Gold Rush - One Direction

Harry møder den 21-årige Jo Allen i sommerferien. Det er kærlighed ved første blik. De deler to lykkelige måneder med hinanden, der kun går ud på sjov og ballade. Men da ferien slutter og jobbet kalder bliver deres forhold sat på prøve.
Harry får mindre og mindre tid til Jo, men hun holder ved, hun elsker ham stadigvæk. Hun bliver venner med drengene, og gør alt for, at det skal være så let for ham som muligt, at få tid til det hele. Men da management beder Harry om at holde lav profil med deres forhold får hun nok, hun vil ikke have en skjult kæreste, hun vil have et seriøst og voksent forhold. Så hun smutter fra Harry, og efterlader kun en note om, at hun venter på ham, når han er klar.
Spørgsmålet er bare, om Harry overhovedet kan blive klar, han har aldrig været i et seriøst længervarende forhold før, men han er villig til at gøre alt for det.
Kan han lære at elske hende, som hun elsker ham?

82Likes
110Kommentarer
5678Visninger
AA

22. 16

Kapitel 16

When I Was Your Man – Bruno Mars

 

Harrys synsvinkel:

 

“Harry kom nu, du har ligget i sengen I 2 dage nu, du bliver nød til at komme op,” hørte jeg Louis’ bebrejdende stemme forlange.
”Jamen, jeg tænker!” protesterede jeg bare, og trak dynen op over mit ansigt.
”Du har haft lang nok tid til at tænke i nu,” sukkede Louis og rev dynen af mig.
”Hey!” udbrød jeg irriteret, men satte mig dog op i sengen.
”Hvad har du tænkt på?” spurgte Louis nysgerrigt.
Ja, hvad havde jeg egentlig tænkt på?
Jeg vidste præcis hvad jeg havde tænkt på, jeg havde udtænkt den perfekte plan. Den perfekte plan til at få Jo tilbage på. Men der var bare ikke nogen der måtte få noget af vide om den. Ikke engang Louis. Sorry pal.
”Bare noget,” sagde jeg, og kunne ikke lade være med at smile lidt ved tanken.
”Hvad?” blev Louis ved.
”Det er en hemmelighed, men du skal nok finde ud af det,” sagde jeg med et smøret smil, wow jeg følte mig egentlig creepy.
”Harry, fortæl mig det nu bare, jeg lover at jeg ikke siger det til nogen,” plagede han.
Jeg rystede på hovedet. ”Nix, forget it.”
Jeg var sikker i min sag. Louis skulle ikke vide det her. Han skulle tidsnok finde ud af det. Hvis det lykkedes. Det skulle bare lykkedes. Ellers vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Men min plan virkerede bare så perfekt. Jo havde bedt mig om at vise hele verdenen at hun var min, og det var det jeg ville gøre. Og jeg glædede mig faktisk. Men jeg var også ret nervøs. Men det skulle nok gå. Hvis Jo stadig elskede mig.
Forhelvede, hvad gjorde jeg hvis hun ikke gjorde?
Selvfølgelig gjorde hun det.
Hun havde lovet at hun ville vente, og Jo holdt hvad hun lovede.
Det skulle nok gå.

”Hvad skal vi lave til morgenmad?” var Louis’ spørgsmål, da jeg trådte ud i hans lækre køkken.
Med lækre mente jeg det ironisk. Der var langt fra lækkert i hans køkken. Opvasken fra sidste uge stod stadig på køkkenbordet, og der lå tomme dåser sodavand og øl overalt.
Lækkert.
Men det var også lidt min skyld.
For jeg var basically flyttet ind hos Louis, da jeg kom hjem fra Holmes Chapel d. 26. Nu var det d. 29., hvilket ville sige at det var nytår om to dage, hvilket ville sige at det var der jeg skulle udføre min plan.
Seriosly, jeg havde aldrig været mere spændt og nervøs før i mit liv.
Eller jo, måske havde jeg.
Dengang jeg havde været til X-factor audition. Mine følelser lige nu var faktisk nogenlunde de samme. Hele min fremtid afhang af det her.
Eller nej det gjorde den nok ikke, men hvis jeg skulle være lykkelig så gjorde den.
Og wow jeg forvirrede mig selv lige nu.
Tilbage til Louis.
”Har vi ikke nogle rundstykker i fryseren, som vi kan knalde i ovnen?” spurgte jeg og forsøgte at lyde som om jeg gav en fuck, hvilket jeg ærlig talt måtte indrømme at jeg ikke gjorde.
”Sikkert, tjek lige så er du en cupcake,” sagde Louis med et grin.
”Må jeg godt være en cupcake med jordbærsmag?” spurgte jeg, og fnisede tøset, wow det måtte jeg seriøst stoppe med. Det var bare på ingen måde maskulint.
”Nej, du må være en chokoladecupcake, for det er min yndlings,” grinede Louis. Hold kæft han var egentlig underlig. Men altså, det var jo ingen nyhed.
”Nå, men hvis jeg ikke må være en jordbærcupcake, så gider jeg altså ikke tjekke om vi har rundstykker i fryseren,” blev jeg stædigt ved.
”Fint, så tjekker jeg selv,” sagde Louis fornærmet, men jeg vidste godt at han bare jokede. For sådan var Louis bare.
”Det gør du bare Tommo. Så vil jeg bager mig nogle jordbærcupcakes,” sagde jeg med et drillende smil, og begyndte at finde ting frem fra køkkenskabene.
”Ej, please bag nogle chokolade til mig,” plagede Louis, mens han hev den slatne pose med det knastørre morgenbrød ud af fryseren. Lækkert.
”Nej, du må selv bage dem,” drillede jeg.
”Hvis jeg selv skal bage dem, så er der ild i lejligheden om ti minutter,” sagde Louis seriøst, og jeg vidste at han havde ret. Louis kunne mange ting. Men han kunne ikke lave med. I modsætning til mig. Derfor blev jeg altid lidt udnyttet når jeg boede her. Men altså, han var jo også flink fordi han lod mig bo her. Så det var ok at han udnyttede mig. Altså til at lave mad.
”Ja okay, så laver jeg nogle til dig,” overgav jeg mig. Kun fordi jeg var så venlig.
”Tak, du er som sagt en cupcake,” grinede Louis og hoppede op på køkkenbordet, hvor han satte sig til rette.
”Jeg ved det,” grinede jeg bare, og begyndte at piske mine ingredienser sammen i den klassiske Magrethe skål, som Louis var kikset nok til at eje, selvom han ikke kunne lave mad. Hvis jeg kendte ham ret, så havde han sikkert sendt Eleanor ud for at købe alt der havde noget med køkkenredskaber at gøre.
”Jeg har aftalt med Zayn at vi skal ud og købe noget krudt i dag, jeg regner med at du tager med ikke?” spurgte Louis og stak en finger ned i dejen for at smage den.
Hey.
Don’t.
Du ødelagde jo dejen med dine beskidte fingre Louis.
”Jo, selvfølgelig,” sagde jeg med et smil, og hældte min dej op i muffins formende, men desværre røg der en del ud på bordet. Jeg var også bare god til det her shit.
”Forhelvede Styles, du ødelægger kagen,” brokkede Louis sig.
”Du kan jo bare selv lave den, hvis det er,” sagde jeg drillende og puttede kagerne i ovnen.
”Sorry, jeg trækker mine ord i mig igen,” grinede Louis bare.
”Ja, ja, det er godt med dig.”

***

”Hvem har kage, og må jeg få noget?” var Zayns første kommentar, da han trådte ind i lejligheden.
”Vi har kage, og nej du må ikke få noget,” sagde Louis flabet og tog en bid af sin chokolademuffin.
”Well, så tror jeg bare at jeg aflyser festen i aften,” sagde Zayn truende.
”Så holder vi den bare et andet sted,” blev Louis ved, og tog endnu en bid af kagen, helt klar kun for at irritere Zayn.
”Zayn, kagerne er i køkkenet, du æder bare alle du kan,” sagde jeg med et smil, og ignorerede Louis’ dræberblik der borede mig i nakken.
”Tak bro,” grinede Zayn bare og sendte et så-kan-du-lære-det-blik til Louis, der bare sad og så utilfreds ud, men han kommenterede det ikke. Det var jo trods alt mine kager.
Zayn forsvandt ud i køkkenet og kom tilbage kort tid efter, med favnen fuld af kage.
Rolig G.
”Skal vi køre?” smaskede han.
Charmerende Zayn, charmerende.
”Ja, lets,” sagde jeg og rejste mig fra stolen.

Vi ankom til raketstedet, okay hvad hed sådan et sted? Det sted hvor man kunne købe raketter i hvert fald.
”Gæt hvem?” kunne jeg pludselig høre en velkendt stemme med en kraftig irsk accent grine bag mig, og jeg mærkede et par hænder blive lagt over mine øjne.
”Niall,” gættede jeg med et grin.
”Nej,” sagde Niall og lavede hans stemme om, så han lød som en gammel pensionist dame. ”Det er Olga.”
”Desværre, jeg kender dig ikke så,” grinede jeg.
”Jo, du har datet mit barnebarn,” blev Niall ved.
”Det kan godt passe, men jeg har aldrig mødt en gammel dame ved navn Olga,” sagde jeg. ”Hvis jeg ser dit ansigt, så kan det være at jeg kan genkende dig.”
Jeg forsøgte at fjerne Nialls hænder fra mit ansigt, men forgæves.
”Nej, jeg har fået tuberkulose, så det er smitsomt hvis du ser mit ansigt,” sagde Niall med pensionist stemmen, men jeg kunne høre at han virkelig kæmpede for at holde sit grin inde.
”Niall, tuberkulose smitter altså ikke gennem ansigtet,” grinede jeg, og forsøgte endnu en gang at komme fri.
”Jo, det er en ny videnskabelig opfindelse,” grinede Niall, nu med sin normale stemme. ”Okay, du fik mig, jeg er ikke Olga.”
Han fjernede sine hænder, og mine øjne kunne ånde igen. Hvis det overhovedet var muligt for øjne at ånde.
”Wow, det siger du ikke,” sagde jeg ironisk. ”Er Liam her også?”
”Ja, jeg tror han gik med Zayn og Louis,” sagde Niall og pegede hen mod det blå presennings telt. ”Derind.”
 Vi begyndte at gå derover, mens vi småsnakkede lidt om vores jul, og alt det der egentlig var sket, siden vi sidst havde set hinanden. Hvilket var alt for lang tid siden. Men nu var vi samlet igen, hvilket var en ekstrem dejlig følelse. Alt skulle nok gå godt nu.

”Seriøst, den der raket er sgu en dræber,” sagde Louis mistroisk. ”Vi ødelægger sgu da alt hvis vi fyrre den af.”
”What ever, vi skal bare have det sjovt ikke,” grinede jeg og betalte for raketten Louis havde kommenteret, plus en hel masse andre.
”I skal fandme ikke ødelægge mit hus,” protesterede Zayn surt. Selvom han ikke var sur. Han jokede bare. Fordi sådan var Zayn bare.
”Zayn, jeg citere dig selv nu ’don’t even care about the table breaking, we only wanna have a laugh,” drillede jeg, og tog fat i den store sorte sæk med alt fyrværkeriet i.
”Seriøst, den der sætning kommer til at forfølge mig for evigt,” sukkede Zayn opgivende.
”Ja, ligesom Louis og hans carrots,” grinede Niall, og daskede kærligt til Louis, som bare stod og så utilfreds ud. Han havde virkelig været meget igennem med de gulerødder. De havde traumatiserede ham for livet.
”Ja, folk sender dig stadig gulerødder, og klæder sig ud som dem til meet n greets, det er altså bare for mærkeligt,” sagde Liam.
”Det har været meget hårdt for mig,” sagde Louis dybt seriøst. ”Overvej lige hvor mange grøntsager jeg har blevet nød til at forholde mig til.”
”It’s a hard knock life,” grinede Liam bare, før vi smed fyrværkeriet ind bag i bilen, og kørte af sted.
Jeg lod mit hoved hvile mod roden, og lukkede alt drengenes larm ude, bare for et lille øjeblik. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over min plan for i aften. Hvad ville hun sige til det? Ville hun elske det? Ville hun hade det? Ville hun overhovedet have mig tilbage? Nej, det nyttede simpelthen ikke at tænke så meget over det, jeg blev bare nød til at gøre det, og se hvor det så førte hen. Hvis jeg aldrig prøvede, ville jeg jo aldrig finde ud af om det ville lykkes. Og så ville jeg bare gå og fortryde at jeg ikke gjorde noget resten af mit liv. Og den tanke var slet ikke til at bære. Nej, jeg skulle bare lade være med at tvivle på mig selv, så skulle det nok gå.
”Hallo, Harry er du vågen?”
Liam afbrød mine tanker ved at vifte en hånd ind foran mit ansigt, nok fordi jeg var faldet lidt i staver.
”Ja, hvad så?” spurgte jeg temmelig forvirret og kløede mig søvndrukket i øjnene.
”Vi er her nu,” meddelte Zayn, som havde kørt bilen.
”Hvor er vi?” spurgte jeg endnu mere forvirret og kiggede ud af bilens ruder, men kunne ikke se andet end en parkeringsplads og en stor grå betonblok forenden. Også kaldet Storcenteret.
”Vi besluttede os for at gå ind og spise æbleskiver og drikke gløgg, julen er trods alt ikke ovre endnu,” forklarede Liam med et grin. Han åbnede døren ud til parkeringspladsen, og straks slog en kold vind mig i møde. Jeg fortrød bitterligt at jeg ikke havde klædt mig bedre på, og skuttede mig i min tynde vinterjakke, før jeg trådte ud i kulden.
”Men skal vi ikke hjem og gøre os klar til nytår eller hvad?” spurgte jeg, for jeg følte mig virkelig lost i den her situation, jeg havde jo slet ikke hørt hvad drengene havde aftalt.
”Nej, Perrie er alligevel bare derhjemme sammen med Eleanor og Danielle, og hun skrev at vi bare kunne blive væk så længe vi ville, de havde åbenbart styr på det hele,” forklarede Zayn.
Oh.
Tingene gav jo mening nu.
Vent, havde Liam nævnt noget om æbleskiver?
Det kunne jeg faktisk godt bruge lige nu. Selvom jeg næsten lige havde spist muffins, var jeg faktisk allerede ret sulten. Jeg måtte være i voksealderen eller noget. Eller nej, det var jeg nok ikke. Måske var jeg bare i æde-for-meget-og-blive-fed alderen. Ja, det var vidst mere passende.
Vi gik hen over parkeringspladsen, og små snefnug blev ved med at blæse op i ansigtet på mig, og det irriterede mig faktisk ret meget. Det var vildt hyggeligt med sne og alt det der på juleaften, men så måtte det altså godt bare forsvinde igen, og ikke ligge og flyde hele januar og februar også. Så jeg var ret lykkelig da vi trådte indenfor i Storcenteret, hvor der næsten ikke var nogle mennesker, da alle nok var hjemme og gøre sig klar til nytårsaften, hvilket vi måske også burde være. De fleste af butikkerne var lukket, men heldigvis fandt vi dog en lille café, med en lidt muggen tjener, hvor vi slog os ned. Tjenerens ansigt lyste dog lidt op, da hun så fem der lige var trådt ind på hendes café. Selveste One Direction, det måtte jo være den bedste dag i hendes liv.
”Hvad skulle det være?” spurgte hun professionelt, men det flakkende blik i hendes øjne afslørede at hun var fan af os, eller i hvert fald kendte os, hvilket jeg ikke kunne lade være at smile lidt af.
”Bare fem gange æbleskiver og fem gange gløgg,” meddelte Liam med et smil til hende, hvilket fik hende til at smile ekstremt overdrevet meget, før hun skrev bestillingen ned på hendes lille blok.
”Det er på vej,” sagde hun, og forsvandt så ret hurtigt ud i køkkenet igen.
”Wauw, der var vidst en der var fan,” grinede Niall, og tog et stykke af den konfekt, som stod på bordet, sikkert i julens andledning.
”Hun var da sød,” sagde Liam. ”Måske skulle vi spørge hende om hun vil have et billede?”
”Så besvimer hun nok,” jokede Louis, og efterfulgte Nialls move med at spise et stykke konfekt.
”Det er der da nogle der gør,” sagde Zayn seriøst. ”Det kan være hun er en besvimer.”
Vi andre kiggede bare underligt på Zayn efter den replik, hvorefter vi alle sammen brød ud i latter.
’Det kan være at hun er en besvimer’.
Hvad fanden?
Det kunne faktisk godt misforstås.
Ikke for at være dirty eller noget, men altså forestil jer lige den sætning med et andet ord end besvimer. Okay, nu havde jeg sagt nok.
Midt i hele vores grineflip, kom tjeneren tilbage med vores bestilling.
”Her,” sagde hun bare og lød en smule genert. Jeg ville give Liam ret, hun var faktisk ret sød.
”Tak,” smilede jeg til hende, og tog en slurk af den varme gløgg. Følelsen af at få varmen tilbage til kroppen var virkelig fantastisk, noget jeg havde ventet på længe nu.
”Er i ikke One Direction?” spurgte hun så hurtigt, og jeg kiggede hurtigt rundt på drengene, før jeg nikkede.
”Jo, det er vi,” nikkede jeg. ”Vil du have taget et billede?”
”Ja tak!” udbrød pigen lettet over at hun ikke selv blev nød til at stille det spørgsmål.
”Her lad mig tage det, så kan du sætte dig på min plads,” sagde jeg og rejste mig fra bordet. Pigen satte sig ned på min stol, og smilede lykkeligt over hele ansigtet, da hun rakte mig sin iphone. Hurtigt fik jeg taget et par billeder af hende og drengene, og hun rejste sig, med et stort smil malet på sine læber, fra stolen igen.
”Må jeg ikke også få et med dig, Harry?” spurgte hun, og vendte sit kamera på front. Jeg nikkede bare, og smilede til kameraet, mens hun knipsede løs.
”Tak,” sagde hun lykkeligt, og jeg gav hende et hurtigt kram, før jeg satte mig ned til de andre drenge igen.
”Hey, Harry?” spurgte hun så pludselig, og jeg drejede hurtigt hovedet mod hende. ”Jeg synes virkelig at du skulle finde sammen med Jo igen. Hun virker bare så sød.”
Og så forsvandt hun ud i køkkenet igen, og efterlod mig med et rod af forvirrede tanker.

***

Klokken var blevet ti, og der var godt gang i festen hjemme hos Zayn og Perrie. Stemningen var god, og folk var glade og smilende. Inklusiv mig. Jeg havde fået lidt alkohol indenbords, hvilket havde hjulpet mig på nervøsiteten. Om en halvanden time. Om en halvanden time blev planen sat i værk, og jeg måtte indrømme at jeg faktisk nærmest glædede mig. Jeg følte mig næsten sikker på at det skulle gå godt.
”Harry, giver du ikke en dans?”
En smuk brunette smilede udfordrende til mig, men jeg kunne slet ikke forholde mig til sådan noget lige nu, så jeg nikkede bare ligegyldigt til hende, og lød hende føre mig ud på dansegulvet. Hun dansede tæt op af mig, og jeg følte faktisk lidt at hun overskred mine private grænser, men jeg gad ikke gøre noget ved det.
”Dater du nogen fortiden?” hviskede hun blidt i mit øre, og jeg kunne nærmest mærke hendes botoxlæber mod min øreflip. Klamt.
”Ja,” sagde jeg bare uden at tænke over det, og træk mig hurtigt væk fra hende. Endnu en pige at bekymre mig om, var altså ikke noget jeg gad lige nu. Jeg banede mig vej udenfor, for at trække noget luft, før jeg skulle af sted. Ud og udføre min plan. Men det var en dårlig idé at gå udenfor. Jeg begyndte at tænke igen. Nervøsiteten begyndte at dukke op igen, alle de forfærdelige tanker, som bare ikke skulle være der. Jeg kunne godt klare det. Simpelthen.

Tiden gik, klokken blev 11.20, og det var på tide at tage af sted, hvis jeg skulle nå planen i tide. Jeg steg ind i min taxa, og krydsede fingre for at ingen ville opdage at jeg havde forladt festen. For jeg blev virkelig bare nød til at udføre det her, koste hvad det ville.
Jeg kiggede ud af bilruden. Der var meget at se på. Fyrværkeriet på himlen, alle de fulde lykkelig folk der væltede rundt på gaden, lys i hvert et hus jeg passerede. Og så stoppede bilen pludselig. Vi var ankommet. Med bævrende skridt trådte jeg ud af taxaen. Min mave var en stor klump, sommerfugle eller nervøsitet vidste jeg ikke. Men en ting vidste jeg. Og det var at der her måtte gøre. Nu.
Jeg tog mod til mig, og åbnede døren ind til lejlighedskomplekset. Alle mine følelser fløj rundt i mig, men jeg besluttede mig for at ignorere dem. Hvis jeg skulle klare mig igennem det her, var det nok det bedste. Selve trappeopgangen var mørk, men jeg kunne høre larm helt herude, så jeg var sikker på at hun nok skulle være hjemme. Med tunge skridt fik jeg slæbt mig selv op af de uendelig lange trapper. Så var det nu. Jeg tog en dyb indånding og bankede på døren, som gav et hult dunk fra sig. Jeg stod og trippede lidt nervøst, men jeg nåede ikke at stå længe, før døren blev åbnet op. Og så stod hun der. I døråbningen. Og så mere perfekt ud end nogensinde. I sine høje hæle og sorte kjole. Med hendes lange krøller, og smukke store øjne, og bare stirrede på mig. Jo.
”Harry?” spurgte hun overrasket. Jeg ville have sagt noget, men det var som om jeg var blevet lammet. I stedet nikkede jeg bare. Jo stod bare og kiggede undrende og overrasket på mig, i et langt stykke tid. Og jeg kunne slet ikke beskrive de følelser der gik gennem kroppen på mig. Lykken over at se hende igen efter så lange tid overdøvede alt det andet, men jeg kunne ikke forstå hvorfor hun ikke sagde noget mere. Måske var det bare mig der skulle sige noget? Det var jo mig der havde banket på. Jeg tog en dyb indånding, før jeg med en nærmest hviskende stemme lod de tre ord flyde over mine læber.
”Jeg er klar.”
Vores blikke mødtes. Hendes blik var kærligt, lykkeligt.
”Kom,” sagde jeg så, og greb hendes hånd. ”Jeg skal bevise for dig at jeg er klar.”
Jo sagde ingenting, hun fulgte bare efter mig ned af trapperne og ud på gaden. Først der sagde hun noget.
”Hvor skal vi hen?”
”Det finder du ud af,” sagde jeg bare, og kunne simpelthen ikke lade være med at smile lykkeligt for mig selv. Hurtigt tjekkede jeg klokken på mit ur. Ti minutter til midnat. Vi havde travlt. Men heldigvis var Rådhuspladsen ikke lang herfra.
Sommerfuglene i min mave blev ved med at eksplodere igen og igen, og smilet på mine læber ville bare ikke forsvinde. Der var mange mennesker på Rådhuspladsen. Perfekt. Det var lige som det skulle være. Medierne var her også, og de fik hurtigt spottet mig. Endnu mere perfekt. Det store ur på pladsen viste at der nu var et minut til nytår. Jeg fik slæbt Jo med helt op til det, der hvor alle kunne se os.
”Harry, hvad laver du?” spurgte hun undrende, og kiggede op på mig med et forvirret blik i øjnene.
”Jo…” begyndte jeg, og kunne så høre folk begynde at tælle ned fra ti. ”Jeg er så ked af alt der er sket, og jeg vil bare vise hele verdenen, hvor højt jeg elsker dig.”
Jeg nåede lige at sige min sætning færdig, inden klokken slog tolv.
Og præcis på slaget, pressede jeg mine læber blidt mod Jos, som ikke var langsom om at kysse igen. Alle mine følelser eksploderede på en gang, og jeg vidste bare at jeg havde gjort det rigtige.

__________________________________________________________________________________

 

#WHENTHEFEELSTAKESOVER

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...