Gold Rush - One Direction

Harry møder den 21-årige Jo Allen i sommerferien. Det er kærlighed ved første blik. De deler to lykkelige måneder med hinanden, der kun går ud på sjov og ballade. Men da ferien slutter og jobbet kalder bliver deres forhold sat på prøve.
Harry får mindre og mindre tid til Jo, men hun holder ved, hun elsker ham stadigvæk. Hun bliver venner med drengene, og gør alt for, at det skal være så let for ham som muligt, at få tid til det hele. Men da management beder Harry om at holde lav profil med deres forhold får hun nok, hun vil ikke have en skjult kæreste, hun vil have et seriøst og voksent forhold. Så hun smutter fra Harry, og efterlader kun en note om, at hun venter på ham, når han er klar.
Spørgsmålet er bare, om Harry overhovedet kan blive klar, han har aldrig været i et seriøst længervarende forhold før, men han er villig til at gøre alt for det.
Kan han lære at elske hende, som hun elsker ham?

83Likes
104Kommentarer
5832Visninger
AA

9. 7

Kapitel 7

They Don’t Know About Us – One Direction

 

Jos synsvinkel:

Da jeg slog øjnene op søndag morgen og så Harry ligge sovende ved siden af mig, følte jeg en sær trang til ikke at vække ham, og bare smutte stille op selv. Han uglede hår og tunge åndedræt fik ham til at ligne og lyde som et lille barn, som jeg mest af alt bare havde lyst til at omfavne og vugge  i min favn.

Derfor satte jeg mig forsigtigt op, og skubbede benene ud over sengekanten, så mine tær lige akkurat snittede det kolde trægulv. Jeg gøs og længtes efter den varme dyne, men lysten til kaffe var større, så jeg talte til tre i hovedet, og sprang derefter lydløst op fra sengen, og listede ud af soveværelset.

Ude i køkkenet gik jeg målrettet hen mod kaffemaskinen, og satte den til, hvorefter jeg let på tå vimsede ned i sofaen, og trak tæppet godt op om mig. Jeg rakte ud efter min mobil, der havde ligget til ladning i nat, og var til mi forbløffelse blevet bombet med sms’er hele natten lang.

Det tog mig ikke lang tid at regne grunden ud, efter blot at have læst den første linje af første sms, vidste jeg, hvad de alle handlede om. Billederne af mig og Harry fra i går.

Min mor havde skrevet, at jeg skyldte hende en forklaring på, hvad jeg lavede på forsiden af dagens avis, og flere af mine veninder havde skrevet desperate sms’er om, om det mon kunne passe, at jeg var blevet set kysse Harry Styles. Jeg fnøs, og rystede opgivende på hovedet. Hvorfor kunne de ikke være ligeglade? Det var jo ligesom de andre fyre jeg havde datet, som for eksempel Lucas, ham havde de da ikke voldtaget min indbakke på grund af. Eller ved nærmere eftertanke, så var dette slet ikke ligesom Lucas, af flere grunde. Den ene af dem værende, at jeg rent faktisk havde det sjovt med Harry, og den anden nok lidt mere betydningsfulde var selvfølgelig, at hvis jeg havde kysset Lucas midt i London, som var sket masser af gange, så var sandsynligheden ret lille for, at vi havnede på forsiderne dagen efter.

Jeg rejste mig i protest over de irriterende spørgsmål, og gik op for at skænke mig selv min velfortjente kop morgenkaffe, hvorefter jeg satte mig ned i sofaen igen, og tændte for tv’et. Der blev ikke sendt noget spændende, så af ren refleks tog jeg min mobil frem igen, som jeg ellers havde smidt ned i den anden ende af sofaen. Jeg droppede at tjekke resten af mine sms’er, og gik i stedet på Facebook, for at se, hvad der skete i verden ud over, at jeg var kærester med ’ham fra One Direction’. Men det viste sig, at være en afsindig dårlig idé. Jeg havde selvfølgelig endnu flere ulæste beskeder herinde samt et hav af venneanmodninger.

Jeg trykkede uforstående på hende, hvis navn stod øverst på listen over anmodninger, og kom ind på en profil. Det første der fangede mit blik, var min kærestes ansigt, der blev smasket op i ansigtet for mig, da det var hendes coverbillede. Harry stod iført en grå blazerjakke og opknappet skjorte og lignede mest af alt en engel.

De næste mange piger, viste sig også at have drengene som coverbilleder, profilbilleder eller føjet til som partner under info om dem, så det tog mig ikke lang tid før jeg fattede et mønster.

Urolig overfor hvad der mon ville vente mig, gik jeg ud af Facebook og trykkede på twitterikonet på min IPhone skærm.

Og hold nu kæft jeg havde fået mange notes. Jeg havde fået over 1000 nye followers siden i går, og klokken var altså kun 10 om morgenen, så det var begrænset, hvor mange, der havde set avisen endnu.

Jeg gik ind på nogle af de tweets, jeg havde fået tilsendt og blev mødt af et desperat: ”FOLLOW ME PLEASE”, hvilket var, hvad jeg mindst af alt havde forventet.

Hvad havde jeg egentlig forventet?

Jeg scrollede videre ned ad siden, og blev mødt af et ”I love you so much” hvilket fik et underligt smil frem på mine læber, da jeg ikke vidste om jeg skulle tage det som et kompliment eller bare være forundret, da personen jo aldrig havde mødt mig.

Så kom jeg til et ”fuck off slut”, som fik det til at gibbe i min krop. Det var vel egentlig, hvad jeg havde ledt efter, var det ikke? Jeg sukkede velvidende at det var præcis, hvad jeg havde forventet, jeg havde jo hørt de forfærdelige historier om alt det had kendtes kærester modtog, og især teenageidoler som Justin Bieber og One Direction.

Jeg scrollede lidt videre, og blev til sidst enig med mig selv om, at der intet godt kom ud af at læse alt det lort, som halvdelen af det var, eller rettere sagt det hele. For selvom nogle at tweetsene var søde, så var det stadig latterligt, at folk ligefrem elskede mig.

Jeg trykkede på opdage-knappen, for at se, hvad der skete i verden, og blev overrasket, da jeg så Jo Allen trende world wide. Under det trendede #Jarryisfake, Harry og who is she, som jeg gættede på var ment til mig.

Jeg kunne ikke lade være med at trykke på det sidst nævnte trend, og kom ind på et hav af tweets, der alle indeholdte who is she samt en masse andre forvirrende spørgsmål, og et billede af Harry og mig, da vi kyssede i går.

Jeg sank en klump. Jeg havde virkelig ikke regnet med at lille mig, der kyssede min kæreste ville fylde så meget i så mange personers liv. Jeg mærkede min finger glide over skærmen, og trykke på det andet trend, #Jarryisfake, hvilket rent faktisk gjorde mig lidt sur. Vi var sgu da mere ægte end de anede. Igen kom jeg ind på tusindvis, hvis ikke millioner af denne gang vrede tweets.

I hate that bitch #Jarryisfake.

Harry is mine, that Jo girl can go pack her things #Jarryisfake.

Clearly edited #Jarryisfake.

Go fuck yourself Jo, I know Harry doesn’t want to do so #Jarryisfake

Alle disse tweets fik min irritation til at stige et par grader, men jeg vidste, at jeg ikke skulle tage det personligt, de var jo bare sendt fra hjerteknuste piger, der havde en eller anden illusion om, at de en dag ville gå ned af kirkegulvet sammen med Harry. Jeg sukkede, og mærkede nysgerrigheden stige mig til hjernen idet jeg gik ind på Jo Allen, de var fandeme hardcore fans, hvis de på baggrund af de få billeder, der var blevet taget, allerede havde fundet ud af mit navn. Hvad havde de ellers at sige om mig?

That Jo Allen girl is so ugly, I don’t get why Harry is kissing her.

Jo Allen is soooo fat, it is just too disgusting.

Jo Allen makes me wanna puke.

I lost a lot of weight for Harry and then he just goes out and date that curv so jealous of Jo Allen.

Jeg mærkede hvordan mit humør sank helt i bund, og jeg ubevidst lagde min ene arm beskyttende over maven. Jeg skyndte mig at lukke twitter ned, og smed min mobil så langt væk i sofaen som jeg kunne, så jeg ikke skulle blive fristet til at læse mere. Jeg hørte pludselig en knirken inde fra soveværelset, og to sekunder efter blev døren åbnet, og en sød Harry med morgenhår stod forsovet i døren.

”Godmorgen skat” mumlede han, og luntede hen til mig, hvorefter han smed sig i sofaen, og kyssede mig i håret.

”Godmorgen” sagde jeg mut, og kiggede fraværende ud i luften. Gud hvor jeg hadede, at det netop var det, de havde lagt mærke til.

”Hvad så? Er der noget galt?” var Harry hurtig til at spørge.

Jeg rystede på hovedet, ”nej, nej.”

”Kom nu skat, jeg kan se det på dig” sagde han bekymret, og strøg kærligt mit hår om bag øret.

”Jeg kom bare til at gå ind på twitter her da jeg vågnede, that’s all” sagde jeg ved spag stemme, og kiggede genert væk. Hvorfor var det, at jeg skulle reagere sådan her? Jeg havde jo forventet, at jeg ville få hate, alle får hate. Hvordan kunne det være at jeg på nuværende tidspunkt rent faktisk var på grådens ren, når jeg bevidst havde trykket på trendsene, for at finde de lede kommentarer.

”Åh Jo altså, er det slemt?” spurgte han mig omsorgsfuldt, og nussede mig i nakken.

Jeg nikkede mundlamt på hovedet, og kiggede grædefærdigt op på ham, ”undskyld” fik jeg hvisket, før jeg gemte mit ansigt i hans skuldre mens jeg forbandede min dumhed og mine uregerlige følelser langt væk.

 

*

 

De næste par dage prøvede jeg på, at ignorere de mange sure beskeder, jeg holdt mig faktisk bare helt fra de sociale medier, og det gik overraskende godt. Jeg skyndte mig til bussen hver dag for at tage i ud til Uni, og burede mig inde i Harrys lejlighed når jeg kom hjem. Om tirsdagen havde jeg været inde i byen sammen med en af mine veninder, og jeg havde været så paranoid. Jeg havde gået med hætten oppe om hovedet i frygt om at blive overfaldet, og var begyndt at græde af grin, da jeg kom hjem, fordi der ikke var en eneste, der havde kigget mere på mig end, hvis jeg ikke havde været Harrys kæreste.

I dag var det fredag, og jeg var endelig begyndt at falde lidt til ro. Mig og Harry skulle ud at spise i aften, og lige nu, var det, det eneste jeg tænkte på. Jeg havde købt en flot sort kjole i tirsdags, den gik tæt på til halsen, var ærme løs, og i taljen gik den ud til et lille strut skørt. Det lyder skørt, men det var faktisk den første rigtige date vi var på, selvom vi havde været sammen i to måneder nu. Vi var bare blevet kæreste lige med det samme, der var ikke rigtig nogen af os, der havde tvivlet på det. Efter den første uge, hvor vi havde været uafbrudt sammen, så fortsatte vores mønster bare, og vi lærte hinanden bedre at kende, end jeg nogensinde havde kendt andre før. Vi havde simpelthen levet op af hinanden hele ferien, det havde ikke skænket os en tanke rent faktisk at tage på date, så jeg syntes, at det var forståeligt nok, at jeg glædede mig så meget.

Det jeg glædede mig mest til var nok ikke middagen i sig selv, vi havde jo spist sammen masser af gange, nej det var nærmere det at gøre mig lækker for hans skyld, og se hans ansigt, når jeg viste mig for ham i mit nye tøj. Jeg havde altid elsket at se godt ud, som de fleste mennesker nok gør, men især at se godt ud for nogen andres skyld, at stå fora spejlet og overveje hvordan han bedst ville kunne lide, at mit hår sad. Jeg sukkede, i det mine tanker krydsede minderne fra mine og Lucas’ dates.

 

Jeg tøffede rundt i mine pumps, og var ved at krølle den sidste del af mit store mørke hår, da der blev taget i dørhåndtaget, og Harry kom listende ind med blomster i hånden.

”Ih, du må ikke se mig endnu” hvinede jeg, og halvløb ud på badeværelset.

Da jeg kom derud, undslap jeg en lykkelig latter, og satte mig på knæ, for at kigge på ham ud gennem nøglehullet. Han stod ude i køkkenet, og så på sin telefon, mens han bed sig nervøst i læben. Han var iført sit normale tøj, hvilket ville sige, at han heller ikke var helt klar til at tage af sted. Han havde lagt blomsterne på spisebordet. Det var nu, at han skulle komme løbende efter mig, og hamre på døren indtil jeg åbnede op, og overraskede ham med min nye kjole. Så skulle han løfte mig op, og kysse mig i hele ansigtet. Jeg ville låse benene fast om livet på ham, og han ville bære mig ind i stuen, for så at ligge mig på sofaen, og langsomt tage mine nylonstrømper af. Jeg ville flette fingrene ind i hans hår, og få hans uimodståelige smilehuller at se, samt glimtet i hans øjne, der altid gav mig lyst til at skrige af bar lykke.

Jeg begyndte helt at fnise over min lille fantasi, og kunne ikke forstå, at han ikke kom hen til døren. Så jeg besluttede mig for, at åbne døren på klem, og kalde ham hen.

”Skat, ” startede jeg ud, og lagde forsigtigt fingrene rundt om døren, så han kunne se mine ny polerede røde negle.

”Jo, kom lige herud” sagde han med en underlig stemme, der fik mig til at droppe min lille leg, og stikke hele hovedet ud på den anden side af døren. Jeg kunne mærke skuffelsen over hans manglende interesse lyse ud af mig.

”Hvad så?” spurgte jeg ham irriteret, og trådte helt frem fra døren, hvilket fik ham til at kigge op.

”Wow” udbrød han stille, og gav mig sit længe ventede elevatorblik.

Jeg slentrede hen over stue gulvet til ham, og lagde armene om halsen på ham.

”Du ser helt ubeskrivelig ud” sagde han med svag stemme, og støj en krøllet lok om bag mit øre.

Jeg smilede legende til ham, og lænede mig ind over ham, for at kysse ham, men han stoppede mig i bevægelsen, og kiggede alvorligt til mig.

”Jo,” sagde han med besvær, stadig uden at bryde øjenkontrakten.

”Harry?” sagde jeg forvirret, og kiggede halv såret, over at være blevet afvist på ham.

”Jeg er virkelig ked af det, men” han bed sig i læben og fortsatte, ”jeg kan ikke alligevel i aften.”

”Hvad?” Ordet blev spyttet uforståeligt ud, og jeg bakkede af refleks lidt væk fra ham. Hvordan kunne han?

”Jo, jeg er så ked af det, du aner ikke hvor dårligt jeg har det over at aflyse, men jeg kan bare ikke. Vi skal til sådan et awardshow i aften, jeg ved ikke, jeg må have blandet dagene sammen, det var bare ikke gået op for mig, at det også var i dag, før de andre gjorde mig opmærksom på det” undskylde han med et plaget ansigtsudtryk, og hev blomsterne fra bordet frem.

”Du må da alligevel have vidst det lang nok tid til at købe undskyldningsblomster” sagde jeg bebrejdende, og mærkede vreden skylle op i mig.

”Jo, lad nu vær, jeg havde virkelig glemt det” sagde han og lød såret over, at jeg havde gennemskuet blomsterne. En tåre pressede sig frem i min øjenkrog, og jeg fik lyst til at skrige.

”Helt ærligt, hvorfor bliver du sur? Vi kan sgu da bare gøre det i morgen” sagde Harry nu irriteret.

”Du kunne måske have ringet lidt tidligere, så jeg ikke var gået gennem alt denne besvær” råbte jeg, og slog ud med armene, for at vise, at det altså var mit udseende jeg snakkede om.

”Du ville været blevet endnu mere sur, hvis jeg ringede, jeg troede ligesom, at du ville forstå det, hvis jeg sagde at jeg var ked af det, men at arbejdet kaldte, så jeg blev nødt til at gå” råbte jeg igen, ”og by the way, så er det undskyldningsblomster, er der måske noget galt i det? Det viser da for fanden bare, at jeg er ked af det!”

”Hvis du er så ked af det, så meld da afbud” sagde jeg oprigtigt, og blinkede mut med mine tunge øjenvipper til ham.

”Det ved du godt, at jeg ikke kan” sagde han, og skulle lige til at gå hen og lægge armen om min skulder, men jeg bakkede endnu længere væk fra ham i protest.

Jeg vidste, at jeg ikke burde blive så sur, men jeg havde virkelig bare glædet mig sådan til i aften. Jeg vidste, jeg var vildt unfair, men på dette tidspunkt, så var der intet at gøre ved det.

”Så tag da af sted til dit show, og vind hele lortet” råbte jeg grædende af frustration efter ham, i det han marcherede hen mod døren, men sin mobil i hånden.

”Tak” sagde han hårdt uden at kigge sig tilbage.

Lyden af døren, der smækkede føltes som at få en mavepumper. Jeg mistede pusten.

 

*

 

Der var gået over to timer siden Harry var skredet, og jeg lå stadig på sofaen og stirrede op i luften.

Vi havde haft vores første skænderi. Og det var ikke endt godt.

Det havde ikke bare været en diskussion, hvor vi havde råbt efter hinanden in the heat of the moment, nej, det havde været en tårevældet scene, fra min side, der var end ud i, at Harry gik, og jeg faldt synderknust sammen på sofaen.

Jeg havde det forfærdeligt.

Jeg vidste, at det var min skyld, jeg vidste, at jeg havde overreageret, men hvad hjalp det nu? Han var ude at være kendt, og jeg anede ikke en gang hvor. Det eneste jeg vidste var, at han skulle vinde en Award. Sikken information.

Jeg sukkede, og satte mig fortumlet op.

Jeg fangede min refleksion i fjernsynet, og gøs ved mit uglede hår og sorte render under øjnene.

Mit blik faldt på IPhonen, der lå smidt i den anden ende af sofaen, og den manglende ene til, at tænke klart og trængen til, at blive bekræftet i, at jeg var åndssvag overvandt til sidst mit løfte om ikke at gå på Twitter.

Mine mentions var selvfølgelig eksploderet, og antallet af nye followers kunne slet ikke tælles. Jeg gennemledte tweetsene for onde kommentarer, og stoppede hver gang jeg så et: Harry deserves better than you eller en: You ugly bitch, die die die and leave him alone.

Men så kom et andet tweet pludselig op, der sagde: OMFG HOW DO YOU FUCK THAT FAT GAY? HAHAHA FEEL SO SORRY FOR YOU!

Varmen steg op i mine kinder, i det jeg genlæste det, og forstod at denne pige rent faktisk ikke hatede på mig, men på Harry.

Den so, hvordan kunne hun hade ham?

Hvordan kunne nogen nogensinde undgå at elske ham?

Det gav et gib i mig, da jeg opdagede mine tanker, og pludselig vidste jeg, hvad jeg skulle gøre.

Twitter var trods alt til nytte fra tid til anden. Alt jeg havde brug for at gøre, var at søge på One Direction, og alle de informationer jeg skulle bruge kom frem på nul komma fem.

 

*

 

Mit skingre råb gav genlyd i Londons gader, da jeg løb målrettet udenfor med adressen på eventen i hånden. Det eneste jeg havde nået at gøre før jeg løb ud var at fjerne det mørke under øjnene, og samle mit hår i en hestehale.

Nu stod jeg så her i halvmørket og prøvede irriteret at få fat i en taxa, mens jeg forbandede min egen dumhed over ikke også lige at have skiftet skoene.

Endelig stoppede en bil op, og jeg spurtede hen til den. Jeg rakte chaufføren adressen, og fik et thumbs up til gengæld, han vidste hvor jeg skulle hen.

Det tog omkring 20 minutter at nå min destination, samt en masse pund, men det ville jeg ikke tænke på lige nu, en taxa havde helt klart været den bedste mulighed. Jeg turde slet ikke tænke på at tage metroen her ud, jeg ville aldrig have kunne finde vej.

Jeg takkede for turen, og gik med hurtige små skridt hen mod den store bygning, hvor jeg gættede på showet blev afholdt. Der havde stået på Twitter, at det startede klokken 21, så jeg havde lidt travlt idet der kun var en halv time til.

Jeg kom hen til bygningen, og så at dette højest sandsynligt var bagdøren, men jeg tog i håntaget alligevel, og uden at fatte mit held var døren åben.

Jeg trådte ind i noget, der lignede bagsiden af en lobby. Der var mørkt heromme, med masser af døre, at gå ind igennem. Jeg gik hen til den første på højre hånd, men var til min skuffelse ikke nær så heldig som før, døren var låst. Det samme var den næste, og den næste, og den næste. Til sidst var min eneste mulighed den dør, jeg helt afgjort førte ud til lobbyen. Jeg tog fat i håndtaget, og trak til.

Jeg trådte ind i noget, der var som taget ud fra en film. Et stort åbent rum med små runde borde, med hvide duge og blomster på. Tapetet var guldfarvet, og med snørkler og krummelurer på. På min højre side var skranken til receptionen.

Jeg gik hurtigt derhen, og slog på en lille sølvklokke, der var sat frem til kunder.

”Hvordan er du kommet ind?” det pludselig bag mig, i det en dame i ført en brun blazer jakke og matchende nederdel, trådte om bag disken.

”Der var åbent” sagde jeg uskyldigt, og fortsatte, ”kan du sige mig hvor Harry Styles befinder sig?”

”Åh gud, det er slet ikke meningen, at du skal være her inde, hvordan bar du dig dog ad med at komme ind pigebarn?” mumlede hun irriteret for sig selv, og kiggede så op på mig, ”følger du frivilligt med ud, eller skal jeg kalde på security?”

”Hvad? Nej, du forstår ikke, jeg er hans kæreste, jeg skal snakke med ham!” udbrød jeg fortvivlet.

”Ja, det er de 1000 andre piger udenfor også, kan du ikke bare gå ud og stille sig i kø?” spurgte hun mig skarpt, og sendte mig et gennemborende blik.

”Jeg mener det faktisk, jeg er Harrys kæreste Jo, og jeg har brug for at snakke med ham lige nu, kan du ikke bare hente ham, så kan han selv bekræfte det?” spurgte jeg nu også lidt irriteret.

”Så vidt jeg ved, så står der ikke nogen ’Harry Styles plus one’ på gæstelisten, så jeg må bede dig om, at forlade bygningen nu” sagde hun, stadig med blikket klistret til mit.

”Helt seriøst, jeg hedder Jo Allen, jeg skal bare snakke med ham, jeg ved at han er her et eller andet sted!” råbte jeg af hende, hvilket fik hen til, at gå væk fra disken, og ud til mig på gulvet.

”Jeg kan forsikre dig om, at han ikke er her endnu, men hvis du nu går ud og stiller dig i kø, så kan det være, at du lige kan nå at få et billede med ham, de ankommer klokken 21 på den røde løber” sagde hun venligt, men jeg så telefonen i hendes hånd, og hørte straks en dør blive åbnet bag mig. Jeg vendte mig om, og så direkte ind i brystet på en stor sort vagt.

”Vil du være så venlig at følge hende ud herfra?” beordrede damen, og smilede kort til mig, før hun igen indtog sin plads bag skranken.

”Ej kom nu, I kan sgu da ikke bare smide mig ud!” beklagede jeg mig højlydt, imens jeg nærmest blev båret ud ved håndledet af vagten, der forholdte sig stum.

Han gav et grynt fra sig, da han fik åbnet døren, og skrigene væltede ind ude fra.

”Skynd dig, de ankommer om fem minutter” sagde han så, og skubbede mig, så jeg nærmest faldt over mine egne ben.

Nu skulle jeg altså finde min kæreste blandt alle hans skrigene fans, der hadede mig som pesten, skønt.

 

Jeg løb så hurtigt jeg kunne i mine høje hæle hen mod flokken af de skrigende piger, det så ud som om de stod ud til en vej og skreg. Da jeg kom hen til dem, fandt jeg ud af, at de stod op af et hegn, hvilket jeg jo slet ikke kunne bruge til noget. Jeg så en sikkerhedsvagt stå lidt i baggrunden, så jeg besluttede mig for at gå hen til ham.

”Undskyld, men hvor er den røde løber?” spurgte jeg ham bedende.

”Bag hegnet” sagde han irriteret, og gjorde mine til at gå.

”Jamen, der må da være bedre udsyn fra et andet sted” blev jeg plagende ved.

”Nej, stil dig nu bare i kø” sagde han kort.

”Det er sgu da ikke en kø, det er en flok skrigende piger, der ikke vil lade andre end dem selv og deres store egos stå forrest!” råbte jeg panisk, jeg havde virkelig brug for at se Harry, og fortælle ham, at jeg var ked af det.

”Jamen, så må du jo bare bekæmpe hårdt med hårdt” sagde han og fik et glimt i øjet. Jeg kiggede vredt på ham i nogle sekunder, indtil jeg indså, at det rent faktisk var min eneste mulighed.

Jeg sukkede irriteret, og vendte mig om.

Jeg fik et chok, da jeg så, hvad der skete bag ved mig.

Der stod omkring ti piger på række, og kiggede måbende på mig med store blanke øjne.

”Du er Jo, er du ikke?” spurgte den forreste pige modigt.

Jeg sukkede, og nikkede træt på hovedet.

En af de piger, der stod lidt bag ved den forreste brød grædende samme i det jeg nikkede, og der gik bare et sus resten af flokken.

”Åh gud, hvorfor græder hun?” udbrød jeg forfærdet, og kiggede spørgende på de andre piger, der slet ikke så ud til at bemærke hende.

”Må vi ikke godt få taget et billede med dig?” spurgte en af dem mig uden at besvare mit spørgsmål.

”Æh, jo, det må I vel gerne” svarede jeg underligt til mode, og gjorde klar til foto.

Pludselig lød et hyl, der hurtigt blev efterfulgt at de højeste skrig jeg længe havde hørt, ”de er her” hørte jeg pigerne mumle som om det var liv eller død, hvorefter de spurtede hen til hegnet.

”Åh pis” hviskede jeg for mig selv, og satte efter dem.

”Jo, hvad laver du her?” spurgte hende piger, der havde grædt før, stadig med tårer i øjnene.

”Jeg skal finde Harry” sagde jeg desperat, og prøvede at kæmpe mig frem.

”Hvorfor?” spurgte hun med åben mund og polypper.

”Jeg skal sige noget til ham” sagde jeg uden at kigge på hende, mit blik flakkede bar gennem mængden, for at finde en mulighed for at komme frem. Pludselig var er en pige, der bakkede lidt væk, og en anden, der spurtede frem, hvilket lavede et kæmpe hul få meter fra os.

”2 sekunder” mumlede jeg til hende, og løb fra hende, uden at kigge mig tilbage.

Jeg nåede frem til hullet, og fik med besvær mast mig helt tæt på hegnet, hvor den tilfredsstillende følelse af endelig at kunne mærke metallet mod mine fingre gav mig et øjebliks håb. Jeg skulle nok nå det.

Nu hvor jeg var helt forrest havde jeg endelig ordenligt udsyn over begivenhederne. På den anden side af hegnet var en rød løber, som lige nu var betrådt af diverse kendisser. På den anden side af løberen var alle pressefolkene klemt sammen, og blitzen glimtede som sindssygt. Lige nu stod en smuk kvinde, med langt brunt hår, iført en guldkjole, og poserede for kameraerne, mens en mand, som jeg syntes jeg genkendte fra en eller anden film kom hen, og sagde hej til nogle længere henne af hegnet.

For enden af vejen ankom endnu en limousine og jeg så fire piger træde ud. De blev straks overfaldet af fotografer og en dame med en mikrofon efterfulgt af en kameramand, der filmede hele begivenheden.

Da de kom lidt tættere på genkendte jeg dem straks, det var pigerne fra Little Mix.

”Perrie!” et skrig undslap mine læber, og jeg følte pludselig med de andre skrigende piger. Hvis jeg nu kunne få fat i hende, så kunne hun måske fortælle mig hvor Harry var, eller i det mindste sige til ham, at jeg ledte efter ham, når hun kom inden for.

Jeg råbte igen, og igen, men selvfølgelig kunne mit skrig ikke overdøve de tusinde andres.

Da de passerede mig prøvede jeg virkelig at få øjenkontakt med hende, men hun havde for travlt med at smile til pressen i sin alt for flotte kjole. Hun var simpelthen bare så smuk, og det samme var de andre piger.

Hende den mørkhårede var henne ved hegnet, og skrev nogle autografer til få heldige fans. Hende med det røde hår kom hen til, der hvor jeg stod og jeg prøvede virkelig på, at få hendes opmærksomhed. På et tidspunkt virkede det faktisk som om hun hørte mig, men hun valgte at ignorere mit kald på Perrie da de jo også skulle videre.

De næst der gik forbi sansede jeg slet ikke, det var som om jeg var fyldt op af håbløs fortvivlelse, der hele tiden truede med, at vælte ud af mig i et stort virvar. Det var først da skrigene virkelig tog til, og hele flokken, der stod bag mig begyndte at bevæge sig som fodboldfans på et stadium. Alle hylede og skreg, og jeg selv stod bare helt forrest klemt op af hegnet, og prøvede at finde hoved og hale i det hele.

Jeg drejede hovedet, og fik øje på en ny limousine, der indeholdte fem drenge, der straks blev omringet af blitz og spørgsmål. Det var let for mig, at se hvilken af dem, der var Harry. Han stod i midten, med sine ellers bløde og lette krøller skubbet tilbage på en lidt skødesløs og sexet måde. Jo tættere de kom på, jo højere lød skrigene, og jo mere af de fem drenge kunne jeg se. De var alle iført fint tøj, Harry og Zayn i henholdsvis grå og sort blazer med matchende bukser til, Liam i vest og Louis og Niall i hvide og mørkeblå skjorter. Zayns hår var som sædvanlig højt og flot, og det så ud til, at alle drengene havde fået noget af hans quiff over sig.

Da de var omkring fem meter fra mig begyndte jeg at kalde, råbe Harrys navn som aldrig før, men lige meget hjalp det. Heller ikke da de stod lige ud for mig kunne han høre mig. Da de bevægede sig forbi mig kunne jeg mærke tårerne stige op i øjnene, jeg vidste ikke hvorfor det var så vigtigt for mig, at snakke med ham netop nu, det eneste jeg vidste var alt, hvad jeg kunne tænke på lige nu, og min mavefornemmelse fortalte mig bare, at jeg skulle løse denne åndssvage konflikt med ham hurtigst muligt.

Deres skridt sås som slowmotion for mit blik, og et sidste opgivende skrig undslap mine læber i det Louis vendte sig om, for at vinke til os for en sidste gang; ”hey, Tomlinson!”

Af en eller anden grund hørte han mig, og af en endnu mere uforklarlig grund genkendte han min stemme.

Jeg så hvordan hans blik søgte i mængden med rynket pande, og løsne sig undrende op, da hans øjne faldt på mig.

”Louis!” råbte jeg igen til ham, ”jeg skal snakke med Harry!”

Ved mit råb vendte han sig væk fra mig, og gav mig en fiktiv mavepumper, der tog alt pusten fra mig, jeg havde virkelig troet, at han havde hørt mig, set mig. Jeg mærkede tårerne sile ned af kinderne på mig, mens jeg betragtede Louis’ skridt væk fra mig.

Pludselig blev jeg opmærksom på, at Louis var på vej hen mod Harry, og diskret hviskede noget til ham, der fik hans ansigt til at lyse af bekymring, og hele hans kropsprog til at ændre sig. Han knyttede hænderne, og vendte lynhurtigt blikket mod min del af hegnet. Jeg så hvordan han hviskede noget tilbage til Louis, og i det øjeblik havde jeg virkelig brug for at være mundaflæser, jeg havde brug for at vide, om han ville komme.

Spørgsmålet havde knap nok nået at tage form i mine tanker før han med lynhurtige skridt, fik vendt om, og gik direkte i min retning.

”Harry” hviskede jeg ud gennem tremmerne, og strakte mine arme ud foran mig, for at nå hans hænder.

”Jo, hvad fanden laver du her?” spurgte han mig bekymret, og tog diskret min hånd.

”Harry, jeg er s-s-så ked af det” hulkede jeg uden at kigge direkte på ham, jeg betragtede blot vores flettede fingre.

”Jo, det er okay, jeg er ikke sur, jeg forstår dig godt” sagde han med en utålmodig klang i stemmen.

”Nej det er ej, det hele er min skyld” sagde jeg trodsigt og løftede blikket, ”jeg burde have respekteret at dit job ikke er som alle andres, at du havde taget fejl, og oprigtigt var ked af det, jeg tror bare ikke, at jeg kunne klare at være retfærdig på det tidspunkt, jeg havde bare glædet mig så meget til i aften” fløj ordene ud af mig, og fik et smil frem på Harrys læber.

”Søde, gå hen til bagindgangen, jeg skal nok få dig ind” hviskede han så lavt han kunne ind i mit øre, og gjorde mine til at gå fra mig igen.

”Jeg elsker dig” sagde jeg fortvivlet til ham.

”I lige måde, men kan vi ikke snakke videre indenfor?” spurgte han mig med et lettere panisk blik i øjnene, som der skævede tilbage mod de andre drenge, der stod og var ved at blive interviewet.

Jeg nikkede og kiggede på ham endnu engang før jeg trak ham ind til et inderligt kys, som han til min store ærgrelse og forbløffelse afbrød.

”Undskyld” sagde han, og gik med hurtige skridt væk fra mig.

Da han slap min hånd var det som om min boble af sejr sprang, og alle lydende endelig trak igennem. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, hvor højt folk havde skreget da Harry var kommet, heller havde jeg lagt mærke til alle de mange mobiler, der havde filmet hele vores samtale. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...