Gold Rush - One Direction

Harry møder den 21-årige Jo Allen i sommerferien. Det er kærlighed ved første blik. De deler to lykkelige måneder med hinanden, der kun går ud på sjov og ballade. Men da ferien slutter og jobbet kalder bliver deres forhold sat på prøve.
Harry får mindre og mindre tid til Jo, men hun holder ved, hun elsker ham stadigvæk. Hun bliver venner med drengene, og gør alt for, at det skal være så let for ham som muligt, at få tid til det hele. Men da management beder Harry om at holde lav profil med deres forhold får hun nok, hun vil ikke have en skjult kæreste, hun vil have et seriøst og voksent forhold. Så hun smutter fra Harry, og efterlader kun en note om, at hun venter på ham, når han er klar.
Spørgsmålet er bare, om Harry overhovedet kan blive klar, han har aldrig været i et seriøst længervarende forhold før, men han er villig til at gøre alt for det.
Kan han lære at elske hende, som hun elsker ham?

82Likes
110Kommentarer
5646Visninger
AA

2. Prolog

Prolog

Harrys synsvinkel

 

Den gennemtrængende bippen blev højere og højere, og jeg slog forvirret mine øjne op. Fortumlet fik jeg famlet mig selv ud af sengen, og fandt stikkontakten, dog ikke uden at vælte mit vandglas på vejen.

”Pis os,” mumlede jeg for mig selv, men kunne ikke lige overskue at samle det op, da det stadig var halvmørkt.

”Jo, vågn op røgalarmen er gået,” sagde jeg og vente mig om for at forsøge at ruske i det jeg troede var Jo, men til min forskrækkelse bare var en pude.

”Jo?!” udbrød jeg. Hvor var hun? Jeg mindes ikke at jeg havde hørt hende gå på toilet i løbet af natten, men jeg kunne da alligevel godt lige tjekke om hun sad derude. Jeg træk en t-shirt over hovedet, før jeg traskede ud på toilettet, hvor døren var lukket indtil. Så var hun sikkert derinde.

”Jo?” spurgte jeg forsigtigt og bankede på døren, der gav en hul lyd fra sig. Intet svar.

”Jo?” prøvede jeg utålmodigt igen. Forsigtigt åbnede jeg døren op, kiggede ind i det mørke rum, og konstaterede at der ingen Jo var der. Hvor fanden var den pige?

”JO?!” råbte jeg denne gang, og prøvede at lade være med at gå i panik. Hvad nu hvis hun var gået ned for at købe noget mælk og ikke kunne finde hjem igen? Eller være, hvad nu hvis hun var blevet kørt ned af en bil i nattemørket? Forvirret gik jeg ind i soveværelset igen, og opdagede så at klædeskabet stod åbent. Da jeg fik bevæget mig tættere på jeg, kunne jeg ikke lade være med at ligge mærke til at der manglede noget. Først kunne jeg ikke rigtig finde ud af hvad, men da jeg så den lille efterladte sommerkjole på gulvet, kom jeg pludselig i tanke om hvad. Jos tøj. Hvor var det henne? Hvorfor var det kun den ensomme forladte sommerkjole, som så ud som om den var tabt ud af en taske, der lå der på gulvet? Hvor var alt hendes tøj hende? Hvor var Jo henne? En ubehagelig fornemmelse begyndte at brede sig i min mave. Jeg kunne mærke tårerne presse på, og kunne ikke lade være med at blive skræmt over den idé der var begyndt at forme sig i mit hoved. Hvad nu hvis… hvad nu hvis hun var… hun var… gået? Nej, selvfølgelig var hun ikke det, hvorfor skulle hun dog være det? Men… hvorfor var hun så væk? Uden at give besked eller noget? Klumpen i min mave blev større og større, til sidst var den så ubehagelig at jeg blev nød til at sætte mig ned på sengen. Det var der jeg så det. Det lille fine hvide papir, der lå perfekt på den mørkegrønne pude, et sted som ikke var til at over se. Men det havde jeg så gjort alligevel. Jeg turde næsten ikke kigge på det, i frygt for hvad der ville stå på det, måske fordi jeg egentlig godt havde en idé om det, men den idé skræmte mig så meget at jeg slet ikke gad tænke på det.

Med rystende hænder fik jeg samlet sedlen op, og foldede den forsigtigt ud. Ordrende der ramte mig var som et hårdt slag i maven. Som om alt luften blev pustet ud af mig, smerten var ulidelig, og tårerne begyndte at pible frem i min øjenkrog. Nej, jeg ville ikke græde. Jeg var stærk nok til at lade være. Hvorfor, var det eneste der kørte rundt i mit hoved. Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Havde jeg ikke været god nok, havde jeg ikke været sød nok, havde jeg gjort noget forkert, hvad havde jeg gjort? Jos fine håndskrift dannede den korte sætning: ’Jeg venter på dig, når du er klar.’ En sætning der allerede havde slået mit ellers perfekte liv ud af kurs. Måske havde jeg været en nar. Måske havde jeg sagt nogle lede ting en gang i mellem, måske var der gået lang tid mellem vi havde set hinanden, og måske var vores forhold ikke så stærkt som det engang havde været, men alligevel havde jeg aldrig forudset det her. Jeg havde troet at hun elskede mig. Jeg havde troet blindt på at hun elskede mig højt, ligeså højt som jeg elskede hende. Men nu hvor jeg tænkte over det, så tilbragte vi faktisk næsten ikke noget tid sammen. Og det var min skyld. Det vidste jeg. Jeg havde altid alt for travlt, men alle pressede mig jo bare, og sagde at jeg skulle arbejde hårdere og hårdere, og management tvang os til at skjule vores forhold og nej… det havde faktisk kun gået ned af bakke den sidste måneds tid, og det indså jeg nu. Men hvorfor først nu? Hvorfor ikke før det hele gik galt, før Jo forlod mig, før... nu.

Den første tårer begyndte at trille ned af min kind, blev erstattet af den anden, så den tredje, indtil det hele bare var et stort hav af tårer. Men jeg var ligeglad. Ligeglad med tårerne, ligeglad med det hele. Alt var alligevel lige meget. Alle mine tanker kørte rundt i hovedet på mig, alt i mens det eneste jeg forsøgte på bare var at trænge dem ude. Men det var umuligt. Aldrig havde jeg elsket en så højt, som jeg havde elsket Jo. Og nu havde jeg ødelagt det hele. Det var min skyld alt sammen. Min gråd blev afløst af den gemmetrængende bip-lyd fra røgalarmen, der stadig ikke var blevet slået fra. Jeg rejste mig modvilligt fra sengen, og slukkede den. Stilhed. Hvis bare der også kunne være stilhed i mit hoved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...