Bulletproof

En ganske almindelig dag i London der ender ud som alt andet end normalt. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, da to mænd træder ind i den nærmeste Costa Coffee og skyder to personer. Otte personer holdes indespærret på ubestemt tid. Jenna Jones der arbejder i butikken, forsøger at holde styr på situationen, hvilket ikke viser sig at være noget let job, når flere skud bliver affyret, timerne går, og selveste Harry Styles er i butikken. Mændene nægter at slippe dem fri, før en løsesum er blevet betalt, men hvor mange liv vil det koste undervejs?

238Likes
431Kommentarer
15157Visninger
AA

13. 12

 

Harrys synsvinkel

Klokken havde nærmet sig midnat, men jeg kunne stadig ikke få mig selv til at falde i søvn. Alle de andre var faldet til ro for over en time siden, mens jeg stadig sad søvnløs, og stirrede ud af det lille vindue. Jeg kunne få et kæmpe smil frem, bare ved at tænke tilbage på hvad der skete for få timer siden. Det mærkelige af det hele var, at det føltes helt naturligt at kysse hende, hvilket var ekstremt underligt, siden vi havde kendt hinanden i under en uge. Man blev virkelig smedet sammen af at gå op og ned af hinanden uafbrudt i alle døgnets timer.

Hun var virkelig sød, smuk, og alle de andre positive ting, man nu kunne sige om en pige. Hvem ved, måske ville det endda fortsætte, når vi engang blev lukket ud? At sige hun var overrasket over kysset, ville være en underdrivelse, og hun lignede ét stort spørgsmålstegn bagefter.

Uden selv at have bemærket det, sad jeg nu med et kæmpe smil på læben igen, blot ved tanken om hende. Harry, for pokker, tag dig sammen. For at tænke på noget andet end hende, selvom det nu ikke var nogen dårlig ting, rettede jeg opmærksomheden ud af vinduet igen. Man skulle næsten tro, at politiet aldrig sov, for de var der stadig i fuldt beredskab. Lige netop dét, var dog ikke beroligende på nogen måde. At de stadig var her, betød at de stadig planlagde, hvordan de skulle få stormet kaffeforretningen.

Jeg havde en virkelig dårlig mavefornemmelse. Hvis de endte med at brase herind, var jeg ret sikker på, at ikke alle ville komme levende ud herfra.

En svag, hulkende lyd rev mit blik væk fra vinduet og tilbage ind i butikken. Mine øjne landede næsten med det samme på Jenna, der lå med tårerne løbende ned af kinderne, mens hun vred sig fra side til side i søvnen.

 

Jennas synsvinkel

”Jenna... Jenna!” sagde en stemme en smule panisk, og jeg slog øjnene op med et sæt, og satte mig lynhurtigt op. Mit hjerte slog derudad, og jeg havde det ekstremt varmt. Ikke nok med det, så løb tårerne ukontrolleret ned over mine kinder. Jeg plejede normalt at kunne huske mine mareridt, men ikke denne gang. Jeg følte mig bare tom og trist. Et par beskyttende arme viklede sig rundt om mig, og jeg hvilede mig en smule op af ham.

”Prøv at træk vejret dybt ned i maven.” Jeg forsøgte at gøre som han sagde, men det tog en del forsøg, før det endelig begyndte at virke, og jeg kunne mærke min puls falde en anelse igen. ”Hvad skete der?”

”Mareridt,” svarede jeg efterfulgt af et snøft.

Mine arme foldede sig rundt om ham, og jeg drejede mig en smule, så jeg kunne hvile min pande imod hans skulder. Jeg var ved at være helt udtømt, og jeg følte ikke at jeg havde nogen kræfter tilbage i hele kroppen, til trods for at vi havde fået en smule mad indenbords i dag.

”Bliv?” spurgte jeg og holdte stadig et stramt greb omkring ham. Hvis han satte sig et andet sted hen igen, ville jeg føle mig mutters alene, og højest sandsynligt ende i endnu et mareridt.

”Selvfølgelig.”

Vi fik begge lagt os ned på det hårde gulv, men takket være nogle af vores jakker blev det en anelse mere komfortabelt. Jeg krøb helt ind til Harry, der lagde en arm omkring mine skuldre og holdte mig tæt ind til sig. Efterhånden var min puls blevet helt normal igen, og tårerne var stoppet med at komme piblende ud af øjenkrogen.

”Godnat, Jenna,” sagde han stille efter et øjebliks stilhed.

”Godnat, Harry,” hviskede jeg igen, før jeg til sidst gled hen i en fredfuld søvn.

* * *

Jeg vågnede til lyden af en dør, der blev åbnet efterfulgt af en række tunge fodtrin. Det føltes ikke som mere end få minutter siden, jeg var faldet i søvn. Mit blik gled rundt indtil det landede på uret. For at være helt præcis, havde jeg sovet i en time og otteogtyve minutter, og det var derfor stadig bælgmørk udenfor.

Harry måtte være i en meget dyb søvn, for han lå stadig helt roligt og sov, mens alle vi andre var vågnet. Med lidt besvær fik jeg viklet mig ud af hans greb og satte mig op. Jeg ruskede forsigtigt i ham, for at han også skulle vågne.

Der var et eller andet galt. Tom og Jerry så en smule frustrerede ud, men alligevel formåede de at beholde et smil klistret til deres læber.

”Hvad?” mumlede Harry søvndrukkent, og jeg måtte ruske i ham endnu en gang, før han til sidst slog øjnene op, og så en anelse forvirret rundt. ”Hvad nu?” spurgte han stille, da han fik øje på de to mænd.

”Aner det ikke. Måske kommer politiet nu.”

Jeg håbede inderligt, at det ikke var sandt, for det ville muligvis betyde døden for nogle af os herinde. Frygten begyndte at snige sig frem, og jeg blev på ingen tid virkelig bange for, hvad der skulle til at ske. Hvis politiet endte med at gøre det, ville jeg aldrig mere have et godt forhold til dem. De tog åbenbart ikke advarslerne seriøst, og nu kunne det ende med at koste endnu flere mennesker livet, end dem der allerede havde mistet det.

”Det ser ud til, at politiet ikke kunne vente til i morgen,” sagde Tom, og frygten voksede sig blot større og større. Det var tid til den store finale, og det var ikke til at sige, om jeg ville klare mig ud herfra i live.

Der var intet lys tændt herinde, og jeg turde ikke gå hen og tænde på stikkontakten, da det nok var meningen at lyset skulle være slukket. Så ville politiet nemlig ikke kunne se nær så godt herinde, som hvis der havde været lyst.

”Op og stå!” sagde Jerry bestemt, og vi adlød alle og fik hurtigt rejst os op fra gulvet. Jeg sank en klump i halsen og greb fat i Harrys hånd, bare for at gøre et eller andet med mig selv. Uden rigtigt at have tænkt specielt meget over det, havde vores fingre flettet sig ind i hinanden. Hvis det havde været i en hvilken som helst anden situation, ville jeg nok have haft ildrøde kinder og sommerfugle i maven, men lige nu kunne jeg ikke skubbe tanken væk om, at døden kunne ligge på lur lige om hjørnet.

Jeg burde nok forsøge at tænke lidt optimistisk. Det var jo ikke sikkert at jeg ville dø. Måske ville jeg overleve. Måske ikke. Pokkers, der røg det optimistiske allerede på jorden igen. Mine tanker ville nok først kunne blive positive igen, når jeg stod udenfor med livet i god behold.

Hvis jeg ikke tog meget fejl, så var der et strejf af irritation i Tom og Jerrys øjne. Jeg forstod det ikke helt. Indtil videre havde de virket til at have styr på hver enkel lille detalje, men nu lignede de pludselig nogen, der ikke længere havde helt så meget kontrol over situationen. De havde sikkert ikke troet på, at politiet rent faktisk kunne finde på at komme herind, efter at have hørt truslen.

En stærk søjle af lys kunne ses igennem plakaterne, og det kunne næsten kun stamme fra en lommelygte. De måtte altså være lige på trapperne. Mit hjerte sad helt oppe i halsen af nervøsitet, og jeg var bange for at jeg kunne besvime hvert øjeblik det skulle være, fordi jeg glemte at trække vejret. Jeg forsøgte dog så vidt som muligt, at tage lange, dybe indåndinger, mens jeg fortsat holdte et stramt greb om Harrys hånd.

Helt uden varsel blev en dør sparket op med sådan en kraft, at det gav en rungende lyd igennem hele butikken. Det var døren ude fra baglokalet, der var blevet åbnet, og kun få sekunder efter blev endnu en dør sparket op, denne gang hoveddøren, og politimænd kom strømmende ind fra begge sider.

Det her måtte ikke ske. Det kunne ikke ske. Vi stod alle som frosne på vores plads, og ventede på hvad der ville ske. Måske ville jeg endelig få set min familie igen. Måske ville jeg fortsætte sammen med Harry når vi engang kom ud. Jeg ville komme tilbage til den normale døgnrytme igen, få regelmæssig mad, og spendere oceaner af tid sammen med mine venner og familie, som jeg ikke havde kunnet gøre de seneste par dage.

Tiden var sat i slowmotion. Eller, sådan føltes det i hvert fald. Og i hvad der i virkeligheden ikke var mere end et splitsekund, havde jeg allerede nået at lade hele mit liv passere revy, sådan noget man ser på film lige før en person dør. Jeg kunne blot håbe på, at mit liv ikke endte ligesom i filmene.

Jeg huskede tilbage på de første år i skole, hvor hver dag var et nyt eventyr, der skulle ud og opleves. Dengang hvor frøer og regnorme ikke var ulækre væsener, men derimod noget man tog med hjem og byggede huse til. Mine forældre der havde været de typiske bekymrede forældre, da jeg kom i teenagealderen, og hvordan de flippede fuldstændig ud over, at jeg havde spurgt om jeg måtte tage en enkelt øl med til en fest hos en veninde. Jeg tænkte tilbage på alle mine venner og veninder igennem de sidste år af gymnasiet. De lange sommeraftener på stranden. Mit nye arbejde og de nye fantastiske mennesker jeg havde lært at kende. Og nu stod jeg her. Midt i et rum fyldt med politimænd og mordere. Det var sgu ikke noget, de fleste kunne sige at de havde oplevet.

Jeg fik revet mig tilbage til virkeligheden og væk fra alle minderne. Lys fra lommelygter fløj igennem rummet, og der blev råbt og skreget utydelige ting, som jeg ikke kunne få til at give nogen mening.

”Slip pistolerne!” råbte en af politimændene, hvilket var de første ord jeg rigtigt kunne opfange. Mit blik faldt tilbage på Tom og Jerry, der begge havde deres pistoler fremme. Deres ansigtsudtryk fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Hvordan kunne de overhovedet fastholde et smil på ansigtet, selv når hele deres plan gik i vasken?

En latter, der bedst kunne beskrives som ondskabsfuld, skar igennem luften, hvilket fik selv politiet til at holde mund og se undrende hen på Jerry.

”Troede i virkelig, i kunne gøre det her uden at det ville få konsekvenser?” sagde han højt og tydeligt, med en svag rysten på hovedet. ”Tåber.”

Han drejede sin krop imod mig, og så på mig med et triumferende smil, der fik alt indeni mig til at vende sig. Pistolen blev løftet op foran ham, og aftrækkeren blev trukket ind. Alt sammen i løbet af ingen tid, og før nogen kunne nå at gøre noget.

En svidende smerte bredte sig i brystet, og jeg tog automatisk en hånd op til stedet. Da jeg langsomt fjernede den igen, var det lige akkurat som jeg havde frygtet. Blod. Blod ud over hele min hånd. Der blev pludselig meget koldt herinde, og det føltes som om, at hele rummet drejede rundt i et uregelmæssigt mønster. Jeg sank sammen på gulvet, og hørte kort efter nogle flere skud blive affyret igennem rummet, men hvem de havde ramt, kunne jeg ikke se.

”Nej, nej, nej. Jenna!” En person lænede sig ind over mig med tårefyldte øjne og desperation i stemmen. Jeg ville så gerne bare række ud efter ham og sige, at alting nok skulle gå, men det kunne jeg ikke.

”H-harry,” fik jeg stille sagt, så lavt at ingen andre end ham kunne høre det. Til sidst kunne jeg ikke længere se klart, og alting syntes at få en mørkere og mørkere farve jo flere sekunder der passerede.

”Nej, Jenna. Please, bliv hos mig.”

Jeg kæmpede for at holde mine øjne åbne, men til sidst måtte jeg bukke under. Jeg kunne ikke mere. Min krop føltes svag, og langsomt forsvandt alle lydene omkring mig, indtil jeg til sidst ikke længere følte mig tilstedeværende i rummet. Der var ikke andet tilbage end stilhed og mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...