Gold Rush - One Direction

Harry møder den 21-årige Jo Allen i sommerferien. Det er kærlighed ved første blik. De deler to lykkelige måneder med hinanden, der kun går ud på sjov og ballade. Men da ferien slutter og jobbet kalder bliver deres forhold sat på prøve.
Harry får mindre og mindre tid til Jo, men hun holder ved, hun elsker ham stadigvæk. Hun bliver venner med drengene, og gør alt for, at det skal være så let for ham som muligt, at få tid til det hele. Men da management beder Harry om at holde lav profil med deres forhold får hun nok, hun vil ikke have en skjult kæreste, hun vil have et seriøst og voksent forhold. Så hun smutter fra Harry, og efterlader kun en note om, at hun venter på ham, når han er klar.
Spørgsmålet er bare, om Harry overhovedet kan blive klar, han har aldrig været i et seriøst længervarende forhold før, men han er villig til at gøre alt for det.
Kan han lære at elske hende, som hun elsker ham?

82Likes
110Kommentarer
5677Visninger
AA

10. 8

Kapitel 8

State of Dreaming - Marina and the Diamonds

 

 

Harrys synsvinkel:

Jeg smed mit udmattet i den bløde sofa og lukkede øjnene i et kort øjeblik. Jeg havde ingen idé om hvad klokken var blevet, jeg vidste bare at det havde været en utrolig lang og hård dag i studiet, og jeg ikke orkede at skulle til at køre hjem, for at komme herhen igen klokken otte i morgen, til et eller andet lorte møde.

”Hvad er klokken?” spurgte jeg Louis, der kom gående ud af det rum vi havde befundet os i det meste af dagen.

”Den er næsten et, bliver vi ikke bare her og sover i nat?” spurgte Louis, og kløede sig i øjnene, som om han kunne læse mine tanker.

”Jo lad os gøre det, men jeg bliver nok lige nød til at ringe og sige det til Jo,” sagde jeg og fik en klump i maven, da jeg sagde hendes navn. Jeg havde stadig ikke glemt hændelserne til Teen Awards for et par dage siden, faktisk stod de stadig helt tydeligt i min hukommelse, men det der stod mest tydeligt var Jos triste og skuffede blik, da jeg fortalte hende at vi blev nød til at aflyse vores date. Og jeg havde ikke lyst til at skuffe hende en gang til ved ikke at komme hjem. Men studiet lå næsten en times kørsel væk, så jeg ville knap nok nå hjem, før jeg skulle af sted igen. Så der var ingen vej udenom. Desværre.

”Hej, Harry, hvornår kommer du hjem?” sagde Jos trætte stemme i den anden ende af røret.

”Øhm Jo, mig og drengene bliver bare og sover i studiet i aften, som jeg fortalte dig, så har vi et morgenmøde i morgen, så det kan ikke betale sig at komme hjem,” fik jeg forklarede.

Stilhed. Nervepirrende stilhed. Hvorfor sagde hun ikke noget?

”Så du kommer slet ikke hjem før i morgen aften?” spurgte hun så endelig, med en meget stille stemme.

”Nej, desværre Jo, jeg er ked af det er jeg virkelig, men…”

”Det er okay, Harry,” afbrød hun. ”Vi ses i morgen.”

”Vi ses, Jo. Jeg elsker dig,” sagde jeg hurtigt, men jeg kunne allerede hører at hun havde lagt på. Bare hun ikke var alt for sur. Nej, jeg kendte Jo, hun var ikke sur, hun var bare skuffet og ked af det. Og det var bare endnu værre. Jeg sukkede dybt og satte mig op i sofaen, og hev min bluse over hovedet.

”Har vi egentlig stadig vores ting liggende her?” spurgte jeg og smed min hvide t-shirt på gulvet. Da vi arbejdede på vores sidste album ’Take Me Home’ havde vi haft nogle toiletsager, og noget ekstra tøj liggende i studiet, da det var tit vi blev og overnattede.

”Ja, det tror jeg,” sagde Zayn og gabte. ”Hvem bestiller noget mad?”

Gud ja, mad. Det havde jeg glemt alt om, midt i alt det travle. Men nu hvor Zayn nævnte det, kunne jeg sagtens mærke at det var langt tid siden jeg havde spist noget.

”Hvis nu vi to går på jagt efter vores ting, så kan de andre bestille noget mad?” foreslog jeg, og Zayn nikkede bare og rejste sig.

”Hvad skal vi bestille?” spurgte Niall, lige inden vi forlod rummet.

”Bare bestil noget pizza eller noget,” svarede jeg, og kørte en hånd igennem mit lidt fedtede hår. Jeg trængte til et bad.

”Og husk at bestille noget uden svinekød til mig,” indskød Zayn, før vi begyndte at bevæge os ned af en lang gang, hvor det værelse vi plejede at sove i når vi var her, lå. Zayn åbnede døren ind til det lille indelukkede værelse. Rummet var ikke særlig hyggeligt, men det bragte alligevel mange minder frem. De lignede sig selv fuldstændig, fra sidst vi havde været her. I starten havde vi bare sovet på madrasser på gulvet, men så havde vi besluttet os for at investere i nogle senge, og da rummet var ret småt, var køjesenge den eneste løsning. Så nu stod der to køjesenge i hver sin side af rummet, og en slatten madras på gulvet, som den der kom sidst kunne få. Ud over køjesengene var der en lillebitte kommode, der indeholdte alt hvad vi havde brug for. Og det hele var der stadig. Jeg fandt en ren t-shirt frem fra skabet, og tog den hurtigt på, da jeg jo havde smidt den gamle, fordi den lugtede lige lovligt meget af sved. Jeg tog også skoen og bukserne af og smed mig hurtigt i den nederste køje, som helt klart var min favorit plads. Zayn foretræk den øverste, og fik sig også hurtigt smidt der. Jeg var bare lykkelig over at jeg ikke skulle sove på madrassen.

Liam, Louis og Niall kom ind med pizzaer og sodavand og så blev min køje ellers indtaget af fire drenge, der ikke gjorde sig umage med ikke at spilde ud i sengen. Min seng. Fedt nok. Jeg tog et stykke af pepperoni pizzaen, helt klart den bedste pizza ever, og den smagte himmelsk. Jeg åd et par stykker mere, og skyllede dem ned med cola, før min mave ikke kunne klare mere.

”Okay drenge, nu må i godt hoppe ud af min seng, for jeg skal altså sove,” sagde jeg og puffede lidt til Zayn der sad tættest på mig.

”Jeg er altså ikke færdig med at spise,” beklagede Niall sig.

”Men det er jeg, så tag maden med over i din seng, hvis det er,” sagde jeg og gabte, for ligesom at understrege min træthed. Zayn var kravlet op i seng egen køje over mig, og Niall og Liam smuttede hen i den anden.

”Ej hallo, jeg gider altså ikke sove på madrassen,” beklagede Louis sig utilfreds.

”Det er din tur,” sagde Niall bare med munden fuld af mad.

”Min tur? Det er sgu da et halvt år siden vi har sovet her sidst eller noget, hvordan fanden kan du huske hvis tur det er, Niall?” spurgte Louis surt. Hvis der var nogen man ikke skulle komme i vejen for så var det Louis.

”Tag nu bare den madras, Louis,” sagde Liam opgivende.

”Nej,” insisterede Louis. ”Det kan ligeså godt være Nialls tur.”

”Hold nu kæft og tag madrassen Louis,” sagde jeg, nok mest fordi han skulle ud af min seng, så jeg kunne sove.

”Tag madrassen selv, Harry,” svarede Louis igen.

”Næh. Jeg kom først,” sagde jeg flabet.

”Jeg er lige glad. Jeg er ældst,” sagde Louis stædigt.

”Jeg er lige glad. Jeg går ikke ud af den her seng,” sagde jeg. Jeg skulle fandme ikke sove på madrassen bare fordi Louis opførte sig som en lille prinsesse.

”Det gør jeg heller ikke,” sagde Louis bestemt, og lagde sig ned for ligesom at understrege det.

”Nå, men så ser det jo ud som om vi må sove her begge to,” sagde jeg og træk dynen over mig. ”Men du skal tage din egen dyne. Min får du ikke.”

Med en irriteret mine rakte Louis ud efter den ekstra dyne der lå på gulvet, og jeg så mit snit til at skubbe ham ned fra sengen, men han var hurtig og forblev desværre oppe. Pis os. Jeg lagde mig med hovedet ind i væggen, men fik ikke lov til at ligge behageligt længe, inden Louis joggede sit knæ lige ind i ryggen på mig.

”Av forhelvede Louis, styr dine bevægelser man,” råbte jeg højt.

”Undskyld,” sagde Louis hurtigt og træk sit knæ til sig igen.

”Ej, nu holder i fandme kæft i to, i er jo ikke til at holde ud at være sammen med. Desuden så skal vi tideligt op i morgen, så vi burde nok få noget søvn,” sagde Niall irriteret, og slukkede lyset, så der blev helt mørkt i det lille rum. Jeg kunne mærke Louis’ knæ i ryggen på mig igen, men orkede ikke at protesterer, så lagde mig bare til at sove.

Da jeg vågnede næste morgen var hele min krop øm, efter at have ligget i en sammenkrybet stilling hele natten, og med Louis’ helvedes irriterende knæ borende ind i ryggen på mig. Louis lå og snorkede ved siden af mig med hvidt åben mund, og jeg fik en pludselig lyst til at slå ham. Den dumme dreng, der troede at han bare kunne komme her og stjæle min seng. Men i stedet for at skubbe ham, puffede jeg forsigtigt til ham, så han langsomt trillede ud af sengen og landede på gulvet med et hult dunk.

”Hvad satan?” mumlede han efter et par sekunder, og satte sig forvirret op. ”Det gjorde du bare ikke, Harry.” Han kiggede olmt på mig, med et blik der kunne dræbe, og jeg grinede bare frejdigt af ham. Så kunne han lærer det. Bare han nu ikke var ude på hævn.

”Godmorgen,” sagde Zayn så pludselig fra køjen over mig. ”Hvad laver du på gulvet Louis? Jeg troede du var for fin til at ligge der?”

”Holdkæft, Zayn,” mumlede Louis bare, og rejste sig hurtigt fra gulvet.

”Okay drenge, drop jeres lort, mødet starter om en halv time, så vi må hellere til at gøre os klar,” sagde Liam, som den fornuftige person han jo var. Hurtigt rejste jeg mig fra sengen, og fiskede noget rent tøj frem fra den lille kommode. Jeg trissede ud på badeværelset med Liam i hælene og skiftede hurtigt tøj. Med hurtige bevægelser tændte jeg for den lille vandhane, og plaskede noget koldt vand op i ansigtet. Jeg følte mig virkelig træt, udmattet. Havde brug for en pause. Men det kunne der desværre ikke blive. Et kvarter til mødet startede. Om jeg var klar? Overhovedet ikke.

”Sæt jer ned drenge,” kunne jeg høre Marks skarpe stemme kommandere. Mark var lederen. Mark var den der bestemte. Og sådan var det bare. Hvis man ikke gjorde som han sagde, kunne man kun komme i problemer. Derfor satte vi os alle på samme tid, og forberedte os på det værste.

”Nå, drenge det er godt at se at, i arbejder så godt på albummet fortiden,” sagde Mark, men havde ikke den mindste antydning af et smil på læben. ”Men det er desværre ikke det vi er kommet for at snakke om i dag.”

”Hvad er det så?” spurgte Liam undrende.

”Noget lidt mere alvorligt,” sagde Mark og satte sig ned. Det var sjældent at han gjorde det. Og det gjorde mig lidt bekymret.

”Harry…” begyndte Mark, og kiggede over på mig med et blik jeg ikke helt kunne tyde.

”Ja?” spurgte jeg, og kunne ikke finde ud af om jeg skulle blive mere bekymret end jeg var i forvejen. Nej, det var der sikkert ingen grund til.

”Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal forklare det her…” fortsatte Mark, og lød næsten som om han havde medlidenhed med mig. Men også kun næsten.

”Hvad er det?” spurgte jeg lidt halvirriteret over at han ikke bare sagde hvad det var der var galt.

”De drejer sig om hændelserne til Teen Awards… din opførsel var ikke helt acceptabel,” sagde Mark. Hvad havde jeg nu gjort? Var det fordi jeg var gået hen og snakket med Jo ved hegnet? Nej det kunne det ikke være.

”Vi har faktisk et lidt stort problem. Og vi er kommet frem til at den bedste løsning er at dig og Jo holder sig lidt væk fra hinanden, i hvert fald i offentligheden,” afsluttede Mark, og sendte mig et undskyldende blik.

Nej. Nej, det kunne han ikke sige. Det kunne han ikke forbyde. Han ikke forbyde mig at se Jo. Han kunne ikke forbyde mig at holde min kæreste i hånden på gaden, tage hende med på en gåtur i parken, tage ud at spise med hende, tage i tivoli eller bare sidde på en bænk og nyde solskinnet. Nej. Det kunne han ikke gøre. Det kunne de ikke gøre. Hvilke mennesker var dog så ubarmhjertige?

”Nej…” mumlede jeg, og gemte hovedet opgivende i hænderne. Det var som om det ikke rigtig var gået op for mig. Som om det ikke var en mulighed. Og hvordan skulle jeg fortælle det til Jo. Jeg kunne ikke slå op med hende nu. Aldrig i livet. Jeg elskede Jo over alt på jorden, og det kunne ingen i verden lave om på. Aldrig ville jeg forlade hende på grund af noget management havde sagt.

”Det kan i ikke gøre,” kunne jeg pludselig høre en meget vred Louis sige, og rejse sig op fra stolen. ”Det kan i fandme ikke gøre. Hvad fanden er i for nogen mennesker? Så se dog på drengen, kan i ikke se han elsker hende, kan i ikke forstå at man ikke bare kan forbyde kærlighed på den måde, kan i ikke bare fatte i jeres små hjerner at det hele fucking ikke handler om penge? Så fat det dog! Stop med at være så helvedes egoistiske, og begynd at tænk på hvad det er vi vil! Vi har fucking aldrig bedt om at blive fortalt at vi ikke må være sammen med vores kærester mere, fordi fansne bliver skuffet! I gør fucking alt for de skide lorte penge, som i allerede har millioner af i forvejen, hvad fanden er det i vil! Kan i forhelvede ikke bare fatte at vi har fået nok at jeres lort? Hvad er der galt med jer? Hvad er der fucking gået galt op i jeres små egoistiske indskrumpede hjerner, jeg…”

”Louis slap af…” sagde Liam sagte, og lagde en arm på Louis’ skulder.

”NEJ JEG GIDER FANDME IKKE VÆRE ROLIG LIAM!” nærmest råbte Louis. ”Kom, Harry.”

”Hvad skal vi?” spurgte jeg forvirret, og havde slet ikke opfanget hvad det egentlig var der var foregået.

”Hjem til den kæreste, som fortjener dig mere end nogen andre lige nu,” sagde Louis og tog fat i min arm og hev mig med ud af rummet.

***

Der blev ikke sagt et eneste ord på vej hjem i bilen. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at tænke, og var stadig i chok efter alt hvad der var sket, så jeg sad bare ligeså stille og stirrede ud af bilruden, mens Londons gader langsomt passerede os. Til gengæld havde jeg aldrig set Louis vredere, vreden boblede bare ud af ham, og han kørte som en sindssyg. Selvom han intet sagde, kunne man tydeligt fornemme hans vrede. Hidsigt parkerede han bilen ude foran Jos og min lejlighed, og steg hurtigt ud af den, og smækkede døren hårdt i efter sig. Jeg nåede knap nok at komme ud af bilen, før han allerede var på vej op af trapperne. Vi stoppede begge op da vi nåede til hoveddøren. Hvad nu? Hvad havde jeg overhovedet tænkt mig at sige til Jo? Hvad fanden skulle jeg egentlig gøre? Det her kunne kun ende skidt.

”Louis…” begyndte jeg. ”Tak for din støtte og alt det der… men jeg tror det er bedst hvis jeg bare lige taler med Jo selv.” Jeg havde på fornemmelsen at Louis bare ville ødelægge det lidt, hvis han gik med ind.

”Selvfølgelig,” sagde Louis heldigvis og lød nogenlunde forstående. ”Du ringer bare hvis der er noget.”

”Tak, Louis,” sagde jeg og tvang et lille smil frem, og kunne så pludselig mærke et par varme om mig. Det var virkelig, virkelig lang tid siden jeg havde fået et rigtigt Louis kram, og det føltes så rart. Især i en situation som denne. Han slap mig igen og smilede opmuntrende til mig.

”Det skal nok gå alt sammen, Harry,” sagde han inden han forsvandt ned af gangen.

Så var det nu. Det var nu jeg skulle gå ind af døren, ind i min lejlighed, ind i vores lejlighed, se Jo i øjnene, og fortælle hende hvad jeg lige havde fået af vide. Og det var jeg på ingen måde klar til. Men jeg blev nød til at gøre det, og det var jeg også klar over. Langsomt åbnede jeg den ulåste dør op, og trådte ind i entreen. Jeg kunne hører Jo bumle rundt i lejligheden et eller andet sted, og jeg fik klump i maven ved bare tanken om at hun var lige der på den anden side af væggen.

”Er det dig, Harry?” kunne jeg hører hende råbe, det lød som om hun var ude i køkkenet. Jeg ville svare hende, men mine læber ville ikke lukke et eneste ord ud. Kom nu, Harry du kan godt.

”Ja,” nærmest mumlede jeg. To sekunder efter kunne jeg se Jos smilende ansigt i døråbningen. Bare synet af hendes ansigt fik mig til at bryde helt sammen indeni, men jeg kæmpede virkelig for at det ikke kunne ses på mig.

”Hej,” sagde jeg og fremtvang et påklistret smil. Hun fangede den selvfølgelig med det samme.

”Harry, er du okay?” spurgte hun bekymret. ”Er der sket noget?”

”Nej…” sagde jeg bare og rystede på hovedet. ”Kom her.”

Jo lod sig glide ind i mine arme, og jeg holdt om hende, og nød bare hver eneste sekund vi stod der. Hun kiggede op på mig med sine vidunderlige brune øjne, før vores læber mødtes i et kys. Lige i det øjeblik glemte jeg næsten hvad der lige var sket, men ligeså hurtigt som det var forsvundet kom det tilbage igen.

”Jeg elsker dig, Jo,” sagde jeg og kæmpede virkelig for at holde tårerne inde. Jo fnisede lidt.

”Hvorfor siger du det nu?” spurgte hun og kyssede mig på næsetippen.

”Fordi jeg mener det,” sagde jeg og trak hende ind i et kys endnu engang. Smagen af Jos læber, var virkelig en jeg ikke kunne få nok af. Hvis hun lod mig, ville jeg kysse hende hele tiden. Men alting var ikke altid så enkelt.

”Jo, jeg bliver nød til at snakke med dig,” fik jeg så endelig sagt. ”Der er faktisk sket noget. Hvis man kan sige det sådan.”

”Hvad?” spurgte Jo, både overrasket og bekymret.

”Kan vi ikke lige sætte os ind i stuen?” spurgte jeg, og hun nikkede bare. Jeg tog hendes hånd, og vi satte os ned i sofaen over for hinanden. Jos bekymrede blik blev ved med at hvile på mig, og hendes tommelfinger nussede forsigtigt min hånd der hvilede i hendes.

”Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal starte Jo…” jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på, og kunne virkelig ikke holde det ud mere. Hvad så hvis jeg græd? Jeg havde ret til at græde, det var naturligt at græde. Alle græd engang i mellem.

”Harry…” sagde Jo bare, og havde vidst også fornemmet tårerne i min øjenkrog. Hun rykkede tættere på mig, og lagde sine arme om mig, og trak mig ind i et beskyttende kram.

”Det er okay… bare tag det roligt og så forklar det ligeså stille,” hviskede hun og fik fat i en krølle, som hun nussede ligeså forsigtigt. Det gjorde mig faktisk roligere. Jeg tog en dyb indånding og begyndte.

”Vi havde jo møde i dag… om Teen Awards,” begyndte jeg. ”Mark var sur på mig. Fordi ja du ved… jeg gav dig for meget opmærksomhed…” Jeg kunne mærke den første tåre pible ned af min kind, men gjorde ikke noget for at stoppe den. Så løb dog forhelvede, løb af helvedes til, og bliv væk.

”Harry…” sagde Jo igen, og forsøgte at tørre tåren væk fra min kind. ”Hvad sagde han helt præcis?”

”Han sagde…” sagde jeg og tog en endnu en dyb indånding. ”Han sagde at det nok var bedst hvis vi… hvis vi du ved… holdt os lidt væk fra hinanden… altså at vi… ja altså at vi ikke skulle ses sammen i offentligheden mere.”

Tårerne fik nu frit løb. Jo sagde ikke et ord. Hun sad bare og stirrede chokeret på mig, mens hendes øjne blev mere og mere blanke.

”Du skal ikke græde prinsesse,” sagde jeg og kyssede hende blidt. ”Louis siger at det nok skal gå. Så det skal nok gå.”

”Hvordan kan de sige sådan noget? Hvordan kan de gøre det over for dig? Hvordan kan de leve med sig selv…” sagde Jo, med et suk. ”Harry kommer det her til at fungere?”

”Det skal fungere,” sagde jeg bestemt. ”Jeg kan ikke undvære dig.”

”Jeg kan heller ikke undvære dig. Jeg elsker dig jo forhelvede.”

”Jeg elsker også dig, Jo. Og derfor kan vi godt klare det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...