Bulletproof

En ganske almindelig dag i London der ender ud som alt andet end normalt. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, da to mænd træder ind i den nærmeste Costa Coffee og skyder to personer. Otte personer holdes indespærret på ubestemt tid. Jenna Jones der arbejder i butikken, forsøger at holde styr på situationen, hvilket ikke viser sig at være noget let job, når flere skud bliver affyret, timerne går, og selveste Harry Styles er i butikken. Mændene nægter at slippe dem fri, før en løsesum er blevet betalt, men hvor mange liv vil det koste undervejs?

238Likes
431Kommentarer
15162Visninger
AA

12. 11

 

Jennas synsvinkel

Det gjorde jeg bare ikke. Jeg ved virkelig ikke, hvad der gik af mig. Godt nok var jeg ovenud lykkelig for, at Mason viste sig at være i live, men det gav mig ikke ret til at kysse Harry på kinden. Det var bare forkert. Jo, han så godt ud og var helt utrolig dejlig at være omkring, men det ændrede ikke på noget. Vi var bare to unge mennesker, der tilfældigvis havde været i samme kaffeforretning på det forkerte tidspunkt.

Han lod til at tage det hele meget mere afslappet end mig, mens jeg selv var ved at flippe fuldstændig ud indvendigt. Jeg vidste godt, at det kun var et kys på kinden, og ligesom han sagde, så var der intet alvorligt i det.

Problemet var bare, at jeg ikke selv var helt sikker på, om der rent faktisk var noget alvorligt i det.

Jeg måtte bare forsøge at komme over det og tænke på noget andet. Jeg kunne ikke bare gå hen og begynde at opføre mig som en forelsket teenager, når vi trods alt stadig var fanget herinde. Desuden var det tydeligt, at følelserne ikke var gengældt. Hvis man overhovedet kunne kalde det følelser, det jeg nu havde for ham. Det hele var så forvirrende. Men han var Harry Styles, og han kunne ikke bare falde for en almindelig pige som mig.

Det lød utrolig selvkritisk, men sådan ville de fleste piger i mit sted nok tænke. Han kunne få hvem som helst, så hvorfor skulle han lige præcis kunne lide mig?

Jeg fik langsomt styr på mig selv igen, før jeg fik et lille smil frem og rykkede mig væk fra ham igen. Mit hoved gjorde helt ekstremt ondt og jeg havde følelsen af, at jeg blot blev svagere og svagere for hvert øjeblik der gik. Hvor lang tid vi havde været uden mad, havde jeg ikke styr på længere. Jeg havde vænnet mig til at høre den konstante rumlen fra min mave, der gang på gang skreg efter mad.

Døren herind til gik op, og Tom og Jerry kom til syne igennem døren inde fra baglokalet. Det var også ved at være en hel time siden vi sidst havde set dem. Alle minderne fra min tur udenfor kom pludselig susende tilbage. Den røde plet, hvilket betød en ekstra sammensvoren, politiet der ikke ville betale og fansene, og jeg måtte tage mig til hovedet i et forsøg på at blokere det hele ude.

”Okay, hør efter!”

Alles blikke rettedes imod de to mænd. Vi havde ikke ligefrem så mange andre muligheder.

”Da det ikke vil være specielt sjovt, hvis i begynder at dø af sult, har vi fået skaffet noget der burde være nok til at holde jer kørende.”

Først var jeg ikke sikker på, om det var noget han sagde for sjov, eller om han rent faktisk mente det. Siden hvornår var de pludselig begyndt gøre noget godt for os? Maden var sikkert forgiftet eller noget lignende. Eller også var det som han sagde. Der var ikke noget sjov i at vi døde. Det ville være langt sjovere at skyde os i stedet, når den tid ville komme. Det var jo utroligt betryggende at høre.

Igen var der tonsvis af spørgsmål. Hvordan havde de fået fat i maden? Var de gået uden for bygningen for at hente det? Kunne vi være stukket af i det korte øjeblik?

”Og lige en sidste ting. Det ser ud til at politiet er begyndt at planlægge, hvordan de kommer herind. Desværre vil i aldrig nå at se dagslyset, hvis de kommer så langt,” sagde Jerry med en hånlig latter.

Endnu et spørgsmål. Hvordan kunne de vide, at politiet var ved at planlægge at storme butikken? Den kunne jeg dog næsten selv regne ud. Hvis de havde andre med i denne plan, ud over dem selv, så var personen et sted ude i den virkelige verden, hvor person derfor også nemt kunne følge med i alt hvad der skete udefra.

Havde politiet dog intet forstået i, hvad jeg havde sagt til dem? Sig til dem, at hvis de forsøger at bryde ind, dør alle. Og det lød til at være lige netop dét, de var i gang med at planlægge. Jeg havde ikke lyst til at dø, blot fordi politimændene ikke forstod en klar og tydelig besked. De burde bare indse, at det bedste var at betale de dumme penge, så vi alle kunne komme videre med vores liv.

Tom kom ind igen lidt efter med en lille kasse, som han stillede på gulvet, før de begge gik tilbage imod baglokalet endnu en gang. Jerry stoppede op lige før døren og så tilbage på os.

”I kan glæde jer. I morgen bliver spændende,” sagde han med spænding i stemmen. Han havde en utrolig underlig fortolkning af, hvad der var godt og dårligt. Jeg kunne bestemt ikke se noget godt i, at vi måske alle sammen var døde i morgen på dette tidspunkt af døgnet.

Først da døren efter dem var blevet smækket i, var Melissa den første til at gå hen og løfte kassen op, for derefter at stille den hen på et af de små, runde borde. Både Harry og jeg rejste os op kort efter, og vi var alle hurtigt samlet rundt om den lille kasse.

”Der er ikke det helt store udvalg,” mumlede Melissa, efter at have åbnet den. ”Lidt frugt og en lille sandwich til hver.”

Det var virkelig lidt mad, men når man ikke havde fået noget mad i et døgn, var al mad værdsat. Vi tog hver en sandwich, og besluttede os for at gemme frugten til lidt senere. Aldrig før havde tørt brød med skinke smagt så godt. Jeg forsøgte at spise den i ro og mag, for at få den til at holde så længe som muligt, men der endte ikke med at gå mere end få minutter, før rub og stub var forsvundet ned i min hungrende mave.

”Er der en der er en smule sulten?” spurgte Harry med et grin og så hen på mig.

”Hvad tror du selv? Vi har ikke fået noget at spise i en evighed.” Jeg sørgede for at få spist alle tilbageværende krummer, så der ikke var den mindste smule tilbage. Jeg kunne sagtens have spist en til, eller ti, men nu måtte jeg bare nyde, at jeg havde fået noget, så jeg kunne klare mig lidt igen.

”Det er så rigtig nok.”

Jeg rejste mig op fra stolen, og gik hen til vandhanen og fyldte et glas med vand. Vi havde alle sat os rundt om et bord, så vi kunne spise sammen. Det viste sig at maden ikke var forgiftet. Jeg havde i hvert fald ikke kunnet mærke noget anderledes ind til videre, og sandwichen smagte nu også meget normalt.

”Tror i virkelig at politiet kunne finde på at komme herind, efter de har hørt hvad der vil ske, hvis de gør det?” spurgte jeg efter et lille stykke med stilhed. Jeg satte mig ned på min stol igen, og så skiftevis på dem.

”Altså,” startede William og rømmede sig kort. ”Politiet nu til dags er meget mere effektive end den gang jeg var en lille dreng, men de tænker ikke altid helt klart.”

Der var nu et eller andet dejligt over William og Anne. De sagde ikke så meget, og de forholdte sig i ro næsten uanset hvad der skete. De var også alderspræsidenterne herinde, så hvilket automatisk gav dem lidt ekstra respekt fra os andre. Stilheden lagde sig endnu en gang over os, mens alle færdiggjorde deres mad og tankerne fløj rundt omkring alt, der muligvis kunne ske i morgen.

”Jeg tror de gør det,” afsluttede William lidt efter.

”Det er bare komplet idiotisk af dem, men jeg tror du har ret,” sukkede jeg.

Endnu en gang skubbede jeg stolen ud fra bordet, og rejste mig op før jeg gik om bag disken. Denne gang satte jeg mig dog ned på gulvet, og hvilede ryggen imod et af skabene. Det var så utrolig svært at få lidt privatliv herinde, når man skulle leve med fire andre mennesker, og kun med ét rum til rådighed.

Mit hoved hvilede på mine knæ, mens mine arme holdt om benene med et stramt greb. Jeg havde aldrig været et af de mennesker, der nemt fik hjemve, men lige nu ville jeg gøre næsten alt for at komme hjem til mine forældre igen.

Ikke en gang nu var det muligt at få et minut i fred, før jeg hørte fodtrin komme nærmere og en skikkelse satte sig ned ved siden af mig kort efter. Jeg behøvede ikke engang at dreje hovedet, for at vide hvem det var.

”Ikke nu, Harry,” mumlede jeg lavt, og beholdte mit hoved hvilende på knæene.

”Hvad nu?” Han virkede en smule overrasket over mit mugne svar, men rykkede sig ikke ud af pletten. Tværtimod satte han sig bedre til rette, og gjorde ikke det mindste tegn til, at han var på vej til at gå igen.

”Jeg er bare træt, og har brug for at være lidt alene. Alt går galt lige nu, og jeg skulle ikke have kysset dig.”

Han slog en kort latter op, hvilket fik mig til at løfte hovedet fra mine knæ, og se hen på ham i stedet. Det kunne næste irritere mig så rolig han opførte sig omkring det hele, selvom jeg samtidig vidste, at han i virkeligheden ikke var så cool omkring det, som han foregav at være.

”Du tænker for meget, og endnu en gang... det var kun et kys på kinden,” svarede han og trak på skuldrene. ”Desuden kunne det have været meget værre.”

”Hvad mener du?”

”Du kunne have kysset mig på læberne.”

”Det kunne jeg aldrig finde på!” skyndte jeg mig at sige. Lige meget hvor meget jeg end fik lyst til det, ville jeg holde mig tilbage. Det var dumt at gøre sådan noget herinde.

”Virkelig? Er du helt sikker på det?” spurgte han med et kækt smil. For pokker den dreng var svær at finde ud af. Nu virkede det jo næsten til at han gerne ville have, at jeg havde kysset ham på læberne i stedet. Eller måske var det bare noget jeg bildte mig selv ind.

”Positivt.”

Jeg kunne ikke holde et smil tilbage, og rystede kort på hovedet af ham. Et kort øjeblik virkede han næsten skuffet over mit svar, men jeg havde bestemt ikke tænkt mig, at lade ham tro andet.

”Jeg tror ikke på dig,” svarede han efter en lille tænkepause, og rykkede lidt tættere på mig.

”Og hvorfor så ikke det?”

Jeg nåede kun lige akkurat at færdiggøre min sætning, før han rykkede det sidste lille stykke hen til mig, og lagde en hånd ved min kind, mens hans ansigt nærmere sig mit. Ærlig talt, så panikkede jeg en smule, og vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle gøre. Det burde ikke ske det her, men i det øjeblik hans læber ramte mine, forsvandt alle tankerne om, at det var en dårlig idé.

Sommerfuglene i min mave gik helt amok på ingen tid, og jeg lagde forsigtigt hænderne om hans nakke, lænede mig helt tæt på ham og gengældte kysset. Hvis det her havde været en Hollywood film, ville der stensikkert være blevet affyret fyrværkeri lige nu. Nu nøjedes fyrværkeriet dog med at forblive inde i min mave, og jeg mærkede varmen sprede sig rundt i hele kroppen.

Hans læber føltes silkebløde imod mine egne, og det her var et af de øjeblikke, hvor man ønskede, at man kunne stoppe tiden og bare blive lige her. Da han til sidst brød kysset og trak sig lidt væk fra mit ansigt, så han på mig med et stort, tilfreds smil.

”Derfor.”

 

Ahhhh, jeg fangirler selv lidt lige nu! Haha, men synes det var på tide der kom lidt kærlighed mellem dem, så hvad synes i? Og så regner jeg med at få den skrevet færdig inden søndag, så der vil blive opdateret lidt hurtigere end normalt. Tak til alle jer der læser med, og alle kommentarerne der kommer efter hvert kapitel, får altid et kæmpe smil frem.

Desuden så har jeg besluttet at der kun kommer ét kapitel mere, hvis jeg kan få fyldt alt det jeg gerne vil have med ind i det - men hvis det ikke går bliver det til to i stedet. Så vi nærmer os slutningen. Kan love masser af spænding, og jeg glæder mig virkelig til at gå i gang med det sidste :)

- Elviraaaaaa

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...