Gold Rush - One Direction

Harry møder den 21-årige Jo Allen i sommerferien. Det er kærlighed ved første blik. De deler to lykkelige måneder med hinanden, der kun går ud på sjov og ballade. Men da ferien slutter og jobbet kalder bliver deres forhold sat på prøve.
Harry får mindre og mindre tid til Jo, men hun holder ved, hun elsker ham stadigvæk. Hun bliver venner med drengene, og gør alt for, at det skal være så let for ham som muligt, at få tid til det hele. Men da management beder Harry om at holde lav profil med deres forhold får hun nok, hun vil ikke have en skjult kæreste, hun vil have et seriøst og voksent forhold. Så hun smutter fra Harry, og efterlader kun en note om, at hun venter på ham, når han er klar.
Spørgsmålet er bare, om Harry overhovedet kan blive klar, han har aldrig været i et seriøst længervarende forhold før, men han er villig til at gøre alt for det.
Kan han lære at elske hende, som hun elsker ham?

82Likes
110Kommentarer
5649Visninger
AA

20. 15 part 1

Kapitel 15 part 1

All I Want For Christmas Is You – Justin Bieber ft. Mariah Carey 

Harry synsvinkel:

Tiden gik, vejret skiftede og det begyndte at sne. Folk begyndte at pakke sig ind i store jakker og tørklæder, og når man gik ud på gaden kunne man knap nok komme frem på grund af den hårde blæst, som plagede London. Rundt i byen gik halvstressede mennesker rundt, med et lille barn under armen, eller femten stopfyldte fyldte indkøbsposer. Det var blevet den tid på året, hvor folk gik rundt og var spændte og glade, den tid på året, hvor man hyggede sig med dem man elskede. December. Tiden var fløjet af sted. Og på samme tid over hovedet ikke. Jeg havde arbejdet ekstra hårdt i studiet, på det nye album, som var kommet ud sidst i november. Arbejdet havde hjulpet mine triste tanker lidt på afveje. Men nu hvor det var blevet december, kunne jeg ikke lade være med at blive trist igen. Det var jul. Det var den tid, hvor man skulle være sammen med dem man elskede, men problemet var bare at hende jeg elskede, ikke gad være sammen med mig. Jeg fik helt ondt i maven, hver gang jeg så et lykkeligt kærestepar kysse i sneen eller bare holde i hånden. Være glade. Være lykkelig. Ligesom jeg havde været engang.
Louis havde mødt hende, havde han fortalt. Kun to uger efter hun var skredet. Han fortalte at hun var sur og ked af det. Sur. Sur på mig. Siden havde ingen af os set eller hørt fra hende. Hver dag havde jeg lyst til at ringe til hende, bare for at sikre mig at hun ikke lå død et eller andet sted, men jeg turde aldrig. Jeg var bange. Bange for afslag. Bange for at hun var så sur på mig at hun ikke gad snakke med mig. Jeg rejste mig sukkende fra køkkenbordet, og gik hen for at sætte min tallerken i opvaskemaskine. Mit køkken lignede lort. Faktisk lignede hele min lejlighed lort. Jeg havde simpelthen bare ikke overskud til at holde den pæn. I starten havde Liam forsøgt at rydde lidt op, hver gang han var her, men det var som om han havde givet lidt op. Henne i vindueskarmen stod min chokoladekalender. Jeg havde spist alle chokoladerne den første december, men jeg syntes alligevel at der var noget hyggeligt over at gemme den. I dag var det den 18. Sjovt, at man i december altid havde styr på dagene. Jeg åbnede lågen for den 18., selvom jeg godt vidste at jeg ikke ville finde andet end et tomt rum, hvor der engang var et stykke klamt fedtet chokolade. Faktisk fortrød jeg lidt at jeg havde spist dem alle. Det kunne egentlig have været meget hyggeligt at få et stykke hver dag. Screw it. I stedet åbnede jeg mit køkkenskab, hvor jeg vidste at der befandt sig en æske chokolade, og jeg snuppede mig hurtigt en håndfuld.

Jeg havde klædt mig godt til, i varmt tøj fra top til tå, jeg havde endda ovegået mig selv og taget min mors hjemmestrikkede hue på. Det ville hun blive glad for. Grunden til at jeg var sådan indpakket, var jeg havde indset at jeg ikke havde fået købt mine julegaver til drengene endnu. Mor og Gemma havde jeg fået ordnet, men det var også fordi jeg skulle holde jul der, så det var ligesom kommet lidt mere naturligt. Men drengene havde jeg nærmest glemt. Eller selvfølgelig havde jeg ikke glemt dem, jeg havde bare haft lidt andet at tænke på. Så stod jeg i hvert fald her i min opgang, ready to face the snow. Jeg havde besluttet mig for at gå hen i det stormagasin, som lå lige i nærheden. Der ville sikkert være mange mennesker, men de ville højst sandsynligt ikke kunne genkende mig, da jeg faktisk ingen gang kunne genkende mig selv. Jeg lignede en forvokset baby. Med overtræksbukser og det hele. So charming. Jeg følte mig vildt klodset, da jeg bevægede mig ned af trapperne og ud i gården, hvor jeg blev mødt af den vildeste og koldeste blæst, men som sagt så var jeg godt forberedt. Jeg besluttede mig for at gå igennem det mange centimeter tykke sne, for det kunne næsten ikke betale sig at tage bilen. Hvad skulle jeg egentlig købe til drengene? Det var altid mit evige problem. Jeg var så dårlig til at vælge gaver, at det var helt vildt. Det endte altid med at jeg først fik købt dem omkring den 22., og jeg var virkelig aldrig tilfreds. Jeg ville virkelig bare gerne gøre alle glade, men det var seriøst svært nogle gange. Men drengene havde jo alt, så de var altså også svære at købe gaver til. De forrige år havde jeg sådan købt tøj og sko til dem, men det var bare som om vi ligesom alle sammen havde nok af det nu. Jeg måtte finde på noget bedre, noget sjovt. Jeg kunne godt trænge til et godt grin.

Der var mange mennesker i centeret. Jeg havde været så heldig at vælge lige præcis den dag, hvor julemanden åbenbart kom på besøg, så der var fyldt med ivrige småbørn med deres lidt mindre begejstrede forældre på slæb. Det var mildest talt bare et helvede, men jeg blev nød til at fuldføre min mission. Jeg havde fundet en plan. En plan om hvad jeg skulle give drengene. Og jeg kunne ikke lade være med at smile, bare ved at tænke på det. Jeg startede i hvidevare afdelingen, hvor jeg skulle købe Liams gave.
”Hej, undskyld, hvor har i støvsugere?” spurgte jeg damen der stod ved kassen.
”Bare gå ned af gangen og så til højre,” forklarede damen, og jeg nikkede som tak.
Nede i støvsuger afdelingen fandt jeg hvad jeg søgte. En lille robotstøvsuger, så Liam slap for at støvsuge altid. Jeg følte mig faktisk ret klog. Jeg gik hen og betalte for den, og gik tilfreds videre til afdelingen med papir, blyanter og andre skoleting. Jeg udvalgte den mest tøsede dagbog jeg kunne finde, med lyserøde glimmerhjerter og enhjørninger, som sprang rundt på en regnbue. Perfekt til Zayn. Så kunne han komme ud med alle sine dybe tanker og følelser, andre steder end twitter. Hvilke måske ville være meget godt for ham. Med et lille grin gik jeg op og betalte for den.
”Er den til din søster?” spurgte kassedamen. Jeg rystede på hovedet med et smil.
”Nej, det er til min ven,” grinede jeg. ”Han kan have nogle hårde tider en gang i mellem.”
Selvom jeg var helt alene, morede jeg mig faktisk godt, hvilket jeg ikke havde gjort i lang tid, så det var faktisk vildt rart. Det var en god følelse, en følelse jeg virkelig havde brug for lige nu. Julen var der kun en gang om året, og så havde man bare at nyde den. Hvilket jeg næsten gjorde nu.
Mit næste stop blev i vin-og alkohol afdelingen. Jeg syntes selv at min gave til Louis var genial. Et års forbrug af vodka, kunne det blive bedre? Jeg gik virkelig bare og grinte for mig selv, folk måtte tro jeg var sindssyg. Manden i butikken gloede godt nok lige lovligt meget på mig, da jeg købte mine 12 flasker vodka. En til hver måned.
”Er de alle sammen til dig selv?” spurgte han mistroisk, og jeg rystede hovedet.
”Nej, jeg deler dem med min ven,” sagde jeg, hvilket fik ham til at stirre endnu mere. ”Ja, vi har en tradition. En flaske om dagen du ved.”
Efter den replik skyndte jeg mig væk, men kunne stadig mærke mandens blik i min nakke. Det her var seriøst sjovt.
Jeg havde besluttet mig for at sætte mig på café, før jeg fortsatte med Nialls gave. Jeg skulle også have købt til Lou, Tom og Lux, men jeg var ikke sikker på at jeg orkede i dag. Men Nialls gave var vigtig. Vigtig og sjov. Men jeg havde lige brug for en pause, før mine ben døde.
Jeg havde købt fire små kort, med en bamse på til drengene. Liams var lyserødt, Zayns lilla, Louis gult og Nialls grønt. Jeg havde besluttet mig for at skrive en lille slags hilsen, eller forklaring til hvorfor jeg lige havde valgt deres gave. Jeg besluttede mig med at starte med Zayns.

Gaven her forstår du måske ikke helt hvor jeg har valgt, men jeg ved at den vil komme til at hjælpe dig med at komme ud med alle den mystiske og dybe tanker. Hvilket nok ville være godt for dig. Glædelig jul og hils Perrie. Knus Harry.

Jeg kunne ikke lade være med at smile ved tanken om den hæslige dagbog. Jeg gik videre til Liams kort, hvorpå jeg skrev:

Liam, jeg vil bare sige tak for alle de gange du har gjort rent i min lejlighed. Honestly, det betyder faktisk meget for mig. Derfor har jeg købt dig denne gave, som nok kommer til at gøre det hele lidt nemmere at gøre rent. Glædelig jul knus Hazza.

En robotstøvsuger. Kunne man være mere kreativ? Jeg fandt det gule kort frem og begyndte at skrive.

Louis, nu forventer du sikkert et par TOMs, som jeg jo altid plejer at købe til dig. Men i år har jeg været kreativ. Jeg har nemlig købt en gave, som du kan dele med mig. Klogt ikke? God jul og godt nytår hilsen you-know-who. Og nej, det er ikke Voldemort.

Wow jeg følte mig faktisk kreativ med Louis kort. Det var jo helt vildt. Nå, videre til Niall, hvis gave jeg ikke havde købt endnu, men jeg kunne godt skrive kortet anyways.

Niall, denne gave er til når du føler dig ensom. Altså ikke venne ensom, men du ved ensom efter noget andet. Man kunne også sige at den var til når du var trængende. Eller noget. Men i hvert fald skal du nok ikke åbne den mens din familie er til stede. Du må ikke dræbe mig når vi ses igen. Glædelig jul, hils irerne. Harry x

Jeg pakkede kortene ned i deres tilhørende konvolutter, selvfølgelig i matchende farver. Lidt smart var man jo nød til at være. Jeg puttede dem ned i min rygsæk, og greb mine tunger poser med drengenes gaver i. Nu manglede der kun den sidste. Jeg begyndte at gå mod den butik jeg havde udset mig, da jeg pludselig syntes at jeg hørte en velkendt stemme. Var det muligt? Nej, sikkert ikke. Men alligevel drejede jeg hovedet i retning af der, hvor stemmen kom fra. Det første jeg så var det lange krøllede hår. Hun stod med ryggen til, men alligevel var jeg ikke i tvivl. Jo.
”Amy, jeg gør det altså ikke!” protesterede hun. Stemmen. Jos stemme. Jeg havde ikke hørt Jos stemme i flere måneder nu, men alligevel lød den så velkendt, som om jeg stadig hørte den hver dag. Hvilket jeg også gjorde. I mit hoved.
”Jo, kom nu Jo, seriøst YOLO forhelvede,” sagde Jos veninde, som nok var pigen ved navn Amy. Som Jo faktisk også havde nævnt for mig, nu hvor jeg tænkte over det.
”Okay så,” sukkede Jo, og lod Amy skubbe hende over i den kø, som førte op til der hvor julemanden sad. Jo? Op til julemanden? Det måtte være en joke. Hvilket det vidst også var. Jeg fulgte forsigtigt efter, men undgik at blive opdaget af dem. Skulle jeg gå hen til hende og sige hej? Hvad fuck skulle jeg egentlig gøre? Hvad skulle jeg sige hvis hun opdagede mig? Forhelvede, jeg var slet ikke klar til det her. Hvad nu hvis hun ikke gad snakke med mig? Eller endnu værre, hvad nu hvis hun havde fundet en anden? Der var jo trods alt gået 2 måneder, siden hun forlod mig. Det kunne jo være at hun var kommet over mig. Nej. Den tanke var bare forkert. Jo havde sagt at hun ville vente på mig. Og når Jo sagde noget mente hun det. Om hun så skulle vente for evigt. Men det vidste jeg at hun ikke skulle. Men jeg var ikke klar til at gå op til hende nu. Jeg skulle gøre det mere… planlagt.
Jo var kommet frem i køen, så det nu var hendes tur til at komme op og sidde på julemandens skød. Jeg bevægede mig så tæt på at jeg kunne høre hvad de sagde, men stadig så langt væk at jeg var gemt i menneskemængden.
”Nå, hvad ønsker du dig så i år min ven?” spurgte julemanden Jo med et smil. Pædo julemand. Eller nej. Han smilede bare til hende. Men stadig.
”Jeg ønsker mig…” sagde Jo, men afbrød så sig selv. ”Det ved jeg faktisk ikke.”
”Er der slet ikke noget du gerne ville have til jul?” spurgte julemanden, og lød lidt undrende. Jo var stille i et stykke tid, og så meget eftertænksom ud.
”Jo,” sagde hun så stille, så stille at jeg uden at tænke over det, gik et par skridt nærmere.
”Hvad?” spurgte julemanden.
”Jeg…” begyndte Jo. ”Jeg vil gerne have min kæreste tilbage. Jeg savner ham så meget. Det er det eneste jeg vil have.”
Jeg kunne slet ikke forstå hvad jeg lige havde hørt? Jo savnede mig? Men hvorfor fanden var hun så gået? Jeg var helt forvirret, men sammentid lykkelig. Jo havde sagt at hun savnede mig. Hvis hun bare vidste hvor meget jeg savnede hende. Hvis hun vidste at hun var den eneste jeg tænkte på, hvis hun vidste at hendes ansigt konstant befandt sig på min nethinde. Men nu vidste jeg noget. Nu vidste jeg at hun ville have mig tilbage igen. Jeg vidste også noget mere. Jeg vidste hvad jeg skulle gøre for at få hende tilbage. Men jeg blev nød til at vente til nytårsaften. Ja, nytårsaften var den perfekte aften. Jeg skulle bevise for hende at jeg var ligeglad med hvad folk sagde om os. Vise hende at det eneste jeg bekymrede mig om var hende. Og til det var nytårsaften den bedste aften.
Jeg kunne slet ikke beskrive hvordan jeg følte lige nu. Jeg glædede mig, men jeg var bange. Bange for at jeg skulle lave rod i det hele endnu engang. Bange for at Jo alligevel ikke ville tage mig tilbage. Men det skulle nok gå. Jeg skulle bare planlægge det hele nøje. Men inden jeg skulle gøre det, var der lige endnu en gave jeg manglede at få købt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...