Bulletproof

En ganske almindelig dag i London der ender ud som alt andet end normalt. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, da to mænd træder ind i den nærmeste Costa Coffee og skyder to personer. Otte personer holdes indespærret på ubestemt tid. Jenna Jones der arbejder i butikken, forsøger at holde styr på situationen, hvilket ikke viser sig at være noget let job, når flere skud bliver affyret, timerne går, og selveste Harry Styles er i butikken. Mændene nægter at slippe dem fri, før en løsesum er blevet betalt, men hvor mange liv vil det koste undervejs?

238Likes
431Kommentarer
15625Visninger
AA

3. 2

 

Min egen hjerterytme overdøvede alle andre lyde i rummet. Det dunkede derudad, og jeg var ved at være nervøs for, at det aldrig ville stoppe igen. Mændenes ansigter var skjult bag en sort hætte, og noget der lignede et halstørklæde, der var trukket op over næsen. Der var et eller andet over dem, der med det samme fik mig til at tænke på Tom og Jerry, og der er ingen fornuftig forklaring på hvorfor. Måske var det bare fordi, at den ene var lidt højere og smallere end den anden, mens det til gengæld virkede til, at det var den laveste og mest robuste af dem, der var hjernen i deres forhold.

Min krop var stadig i chok over, hvad den lige havde været vidne til, og nu lå de to livløse kroppe midt på gulvet i den ellers så fredelige kaffeforretning. Jeg sad med ryggen op imod disken, og jeg tog mig den lejlighed at se rundt på de andre mennesker, der ligesom mig var herinde. Vi var otte levende personer tilbage, hvis man ikke talte Tom og Jerry med. To døde.

Mig, moren med sin datter, Harry Styles, et ældre ægtepar, en ung mand midt i tyverne og en midaldrende dame. Mit blik fikserede sig lidt ekstra på den lille pige. Hun kunne ikke være mere end omkring de fem år, og alligevel tog hun det hele meget roligt. Hun var sikkert ikke gammel nok til at forstå alvoren i, hvad der skete lige om ørerne på hende. Forvirringen kunne dog spores i hendes øjne, over de to personer der lå helt stille på gulvet.

Det bankede på ruden herind til, og alles blikke rettes i løbet af et splitsekund imod ruden. Flere ansigter stod klistret op af ruderne, og med hænderne oppe foran hovedet, så de kunne skygge for solen, for at se hvad der foregik herinde. Måske var vi reddet. Skuddene måtte kunne høres udenfor på gaden, og hvis nogen bare vidste, hvad der foregik herinde, så ville der kunne blive hentet hjælp. Politiet måtte vide, hvad der skulle gøres. Tom og Jerry, som jeg nu officielt havde døbt dem, virkede langt fra glade over for den nytilkomne opmærksomhed fra menneskene ude på fortovet.

En pistol blev løftet, hvorefter flere bragende skud, blev fyret af imod loftet. Jeg tog mig til hovedet, i et forsøg på at afskærme noget af lyden, og samtidig for at undgå at få noget i hovedet, da loftpladerne blev skudt i stykker.

Personerne der havde forsøgt at se igennem glasruden, sprang tilbage i et stort hop, og forsvandt hurtigt væk fra ruden. Måske var det også bedst, hvis de skyndte sig væk. Så undgik vi måske at flere ville blive skudt, og så kunne de i stedet hente noget hjælp. For ærlig talt så vidste jeg ikke, hvordan jeg ville slippe ud herfra på egen hånd. Indgangen havde de for længst låst af, og hvis jeg var så dum, at forsøge at nå hen til døren, ville jeg stensikkert blive skudt undervejs. Den eneste anden dør i butikken, var en ude i det lille rum bagved, men igen ville det blive svært at nå frem til den, uden at dø i forsøget.

”Hey, du der!” Jeg blev revet ud af mine tanker, da den laveste af de to mænd, Jerry, kom gående imod mig med hurtige skridt. ”Du arbejder her, ikke? Har i nogen brædder eller noget andet at dække vinduet til med?”

Jeg ville helst bare lyve, så vi ikke ville blive fuldstændig isoleret fra omverdenen, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Hvis de fandt ud af, at jeg havde løjet, ville det helt sikkert ikke se specielt godt ud for mig.

”Ehm... V-vi har nogle plakater. I-inde i rummet ved siden af,” stammede jeg, og nikkede imod døren, der førte ind til det lille lokale bagved.

Hans ansigt var fuldstændig tomt for følelser. Ingen smil eller noget som helst. Ingenting. Det var nok også det, der gjorde det hele endnu mere skræmmende. Man kunne ikke se på dem, om de rent faktisk havde tænkt sig at slå os alle ihjel, eller om de ville byde os på kaffe og kage om ti minutter. Intet var sikkert.

Til min store overraskelse forsvandt begge mænd ind igennem døren, og efterlod os siddende alene tilbage. Min første tanke var at forsøge at nå hen til døren, men mit mod svigtede mig en anelse. Der var flere meter hen til døren, og det ville være for stor en chance. Jeg kiggede desperat rundt i rummet, for en eller anden lille plan, der kunne være et skridt imod befrielsen. Underligt nok, så var det første der fangede min opmærksomhed den unge dreng med de store krøller, der så mindst lige så panikslagen ud som resten af os.

Hvis det var mig, der var international boybandmedlem, ville jeg nok også føle mig ret usikker. Det ville være oplagt at bruge ham, og derved måske kunne få en masse penge ud af det, men det lod slet ikke til at de to mænd havde overvejet den idé endnu. Hvis jeg havde været skurken, ville jeg helt klart have brugt ham som afpresning på den ene eller anden måde.

”Harry,” hviskede jeg lavmælt. Han virkede ikke engang overrasket over, at jeg kendte hans navn. For at være ærlig, så tror jeg, at selv det ældre ægtepar kunne hans navn. Hans blik fangede mit, og jeg viftede med hånden som tegn til, at han skulle komme over. Der var kun en lille afstand imellem os, og forsigtig og så lydløst som muligt, fik han bevæget sig hen ved siden af mig.

”Har du ikke en mobil?” Min stemme var meget svag, da jeg ikke ville risikere, at Tom og Jerry ville høre mig. I en hver anden situation ville jeg nok ikke have kunnet opføre mig så normalt overfor ham, for helt ærligt, han var jo en kæmpe berømthed. Dog ville jeg hverken kalde mig fan eller noget andet sindssygt, men jeg havde da hørt noget af deres musik. Lige nu var han dog ikke andet end en person, der var i præcis samme situation som mig. Og det så ikke godt ud for nogen af os.

Han fumlede en smule med at få mobilen hevet op af de stramme bukser. Det var tydeligt, at han ikke var tryg ved situationen, og hans rystende hænder var meget afslørende. De eneste herinde som faktisk virkede temmelig afslappede omkring det hele, var det ældre ægtepar og den lille pige. Resten herinde lignede nogen, der havde set et spøgelse, og jeg tvivlede på om det overhovedet var muligt, at blive mere bleg i ansigtet end hvad personerne var lige nu.

Jeg tog mobilen ud af hænderne på ham, hvilket han først virkede lidt irriteret over, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Der skulle skaffes hjælp, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg gik ind under beskeder, og oprettede en ny.

Til: Alle kontakter

Hent hjælp!!! Costa Coffee

Mere nåede jeg ikke at skrive, før de to mænd kom traskende herind igen. Jeg skyndte mig at trykke send, før jeg gav ham mobilen tilbage igen med et svagt smil. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde troet om ham. Han var trods alt Harry Styles, og han kunne vel bare få nogle af sine folk til at betale sig ud herfra. For jeg var ret sikker på, at det var hvad de to mænd var ude efter. Penge.

”Hør efter alle sammen!” sagde Jerry, og så ud over den skræmte lille samling af mennesker. Mine tanker fra før var helt klart blevet bekræftet, og det var nemt at se, at det var ham der var den klogeste af de to mænd. ”Det kommer til at foregå sådan her.”

Tom var gået i gang med at sætte de store plakater op for vinduerne, så vi nu var fuldstændig isoleret. Vi kunne ikke se ud, og ingen ville kunne se, hvad der foregik herinde. Helt klart ikke noget godt.

”Hvis i gør som i for besked på, har i en chance for at overleve,” fortsatte han, og jeg sank en klump i halsen. Vi havde en chance for at overleve. Det lød ikke særligt overbevisende i mine ører. ”Alle bliver i det her rum og kun her. Indtil vi har fået hvad vi skal have, så bliver alle her lige meget, hvor lang tid det tager.”

Jeg fik endnu en gang bekræftet mine tanker. Det hele handlede om penge, og indtil de havde fået indkasseret hvad det skulle have, ville vi alle være fanget her. Alt lys udefra var blevet afskærmet af de store plakater, der hang foran vinduerne og forhindrede alt dagslys i at trænge igennem.

”Mor?” En lille stemme peb henne fra den anden side af rummet, og jeg så hen på den lille pige, der for første gang virkede til, at blive en anelse bange og frustreret over alt hvad der var sket. ”Hvornår skal vi hjem?”

En dårlig fornemmelse spredte sig i hele kroppen. De kunne forhåbentlig ikke finde på at skyde en lille pige. Det ville være fuldstændig grotesk. Det var selvfølgelig også skrækkeligt at skyde mennesker generelt, men når det gik ud over små børn, var det at krydse grænsen.

”Kom her.” Efter en kort samtale mellem de to mænd, hvor jeg ikke kunne høre nogen sammenhæng i deres mumlende ord, var den høje, spinkle af dem, Tom, gået hen til den lille pige, og hev hende op at stå. Hun havde ingen muskler i kroppen sammenlignet med ham, så han fik hende hurtigt op fra gulvet uden problemer.

”Mor?” hvinede hun, og kiggede forvirret tilbage på hendes mor. Damen skulle lige til at åbne munden, sikkert for at sige noget beroligende, men da en pistol blev rettet imod hende, blev ordene stoppet. Tom nærmest trak pigen med sig tværs gennem rummet, indtil han kom hen til hoveddøren. Han tog pistolen væk igen, og i en lynhurtig bevægelse fik han døren låst op, skubbet pigen ud, og på ingen tid låst døren igen.

Jeg havde lige håbet på, at der måske havde stået nogle fra politiet derude, som ville have kunnet ramme manden med et skud, men selvfølgelig var der ikke det. Ens tanker blev virkelig underlige og desperate, når det eneste man kunne tænke på, var at slippe væk. Dog var der en lettet følelse i kroppen over, at den lille pige var blevet lukket ud.  Det føltes bare mere rigtigt. Det måtte selv Tom og Jerry have indset. Det viste også noget om dem. De havde ingen problemer med at skyde voksne, men når det gjaldt små børn havde de alligevel lidt medmenneskelighed tilbage i kroppen.

”Bare lige til info, så kommer det ikke til at ske for nogen af jer andre!” sagde Jerry lidt efter, med hentydning til pigen. Hans stemme fik hårene på mine arme til at rejse sig. Han lød virkelig til at nyde den magt han havde over os andre. Han var sådan en type menneske, som altid deltog i mine mareridt. ”Hvis i så meget som prøver på at stikke af, er vi ikke bange for at bruge dem her.” Et selvsikkert smil bredte sig på hans læber, mens han viftede med sin pistol. ”Og bare lige så i ved, at vi mener hvad vi siger...”

Det gav et spjæt i mig, da aftrækkeren blev trykket og et højt skud bragede igennem den lille kaffebutik. Et skrig overtog lyden efter skuddet, og først efter et kort øjeblik gik det op for mig, at det var mig der havde skreget. Smerten skar igennem benet på mig, og jeg kunne kort efter konstatere, at det denne gang var mig, der var blevet skudt.

 

Tusind tak til alle jer der allerede læser med! I er for dejlige. Det her kapitel er måske ikke det mest spændende, men jeg føler lidt at jeg bliver nødt til at starte lidt stille ud, for at den ikke bare går hen og bliver kedelig senere.

Husk at smid en kommentar og et like hvis du ikke allerede har gjort det. I hjælper virkelig med at holde skrivelysten oppe, så tak for det. Regner med at næste kapitel kommer på søndag (:

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...