Gold Rush - One Direction

Harry møder den 21-årige Jo Allen i sommerferien. Det er kærlighed ved første blik. De deler to lykkelige måneder med hinanden, der kun går ud på sjov og ballade. Men da ferien slutter og jobbet kalder bliver deres forhold sat på prøve.
Harry får mindre og mindre tid til Jo, men hun holder ved, hun elsker ham stadigvæk. Hun bliver venner med drengene, og gør alt for, at det skal være så let for ham som muligt, at få tid til det hele. Men da management beder Harry om at holde lav profil med deres forhold får hun nok, hun vil ikke have en skjult kæreste, hun vil have et seriøst og voksent forhold. Så hun smutter fra Harry, og efterlader kun en note om, at hun venter på ham, når han er klar.
Spørgsmålet er bare, om Harry overhovedet kan blive klar, han har aldrig været i et seriøst længervarende forhold før, men han er villig til at gøre alt for det.
Kan han lære at elske hende, som hun elsker ham?

82Likes
110Kommentarer
5675Visninger
AA

6. 4

Kapitel 4

Without You - Lana Del Rey

 

Harrys synsvinkel:

“Jo vågn op dit dovendyr,” grinede jeg og plantede blidt et kys på Jos bløde pande. Hun mumlede bare et eller andet uforståeligt, hvorefter hun vente sig om i sengen, og fik trukket dynen med sig, så jeg nu ikke længere havde den over mig.
 

”Hey dyne-stjæler,” grinede jeg og trak hurtigt dynen tilbage til mig, hvilket fik Jo til at give et lille hvin fra sig.
 

”Giv mig dynen tilbage, jeg fryser,” sagde hun, og rullede sig om mod mig igen. Jeg smilede frækt til hende og trak bare dynen endnu mere ind til mig, så hun umuligt kunne få fat i den.
 

”Fuck dig,” mumlede hun, og begyndte at kravle op på mig, for at få fat i dynen. Hurtigt fik jeg vendt mig, så jeg endte med at ligge på maven oven den meget eftertragtede dyne, så Jo nu blev nød til at flytte på hele mig, for at få fat på den.
 

”Jeg giver op,” grinede Jo og kravlede ned af mig igen, og strakte sig ud i sengen.
 

”Hvad skal vi så lave i dag?” spurgte hun med et smil, og jeg kunne ikke lade være med at blive helt varm indeni, bare af glæde over at hun var her, lige her ved siden af mig med sit dejlige smil, smukke øjne og bedårende latter. Selvom jeg kun havde kendt hende i et par uger, kunne jeg virkelig ikke forestille mig et liv uden hende.

”Jeg tænkte på… altså det er fordi min mor og min søster vil gerne møde dig, så jeg tænkte på at vi skulle tage på stranden med dem?” foreslog jeg. ”Altså selvfølgelig kun hvis du har lyst.” Tilføjede jeg hurtigt, for tænk nu hvis hun ikke ville. Hvis nu hun var ligeglad med min familie.

”Årh ja det vil jeg gerne!” udbrød Jo med det samme, og hendes mund lyste op i et stort smil. Jeg blev helt lettet ved de ord, det skulle nok blive en god dag, og jeg glædede mig helt sindssygt til at præsentere Jo for min familie.

”Fedt! Vi må hellere til at komme op så,” smilede jeg og plantede et hurtigt kys på hendes næsetip, før jeg rejste mig fra sengen, og greb ud efter min hvide t-shirt der lå på gulvet. Hurtigt trak jeg den over hovedet, og begyndte at lede efter mine badebukser. Uheldigvis havde jeg en virkelig dum vane med bare at smide ting på gulvet, og så glemme hvor præcis jeg havde smidt dem.

”Hvad leder du efter?” spurgte Jo, og satte sig op i sengen.

”Mine badebukser,” svarede jeg. ”Men de er forsvundet. Jeg kan ikke huske hvor jeg lagde dem i går.”

”Jeg tror du hang dem til tørre ude på altanen,” smilede Jo, mens hun hoppede ned fra sengen, gik hen over gulvet, og åbnede døren ud til den store altan, der tilhørte til soveværelset.

”Jo, det er de,” smilede hun, og gik hen og tog fat i mine badebukser, der hang hen over kanten på rækværket der tilhørte altanen. ”Grib.”

Hurtigt greb de nu flyvende badebukser, og smilede taknemmeligt til Jo.

”Tak.”

”Så lidt krølle,” smilede hun og kyssede mig blidt på kinden, før hun med sin egen bikini i hånden gik ud på badeværelset for at skifte.

Hurtigt skiftede jeg selv mine boxers ud med de røde badebukser, som jeg havde haft i 100 år, men stadig elskede. De var godt nok ret slidte, og farven var nærmere blevet lyserød end rød med tiden, men stadig jeg elskede dem, så jeg havde ingen planer om at købe nogle nye. Hurtigt kørte jeg en hånd gennem håret, for at rette lidt på mine vilde krøller, så de så nogenlunde ordentlige ud, hvilket jo egentlig var lige meget, når jeg højst sandsynligt skulle ud og bade meget snart. Da jeg havde gjort mig klar, gik jeg ned i det store lyse køkken, hvor solen skinnede ind gennem de enorme panoramaruder, og varmede det hele op på en frisk og livlig måde. Hurtigt gik jeg hen til køleskabet, for at finde ud af hvad jeg havde lyst til at spise til morgenmad. Min mave knugerede, men der var bare ikke rigtig noget der så tiltalende ud inde i det ellers propfyldte køleskab. Indtil jeg fik øje på æggene. Æg. Æg kunne man lave omelet af, og en omelet var lige hvad jeg havde brug for nu. Hurtigt greb jeg bakken med æg, en peberfrugt, noget skinke, et par kartofler, noget revet os og et rødløg. Det her skulle nok blive godt.

Midt i min madlavning, kom Jo gående ned af trappen, i ført en løs blomstret sommerkjole, og sit nyvaskede lange brune hår hængende løst ned af skuldrene. Hun så så smuk ud, også selvom det var helt klart at hun ikke havde gjort noget særligt ud af sig selv.

”Mmm det dufter godt, hvad laver du?” spurgte hun nysgerrigt, og satte sig op på køkkenbordet.

”Omelet, jeg håber du kan lide det,” smilede jeg og rørte lidt i æggene, før jeg hældte dem op på den varme pande.

”Jeg elsker det,” smilede Jo, og kørte en hånd igennem sit stadig fugtige hår.

”Godt,” smilede jeg, og kunne ikke lade være med at give hende et hurtigt lille kys. Hun så bare så sød ud, når hun bare sad der og smilede til mig, et smil der fik sommerfuglene i min mave til at eksploderer hver eneste gang.

”Hvornår skal vi mødes med din mor og søster egentlig?” spurgte hun. Hurtigt kiggede jeg på klokken, og så at den allerede var 10.30.

”Om en halv time faktisk,” sagde jeg lidt overrasket over at klokken allerede var så mange.

”Gud det er snart, vi må hellere skynde os at få spist,” sagde Jo, og hoppede hurtigt ned fra køkkenbordet, mens jeg lagde omeletterne ud på to tallerkner. Jo fandt æblejuice i køleskabet, og så var vi ellers klar til at spise.

 

***

 

 

”Løb Harry vi er allerede sent på den!” grinede Jo, og spurtede af sted et godt stykke foran mig.

”Jo. Jeg… kan… ikke mere,” stønnede jeg og stoppede forpustet op ved vandkanten, og hev efter vejret. Jeg måtte desværre indrømme at det var hundrede år siden jeg sidst havde dyrket nogen form for motion, simpelthen fordi jeg havde haft så travlt med at bruge tid med Jo. Foran mig var Jo også stoppet op, og trippede utålmodigt op og ned. Da mit åndedrag var nogenlunde normalt, gik jeg udmattet hen til hende, og vi begyndte at gå videre.

”Seriøst hvorfor løb vi overhovedet?” spurgte jeg med en forpustet stemme.

”Fordi vi allerede er et kvarter forsinket,” smilede Jo, og det undrede mig virkelig at hun ikke var forpustet overhovedet. Havde hun superkræfter eller noget?

”Harry!” lyden af den velkendte stemme, rev mig hurtigt ud af min tankegang.

”Gemma!” råbte jeg begejstret, og smilede stort til min elskede søster, der kun sad et par meter væk fra mig i sandet. Hurtigt fik hun rejst sig fra det rød og hvidternede skovturstæppe, og småløb de sidste par meter over til mig, før hun kastede sig om halsen på mig, og jeg træk hende ind i en omfavnelse.

”Hvor er det godt at se dig igen,” sagde hun glad, og træk sig fri fra mig igen.

”I lige måde,” smilede jeg glad tilbage. ”Men hvor er mor henne?”

”Hun skulle lige på…” begyndte at forklare, men fik så øje på mor, og udbrød. ”Gud der er hun jo, HEJ MOR!”

De sidste to ord råbte hun, så mor der var et par hundrede meter væk fra os, sagtens kunne høre hende. Mor vinkede lystigt til os, og et stort smil bredte sig på hendes læber. Hun træk mig ind i en stor omfavnelse, da hun nåede helt hen til os, og Jo fik samme tur. Det kunne jeg ikke lade være med at smile lidt over. Mor havde altid været så sød over for mine kærester og venner, som om det var hendes egne børn. Hun var virkelig en kærlig og omsorgsfuld person.

”Mor og Gemma, det her er Jo… Josephine, som jeg jo har fortalt jer om,” smilede jeg, og besluttede mig for at jeg hellere måtte præsenterer hele hendes navn, selvom jeg faktisk aldrig havde hørt nogle kalde Jo for Josephine før. Det var også som om Jo passede bedre til hende, det var mere smart og friskt, netop som hun selv var.

”Og Jo, det er min storesøster Gemma, og min mor Anne, som du nok har regnet ud,” afsluttede jeg min lille vellykkede præsentation, og Gemma gav Jo et hurtigt kram, før vi alle fire satte os hen på tæppet.

”Skal vi ikke gå op og købe en is?” foreslog jeg, da vi havde siddet og snakket et stykke tid, og jeg efterhånden selv var ret ophedet af varmen, og godt kunne bruge en iskold vaffelis.

”God idé,” smilede Jo, og begyndte at rejse sig, og Gemma var hurtig til at følge efter.

”Kommer du ikke med mor?” spurgte jeg, da vi skulle til at gå, og jeg så at hun stadig sad tilbage på tæppet.

”Skal jeg ikke bare blive her ved tingene?” spurgte hun lidt forsigtigt, men jeg rystede bare på hovedet.

”Nej, kom du bare med, der sker ikke noget, der er jo propfyldt med mennesker her,” smilede jeg og gav hende en hjælpende hånd op, og vi begyndte at gå hen mod den lille iskiosk.

Der var muligvis endnu flere mennesker ved kiosken, en på stranden, og jeg blev ærligt talt lidt træt af at se på den meterlange kø, som jeg snart skulle over at stå i, men hvad gør man ikke for is på en varm sommerdag? Jo var i hvert fald hurtigt til at stille sig over i køen, og jeg smilede lidt for mig selv, for jeg vidste at vi delte den samme glæde for søde sager, og i sær is. Dem havde vi allerede spist uhyggelig mange af i løbet af de uger vi havde været sammen.

”Hvad for en is skal du have, Harry?” afbrød Jo min tankegang, og smilede op til mig.

”Den samme som dig,” smilede jeg til hende, og hun gav et lille genert fnis fra sig, før jeg kyssede hende blidt på munden, ligeglad med at min mor og Gemma stod lige ved siden af. Nogle gange var det bare umuligt at modstå Jo, og så blev man bare nød til at kysse hende, ligegyldig hvor man var, og hvem der var omkring en.

”Jeg ved hvilken is vi skal have så,” smilede Jo en smule genert, hvilket var klart, for hun havde jo lige mødt min familie, og det var ikke sikkert at hun følte sig 100 procent tilpas med dem endnu. Men det var jeg sikker på at hun skulle komme til.

Vi havde stået et stykke tid i køen, og det var endelig blevet vores tur. Jo bestilte vores ’Giga Sommervaffel med 4 kugler og ekstra flødeskum og syltetøj’ til os. Aldrig havde jeg set en større is, og blev faktisk et kort øjeblik i tvivl om, om jeg kunne kæmpe mig igennem den hele. Men altså. Det var jo mig. Selvfølgelig kunne jeg det. Mor og Gemma fik også udleveret deres is, der godt nok var noget mere beskedne en Jos og min, og vi begyndte at gå tilbage mod stranden. Jeg greb ud efter Jos hånd, men opdagede så at hun ikke længere var ved min side. Mor og Gemma gik et stykke foran, men jeg kunne ikke se Jo nogle steder.

”Jo?” spurgte jeg undrende, og vendte mig forvirret om. Og der stod hun. Et par meter bag mig. Men hun stod ikke alene. Hun stod og snakkede med en fyr. En fyr som jeg måtte indrømme ikke så helt skidt ud, desværre. Hans hår var lysebrunt, og uglede i det, hans ansigt var meget markerede, øjnene brune, hvis jeg ikke tog fejl, men jeg kunne ikke helt se det her fra, hvor jeg stod. Han var solbrun og veltrænede, og jeg kunne mærke et underligt stik af jalousi brede sig i min krop. Et stik af jalousi der ikke burde være der. Hun snakkede forfanden bare med ham. Hvad kunne der ske ved det? Men alligevel brød jeg mig ikke om situation. Uheldigvis stod de så langt væk fra mig at jeg hverken kunne høre dem, eller aflæse deres ansigtsudtryk, og jeg følte mig egentlig bare malplaceret og dum, som jeg bare stod der og gloede. Forsigtig forsøgte jeg at nærme mig dem, uden at virke for påtrængende.

”Jo?” spurgte jeg igen, da jeg kom lidt tættere på dem. Denne gang reagerede hun, og drejede hovedet mod mig, så vores blikke mødtes. Hun havde tåre i øjenkrogen, hvilket overraskede mig.

”Er du okay?” udbryd jeg forskrækket, og lagde hurtigt en beskyttende arm om hende, og træk hende ind til mig. Hun nikkede bare stumt, og vente sit blik mod den fremmede mand igen.

”Gå,” sagde hun koldt til ham.

”Men…” prøvede han.

”Hun sagde gå, hørte du det ikke, er du døv eller hvad?” afbrød jeg ham hårdt, og kunne mærke vreden begynde at boble op i mig. Han skulle fandme ikke bare komme her og tro han var noget, og så få Jo til at se så trist ud, og snakke med en kold stemme der slet ikke var hende.

”Jo,” begyndte han igen, og jeg skulle lige til at sige noget, men Jo kiggede bedende op på mig, som om jeg bare skulle tie stille, hvilket nok også var bedst.

”Kan du ikke bare tænke over det?” spurgte han nærmest bedende, på en måde der fik mig til at få en utrolig trang til at sparke ham. Lige i nosserne. Ja. Lige der hvor det gør mest ondt. Tænke over hvad? Hvad fanden var der at tænke over, ikke en skid nej, han skulle bare skride nu, væk herfra, lade os være i fred.

”Nej, Lucas… jeg… jeg kan ikke,” fik Jo fremstammet med rystende stemme, og jeg fik nærmest helt ondt indeni af at se hende så usikker. Forsigtigt strammede jeg mit greb lidt om hende, og nussede forsigtigt hendes lange uglede hår med min anden frie hånd.

”Jo…” sagde Lucas en gang til, og denne gang kunne jeg ikke kontrollerer min vrede.

”Så lad dog forhelvede min kæreste være, kan du ikke se at hun har det dårligt?!” råbte jeg vredt, og hvis ikke det var fordi jeg havde holdt om Jo, havde jeg højst sandsynligt stukket ham en lussing eller noget. Lucas stirrede bare ondt på mig, før han vendte sig om og endelig gik sin vej. Jeg kunne mærke Jos krop ryste mere og mere i mine arme, før hun brød helt sammen, og lagde hovedet mod mit bare bryst og bare græd. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre, jeg havde aldrig set hende sådan her før, så jeg holdte hende bare tæt ind til mig, og lod hende græde, lod hende komme ud med det hele, for det vidste jeg hjalp. Jeg kunne næsten regne ud, at Lucas var hendes ekskæreste, ham der havde været hende utro, og det selvfølgelig berørte hende meget at han bare lige pludselig dukkede op. Forsigtigt kyssede jeg hende på håret, mens jeg blidt aede hendes ryg.

”Jo… rolig skat… det skal nok gå…” trøstede jeg, og hun kiggede op på mig med hendes mørke intense øjne, der var fulde at tårer.

”Jeg ved ikke… undskyld… jeg… han var der bare lige pludselig og…” hiksede hun, og tørrede tårerne væk med en hidsig bevægelse.

”Undskyld,” gentog hun med dirrende stemme.

”Du skal ikke sige undskyld,” sagde jeg med et opmuntrende smil. ”Det er ikke din skyld.”

Jo forsatte bare med at kigge på mig, og jeg kunne fornemme et lille smil brede sig i hendes mundvig.

”Jeg er glad for jeg har dig, Harry,” smilede hun, og jeg kunne mærke at jeg blev helt varm indeni af de få ord.

”Jo, du skal bare lige vide,” begyndte jeg, og hun kiggede smilende op på mig, dog stadig med tårer i øjnene.

”Selvom jeg stort set har alt hvad man kan ønske sig, penge, familie, job, ja som sagt, alt. Så ville jeg slet ikke være mig uden dig.”

Jo smilede svagt til mig, før hun tog min hånd og gav dem et klem. Så kom jeg pludselig i tanke om mor og Gemma, der nok sad og ventede på os, men lige nu havde jeg ærlig talt ikke lyst til at være sammen med dem, lige nu havde jeg bare brug for at være sammen med Jo, og få snakket alting igennem med hende, for jeg var faktisk en lille smule bange for at hun ikke helt var kommet sig over Lucas endnu. Og det blev hun nød til. For ellers vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Hun var min og kun min. Min egen fantastiske Jo.

Hånd i hånd gik vi ned til stranden, hvor mor og Gemma sad på tæppet og spiste deres is, med et lidt forvirret og bekymret udtryk i øjnene.

”Er i okay begge to?” spurgte mor med et bekymret smil. Jeg nikkede hurtigt.

”Ja, men jeg tror bare vi lige har brug for at være lidt alene… hvis det er okay?” sagde jeg hurtigt, og heldigvis kiggede mor bare forståeligt på mig.

”Selvfølgelig, Harry,” smilede hun. ”Vi ses senere.”

 

***

 

Jeg åndede nærmest lettet op, da Jo og jeg placerede os i den hængekøje, som vi havde siddet i den første aften vi mødtes. Den hængekøje var noget særligt, det var som om den tiltrak os, så det altid var her vi endte med at sidde, og bare snakke til morgengryet. Jeg lod min hånd finde Jos, og flettede mine fingre mellem hendes, og hun smilede svagt til mig.

”Er du okay?” spurgte jeg bekymret, og placerede en af hendes vilde hårtotter bag hendes øre med min anden hånd.

”Jeg ved det ikke,” sukkede Jo bare, og træk benene op under sig.

”Hvad mener du med ’jeg ved det ikke’?” spurgte jeg undrende, og lod min hånd glide ned af hendes ben, så jeg endte med at hvile den mod hendes knæ.

”Jeg kan bare ikke finde ud af tingene lige fortiden…” sukkede hun og kiggede alvorligt på mig. ”Jeg plejer aldrig at gøre sådan noget her. Normalt ville jeg aldrig bare kunne lade en dreng komme ind i mit liv så hurtigt. Men det er som om jeg har ændret mig. Og jeg kan ikke finde ud af om jeg kan lide det eller ej.”

”Så… du ved ikke om du kan lide det her eller hvad?” spurgte jeg, og følte mig faktisk en smule såret, men jeg vidste godt at Jo ikke mente det i ond mening på nogen måde. Hun var bare… forvirret.

”Jeg er bare ikke vant til at give slip på mig selv på den her måde… men faktisk føles det nærmest godt… jeg tror bare det skræmmer mig en smule,” sagde hun og lod en hånd køre gennem mine krøller, og legede lidt med dem, før hun slap dem igen. ”Det var så anderledes dengang med Lucas. Slet ikke på samme måde som nu. Mere kedeligt… mere ensformigt… mindre spændende. Det var nok også derfor vi gik fra hinanden.”

Vores blikke mødtes et kort øjeblik, før hun kiggede genert ned igen, som om hun skammede sig over hvad hun lige havde fortalt.

”Men jeg troede han var dig utro?” spurgte jeg undrende, og lige pludselig var der intet der han sammen for mig mere. Jo træk bare på skuldrene.

”Jeg havde en mistanke... og den forklaring er bare nemmere,” sukkede hun og placerede sit hoved på min skulder. Forsigtigt lagde jeg armene om hende, og der sad vi bare, helt stille, og kiggede på den smukke solnedgang, der med dens orange og rosa skær, nok var det smukkeste motiv man kunne finde sig.

”Vi bliver aldrig kedelige. Vi vil altid være spændende,” afbrød jeg stilheden.

”Altid,” smilede Jo til mig, før vores læber mødtes og sendte en strøm af lykke gennem hele min krop, lige ind til mit hjerte, hvor den varmede allermest.

 

 

Undskyld, undskyld, undskyld for den lange ventetid, men jeg er blevet nonfirmeret her i weekendet, så der har bare ikke været noget tid til overs til at skrive i OVERHOVEDET, men nu er jeg back med endnu et kapitel, som jeg har forsøgt at gøre lidt langt og sådan. Så håber i kan lide det :)

xxjuliexx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...