Still Missing - Jason McCann

Det siges, at man ikke lærer at værdsætte hvad man har, indtil det brutalt bliver flået væk fra dig.
Det lærer den britiske rigmandspige, Bridget Hale, og hendes familie hurtigt, da Bridget bliver kidnappet af den dreng, som alle har hvisket om i krogene; Jason McCann. Og han har et krav. To millioner dollars, ellers får de aldrig Bridget tilbage. Men hvad sker der, når komplikationer som kærlighed, forræderi og sorg bliver indblandet? Hvem mister i sidste ende alt?

36Likes
40Kommentarer
2527Visninger
AA

2. A new day.

 

”Jamen hvorfor?” spurgte jeg panisk. Min mor sendte mig et medfølende blik og lagde en hånd på min skulder. ”Skat, du ved godt at din far er nødt til det. Det er hans job.” sagde hun blidt, i håb om at jeg ville forholde mig rolig. ”Det giver ham ingen ret til at ødelægge alt for mig!” råbte jeg med en ynkelig stemme. Min mor sukkede og trak hånden væk. Hun havde aldrig været god til at snakke med mig. Det her var bare endnu et af de mange beviser på at hun intet anede om mit liv. ”Jeg kan ikke flytte! Mit liv er her! I London!” fortsatte jeg vredt og lagde ekstra tryk på London.

Min far var en af Englands mest velhavende mænd. Bogstaveligt talt. Han havde hoteller rundt omkring i hele verden og kunne stolt kalde sig selv for millionær. Hvilket han også sørgede for at gøre, hver gang der var nogen der satte spørgsmål ved hans magt. Vi havde altid boet i et af Londons finere områder, som mor foretrak at kalde det. Det havde egentlig også været godt nok. Jeg havde altid været hjemmeundervist, men aldrig haft problemer med at få venner. Det var nok på grund af min store kæft, men jeg havde virkelig nogle personer som betød hele verden for mig. Det forstod mine forældre bare ikke.

”Jamen hvorfor USA? Det er så langt væk fra alle dem jeg kender som muligt! I kunne lige så godt have sparket mig til Kina!” råbte jeg og kylede min pude gennem mit soveværelse for at illustrere mit argument.

Min mor smilede forsigtigt til mig. ”Det bliver sikkert sjovt. Du får helt nye venner og din far havde tænkt at du måske skulle prøve at komme i… Normal skole.” sagde mor og rynkede misbilligende på næsen. En skole hvor der rent faktisk gik almindelige mennesker, hvor man ikke kunne prale med hvor mange penge man havde? Fuldstædig skandaløst, efter hendes mening. Jeg rullede med øjnene og kørte en hånd gennem mit blonde hår. ”Det er jo ikke pointen! Jeg vil ikke flytte. Jeg bliver her hos tante Marge.” svarede jeg stædigt og krydsede demonstrativt armene.

Min mor rullede øjne af mig og rettede lidt på en af hendes fine mørkebrune krøller. Endnu en ting der var så forskelligt ved os. Hun havde krøllet mørkebrunt hår, der altid var sat kunstfærdigt i en blød knold. Jeg havde langt glat lyst hår, uden en eneste krølle i syne.

”Du kan lige tro nej. For det første, så har Marge slet ikke tid til at få endnu en teenager i hendes hus. Ben og Luke er allerede en ordentlig mundfuld. For det andet, så har din far og jeg allerede købt huset og tro mig, du kommer med. Selv hvis jeg skal tvinge dig ind i flyet.” sagde hun strengt og kiggede rundt i mit værelse som, vanen tro, var fuldstændig rodet.

 ”Jeg ville foreslå at du snart begynder at få lidt orden herinde. Vi har arrangeret med flyttemændene, at alle vores ejendele er pakket ned på fredag. Så du har to dage til at få smidt alt det her i ned i papkasser.” tilføjede hun og skulle til at gå, men stoppede hurtigt i min døråbning. ”Og jeg får sendt Trudy op til dig, så hun kan hjælpe. Aftale?” smilede min mor og rettede lidt på sin højtaljede forretnings nederdel. Jeg sendte hende et falsk smil tilbage og hun gik hurtigt neden under.

”Du fatter intet.” hviskede jeg lavt og gik hen til mit vindue. Jeg satte mig i vindueskarmen og kiggede ud mod Londons gader. Regnen slog hårdt mod min rude og nede på fortovet kæmpede folk for at komme væk fra det dårlige vejr. En mand i jakkesæt skærmede sig mod regnen ved at holde en gennemblødt avis over sit hoved, mens han styrtede gennem Hyde Park. På den anden side af vejen havde en hjemløs gemt sig godt under en ødelagt papkasse. Jeg sukkede lidt og sendte dem et medfølende blik.

Et blidt bank på døren, fik mig ud af mine tanker og jeg kiggede derhen. Trudy, min mors assistent og, som hun kaldte det, stuepige, smilede til mig. Hun var 55 år og et af de sødeste mennesker i verden. Jeg havde kendt hende hele mit liv, fordi hun altid gik rundt og hjalp min mor med det ene eller det andet når hun ikke babysittede mig. Jeg vinkede til hende og satte mig på min seng. "Jeg pakker altså ikke." sagde jeg hurtigt. Trudy lagde en hånd på min skulder og smilede opmuntrende. "Det bliver sjovt i Amerika. Tænk på alle butikkerne." sagde hun blidt med hendes irske accent.

Jeg rystede på hovedet af hende. "Jeg har det fint med de butikker, der er i England." mumlede jeg. Trudy strøg mig over håret og gik hen til mit klædeskab. ”Det ved jeg godt, men hvis du ikke prøver at se positivt på det, bliver det altså ikke bedre.” sagde hun roligt og fandt min kuffert frem. ”Skulle mine ting ikke i kasser?” spurgte jeg forvirret. Trudy lagde kufferten på gulvet og kiggede lidt rundt i mit klædeskab. ”Jo, men vi pakker lige nogle nødvendige ting til de første par dage.” svarede hun muntert. ”Og der er altså lidt varmere i Amerika, så jeg ville anbefale at du gemmer alle de store sweatere, du altid går med, lidt væk.” fortsatte hun og sendte min kæmpe striktrøje, der gik til mine knæ, et blik. Jeg bed mig i læben og pillede lidt ved et par løse tråde, der sad ved ærmet. ”Jamen, jeg elsker-” begyndte jeg, men Trudy rystede på hovedet. ”Beklager, jeg ved godt at du er glad for dem, men det er din mors ordrer.” sagde hun lidt tøvende. Jeg rullede irriteret med øjnene og gik hen til mit skab. ”Fint.” mumlede jeg tvært og begyndte at finde diverse ting, som shorts og kjoler frem.

 

Næste dag.

 

Jeg stirrede tomt på mr. Hockston, der var i gang fortælle om den næste bog, jeg skulle læse. Han var min privatlærer og underviste mig i alle de fag, der var obligatoriske for mig, så jeg kunne komme på universitetet. Jeg forstod ikke hvorfor han overhovedet gad fortælle mig om bogen, fordi jeg ville højest sandsynligt være væk, før han overhovedet fik givet mig den. ”Stolthed og fordom er en roman af den engelske forfatter, Jane Austen, der blev udgivet i 1813. Den er blevet rost til skyerne og-… Miss Hale, hører de overhovedet efter?” sukkede han og standsede sin forklaring. Jeg kom til mig selv og smilede undskyldende. ”Beklager mr. Hockston.” mumlede jeg og skubbede tanken om at mine venner snart havde fri, ud af hovedet. ”Ja, meget vel. Som jeg var ved at sige, så blev romanen rost til skyerne. Handlingen foregår i Hertfordshire i 1800-tallet og omhandler en typisk engelsk middelklassefamilie med…” Ordene tonede ud for mig og jeg kiggede ud af vinduet i vores spisestue. For en gangs skyld skinnede solen og jeg sendte et længselsfuldt blik ned mod vejen, hvor børn løb rundt i deres skoleuniformer med isvafler i hænderne. ”Miss Hale!” lød det opgivende fra mr. Hockston. Jeg rødmede og fjernede blikket fra gaden og fokuserede på den bog, som min lærer viftede med foran mit ansigt. ”Åh du fredsens, hvad skal der dog ske når du tager til Amerika?” spurgte han opgivende og tog sine briller af, mens han kløede sig i nakken. Jeg trak på skuldrene og drejede fraværende min blyant mellem fingrene.

Mr Hockston rynkede brynene og lagde sine briller på bordet. ”Er der noget, de gerne vil snakke om miss Hale?” spurgte han med en bekymret undertone. Jeg rystede hurtigt på hovedet og smilede. ”Nej, slet ikke, sir. Jeg kom bare til at tænke på at mine venner snart har fri.” svarede jeg og smilede lidt. Min lærer kiggede længe på mig med et uoverbevist blik, før han skævede hen mod uret. ”Ved du hvad, det har været en lang dag. Smut du bare.” sagde han venligt og begyndte at samle nogle notater sammen. Jeg smilede til ham og tog mine bøger under armen. ”Tak mr. Hockston.” sagde jeg høfligt og smilede hurtigt, før jeg løb op på mit værelse.

Jeg lagde skolebøgerne på mit tomme skrivebord og skiftede hurtigt fra den sædvanlige marineblå sweater med mit skoleemblem på, til et par stramme sorte jeans og en oversize T-shirt. Derefter greb jeg min taske og løb nedenunder.  Jeg bed mig nervøst i læben og frygtede allerede hvad jeg var på vej til. At sige farvel til mine venner. Til alle dem jeg kendte.

Da jeg kom hjem ved ti tiden om aftenen, nåede jeg dårligt nok at smide min taske fra mig, før min mor begyndte at flippe ud. ”hvor har du været? Du skulle hjælpe med at pakke, men det glemte du vel sikkert?” spurgte hun og kiggede strengt på mig. Jeg sukkede og begyndte fraværende at pille ved min navlepiercing. Min mor lagde mærke til det og kiggede advarende på mig. ”Du ved godt at jeg ikke bryder mig om den vane, Bridget.” sagde hun irriteret og kiggede misbilligende på min mave, der var en smule synlig, fordi at min t-shirt kun gik til taljen. Hun hadede min navlepiercing som pesten. Jeg orkede ikke at svare hende og skævede til min far, der havde smidt sig i en lænestol og sendte ham et bedende blik.

Han sad og skimmede dagens avis og ignorerede det, der lignede starten på endnu en diskussion mellem min mor og jeg.

”Bridget?” Min mor havde lagt armene over kors og ventede på en undskyldning. Jeg stoppede med at pille ved min piercing og kiggede hen mod hende. ”Undskyld mor.” mumlede jeg irriteret, men hun nikkede bare, før hun hurtigt gik ud i køkkenet, mens hun lavmælt beklagede sig over den familie, hun var så uheldig at have. Skønt.

 

Da jeg vågnede næste morgen, var alle mine ting pakket ned i kasser og det værelse jeg havde sovet i hele mit liv, var nu tomt. Jeg sukkede irriteret og gav mig til at tage det tøj på, som Trudy havde lagt frem til mig;

Efter det, trampede jeg surt ned i stuen, hvor min mor allerede stod klar med hendes frakke over sig og sine læderhandsker på. ”Er du parat til at gå?” spurgte hun og skubbede en vildfaren krølle om bare øret. ”Nej,” svarede jeg trodsigt, men jeg tror nu ikke hun hørte mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...