Still Missing - Jason McCann

Det siges, at man ikke lærer at værdsætte hvad man har, indtil det brutalt bliver flået væk fra dig.
Det lærer den britiske rigmandspige, Bridget Hale, og hendes familie hurtigt, da Bridget bliver kidnappet af den dreng, som alle har hvisket om i krogene; Jason McCann. Og han har et krav. To millioner dollars, ellers får de aldrig Bridget tilbage. Men hvad sker der, når komplikationer som kærlighed, forræderi og sorg bliver indblandet? Hvem mister i sidste ende alt?

36Likes
40Kommentarer
2544Visninger
AA

4. The boy.

To uger senere

Siden den dag i kantinen, havde Amy nægtet at svare på nogen af mine spørgsmål om Jason og hver gang jeg prøvede at spørge Juliet, Harry og Finn, blev de på magisk vis både døve og stumme.

Det var fredag aften og jeg lå udstrakt på stuegulvet og så tv. Endnu en ulempe ved at flytte; du havde intet at lave i weekenden. Jeg sukkede og slog over på en nyhedskanal af ren kedsomhed.

”Museumsdirektør på California Arts Museum, Robert Ward, er kommet på hospitalet med alvorlige skader, efter en bombe i hans bil blev udløst i går aftes. Politiet er stadig ved at undersøge bilen for fingeraftryk, men de mistænker gerningsmændene, der brød ind på museet for et par uger siden. Politidirektøren siger desuden, at alle der mener, at de ved noget om sagen, skal melde sig på politikontoret. ”

Jeg spærrede øjnene op og kom i tanke om interviewet, der blev vist i lufthavnen. Manden, der arbejdede på museet, havde beskyldt Jason McCann. Kunne Jason have gjort det? Måske havde Amy ret omkring ham…

”Bridget, skat?” lød det fra køkkenet. Jeg sukkede irriteret og slukkede for fjernsynet, før jeg gik ud i køkkenet. ”Hvad er der, mor?” spurgte jeg uinteresseret.

Min mor sad ved spisebordet og drak kaffe.  Hun så op og smilede hurtigt til mig. ”Vil du ikke være en engel og gå ud og købe noget pasta? Din far har bilen og han er nok sulten, når han kommer hjem fra arbejde og jeg kan ikke selv nå det, da jeg skal forberede min fremvisning til i morgen tidlig.” sagde hun og rejste sig. Jeg rullede øjne af hende. ”Kan han ikke bare tage noget i køleskabet? Jeg har travlt.” tiggede jeg og hentydede til fjernsynet. Min mor hævede et øjenbryn og skævede ind mod stuen. ”Det har du tydeligvis ikke, hvis du bare sidder og ser fjernsyn. Vær nu lidt hjælpsom for en gangs skyld. Jeg har haft sådan en presset tidsplan på grund af vores flytning.  Her er penge til pastaen og så kan du også købe noget til dig selv, aftale? Super.” sagde hun, rakte mig en seddel og gik ovenpå, før jeg nåede at svare.

Jeg rakte tunge af hende og trampede ud i gangen. ”Hjælp lidt til, gør dit, gør dat,” vrissede jeg surt og trak mine beskidte converse sko på. Der var virkelig varmt, selv om solen var ved at gå ned, så jeg gik bare ud i mine shorts og min løse T-shirt.

Jeg kendte efterhånden vejen hen til det lille supermarked, der lå tæt på vores kvarter, så jeg gav mig til at gå. Gadelygterne oplyste fortovet og jeg kunne ikke lade være med at holde mig lige under lyset. Mørke var ikke på listen over min favoritting.

Efter ti minutters gang nåede jeg hen til butikken og snuppede den første pakke pasta jeg så. En korthåret kvinde med en masse læbestift på, scannede den ind, mens hun sendte hendes kasseapparat et ondt blik. Hun rev sedlen ud af min hånd og fandt et par mønter frem. ”Her, hav en god aften.” vrissede hun og gav sig til at læse i et blad. Jeg hævede øjenbrynene, tog mine ting og gik.

 ”Hvad fanden var hendes problem?” hviskede jeg, mens jeg stoppede op ved gadekrydset. Der var næsten blevet helt mørkt nu. Hvis jeg gik ind mellem alle husene, så ville det tage femten minutter at komme hjem og det magtede jeg virkelig ikke. Men hvis jeg nu skød genvej gennem gyderne bag ved supermarkedet, så kunne jeg være hjemme på syv minutter…

Jeg rankede ryggen og gik ind i den første gyde. Der var fyldt med tomme papkasser og skraldeposer. Jeg ledte efter min mobil i lommen, så jeg kunne få noget lys, men jeg havde selvfølgelig ikke den med. ”Typisk” mumlede jeg surt og åbnede en låge, der første ud til en lille sti tæt på en masse lejlighedskomplekser. Næsten ingen af gadelygterne virkede og jeg så mig nervøst over skulderen. ”Hold nu op, Bridget. Du bekymrer dig om absolut ingenting.” hviskede jeg beroligende.

”Der er ikke noget, der er ikke noget…” begyndte jeg at mumle højlydt for mig selv, mens jeg hurtigt gik videre. Jeg kunne ikke lade være med at kigge mig over skulderen for hvert skridt jeg tog og gav mig til at småløbe. Der begyndte at komme flere gadelygter og jeg åndede lettet ud. Jeg kiggede bag mig en sidste gang, bare for en sikkerheds skyld og smilede skævt. ”Selvfølgelig er der ikke noget. Jeg er nødt til at stoppe med at se alle de zombiefilm…” hviskede jeg for mig selv og grinede nervøst. ”Som om der skulle være nogen heru- sagde jeg lavt med en falsk munter stemme, men blev afbrudt midt i min sætning, da en høj person kom løbende imod mig og stødte ind i mig, så jeg blev slået ned i asfalten. Jeg gispede forskrækket og så op mod personen. Han var også faldet om i sammenstødet og så på mig med et vildt glimt i øjnene. Jeg skulle til at sige noget, da han hurtigt rejste sig og kiggede sig bag skulderen, mens han prøvede at genvinde pusten.

”Undskyld, jeg havde ikke set dig,” begyndte jeg prøvende, mens jeg så nærmere på ham. Jeg slugte en klump i halsen, da jeg fik øjenkontakt med ham. Drengen kiggede panisk rundt, som om han var bange for at blive forfulgt. Han havde brunt hår, der sikkert havde siddet pænt tidligere på aftenen, men nu strittede det til alle sider og hans pande glimtede af sved. Da han hørte at jeg snakkede til ham, stoppede han med at kigge rundt et øjeblik og så næsten undrende på mig, som om han helt havde glemt, at jeg var der.

Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge ind i hans brune øjne, så jeg skævede ned mod hans trøje. Det var en almindelig hvid t-shirt, men den var beskidt og klistrede sig fast til hans hud, fordi han svedte så meget. Jeg rømmede mig, da jeg indså at han ikke havde tænkt sig at sige noget og fik hurtigt rejst mig op. ”Jeg hedder Bridget..” sagde jeg forsigtigt. Drengen stoppede med at puste et øjeblik og så overrasket på mig, som om noget gik op for ham. Pludselig lød der en dæmpet lyd længere nede ad stigen og drengen fik igen det paniske udtryk i ansigtet. Han skubbede mig hårdt til side og begyndte at løbe ned af vejen.

Jeg kiggede overrasket efter ham og så ham forsvinde om bag et par huse, før jeg samlede min pose med pasta op. ”Hvad var han så bange for?” hviskede jeg forvirret til mig selv og begyndte hurtigt at gå det sidste stykke af vejen hjem til mit hus, imens jeg skævede rundt.

Da jeg endelig stod i mit hus igen, lænede jeg mig op ad væggen og lukkede øjnene. Jeg prøvede at forestille mig hans ansigt for mig, men det var allerede begyndt at blive sløret. Hvem var den dreng? Jeg sukkede kort og tog langsomt mine sko af. ”Mærkeligt…” mumlede for mig selv og tænkte en sidste gang på det paniske udtryk i hans ansigt, før jeg gik ud i køkkenet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...