellers? Hvis man ser bort fra alt det her,” spurgte jeg og lagde hovedet lidt på skrå. Hvis vi alligevel ikke kunne sove, kunne vi vel ligeså godt tale lidt videre.

”Fantastisk! Vi skulle have givet koncert i morgen aften, men jeg ved sgu ikke lige, om jeg når frem til den tid.”

”Ah okay. Men ja, det lyder til at gå ret godt for jer.” Eller rettere sagt; det lød ikke til at gå godt for dem. Det gik godt for dem. One Direction var overalt, og det gjaldt ikke kun London, men hele verdenen. At det hele startede med noget så simpelt som fem X-Factor auditions, var helt utroligt når man tænkte på, hvor langt de var nået nu.

”Hvordan går det så med dig?” spurgte han med et smil, der endnu en gang smittede af på mig.

”Sådan stille og roligt. Arbejde, spise og sove, og så gøre det hele om igen.”

”Fedt!” Sarkasmen var tydelig at spore i hans stemme, hvilket fik at lavmælt grin frem hos mig. Vi var tvunget til at holde lydniveauet meget lavt, da der lå fem andre mennesker herinde og sov, og det ville være en skam hvis vi kom til at vække dem.

”Mega. Mit liv er jo næsten lige så interessant som dit!”

”Helt klart,” svarede han tilbage med et grin.

 

Det blev et lidt langt kapitel, men det håber jeg i kan leve med. Så blev personerne præsenteret lidt bedre, og så bliver det jo spændende at se, hvad der sker dagen efter...

Håber der er nogle der stadig læser med, selvom det er gået lidt sløvt til med opdateringerne lige nu. Gymnasiet tager altså bare en del tid, men jeg forsøger at skrive så ofte jeg har tid og overskud til det. Husk at like og kommenter. I er med til at holde skrivegejsten oppe, så fortsæt endelig med det, i dejlige menneser! :)

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...