Bulletproof

En ganske almindelig dag i London der ender ud som alt andet end normalt. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, da to mænd træder ind i den nærmeste Costa Coffee og skyder to personer. Otte personer holdes indespærret på ubestemt tid. Jenna Jones der arbejder i butikken, forsøger at holde styr på situationen, hvilket ikke viser sig at være noget let job, når flere skud bliver affyret, timerne går, og selveste Harry Styles er i butikken. Mændene nægter at slippe dem fri, før en løsesum er blevet betalt, men hvor mange liv vil det koste undervejs?

238Likes
431Kommentarer
15187Visninger
AA

4. 3

 

”Hvad f-”

Jeg gav Harry en albue i siden, da han skulle til at sige et eller andet. Der var ikke flere der skulle komme til skade. Tårerne pressede sig på af ren smerte, men jeg forsøgte at forholde mig i ro. Mit ben var blevet ramt. Den nederste del af skinnebenet for at være mere præcis, og det gjorde ondt som ind i helvede. Men jeg var stadig i live.

”Op og stå, alle sammen!” råbte Jerry, og jeg så bare undrende på ham. Han havde lige skudt mig i benet, og nu regnede han med, at jeg bare lige kunne rejse mig op? Der var seriøst noget galt oppe i deres hoveder. De andre herinde fik langsomt rejst sig op, mens jeg selv måtte kæmpe med at komme op på knæerne.

Harry der havde siddet lige ved siden af mig, var hurtigt oppe at stå og hjalp mig med at komme op at stå. Såret blødte ret kraftigt og jeg vidste, at det skulle bindes ind på den ene eller anden måde, før jeg ville miste for meget blod.

”Alle tømmer jeres lommer.”

Den havde jeg lidt set komme, men i det mindste havde vi nået, at få sendt en SMS fra Harrys mobil. Eller rettere sagt, vi fik sendt den samme besked, men til utrolig mange mennesker. Jeg hev nøgler og en elastik op fra lommen, som var det eneste jeg havde på mig. Resten af mine ting lå i min jakke ude bagved.

Alle fik hurtigt tømt deres lommer, mens Tom og Jerry gik rundt og samlede tingene sammen. Nu var der ingen mobiler tilbage. Ingen måde at få kontakt til folk på. Igen ville det have været en mulighed, at lade være med at aflevere sin mobil, men hvis de nu fandt ud af det, kunne det højest sandsynligvis få døden til følger.

”Okay, i kan godt gå rundt herinde nu, men husk nu... Hvis nogen prøver at flygte... Ja, så ved i hvad der sker.” De forsvandt begge ud i rummet bagved, og kort efter snakkede de for livet løs. Mit gæt ville være, at de havde ringet til personen, der skulle skaffe pengene for at vi kunne komme fri.

Jeg så rundt på de forskellige mennesker herinde. Alle var stadig chokerede, men bare det at vi nu havde fået lov til at gå lidt rundt herinde, gjorde det lidt nemmere at håndtere. Det ældre ægtepar forholdte sig tavse, mens de satte sig hen til et af de små borde. Resten nåede jeg ikke rigtigt at lægge mærke til, før jeg humpede mig vej om på den anden side af disken og hen til vandhanen. Jeg bøjede mig ned til mit ben, og fik smørret buksebenet op. Synet var skrækkeligt, for at sige det ligeud. Blodet piblede stadig ned over min hud, og mærket fra hvor kuglen havde ramt, så ikke specielt godt ud.

”Har du brug for hjælp?” spurgte en stemme. Jeg så op og mødte en ung mands ansigt. Han måtte vel være midt i tyverne. Tatoveringer dækkede begge hans arme hele vejen fra skuldrene og ned til håndleddene, og hans ene øjenbryn var piercet. Han havde et varmt glimt i øjnene, og jeg nikkede kort som svar, selvom jeg ikke var helt sikker på, hvordan han kunne hjælpe.

”Jeg er ved at læse til læge, men jeg må sgu indrømme, at jeg ikke har prøvet sådan noget før.” Man havde vel sine fordomme, og jeg havde bestemt ikke troet at en fyr med piercing og tatoveringer, ville være typen, der læste til læge. Men lige nu var jeg bare glad for, at der var en, der måske havde en lille smule styr på, hvad der skulle gøres.

Før jeg nåede at brokke mig, fik han løftet mig op på bordet, og svunget mit ben ind over vasken. Jeg så ned på såret igen, og bare synet kunne få de sorte pletter for øjnene frem. Det værste jeg før i tiden havde prøvet, var en brækket storetå, fordi jeg havde banket min fod ind i væggen. Så man kunne vist roligt sige, at det her var noget af en opgradering.

”Okay, jeg bliver nødt til at få kuglen ud.” Jeg var ovenud lykkelig for, at der var en der havde forstand på sådan noget her, men tanken om at noget skulle fjernes fra mit ben, lød ikke helt indbydende. ”Det kommer nok til at gøre lidt ondt,” fortsatte han tøvende.

”Kan jeg hjælpe med noget?” En ny stemme kom om på denne side af disken, og jeg så hen på personen. Harry kom slentrende helt hen til os med et skævt smil på læberne. Jeg blev endnu en gang overrasket over ham. Faktisk var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg havde regnet med. Medierne fremviste ham på en bestemt måde, men det betød jo ikke nødvendigvis, at det også var sådan han i virkeligheden var. Lige nu var han i hvert fald helt okay og nede på jorden.

”Ja, lige to sekunder,” svarede manden med tatoveringer, som jeg stadig ikke havde fået et navn på. Det måtte vente til efter mit ben var blevet ordnet. Han gik væk fra vasken og rodede samtlige skuffer igennem, før han endelig fandt, hvad han ledte efter. Hvad det helt præcist var, havde jeg ikke styr på, men det mindede lidt om en form for tang. Jeg sank en klump i halsen, da det langsomt gik op for mig, hvad den skulle bruges til. Selvfølgelig kunne han ikke bare bruge sine hænder, til at få kuglen ud.

”Hold hende i hånden eller et eller andet,” sagde han med et træk på skuldrene, mens han fandt et viskestykke frem og en klud til at tørre noget af blodet væk. ”Og hjælp med at holde benet på plads.”

Harry gik helt hen til mig og tog fat om min ene hånd med et lille smil. Det var så underligt, men alligevel føltes det behageligt. Hans anden hånd blev placeret på mit ben, og det samme gjorde mandens ene hånd også. Jeg kunne ikke bevæge mit ben ud af flækken, hvilket også var meningen.

”På forhånd undskyld. Det kommer til at gøre lidt ondt, men prøv at tænke på noget andet,” sagde manden, før han igen rettede opmærksomheden imod mit ben. Jeg kiggede væk, og måtte bide mig hårdt i underlæben, for at forhindre mig selv i at skrige. Smerten var ubeskrivelig, og jeg forsøgte at få mit ben trukket væk fra smerten, men det forblev stadig på samme plads, takket være deres hænder som holdte det fast. Mit greb om Harrys hånd blev strammet en del, og mine knoer blev hurtigt hvide af at holde så godt fast.

”Vi er lige straks færdige.”

Jeg lukkede mine øjne i og forsøgte at skubbe smerten væk, selvom det ærlig talt ikke fungerede specielt godt. Noget iskoldt blev pludselig lagt på benet, hvilket fik mig til at slå øjnene op igen. En våd klud blev holdt for såret, der stadig så ud til at bløde, men nu var kuglen i det mindste ude.

”T-tak,” sagde jeg stille og fik et smil frem. Det gjorde stadig afsindigt ondt, men ikke nær så meget som det havde gjort for et kort øjeblik siden.

”Det var så lidt.” Han fjernede til sidst kluden, og foldede et viskestykke sammen, før han bandt det omkring mit ben som forbinding. Da jeg opdagede at min hånd stadig knugede sig om Harrys, slap jeg den hurtigt. Jeg hoppede forsigtigt ned fra bordet, og måtte nøjes med at støtte mig på det ene ben, for ikke at gøre mere skade på mit sårede ben.

”Tak igen,” sagde jeg endnu en gang og kiggede på dem begge. ”Jeg hedder Jenna.” Det var nok en god ting at få udvekslet navne. Vi var trods alt alle fanget, indtil vi på et tidspunkt blev sluppet fri, eller fandt på en måde at komme ud herfra.

”Mason,” svarede manden. Der var et eller andet interessant over ham. Han var ekstrem flink, havde samtidig tatoveringer der forestillede dødningehovedet og læste til læge. Meget speciel, og ikke som nogen jeg før havde mødt. Det sagde måske bare mere om mig, end det gjorde om ham.

”Harry.” Jeg kiggede fra Mason og hen på Harry, der skiftevis så på os. Det overraskede mig faktisk en smule, da det ikke lod til, at Mason vidste helt præcist hvem han var.

”Hvor er det nu, jeg har set dig henne? Er du ikke med i det der band? Hvad var det nu... One? One Direction, der var den!” Han virkede utrolig stolt over sig selv, da han endelig havde fundet ud af det. Jeg følte at jeg klikkede rigtig godt med dem begge, hvilket var lidt underligt at sige, eftersom jeg ikke havde kendt dem i mere end en times tid. De var de eneste herinde på min alder. Harry var lige så gammel som mig, og Mason måtte være nogle år ældre. Resten herinde var enten pensionister eller over tredive.

Harry nikkede kort, før vi alle tre gik om på den anden side af disken igen og om til de andre. De gjorde det dog en del mere elegant end mig. Underligt nok, så var jeg faktisk faldet en smule til ro igen, hvilket jeg ikke havde troet kunne være muligt, eftersom jeg lige var blevet skudt, og stadig blev holdt fanget af to mænd med pistoler.

Der var da én positiv ting ved alt det her; det gode selskab. Ved slet ikke hvad jeg ville have gjort, hvis jeg havde været fanget herinde med en flot børn eller kun med mennesker på den anden side af halvtreds. Det var da også bare typisk, at sådan noget her skulle ske på en dag, hvor jeg var den eneste på arbejdet. Hvis jeg havde haft en medarbejder hos mig, havde jeg haft en jeg kendte, som helt klart ville kunne berolige mig lidt mere, end de fremmede mennesker kunne.

Nu var der ikke andet at gøre, end at vente. Vente på at blive sat fri eller vente på noget andet. Det var ikke til at sige, hvad der nu ville ske.

 

Undskyld det lidt forsinkede kapitel, men håber i overlevede :) Jeg synes selv at kapitlet er en smule kedeligt, og der sker ikke det helt store, men der kan jo desværre ikke være lige meget spænding i alle, men jeg lover at der vil ske noget interessant i det næste!

Næste kapitel kommer nok først om nogle dage, da jeg lige skal have skrevet et one shot til 24 timers-konkurrencen, og først derefter går jeg i gang med næste kapitel. Husk at kommentere og like. Alle jer der læser med er dejlige, og jeg er overlykkelig over de 40 favoritlister! :)

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...