Gold Rush - One Direction

Harry møder den 21-årige Jo Allen i sommerferien. Det er kærlighed ved første blik. De deler to lykkelige måneder med hinanden, der kun går ud på sjov og ballade. Men da ferien slutter og jobbet kalder bliver deres forhold sat på prøve.
Harry får mindre og mindre tid til Jo, men hun holder ved, hun elsker ham stadigvæk. Hun bliver venner med drengene, og gør alt for, at det skal være så let for ham som muligt, at få tid til det hele. Men da management beder Harry om at holde lav profil med deres forhold får hun nok, hun vil ikke have en skjult kæreste, hun vil have et seriøst og voksent forhold. Så hun smutter fra Harry, og efterlader kun en note om, at hun venter på ham, når han er klar.
Spørgsmålet er bare, om Harry overhovedet kan blive klar, han har aldrig været i et seriøst længervarende forhold før, men han er villig til at gøre alt for det.
Kan han lære at elske hende, som hun elsker ham?

82Likes
110Kommentarer
5701Visninger
AA

18. 14

Kapitel 14

Hurt – Christina Aguilera

 

Jos synsvinkel:

 

When life gives you lemons make lemonade.

Som om jeg havde noget at lave lemonade af lige nu.

Jeg havde citroner nok, alt, alt for mange citroner, sure citroner, men jeg havde sgu ikke noget sukker, ikke så meget som en knivspids.

Jeg sukkede og kastede min mobil fra mig. Dumme life quotes. De kunne da heller aldrig bruges til noget som helst.

Jeg havde seriøst siddet og stenet dem i en time nu, i håb om at finde noget brugbart, noget jeg kunne relatere til, men det eneste jeg fik var citroner og noget om at tage andres sko på.

Jeg rejste mig muggent fra sofaen, hvor jeg havde tilbragt to hele uger, liggende på ryggen og stirret op i luften, hvor kun en eneste tanke havde kørt rundt i hovedet på mig.

Havde jeg truffet den rigtige beslutning?

Jeg var kommet til den konklusion hver aften, at jeg ikke kunne have gjort andet, jeg havde det elendigt. Men nu, efter to uger på ryggen, hvor jeg havde undersøgt hver eneste prik i loften, havde jeg det værre end før, og kunne nu konkludere at jeg havde kludret totalt i det.

Jeg savnede Harry mere end jeg hadede ham, for jeg hadede ham slet ikke. Jeg elskede ham. Højt. For helvede Jo.

Jeg trissede ud i min mors køkken, for ja, jeg var flygtet hjem til min mor, eftersom jeg ikke havde andre steder at tage hen.

Hun havde været ret bekymret for mig hele sidste uge, for jeg havde, bogstaveligt talt, ikke rykket mig ud af pletten. Jeg havde bare ligget og stirret ud i luften, tudet til tider over hvor ulykkelig og dum jeg var, andre gange havde jeg grinet over min situation, en hånlig latter, som havde fået min mor til at true med at indlægge mig. Hun sagde at jeg havde lydt sindssyg.

Ude i køkkenet hoppede jeg op på køkkenbordet og åbnede det øverste skab, hvor min mor opbevarede alt slikket.

Desperate times call for desperate methods.

Jeg famlede i blinde på øverste hylde, og fik fat i en stor æske.

”Jackpot” mumlede jeg lykkeligt, og trak den ud over kanten.

Da jeg fik den ned, og jeg så den ligge der i mit skød ramte den mest deprimerende tanke mig.

Det var fyldte chokolader.

Harry og jeg spiste fyldte chokolader.

Da vi var på nuddeldate i vores stue.

Jeg fik en pludselig trang til at kyle æsken ind i væggen, men af en eller anden uforklarlig grund hoppede jeg ned af køkkenbordet igen, satte mig i sofaen og åbnede den.

Jeg tog et stykke op og satte det mod læberne. Jeg åbnede munden, og proppede hele det store stykke derind.

Chokolade frigav endorfiner fra hjernen og gjorde dig lykkelig.

Så sandt som sagt.

Jeg var hurtig til at smide hånden ned i æsken igen, og denne gang proppe mig med omkring tre stykker, der slet ikke smagte ens. Men det var lige meget. Jeg havde bare brug for lykke, selv hvis det betød at jeg skulle æde mig fed i chokolade for at finde den.

 

***

 

”Du burde gå lidt ud skat” sagde min mor med sin blideste og mest overbærende stemme.

Jeg kiggede olmt op på hende fra computerskærmen, hvor jeg var ved at se Beverly Hills 90210, som lige nu var det eneste lyspunkt i mit liv. Sæson et var bare så god, deres tøj, det var fantastisk. Og når vi nu snakker om fantastisk… Dylan.

Jeg ville have en Dylan.

Tanken nåede ikke engang at flyve en omgang rundt om mit hoved før jeg slugte den igen.

Jeg havde jo haft en Dylan.

Nej endnu bedre, jeg havde haft en Harry.

”Øh nej mor” sagde jeg koldt og satte ikke engang Brenda og Dylan, der sad og kyssede i skolegården på pause.

Klask.

Jeg fattede det ikke.

Min mor havde gjort det absolut ondeste i hele verden.

Hun havde klappet skærmen ned.

”Moar!” udstødte jeg overrasket og surt, og satte mig irriteret op.

”Josephine Allen, nu står du op af din hule, jeg har for helvede ikke råd til at have dig liggende her for evigt!” sagde hun bestemt til mig.

”Jamen, hvor vil du have at jeg skal tage hen? Jeg har ikke en lejlighed!” råbte jeg oprørt til hende. Hun kunne ikke sparke mig ud, ikke nu.

”Åh Jo, vær nu ikke dum, du er altid velkommen her, men nu skal du altså tage dig sammen” sagde hun opgivende til mig, og gik dramatisk ud i køkkenet.

Jeg skyndte mig efter hende.

”Men mor, du forstår ikke…” min stemme blev svag, og tårerne begyndte at presse på, ”jeg kan ikke.”
”Sødeste skat, jeg forstår dig udmærket, tror du aldrig at jeg har haft kærestesorger før? Selvfølgelig har jeg det, og jeg har da også båret over med dig, ladet dig græde, grine og tænke i to hele uger nu, men nu er det altså tid til at komme videre” sagde hun, og lagde en trøstende hånd på min skulder. Jeg vred mig straks fri af den, og bakkede lidt bagud.

”Jeg skal ikke komme videre, jeg venter” sagde jeg og gav ordet mere betydning end troet muligt. For netop dette ord var en af grundene til min utilpashed.

Hvad hvis han aldrig blev klar?

Jeg havde jo sagt at jeg ventede på ham, når han var klar, men lige nu lød det som det værste bullshit i mine øre. Når han var klar? Hvad fuck har du gjort Jo?

Men hvis jeg tænkte godt efter, så vidste jeg jo godt, hvad meningen med det var. Han skulle jo vise mig, at jeg var lige så vigtig for ham, som han var for mig, ved at trodse management og stå ved vores forhold.

Stop Jo.

Jeg gad ikke at tage alt det endnu en gang.

”Men du kan ikke vente for evigt skat, eller du må sådan set selv om, om du får en ny kæreste, bare forsvind fra mit hus, jeg har altså også en liv, og nogen gange kræver det alene-tid” sagde min mor og begyndte at tage mad ud af køleskabet.

”Ja, ja” sagde jeg og trak på skuldrene, ”hvis du vil have, at jeg skal skride, så skal jeg nok skride.”

”Det er alt jeg beder om” sagde hun med et smil, for at understrege at det bestemt ikke var fordi jeg skulle skride.

”Jeg ringer bare til Amy så” sagde jeg ligegyldigt.

”Det synes jeg er en super god idé Jo” sagde min mor psykologagtigt og nikkede opmuntrende.

 

Fire timer og et langt, langt karbad senere hørte jeg Amy dytte udenfor huset.

”Hav det sjovt skat, og kom ikke for sent hjem!” råbte mor efter mig, da jeg gik mod døren.

”Mor, jeg har ikke boet hjemme i tre år, jeg kommer hjem når det passer mig” sagde jeg opgivende, og smilede til hende.

”Ja, ja, det virkede bare som det rigtige at sige i en sådan situation, det plejede jeg altid at sige” sagde mor, og trak hendes lange sorte fløjlskåbe tættere omkring sig.

Jeg grinte lidt over hende, og tog derefter min jakke fra knagen, ”vi ses mor.”

Med de ord var jeg ude af døren, hvor Amy sad i sin bil og ventede på mig.

”Åh hvor er jeg glad for at du ringede, har seriøst manglet en at tage i byen med” var det først Amy sagde, da jeg satte mig ind i bilen til mig.

”Jeg er bare glad for at du ville tage mig med, min mor var ved at dræbe mig” takkede jeg hende med et smil.

”Hey, jeg har slet ikke fået spurgt dig, hvad laver du egentlig hos din mor?” spurgte Amy muntert og satte speederen i bund.

Jeg fjernede blikket fra hende, og kiggede ud af vinduet, hvor nattens stjerner tittede frem på himlen.

”Vi holder pause” sagde jeg kort og afvisende og undlod at sige hans navn, jeg gad ikke snakke om det, ikke i aften.

”Nåh, okay” sagde Amy stille, og kunne mærke at jeg ikke ville snakke yderligere om emnet lige nu.

”Hvor skal vi så tage hen?” spurgte hun mig, nu med glæde i stemmen igen.

”Den bedste klub i byen” sagde jeg med et prøvende smil, selvom jeg ikke anede, hvor det var.

”Uh, jeg kender det perfekte sted” sagde hun listigt, og blinkede af til London centrum.

 

”Ladies, ladies, denne vej” lød det smørret fra en stor sort fyr, der stod i døren.

Jeg kiggede undrende på Amy, der blot hvinede, og løb hen til ham.

”Hey Michael, jeg har min veninde Jo med i aften” sagde hun og gjorde en gestus mod mig. Jeg smilede genert til manden.

”Jobaby, hey, kom ind piger” sagde han og lød helt væk. Han var sikkert påvirket, men alligevel stod han i døren til V.I.P. indgangen, og kontrollerede alt ind- og udgang.

”Øhm jo tak” sagde jeg og kiggede mig hurtigt tilbage over skulderen før Amy hev mig ind ved håndleddet.

”Kom Jojo, så skal der festes!” skreg hun, da musikken allerede var overvældende høj, selvom vi ikke engang var inde endnu.

 

Jeg havde aldrig været sådan en festperson, der tog ud på en masse clubs og den slags, jeg havde altid elsket at feste, men mest privat og den slags. Desuden havde jeg heller aldrig haft adgang til de fede klubber, som Amy af en eller anden grund havde.

Jeg havde hørt om denne klub, det var sådan en kendte mennesker tog på, og nu hvor vi var i V.I.P. delen af den, så vrimlede det sikkert med overklasse.

 

”Jo, det her er Alexander” introducerede Amy mig for en høj fyr, som jeg på grund af den dunkle  belysning ikke kunne bedømme om var lækker eller standart. Han havde helt sikkert en god krop, det var der ingen tvivl om, mens hans ansigt så lidt indsunket ud.

”Er det okay, hvis jeg går ud og danser, du kan godt klare dig selv ikke?” spurgte Amy mig tøvende, og tænkte sikkert op det jeg havde sagt i bilen tidligere, ellers plejede hun bare at gøre som hun ville.

”Ja for helvede, slå dig løs tøs!” sagde jeg med falsk glæde i stemmen, og vinkede hende væk. Før hun forsvandt ud af syne lagde hun hånden på min arm.

”Bare tænkt på noget andet i aften Jo, hav det sjovt, okay?” sagde hun omsorgsfuldt og gav min arm et klem. Så var hun væk.

Hav det sjovt.

Det kunne hun sagtens sige.

Jeg gik med tunge skridt hen til baren, der ligesom resten af klubben lignede noget fra en film med selvlysende overflader og smukke piger, der bare ventede på at få en bestilling.

Alkohol.

Det skulle nok fjerne mine tanker fra Harry og give mig en chance for at have det sjovt.

Sjovt nok var det det, som jeg havde allermindst lyst til. Jeg ville hellere se søgerlige romantiske film i sofaen hos mor end det her pis. Hvem prøvede jeg at narre?

Jeg bestilte en drink og satte mig på en barstol.

Så, hvilke kendte mennesker var til stede i aften?

Jeg scannede lokalet for kendte ansigter, men fandt ingen.

”Her er din drink” lød det monotont fra en af pigerne, der sikkert havde håbet på, at jeg var en rig og sexet fyr, der bestilte og ikke mig.

”Tak” mumlede jeg og tog en sip. Bvadr, jeg havde meget mere lyst til kaffe og chokolade end det her sjask.

Jeg fortsatte min tur med øjnene rundt i rummet, og til sidst  faldt mit blik på det et lidt for velkendt ansigt.

Louis.

Mit første instinkt var at slå blikket væk og gemme mig. Jeg skulle ikke snakke med ham.

Men så på den anden side, Louis var min ven. Jeg elskede Louis. Jeg elskede at snakke med ham, at grine med ham. Vi havde haft nogen gode stunder sammen, minder. Hvorfor skulle jeg undgå ham?

Jeg skævede tilbage til der, hvor han havde stået før, bare for at tjekke om det nu var ham. Men han var væk.

Jeg mærkede panikken sprede sig i kroppen.

Enten havde han rykket sig, så han nu gik rundt uden jeg kunne se mig og kunne overraske mig hvert øjeblik det skulle være, eller også var jeg blevet direkte sindssyg og var begyndt at se dem for mig, hvilket ville være endnu værre end første mulighed.

”Refill?” hørte jeg en velkendt stemme lige ved siden af mig, hvilket gav et ryk i mig. Jeg drejede forsigtigt hovedet og så direkte ind i Louis ryk.

Om to sekunder ville han vende sig om og se mig. Jeg kunne lige så godt sige hej. Før det blev akavet for mig.

”Tomlinson” kaldte jeg kort, og fik ham straks til at vende sig om.

”Jo? For helvede Allen, det er dig!” råbte han opstemt og trak mig ind til et kram.

”Ja, mig i egen lille person” smilede jeg og nikkede.

Han satte sig ned overfor mig.

”Hvad så? Hvad laver du her?” spurgte han mig nysgerrigt. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg havde sådan savnet ham.

”Jeg er ude for at have det sjovt” vrængede jeg og undslap en kort latter, ”min veninde Amy tog mig med hertil, har aldrig været her før” uddybede jeg.

”Nåh på den måde” sagde Louis forstående.

”Jep, min mor smed mig ud af sofaen” sukkede jeg og rystede på hovedet.

”Så det er der du har været” konstaterede Louis, ”jeg anede ikke hvad du havde gjort af dig selv.”

”Jeg ved godt jeg skulle have skrevet, det må du undskylde Louis, tænkte bare, at Harry…” det var som om mit ordforråd slap op da jeg sagde hans navn.

Louis nikkede forstående og gav min hånd et klem.

”Jeg forstår” sagde han, ”det er helt okay.”

Jeg nikkede taknemmeligt og vidste pludselig ikke hvad jeg skulle sige til ham.

”Har du, øh, hvad har du lavet siden sidst?” prøvede jeg.

”Arbejdede på albummet, lidt af hvert, her den anden dag var vi til premieren på den der nye film, der var simpelthen så mange mennesker, det var vildt fedt, vi mødte Harry Potter for anden gang, han var der også” fortalte Louis og fik mig til at grine.

”Harry Potter, wauw virkelig?” drillede jeg.

”Daniel Radcliff, whatever” grinte Louis og slog ud efter mig.

 

Vi endte med at sidde og snakke hele aftenen, og da Amy kom hen og sagde hej, og tilbød at køre mig hjem, sagde Louis, at han bare ville gøre det.

 

Da klokken blev omkring tre startede Louis motoren på sin bil og satte kursen mod min mors hus.

”Tror du at han vil have noget imod, at vi har været sammen i aften?” spurgte jeg han pludselig. Det var en tanke, der havde plaget mig hele aftenen.

”Hvorfor skulle han dog det?” spurgte Louis uforstående.

Det var da også bare som om drenge aldrig tænkte sig om. Bekymrede sig om noget som helst. Nogen gange ville det altså bare været meget lettere at være sådan en.

”Fordi, det ved jeg ikke, det kunne bare godt være” sagde jeg stille.

”Allen, han ved jo godt, at vi er venner, jeg tror bare at han bliver glad for at høre at du har det godt” sagde han og rettede så sig selv, ”eller, at du da klarer dig.”

Jeg grinte kort over hans rettelse. For nej, jeg var jo ikke på toppen, men jeg levede da. Endnu.

”Ja? Hvordan har han det egentlig?” vi havde hele aftenen undgået at snakke om Harry, men jeg ville faktisk godt vide, hvordan han havde det. Om han var lettet over at jeg var skredet, sønderknust?

”Han har det ikke særlig godt Jo” sagde Louis seriøst, og kiggede mig i øjnene, selvom han kørte bilen, ”han savner dig virkelig.”

Jeg mærkede tårerne presse på. Typisk.

”Jamen hvorfor har han så ikke ringet? Eller noget som helst?” spurgte jeg grødet.

”Det er mellem jer to Jo, det vil jeg ikke blande mig i” sagde Louis og kom sikkert i tanke om, at jeg jo var fjenden. Ekskæresten. Til hans bedsteven.

”Jeg ved det, undskyld, jeg ville bare ønske at han ville komme” sagde jeg med spag stemme.

”Jeg ved det Jo, jeg ved det, men det var jo dig der gik” sagde han og lød pludselig som om han beskyttede Harry. Men hvad havde jeg regnet med? Det var bare irriterende.

”Ja, men det var sgu da kun fordi han holdt mig gemt væk, han ville ikke kendes ved mig!” råbte jeg pludselig.

”Men du kan jo ikke bare vende ryggen til ham og jeres forhold og så regne med, at han kommer rendende med det sammen, han gjorde fandeme alt hvad han kunne!” råbte Louis igen og lød vred.

På mig?

”Skulle jeg bare have fundet mig i det? Bare have siddet derhjemme og trillet tommelfingre?” græd jeg nu og vendte alt min vrede, der tilhørte Harry mod Louis.

”I kunne have snakket om det, fået det til at fungere, Jo, du ved ikke hvor højt Harry elsker dig!” sagde han oprørt.

Elsker. Som i nutid. Som i: Hary elsker dig stadig Jo.

”Tror du ikke at jeg prøvede? Jeg rejste hele vejen til New York for at fortælle ham det, men der skete jo ikke noget, vel?” sagde jeg bebrejdende og dæmpede stemmen, ”alt forblev ved det gamle.”

Det var som om Louis ikke længere vidste hvad han skulle sige.

”Jeg har ret til at være sur, men samtidig, samtidig elsker jeg ham jo også så forbandet højt, og han ved det” sagde jeg stille og stirrede på vejen, der susede forbi ruden.

”Jeg ville bare ønske at I kunne finde ud af noget, Jo” sagde Louis, og kiggede igen på mig.

”Trust me, du er ikke den eneste” sagde jeg opgivende til ham, og klemte hans hånd. 

__________________________________________________________

Åhh er der noget sørgeligere end det her? Jeg kan snart ikke klare det her længere, det er så deprimerende at skrive, jeg savner Ho.. 

Tror I at de finde ud af det igen? 

Huske endelig at like og sæt på favoritter! :)

xoxo Maria

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...