Gold Rush - One Direction

Harry møder den 21-årige Jo Allen i sommerferien. Det er kærlighed ved første blik. De deler to lykkelige måneder med hinanden, der kun går ud på sjov og ballade. Men da ferien slutter og jobbet kalder bliver deres forhold sat på prøve.
Harry får mindre og mindre tid til Jo, men hun holder ved, hun elsker ham stadigvæk. Hun bliver venner med drengene, og gør alt for, at det skal være så let for ham som muligt, at få tid til det hele. Men da management beder Harry om at holde lav profil med deres forhold får hun nok, hun vil ikke have en skjult kæreste, hun vil have et seriøst og voksent forhold. Så hun smutter fra Harry, og efterlader kun en note om, at hun venter på ham, når han er klar.
Spørgsmålet er bare, om Harry overhovedet kan blive klar, han har aldrig været i et seriøst længervarende forhold før, men han er villig til at gøre alt for det.
Kan han lære at elske hende, som hun elsker ham?

83Likes
110Kommentarer
5744Visninger
AA

21. 15 part 2

Kapitel 15 part 2

All I Want For Christmas Is You – Justin Bieber ft. Mariah Carey 

 

Jos synsvinkel:

 

”Jeg…” begyndte jeg. ”Jeg vil gerne have min kæreste tilbage. Jeg savner ham så meget. Det er det eneste jeg vil have.”

Julemanden klukkede og tog min hånd.

”Min pige, det er jeg sikker på, at du nok skal få, bare rolig, hvem vil ikke have en smuk pige som dig til kæreste?”

Jeg smilede genert ned til mine hænder, og nikkede. Pludselig følte jeg mig lidt halvåndssvag over at sidde her og betro en mand, der var klædt ud som julemand, mine dybeste hemmeligheder, men af en eller anden grund var det bare fløjet ud af mig, og det havde føltes så godt at sige det. At erkende, at det var det, der var virkeligheden.

”Nåh min pige, jeg er ked af det, men der er en lang kø efter dig, så du må hellere se at komme videre, så de små børn også kan komme til” sagde julemanden pludselig i en skrap tone, og gennede mig ned fra hans skød.

Fedt, så var man også blevet afvist af julemanden.

Jeg sukkede og hoppede ned på gulvet igen, og banede mig vej væk fra alle børnefamilierne og larmen.

Hvor var Amy blevet af?

Jeg tog min mobil op af lommen for at se et ubesvaret opkald fra hende, selvfølgelig, hun kunne ikke finde mig.

Jeg lagde mobilen tilbage ned i baglommen og begyndte at spejde rundt i indkøbscentret for at finde hende.

Hvor kunne hun dog være gået hen?

Pludselig stødte jeg på en høj skikkelse med mørk krøllet hår, som ud fra beskrivelsen måske lød som Amy, men bestemt ikke var hende.

Det var en mand, eller nok nærmere en dreng, iført overtræksbukser og en stor, sort dynejakke med pels i kanten. Under de kæmpe bukser kunne jeg dog skimte et par læderstøvler, der ikke helt matchede resten af outfittet, og nu hvor jeg tænkte over det, så virkede det mørke, krøllede nakkehår da også bekendt.

I det jeg lagde hovedet på skrå, for at studere den underlige og malplacerede eskimo nøjere, vendte han sig rundt og jeg følte det, som havde jeg fået verdens største mavepumper.

Hans rynkede pande, og de grønne øjnene, der skuede op mod julemandens bod ramte mig med lynets hastighed, og før han havde så meget som chancen for at se mig, havde jeg vendt mig om.

Hvad lavede han her? Og i den mundering?

Jeg trak på smilebåndet over hans latterlige udseende, og kunne ikke dy mig for at vende mig om endnu en gang, for at tjekke ham ud. Men for sent. Han var forsvundet.

”Hvad fanden,” hviskede jeg, og begyndte at småløbe i den retning, hvor jeg havde set Harry stå og stirre for blot et sekund siden.

Det var første gang jeg havde set ham siden den nat, og jeg havde altså brug for, at blive bekræftet i, at det rent faktisk var ham, at han rent faktisk var her.

Med opsat fart spurtede jeg om hjørnet, og var nær ved at løbe ind i en gammel dame med favnen fuld af julegaver, der råbte noget efter mig, da jeg med et hurtigt undskyld fortsatte forbi hende.

Jeg nåede til et kryds, hvor storcentret delte sig i fire retninger. Han kunne havde gået hvilken som helst af vejene.

Koncentrer dig Jo, en malplaceret eskimo, kom nu.

Jeg hoppede utålmodigt op og ned, og lige som jeg skulle til at opgive at få øje på ham, så jeg en hvid pelshætte blive slået op, og et fyr iført overtræksbukser bevæge sig udenfor til højre for mig.

Bingo.

Jeg løb så hurtigt jeg kunne efter ham, og da jeg nåede udgangen, kiggede jeg mig godt for, før jeg udspekuleret efterlignede hans trick og slog min store hætte op over hovedet, så han næppe ville kunne genkende mig  fra lang afstand.

Altså bare fordi jeg havde set ham, betød det jo ikke, at han nødvendigvis skulle se mig vel?

Afslappet stak jeg hænderne i lommerne, og spankulerede efter ham på det modsatte fortov.

Hvor var han på vej hen?

Han drejede væk fra den store hovedvej, og kom ned i nogle smågader, hvor jeg ikke huskede, at jeg nogensinde havde været før. Nu var der pludselig kun et fortov, så jeg blev nødt til at gemme mig bag biler, og vente til han var drejet om gadehjørner, før jeg kunne fortsætte, og finde ud af, hvor dælen han var på vej hen.

Jeg følte mig faktisk ret Charlies Angels-agtig. En hemmelig agent. Det var lige mig. Jeg ville bare ønske, at det havde været sommer, så jeg kunne have luftet mine solbriller, der var store og sorte, og var som taget ud fra sådan en film, suk.

Jeg drejede listende om hjørnet, og så Harry sådan to meter fra mig. Mit hjerte sprang et slag over. Hvis han drejede hovedet nu, så ville han kigge direkte på mig. Han ville kunne se mig direkte i øjnene for første gang i to måneder. For første gang i to måneder kunne mine øjne møde hans.

Jeg mærkede varmen og spændingen brede sig i hele min krop, det sitrede i mine fingerspidser, og jeg var så tæt på bare at åbne munden og kalde hans navn, selv en hvisken kunne gøre det.

Men jeg gjorde det ikke. Og før jeg vidste af det var han forsvundet igen, men denne gang ikke så langt væk, for jeg hørte en klokke ringe i en butik, hvorefter jeg lydløst fulgte efter lyden, og endte ved en lille mørk forretning, som man skulle gå ned af en kældertrappe for at besøge. Dog var der vinduer helt nede ved fortovet, der gav mig frit udsyn.

Jeg satte mig langsomt på hug, men fandt ud af, at jeg blev nødt til at ligge mig på maven ned i sneen, hvis jeg ville kunne se andet end gulvet.

Så det var, hvad jeg gjorde.

Først det ene knæ, og så det andet knæ. Så hænderne, og langsomt sænkede jeg mig ned i den knitrende sne, og mærkede hvordan mine jeans gik fra at være fugtige til at være gennemblødte af sne. Men i det mindste kunne jeg se.

Okay, jeg vil godt indrømme, at jeg følte mig en smule creepy, som jeg lå der på maven og holdt øje med Harry, men så længe jeg ikke have en kikkert og alt det der udstyr, så det måtte det da kunne gå ind under vindueskiggeri, ikke?

Da jeg fik lagt mig godt til rette mavede jeg mit lidt længere frem, og lå til sidst med næsen presset op mod ruden, og først da, var det, at det slog mig.

Hvad fanden Harry…

Hvad lavede drengen inde i en pornobutik?

Jeg sukkede opgivende, savnede han mig virkelig meget?

Jeg så ham stå og kigge på en oppustelig nøgen dame, hvorefter han hentede ejerne af butikken og fik ham til at demonstrere, hvordan dukken åbenbart var i stand til at indtage flere forskellige stillinger.

Jeg tog det i mig igen. Det var vidst ikke mig han savnede, mere bare ideen om mig. Så nu ville han erstatte mig med en sexdukke. Wauw.

Idet havde tog en kasse, som åbenbart indeholdte den samme dukke, som den, der så fint hang til pynt på væggen, begyndte min mobil at ringe. Højt.

”Fuck, fuck, fuck” hviskede jeg panisk, og trak mig så hurtigt som muligt væk fra vinduet. De havde helt sikkert kunne høre den. For helvede altså.

Bandende rejste jeg mig op, og løb så hurtigt jeg kunne væk fra sexbutikken og den lille gade, mens jeg prøvede at hive mobilen op af min baglomme, men failede ret så meget, da jeg var iført store strikluffer, der indtil nu havde været utroligt praktiske.

Da jeg var kommet tilpas langt væk, stoppede jeg op, og tog lufferne af. Jeg lænede mig op af en husmur, og åndede lettet ud, der var ikke kommet nogen efter mig, i hvert fald ikke endnu.

Jeg trak min mobil og af lommen, og kom til at tænke på stakkels Amy, som jeg havde glemt alt om, og havde efterladt alene i centeret. Det var også hende, der havde haft ringet. Jeg besluttede mig for at ringe tilbage med det samme.

”Hallo? Jo?” lød hendes stemme skrattende igennem røret.

”Amy, ja det er mig” svarede jeg forpustet.

”Hvor fanden blev du af?” ville hun vide.

”Du gætter det aldrig, men jeg så Harry i centeret, og jeg kom ligesom lidt til at følge efter ham og…” begyndte jeg, men blev afbrudt af Amy.

”Ahvad? Så du Harry? Snakkede du med ham?” spurgte hun nysgerrigt, og var sikkert på nuværende tidspunkt ved at pisse sig selv i bukserne af begejstring. Hun følte meget stærkt for Harrys og mit forhold, sikkert fordi det var hende, der for lang tid siden havde overtalt mig til at flyve til New York for at se ham, og siden da havde hun bare hjulpet mig igennem alt andet.

”Nej, jeg fulgte efter ham, jeg kunne sgu da ikke bare gå op og sige hej, oh my god” udbrød jeg og rystede på hovedet over hendes dumhed, ”men pointen er, at du aldrig gætter, hvor jeg fulgte efter ham hen” fnes jeg ned i røret.

”Nej, hvor?” spurgte hun ivrigt. Jeg kunne nærmest se hendes trippende skikkelse for mig.

”Til en pornobutik, hvor han købte en sexdukke!” nærmest råbte jeg ind i røret og undslap et grin. Det var altså virkelig komisk, at han savnede selvskab om natten så meget.

”Ej det mener du ikke!” hvinede Amy tilbage, og grinte med mig, ”hvor er det ynkeligt!”

Jeg nikkede, selvom jeg vidste at hun ikke kunne se mig, og flækkede sammen af grin, ”lige mine ord, jeg mener oh my god!”

Det var som om, det var de eneste tre ord, der altid dækkede, hvordan jeg havde det. Oh my god. Jeg misbrugte de tre ord, men de var virkelig de mest passende i en hver sammenhæng.

”Nåh men vi må nok hellere se at komme hjem, klokken er jo snart ved at være tre, og du skulle da være til den der julefrokost klokken fire, right?” påmindende Amy mig.

”Åh gud, det havde jeg glemt alt om” sukkede jeg, og begyndte at gå.

”Okay, skal vi bare mødes udenfor centeret, så går jeg ned og henter bilen nu” sagde Amy hjælpsomt.

”Ja, okay, men Amy, jeg ved altså ikke helt præcis hvor jeg er henne, eller hvordan jeg kommer tilbage til centeret” sagde jeg forsigtigt og afventede spændt hendes reaktion.

 

*

 

”Jo, darling, så er vi her” meddelte min mor omkring en time efter jeg var kommet forpustet ind af døren, og havde smidt den første og flotteste kjole jeg så over hovedet, hvorefter vi var hoppet ud i bilen, og havde kørt så hurtigt vi kunne for ikke at komme mere end fashionable for sent.

Det havde taget Amy et godt stykke tid at finde mig, Harry havde åbenbart ført mig længere væk end jeg lige havde regnet med, men efter at have tumlet rundt i sneen, med vådt og iskoldt tøj i omkring en halv time, fandt jeg endelig hovedvejen.

”Åh godt, og igen, undskyld, undskyld, undskyld mor” røg det ud af mig, da jeg havde det lidt dårligt med at forsinke hende. Jeg vidste jo godt, at jeg var lidt af en klods om benet på hende i denne tid, men jeg kunne bare ikke overskue at finde mig en lejlighed igen, og jeg var vidst også blevet lidt for vant til hjemmelavet mad og nyvasket tøj. Det er derfor man aldrig skal flytte hjem igen. Så glemmer man hvorfor man rejste i første omgang.

”Jojo, det er okay, jeg håber bare ikke, at du bliver syg” sagde mor, og åbnede bildøren, hvorefter hun mumlede: ”for så ved vi begge, hvem der skal passe dig…”

Jeg fnyste og åbnede også min dør. Det var seriøst også nitten at være syg i julen, det havde jeg kun prøvet en gang før, men det havde så også været bræksyge juleaften, så mor havde aflyst julen hos mine bedsteforældre og var blevet hjemme med mig. Lidt ensomt for hende, da jeg faldt i søvn ved otte-tiden. Men hun var jo min mor, det måtte hun finde sig i.

Jeg stak et ben uden for bilen, og klaskede min højre fod ned i en pøl slud. Det plaskede op om siderne på mine ellers forholdsvis nye sko.

Snøft.

Men det kunne nok tørres af.

Forhåbentligt.

Resten af vejen op til huset så jeg mig godt for, og hoppede forskrækket op, hver gang en stor pøl kom til syne foran mig.

Vi skulle til julefrokost hos min mors chef, så det var faktisk lidt uheldigt at det lige præcis var i dag vi kom for sent, men mor virkede overraskende rolig. Eller som hun havde sagt, så kunne hendes chef godt lide hende, så en times forsinkelse eller to gjorde ikke den store forskel.

Vi bankede på døren, og to sekunder efter blev døren åbnet og en dame på min mors alder iført en festlidt rød kjole med pailletter rundt i alle kanterne omfavnede min mor.

”Åh Suzan!” udbrød min mor lykkeligt, og trak sig fri af omfavnelsen for præsentere mig, ”dette er min smukke datter Jo.”

”Hej” sagde jeg, og rakte hende hånden.

”Velkommen, velkommen” smilede hun, og trak os indenfor.

”Undskyld at vi kommer så sent” begyndte min mor, men blev afbrudt.

”Isabel, det skal du ikke tænke på, dette er en festdag, kom med, alle er her” sagde Suzan og overraskede mig ved at kalde min mor ved fornavn, alle kaldte hende eller Allen, jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde de altså bare.

Allen.

Tomlinson.

Styles.

Det ramte mig som hjemve og gav et kæmpe stik i maven, der fik mig til at trække ansigtet sammen i en utilpas grimasse og min mor til at kigge bekymret på mig. Jeg rystede på hovedet, der var ikke noget galt.

Tænkt, at jeg havde set Harry i dag.

Jeg havde ikke sagt det til min mor, ikke endnu i hvert fald. Jeg vidste ikke om jeg skulle sige det til hende, ville hun ikke være ligeglad? Hvis det stod til hende skulle jeg jo bare move on.

Men det var ikke, hvad jeg havde lyst til.

”Alle sammen, så er Isabel og Jo ankommet!” hujede Suzan op og fik alle der befandt sig inde i stuen til at kigge op på os og stoppe midt i deres samtaler.

Det lød som om mors chef allerede havde smagt lidt på julesnapsen. Men sådan endte julefrokoster jo altid.

Jeg vendte mig for at spørge mor om vi skulle gå ud for at hænge vores jakker, men hun var allerede stukket af for at snakke med alle hendes kollegaer og venner, der var samlet i dag.

Suk, så var jeg vidst overladt til mig selv resten af eftermiddagen, eller aftenen var det vidst nærmere nu.

Jeg scannede rummet og fandt et hjørne, hvor et par små unger og en teenagepige sad.

Var det virkelig mit lod?

Jeg kiggede videre og så kun mænd og damer i halvtredserne, der grinte fjoget til hinanden over deres æggepunch.

Hvorfor var det lige at jeg var taget med?

Jeg besluttede mig for at sætte mig i sofaen, selvom 21 måske var lige i overkanten til at sidde ved børnebordet, men what the hell, det gik lige.

Jeg satte mig i et frit hjørne på den anden side af de små børn og fandt min mobil frem. Nu måtte tiden godt bare gå hurtigt.

 

*

 

”Limbo, kom så alle sammen” hørte jeg en velkendt stemme råbe fra den anden ende af lokalet og så til min store ærgrelse min mor rejse sig op og løbe hen for at hente en kost, der stod i hjørnet.

Alle de voksne hujede og klappede over ideen og efter kort tid var der dannet en kø, og radioen var blevet tændt på fuld drøn.

”Kom så børn, ikke være så kedelige!” råbte Suzan til de tre børn, men da jeg fik øjenkontakt med hende gik det op for mig, at hun også mente mig.

Wow tak Suzan, virkelig tak.

Teenagepigen rystede muggent på hovedet og kiggede bare ned i sin telefon igen.

”Jeg tror også bare, at jeg springer over” mimede jeg, og sendte hende et anstrengt smil.

De voksne begyndte at danse rundt i stuen i takt til musikken, mens kosten blev sænket mere og mere og de store damer begyndte at falde ned på numsen, når de skulle under stangen.

Pludselig lød en velkendt melodi i radioen, jeg stivnede midt i min bevægelse.

Little Things.

Teenagepigen undslap et lykkeligt gisp, og en dame skulle lige til at skifte kanal til en lidt mere festlig sang, da min mor stoppede hende.

”Stop, stop, stop Cathrine” udbrød min mor, ”det her er jo One Direction!”

Hun fnes og kiggede direkte på mig, ”I ved, min datter kender dem alle sammen temmelig godt” tilføjede hun og kluklo, ”er det ikke rigtigt Jo-darling?”

Jeg slog blikket ned og mærkede en rødmen sprede sig over mine kinder.

”Ham den krølhårede er temmelig vild med min skønhed” plaprede hun videre.

Jeg kunne mærke teenagepigens blik i nakken, og jeg havde lyst til at forsvinde herfra nu.

Hvorfor mor, hvorfor?

”Hvorfor blev du så stille baby? Syng med!” opfordrede hun og begyndte selv at nynne lidt med, ”you can’t go to bed nanana cuppa tee, maybe dadada talking about sleep…”

Hvorfor skulle hun også være så forfærdelig? Det kunne godt være at min mor var sej, og sjov og alt det der, men når hun var fuld var hun altså bare for meget. Ligesom lidt for meget af det gode. Når hun ikke var beruset var hun alligevel så munter, at man skulle tro hun havde drukket, så når hun blev fuld, så var hun bare uudholdelig.

”Nu kommer Harrys del skatter!” råbte hun til mig, men hun bukkede bagover for at gennemføre endnu en runde. Folk havde heldigvis ikke reageret specielt meget på det, men jeg kunne dog stadig mærke pigens blik.

”I know you’ve never loved!” skrålede hun og ødelagde mit moment. Denne sang betød rent faktisk noget specielt for mig.

Jeg huskede tilbage på sommeren, det virkede som flere år siden, selvom det kun var et halvt. Jeg huskede den fest vi havde holdt, da det gik op for mig, at jeg elskede ham. Da de havde sunget i haven og jeg havde vidst det. Da jeg havde snakket med Perrie.

Perrie, gud hende savnede jeg også.

Var det okay at sende en sms til hende? Eller var hun hans? Hun var jo trodsalt Zayns kæreste, og Zayns var ligesom en bror for Harry. Men hun var jo også min veninde. Og for satan hvor jeg også savnede Tomlinson og alle de andre. Og Harry. Harry, Harry, Harry, min lille, skønne, sjove, sexede, fantastiske Harry.

Det velkendte stik begyndte at tage til, og jeg følte en trang til at rulle mig sammen til en kugle og bare knuge om min mave indtil smerten gik over.

But you’re perfect to me” jeg faldt tilbage til virkeligheden og så direkte ind i pigens store, blå øjne, der nysgerrigt betragtede mit ansigt.

”Hvad så?” spurgte jeg hende småirriteret, hun var sgu da gammel nok til at vide, at det ikke var høfligt at stirre.

Hun svarede mig ikke, hun åbnede munden, men der kom ikke noget ud.

”Ja, jeg er Jo, Harrys ekskæreste” vrængede jeg og lænede mig surmulende tilbage i sofaen.

Pigen, der stadig var stum, rykkede en tand tættere på mig, og kiggede lidt mere.

”Ej helt seriøst stop med det der” sagde jeg surt og stirrede tilbage på hende. Nu gik der ikke lang tid før jeg trak min mor med ud i bilen og kørte hjem.

”Hvordan var det?” lød det så spagt fra hende, og hun blinkede uskyldigt med øjenvipperne.

”Hvad? Harry?” spurgte jeg hende håbløst.

Hun nikkede, og fortsatte med at kigge spørgende på mig.

”Det var godt, okay? Det var pisse godt, han er pisse god, fucking sød, overdrevet skøn, fantstisk, det var som en drøm, han er perfekt” sagde jeg ironisk, og satte mig med et ret op, og kiggede skarpt på hende. Hun havde fået et forvirret udtryk i øjnene.

”Hør her, bare fordi han er en superstjerne betyder det ikke, at han er perfekt, han fejler også, det gør alle” sagde jeg alvorligt, og følte en trang til at holde hende i hånden. Så jeg tog hendes hånd, og klappede den bedrevidende.

”Harry er langt fra perfekt okay, laaaaangt fra” fortsatte jeg, men blev afbrudt.

”Wow du er træls at høre på” sagde hun pludselig og vred sig fri at mit greb, ”har du nogen idé om hvor fucking svært det er at være ham?”

Jeg fnøs over hendes trang til at forsvare hendes idol.

”Søde, jeg tror, at jeg har en lidt bedre idé om hvor svært han har det, end du har” sagde jeg og smilede overlegent til hende.

”Hvorfor er du så hård ved ham? Det er sgu da ikke kun hans skyld, at jeres forhold er ikkeeksisterende” sagde hun og lød pludselig bedrevidende.

”Hvordan helvede kan det være, at du ved så meget om vores forhold?” ville jeg gerne vide.

”Det gør jeg heller ikke, men jeg kender Harry, og han ville aldrig såre nogen med vilje, det ved jeg bare” sagde hun stensikkert og gav mig lyst til at bryde ud i latter. Hvordan fanden kunne hun vide det.

”Du kender ham ikke og en skid, du har jo aldrig mødt ham!” gav jeg igen, overrasket over, hvor vred hun egentlig havde gjort mig. Sådan en lille pige burde ikke kunne få mig på denne måde.

”Og hvad så, jeg kender ham alligevel, undskyld hvis du ikke forstår, men måske er det, det du mangler, måske bliver du nødt til at se det fra hans perspektiv. Prøvede du på noget tidspunkt at finde ud af, hvorfor han gjorde som han gjorde?” spurgte hun mig, og lød som om hun kendte den fulde historie, hvilket hun selvfølgelig ikke gjorde, men det lød godt nok tæt på.

Havde jeg nogensinde skænket det en tanke, hvorfor Harry ikke gjorde noget ved vores situation? Ja for helvede, jeg havde da tænkt meget over det.

Nok? Havde jeg prøvet ihærdigt nok på at forstå ham, eller var jeg for vred og såret til at kunne se det fra hans perspektiv?

Denne pige, der tydeligvis var den helt store One Direction fan, kunne i hvert fald ikke forestille sig, at Harry havde gjort det med vilje.

Havde jeg været for hård?

Den tanke havde jeg tænkt før.

For fanden i helvede altså.

Jeg mærkede tårerne presse på, og slog blikket ned, så pigen ikke skulle få øje på det.

”Undskyld, det var ikke min mening at gøre dig ked af det” var hun hurtig til at sige, det var let at høre nervøsiteten i hendes stemme.

Jeg kiggede op på hende men en tåre trillende ned af min kind.

”Han er bedre end du kan forestille dig, sødere, sjovere, kærligere, ingen ord beskriver den dreng godt nok” fik jeg fremstammet, og rejste mig fra sofaen.

Nu ville jeg altså hjem.

Jeg kunne ikke holde til mere, ikke i aften. 

________________________________________________

Omg kan snart ikke klare mere ulykkelighed - tror I ikke snart at Jo og Harry finder hinanden igen? 

Virkelig mange tak for alle faves, snart hundrede (fangirler for vildt her), men glem endelig ikke at like! 

tusind kys Maria

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...