Bulletproof

En ganske almindelig dag i London der ender ud som alt andet end normalt. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, da to mænd træder ind i den nærmeste Costa Coffee og skyder to personer. Otte personer holdes indespærret på ubestemt tid. Jenna Jones der arbejder i butikken, forsøger at holde styr på situationen, hvilket ikke viser sig at være noget let job, når flere skud bliver affyret, timerne går, og selveste Harry Styles er i butikken. Mændene nægter at slippe dem fri, før en løsesum er blevet betalt, men hvor mange liv vil det koste undervejs?

238Likes
431Kommentarer
15160Visninger
AA

11. 10

 

Harrys synsvinkel

Jeg måtte ærligt indrømme, at mit hjerte stoppede et kort øjeblik, da Jenna pludselig faldt sammen på gulvet, og ikke var det mindste til at komme i kontakt med. Jo, jeg havde haft små førstehjælpskurser i skolen, men jeg var ikke en Mason. Jeg havde ikke helt forstand på, hvad der var bedst at gøre i sådan en situation, og det lod heller ikke til at de tre andre herinde, havde den helt store forstand på besvimelser.

Det hele var også så pokkers besværligt. Hvis der ikke var en person der døde, så havde vi en der besvimede i stedet. Man kunne vist roligt sige, at det ikke gik specielt godt for os. Melissa fandt noget koldt at ligge på hendes pande, hvilket vi gik ud fra ville være en god idé eftersom hun var brandvarm.

Vi havde ikke en gang nogen form for sukker at proppe i hende, hvilket nogle gange kunne hjælpe lidt. Her var fuldstændig tømt for al mad, så det eneste vi kunne fylde i hende var kaffe. Det ville dog blive lidt farligt, at hælde brændende kaffe i en bevidstløs person. Så vi besluttede os for at lade være, og i stedet bare forsøge at få hende kølet ned igen.

Hvis der skete noget seriøst med hende, ved jeg slet ikke hvordan jeg ville reagere. Det var slemt nok at vi ikke havde Mason længere, eller i det hele taget vidste om han var i live eller ej. Hvis hun pludselig også forsvandt på den ene eller anden måde, ville jeg blive efterladt med en dame midt i trediverne og et pensioneret ægtepar. Ikke noget had, men det var bare ikke lige dem, jeg havde mest til fælles med.

”Du behøves ikke at sidde her, hvis du ikke vil. Jeg skal nok klare den herfra,” sagde Melissa, og fik vredet mig ud af alle mine tanker.

Da hun først var besvimet, havde vi alle samledes på gulvet omkring hende, men da der var kommet lidt ro på igen, var William og Anne forsvundet hen til et af bordene, hvilket jo egentlig var fint nok. Jeg havde overhovedet ikke selv overvejet at flytte mig væk. Det føltes bare som det mest naturlige at blive siddende, indtil hun på et tidspunkt vågnede op. Men nu hvor det blev nævnt, var jeg ved at være ret smadret. Det tærede hurtigt på kræfterne, at være herinde. Der skete konstant noget, så det var sjældent at man bare kunne sætte sig ned og slappe af.

Jeg fik lavet en kop kaffe til at holde mig kørende på, før jeg gik hen til vinduet og satte mig ned på gulvet. Herfra kunne jeg stadig se hen på Jenna, hvis hun pludselig skulle vågne op.

Dagene var langsomt begyndt at smelte sammen, og jeg var ikke helt sikker på om vi havde været her i fire eller fem dage. Manglen på mad var også begyndt at kunne mærkes. Et voksent menneske kunne klare sig udelukkende på vand i en hel måned sagdes det, men så var der stadig meget lang vej igen. Det kunne umuligt komme til at tage en måned det her. Forhåbentlig ville der højest et par dage, før vi alle var ude herfra igen.

En ting jeg ikke helt kunne forstå var, hvorfor politiet ikke bare betalte de penge Tom og Jerry forlangte? De havde fundet ud af, at folk blev skudt på må og få herinde, så hvorfor ikke bare få det hele overstået, før flere mennesker ville miste livet?

Ikke for at lyde arrogant eller noget, men hvis det var pengene der manglede, så var jeg ret sikker på, at min manager kunne finde ud af noget. Jeg havde ingen anelse om, hvad der egentlig foregik ude i verdenen. Der var så utroligt mange spørgsmål, som jeg ikke ville kunne få svar på, før vi engang blev sluppet fri. Jeg savnede drengene helt ekstremt. I hverdagen brugte jeg tid med dem konstant, og nu havde jeg levet flere dage helt uden nogen form for kontakt til dem. Det måtte være en ny rekord.

Jeg tog et lille sip af kaffen, før jeg så ud af vinduet. Det kunne nok ikke rigtig kaldes for et vindue, for ærlig talt, så var der ikke mere plads end ti gange fem centimeter, hvilket ikke ligefrem gav det bedste udsyn, men det var trods alt bedre end ingenting. Kaffen var nær kommet galt i halsen, da noget meget uventet kom til syne. Det kunne ikke passe.

Mason.

Godt nok havde jeg forsøgt at berolige Jenna med at sige, at han stadig var i live, og sikkert bare var blevet skudt et ikke så alvorligt sted. Det havde jeg dog ikke selv troet så meget på. Håbet, men ikke direkte troet på det. Han sad bagi en af ambulancerne, hvor dørene var åbnet på vid gab.

Jeg kunne nok bedst beskrives som overlykkelig. Godt nok var jeg stadig selv fanget herinde, men Mason var i live. Han var sgu en god fyr, som man hurtigt kom til at holde af. Det gav en form for beroligelse at få bekræftet, at han ikke var død.

Han så dog ikke specielt godt ud. Der sad en person foran ham, sikkert en læge, der var i gang med noget der lignede forskellige tests, og han så ikke ud til at nyde det den mindste smule. Han sad uden trøje på, så man kunne tydeligt se forbindingen, der dækkede den øverste del af overkroppen og et stykke op over den ene skulder. For pokker, hvor var det godt at se, at han var i live.

Det gav et sæt i mig, da Jenna pludselig satte sig op i en lynhurtig bevægelse og i et kort øjeblik gispede efter vejret.

”Så, så... Træk vejret dybt ned i lungerne,” sagde Melissa roligt, og allerede få sekunder efter lod det til, at Jenna var faldet ned igen.

”H-hvad skete der?”

”Du kom herinde efter at have været ude ved politiet, og... så besvimede du.”

Hun nikkede stille og kiggede rundt, og så mest af alt komplet desorienteret ud.

”Ehm... Okay,” svarede hun noget tøvende, og tog sig til hovedet med en lille grimasse. ”Er der ellers sket noget nyt?”

Det sædvanlige svar ville bare have været et træk på skuldrene efterfulgt af et suk, som tegn på at der endnu en gang ikke var sket noget nyt, men for en gangs skyld havde jeg noget at fortælle. Jeg rejste mig op fra min plads henne ved vinduet, og tog kaffekoppen med hen og stillede den på disken, før jeg satte mig ned ved siden af hende.

”Mason lever,” sagde jeg stille efter en lille pause. Først så hun bare endnu mere forvirret ud, før hendes øjenbryn rynkede sig sammen og hun sendte mig et skeptisk blik.

”Er der her bare noget du siger, for at få mig til at få det bedre? For det hjælper altså ikke,” mumlede hun og så væk fra mig.

”Hey, det passer altså! Du kan selv komme hen og se.”

Uden at give hende en chance for at tænke nærmere over det, rejste jeg mig op og hev hende med. Det var nok smartest at give hende lidt tid til at vågne helt igen, men lige nu syntes jeg at det her var vigtigere. Og hvis hun skulle falde om, så kunne jeg forhåbentlig nå at gribe hende.

”Harry, hvis det her er en eller anden syg form for joke så-”

”Kig nu bare,” afbrød jeg hende, og satte mig på hug nede ved vinduet, og lod hende få den gode plads, hvor man fik det bedst mulige syn. Hun sad først med et irriteret ansigtsudtryk, men det hele forsvandt pludselig, og blev i stedet forvandlet til et måbende udtryk.

”Åh Gud, han lever virkelig!” udbrød hun, og et stort smil fandt frem på hendes læber.

”Det var jo det jeg sagde,” indskød jeg med et skævt smil. Jeg havde altid ret, og det ville også være ret ondt at joke om noget så seriøst.

For en gangs skyld virkede hun helt tom for ord. Hun sad blot og stirrede ud af vinduet i flere lange minutter, mens hun holdt en hånd op foran munden. Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg burde gøre noget, så jeg blev bare siddende i stilhed ved siden af hende, og ventede på at hun syntes, hun havde kigget nok.

”Ej, hvor er det godt,” hviskede hun endelig, og tog blikket væk fra vinduet, for i stedet hen at se på mig med et stort smil. Jeg havde efterhånden lært, at man skulle værdsætte de smil der kom herinde, for de kunne forsvinde igen hvert øjeblik det skulle være.

Temmelig uventet slog hun armene om mig i et stort kram, og det tog mig et kort øjeblik at fatte, at nu måske var et godt tidspunkt også at lægge armene om hende. Der var ikke noget værd ved et kram, hvor det ikke blev gengældt.

Et hurtigt kys blev plantet på min kind, før hun trak sig lidt væk igen. Hun så jo helt igennem lykkelig ud over, at han var i live. Det manglede da virkelig også bare. Alle døde sgu heromkring, så det var dejligt at se, at der var en, som for en gangs skyld ikke var død. Endnu en gang ændrede hele hendes mimik sig fuldstændig i løbet af ingen tid. Det måtte være en eller anden pigeting, og for at være ærlig, så skræmte det mig en anelse. Det var bare ikke til at følge med i.

”Noget galt?” spurgte jeg tøvende.

”Undskyld, jeg skulle ikke have gjort det.”

”Gjort hvad?” Jeg kiggede en smule undrende på hende, men da hun slog blikket i gulvet og hendes kinder fik en tydelig lyserød farve, gik det langsomt op for mig. ”Det var bare et kys på kinden. Det gør altså ikke noget.”

”Jeg ved det, men-”

”Bare et kys på kinden. Intet alvorligt, okay?” sagde jeg med et lille smil, hvilket fik hende til at nikke let som svar, mens hun fortsat holdt blikket imod gulvet. Der var intet galt i et kys på kinden. Det var jo ikke fordi, at der var mere bag det. Eller var der?

 

Sorry, for den lange ventetid! Jeg har bare haft så uendeligt mange ting at tage mig af, men jeg satser på at få lidt mere tid til skrivning fremover. Håber at der stadig er nogen der læser med :)

Ih, jeg følte lige for at få lidt loooove ind i slutningen, selvom det dog blev meget minimalistisk, men alligevel! haha. Jeg er ked af at meddele det, men historien er også snart ved at nærme sig slutningen. Det har aldrig været planen, at det her skulle være en af de uendeligt lange historier, men regner dog stadig med, at der kommer 2-3 (måske 4) kapitler endnu + en epilog (som jeg har haft i tankerne lige siden jeg startede.) Men tusinde tank til alle der læser med. Og wooow den har rundet de 100 likes. Det er så fedt, og noget jeg virkelig ikke havde regnet med. Tak til alle!

Husk at smid en kommentar, de hjælper virkelig med at holde motivationen oppe! :)

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...