Gold Rush - One Direction

Harry møder den 21-årige Jo Allen i sommerferien. Det er kærlighed ved første blik. De deler to lykkelige måneder med hinanden, der kun går ud på sjov og ballade. Men da ferien slutter og jobbet kalder bliver deres forhold sat på prøve.
Harry får mindre og mindre tid til Jo, men hun holder ved, hun elsker ham stadigvæk. Hun bliver venner med drengene, og gør alt for, at det skal være så let for ham som muligt, at få tid til det hele. Men da management beder Harry om at holde lav profil med deres forhold får hun nok, hun vil ikke have en skjult kæreste, hun vil have et seriøst og voksent forhold. Så hun smutter fra Harry, og efterlader kun en note om, at hun venter på ham, når han er klar.
Spørgsmålet er bare, om Harry overhovedet kan blive klar, han har aldrig været i et seriøst længervarende forhold før, men han er villig til at gøre alt for det.
Kan han lære at elske hende, som hun elsker ham?

83Likes
104Kommentarer
5832Visninger
AA

17. 13

Kapitel 13

Sunburn – Ed Sheeran

Harrys synsvinkel:

Jeg havde sat mig ud i badekaret. Spørg mig ikke hvorfor. Eller jo, gør det, for jeg tror faktisk godt jeg kendte svaret. Badeværelset havde altid været et godt sted at tænke, der var altså bare noget helt særligt over badeværelse. Så jeg sad her i badekarret, pustede lidt sæbeskum væk fra mig, og tænkte over hvad det var der var gået galt. Alting havde bare virket så perfekt, som en af de der kærlighedsfilm, hvor alle bare elskede hinanden, og kunne overvinde alt. Og selvom jeg godt vidste at Jos og mit forhold ikke var fejlfrit, så havde jeg bare troet at vi elskede hinanden, og vi nok skulle klare det hele. Men jeg havde taget fejl. Og på en eller anden måde kunne jeg egentlig godt forstå at Jo havde skredet. Jeg havde været en idiot. Ikke tænkt på andre end mig selv. Eller faktisk havde jeg ikke tænkt på mig selv. Jeg havde tænkt på management, tænkt på pressen, tænkt på alle fansne. Måske skulle jeg bare havde tænkt på mig selv? Så havde jeg i hvert fald ikke siddet her nu.

Jeg havde taget mig sammen og rejst mig fra badekarret. Jeg havde lyst til at ringe til Jo og bede hende om at komme tilbage lige med det samme, for jeg kunne ikke klare at undvære hende, men jeg kunne bare ikke tage mig sammen. Der var jo nok en grund til at hun var skredet. Det var nok min skyld alt sammen. Det var min fucking skyld alt sammen, hvis jeg bare havde været bedre til at sige fra over for management, men det havde været for meget for mig at overskue, og nu havde jeg ødelagt det hele. Denne gang var det ikke tåre der pressede på, men vreden der boblede i mig. Hidsigt slog jeg til en pude i sofaen, og det var faktisk en rar følelse, at få lidt afløb fra vreden. Jeg sparkede ud efter den lille fodskammel, der stod foran sofaen, og den fløj gennem luften og landede med et brag på jorden. Vredt sparkede jeg også til vasen med roser, sikkert nogle som jeg havde købt som undskyldningsblomster, så den gik i tusinde stykker. Glaskårene fløj ud til alle sider, men jeg var lige glad. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Hidsigt smadrede jeg lidt flere ting, men tog mig til sidst sammen, fordi jeg følte mig utrolig barnlig, og smed mig udmattet i sofaen. Jeg greb efter det fotografi, der stod af Jo og mig på sofabordet. Det var en collage med fire billeder fra i sommers. Det første billede var taget få dage efter vi havde mødt hinanden, faktisk den dag hvor Jo havde mødt min mor og Gemma. På billedet stod vi med de kæmpeis vi havde købt, Jo stod og smilede sødt til fotografen, hendes hår bølgede let i vinden, og hun så virkelig bare lykkelig ud. Det var et noget dårligere billede af mig. Jeg havde ikke været klar over at min mor havde taget et billede, så jeg stod og var ved at kæmpe mig gennem isvaflen, på en ikke særlig charmerende måde. Det næste billede var fra den dag, hvor jeg havde taget Jo med hen for at se mit hus, det var et selfie, som vi havde taget ude foran min pool, fordi Jo var så imponeret over den. Vi rakte begge to tunger, på en rigtig charmerende måde, og Jo pegede begejstret på poolen. Jeg smilede lidt ved mindet, og ønskede mig virkelig bare tilbage til den tid. Det næste billede var fra stranden, en af de mange dage vi havde tilbragt dernede. Vi havde bygget i stort sandslot, og fået en gammel dame til at tage et billede af os sammen med det, men det øjeblik hvor damen skulle til at tage billedet, var der kommet en gigantisk bølge og skyllede sandslottet væk, så billedet var endt med at vi begge to var ved at dø i et grineanfald, ved siden af det ødelagte sandslot. Det billede var nok mit yndlings. Det var så ægte, med vores smil og grin, og bare ved at kigge på det, kunne jeg fremkalde den fuldstændig samme følelse, som jeg følte lige på det tidspunkt. Jeg fik nærmest tåre i øjnene af at tænke på det. Det havde været så fantastisk. Det sidste billede var et billede af Jo. Det gjorde nærmest ondt bare at se på hende. Hun stod foran min bil med sine kufferter i hånden, og lavede sådan et trist ansigt, fordi det var den dag vi skulle hjem. Vi burde have været blevet der for evigt. Levet i drømmeverdenen. Men virkeligheden kaldte, og nu havde den godt nok også slået mig hårdt i hovedet. Og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne kun komme i tanke om en bestemt person, der kunne hjælpe mig her. Mor.

Jeg satte mig tungt og opgivende i sofaen, og smed irriteret mobilen fra mig. Nu havde jeg forsøgt at ringe til min mor 6 gange, og hun havde ikke taget den, så jeg havde i stedet sendt en sms om at hun skulle ringe når hun fik tid. Men forhelvede hvorfor kunne hun ikke bare tage den lorte telefon. Jeg kunne virkelig ikke klare det her mere, jeg vidste ikke hvad fanden jeg skulle gøre, om jeg skulle ringe til Jo, eller om jeg skulle gøre noget andet, om Jo overhovedet ville lytte til mig, hvis jeg ringede, jeg var virkelig helt væk. Sukkende rejste jeg mig fra sofaen, gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet, kiggede opgivende ind i det og forlod køkkenet igen. Jeg tændte for tv’et, men kunne ikke koncentrere mig om programmet der kørte, så jeg slukkede for det, rejste mig og gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet og stirrede ind i det en gang til. Deprimerende liv. Hvad gjorde folk når de var deprimerede? Spiste is. Ja, der havde jeg svaret. Denne gang åbnede jeg ikke køleskabet, men fryseren og fandt en kæmpe bøtte Ben and Jerrys is frem. Jos yndlings. Suk. Jeg satte mig i sofaen, tændte for tv’et, bare så det kunne køre i baggrunden, så jeg ikke følte mig så ensom og alene. For at være ærlig følte jeg mig faktisk som en af de der deprimerede piger med kærestesorger, som man altid så i de der lidt platte tøsefilm, men hvad skulle jeg gøre ved det? Nothing really.

Jeg tror jeg endte med at sidde foran tv’et i tre timer og spise is, før min telefon ringede. Mor.
”Hej,” sagde jeg og kunne pludselig mærke min stemme blive grødet.
”Hej lille skat, hvad så?” spurgte min mor og lød en smule bekymret, da min sms nok havde virket en smule desperat.
”Jeg…” jeg vidste virkelig ikke hvordan jeg skulle forklare hende det. Det var så svært over telefonen. Hun burde bare være her lige nu, og lige i dette øjeblik hadede jeg at jeg boede i London, og hun i Holmes Chapel, 3 timer væk herfra. Fucking lort.
”Harry er der sket noget?” spurgte hun bekymret, og jeg nikkede, selvom hun selvfølgelig ikke kunne se det.
”Jo… hun… hun har slået op med mig,” sagde jeg tungt, og kunne mærke tårerne presse sig på.
”Nej,” kunne jeg bare høre min mors chokerede stemme sige.
”Jo.”
”Lille skat, du må ikke være ked af det, jeg tager af sted lige nu, jeg er hos dig om tre timer, lov mig at du ikke gør noget dumt okay, jeg elsker dig, og du er den bedste dreng på hele kloden, husk det ikke?” sagde min mor. Hvor var hun bare sød. Min mor var virkelig bare et dejligt menneske.
”Mor, du behøves altså ikke at komme,” sagde jeg og prøvede at lyde overbevisende, selvom jeg virkelig ville være glad hvis hun kom.
”Jo, det behøves jeg i hvert fald,” insisterede hun.
”Tak mor,” sagde jeg, og før første gang i dag havde jeg et smil på mine læber.

Klokken var omkring seks om aftenen, da min mor bankede på døren. Ansigtet der mødte mig var bekymret, men alligevel kunne vi begge to ikke lade være med at smile, ved synet af hinanden. Det var virkelig alt for lang tid siden jeg havde set min mor. Sådan virkelig, virkelig, alt for lang tid siden. Hun træk mig ind til en varm omfavnelse, sådan en som kun en mor kan give.
”Det skal nok blive godt igen alt sammen lille skat, bare husk det,” trøstede hun, og jeg nikkede, selvom jeg havde svært ved at se hvordan det kunne lade sig gøre.
”Kom, lad os gå indenfor og lave noget mad, det er ved at være aftensmadstid, og hvis jeg kender dig ret har du stort set ikke spist noget i løbet af dagen, og så kan du forklare mig alt i mens,” sagde min mor med et smil, og nu hvor hun nævnte det kunne jeg faktisk godt mærke at jeg var sulten. Jeg havde jo trods alt kun spist en bøtte Ben & Jerrys i dag. Okay, det lød af ret meget, men det var altså et par timer siden nu.
Jeg fulgte efter min mor ud i køkkenet, hvor hun straks begyndte at hive forskellige ting og madvare ud af skabene, og jeg satte mig bare sukkende på køkkenbordet. Jeg var vidst ikke til meget hjælp i dag.
”Fortæl mig det hele skat,” sagde min mor med et opmuntrende smil.
”Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde…” sukkede jeg, og kunne allerede mærke tårerne presse på. Men jeg blev nød til at fortælle hende om det.

***

Min mor og jeg havde faktisk haft en rigtig hyggelig aften, selvom jeg stadig selvfølgelig var vildt ked af det, men det var faktisk rart at få snakket med hende om det. Hun var blevet og overnattet, men var nu kørte hjem igen, da hun jo ligesom alle andre normale mennesker skulle møde på arbejde. Ligesom jeg også skulle. Jeg skulle i studiet i dag. Jeg havde simpelthen bare ikke overskud til det. Jeg blev nød til at sende en sms til drengene, og sige til dem at jeg var blevet syg eller noget, for jeg kunne virkelig ikke tage mig sammen til andet end at ligge på sofaen hele dagen. Jeg tog min mobil frem, og det gav et lille stik i mit hjerte, da jeg så min låsskærm, som var et billede af Jo og jeg. Hvorfor skulle der også bare være minder over alt? Fuck det. Fuck alle. Fuck alt. Nå, men i hvert fald sendte jeg en fælles sms til alle drengene, hvori jeg løj og sagde at jeg var syg, og jeg desværre ikke kunne komme i dag. Jeg ved ikke om de købte den, men hvorfor skulle de ikke gøre det? De vidste jo ikke hvad der var sket. Jeg fik et par ’god bedring’ fra drengene, og lagde så min telefon fra mig igen. Jeg lagde mig ned på sofaen, tændte for tv’et og kunne mærke mine øjenlåg blive tungere og tungere. Til sidst sov jeg helt.

Jeg vågnede ved at det ringede på døren, og jeg satte mig forvirret op i sofaen? Hvem kom nu? Jeg rejste mig hurtigt og nysgerrigt, for at gå ud og åbne op. Og gæt hvem der stod der i døråbningen? Nej, det var ikke Jo. Desværre. Men det var næsten ligeså godt.
”Hej Harry, vi tænkte at vi lige ville kommer over og holde dig med selskab,” sagde Niall med et stort smil, og trådte ind i lejligheden efterfulgt at Zayn, Louis og Liam.
”Går det bedre?” spurgte Liam bekymret. Jeg nikkede bare.
”Ja, det går fint,” sagde jeg bare og håbede på at de ikke ville spørge om Jo, selvom jeg egentlig gerne ville fortælle dem det hele.
”Hvad fejler du?” spurgte han, som en bekymret ven han nu var.
”Feber,” sagde jeg bare hurtigt, og mærkede straks Liams hånd mod min pande.
”Du er ikke varm,” sagde han og lød en smule overrasket.
”Okay, jeg er ikke syg,” indrømmede jeg med et suk.
”Hvad? Hvorfor sagde du så det?” spurgte Zayn undrende.
”Kom med ind i stuen,” sagde jeg bare. Jeg følte ligesom ikke for at forklare det hele her i gangen. Jeg gik forrest, og drengene fulgte efter mig. Vi satte os alle fem i sofaen, hvor vi lige kunne være alle sammen. Jeg var sikker på at drengene kunne mærke at der var noget galt. Det larmede og pjattede ikke så meget som de plejede at gøre. Gad vide om de kunne regne det ud, da de ikke var stødt ind i Jo endnu? Det ville være nemmere hvis de bare kunne regne det ud. Så ville jeg ikke skulle til at forklare det hele en gang til. Men det blev jeg nok nød til alligevel.
”Er Jo ikke hjemme?” spurgte Louis så. Afbrød stilheden, hvilket faktisk var meget rart. Faktisk var det også rart at det ikke var mig der skulle indlede samtalen. Det gjorde det hele lidt nemmere.
”Jo er… rejst,” svarede jeg sukkende på hans spørgsmål. Jeg så alle drengenes ansigtsudtryk blive forvandlet fra et smil, til en underlig blanding af overraskelse og medlidenhed.
”Hvad?” spurgte Zayn undrende. ”Har i slået op?”
Jeg træk på skuldrene.
”Hun skrev til mig at hun ventede på mig når jeg var klar,” sagde jeg bare. ”Men jeg aner bare ikke hvad hun mener med det. Jeg aner ikke om jeg skal skrive til hende, ringe til hende eller tage ud og lede efter hende. Eller bare blive hjemme og finde ud af hvordan jeg bliver ’klar’.”
”Men ’klar’? Klar til hvad?” spurgte Zayn og jeg træk på skuldrene.
”Jeg ved det ikke. Jeg tror det er alt det med management, og om vores hemmelige forhold… det her ikke været nemt, og jeg tror bare ikke jeg har været der nok for hende,” sukkede jeg, og kunne mærke tårerne presse på, og en helt masse arme blive lagt om mig på en gang. Aw, hvor var de bare søde drengene. Det var helt rart at få fortalt dem det.
”Harry, det skal nok gå alt sammen, vi dropper management, og så kan du være sammen med Jo,” trøstede Niall. Ja, ja som om det ville ske. Vi kunne ikke droppe management. Vi havde brug for dem. Selvom de var nogle røvhuller.
”Jeg må bare gøre noget…” sukkede jeg. ”Men jeg ved ikke hvad.”
”Jeg tror du trænger til at tænke på noget andet,” konstaterede Zayn. Og han havde ret. Jeg havde ikke tænkt på andet end Jo det sidste døgn. Jeg havde brug for en pause for alle de triste tanker.
”Vi har taget en masse slik med, og vi tænkte at et spil fifa ville være passende,” sagde Louis med et opmuntrende smil.
”Det lyder godt drenge,” sagde jeg og forsøgte med et smil.
Niall fløj op og hentede slikket, som et ivrigt lille barn. Louis tændte for min playstation, og delte kontrollere ud.
”Okay, Zayn du må sidde over fordi der ikke er nok kontrollere,” sagde Louis med et flabet smil.
”Hey, hvorfor lige mig?” spurgte Zayn utilfredst.
”Fordi du er den dårligste,” drillede Louis.
”Fuck dig. Jeg troede vi var enige om at Harry var den dårligste,” sagde Zayn.
”Hey!” udbrød jeg utilfreds, men de lagde vidst ikke mærke til det.
”Jaja, men vi kan ikke lade Harry sidde over når han har kærestesorger. Det vilde seriøst være ondt, og Zayn du er den 2. dårligste, så desværre for dig,” sagde Louis flabet, og Zayn rakte bare utilfreds tunge af ham. Forvoksede småbørn.
”Hvem er så den bedste?” spurgte Niall nysgerrigt.
”Mig selvfølgelig,” sagde Louis selvsikkert.
”Så vil jeg være sammen med dig,” sagde Niall hurtigt.
”Så er mig og Harry sammen,” sagde Liam og smilede opmuntrende til mig. ”Vi skal nok give dem tæsk.”
”Vi vil være Barcelona, okay Liam?” sagde jeg og greb min kontroller.
”Deal,” sagde Liam bare. Normalt ville han havde protesteret og sagt at han hellere ville være Liverpool, men lige i dag valgte han at lade være. Jeg kunne ikke finde ud af om det var godt eller dårligt. Jeg ville ikke have at drengene skulle behandle mig anderledes bare fordi jeg var ked af det, men alligevel hvis jeg kunne få alt på min måde, skulle jeg bare udnytte det. Det var jo altid godt at være Barcelona. FCB for the win.
”Okay, vi er Derby, Louis,” sagde Niall og tog også fat i sin kontroller.
”Nej, vi er i hvert fald ikke!” protesterede Louis.
”Jo, Derby er jordens sejeste hold,” sagde Niall bestemt.
”Vi skal være Manchester United, ellers kan jeg ikke spille ordentligt, og så taber vi lortet og det gider vi ikke,” brokkede Louis sig.
”Okay, så er vi Man U, men hvis vi taber, så skylder du mig en menu fra McD,” overgav Niall sig.
”Vi taber ikke,” sagde Louis bare og begyndte at starte spillet, og fik hurtigt fundet Manchester United. Jeg trykkede også løs på mine knapper, og fandt til sidste FCB helt nede i den spanske liga.
Spillet var igang. Vi råbte og skreg og brokkede os når dommeren var unfair, og alting føltes bare som i gamle dage. Det var så lang tid siden vi havde haft sådan en her dag sammen, og selvom jeg var ked af det, nød jeg virkelig at være i drengenes selvskab. Zayn sad og grinede lidt af os, og fandt sin mobil frem og filmede os når vi råbte allermest. En film som sikkert ville ende over hele internettet. Gad vide om Jo ville se den? Hvad ville hun så tænke? Ville hun bare tro at jeg var fuldstændig ligeglad med hende, fordi jeg bare sad og grinede og råbte og havde det sjovt. Nej. Det ville hun ikke tro. Hun kendte mig godt nok til at vide at jeg aldrig ville være ligeglad med hende.

Louis og Niall tabte. Jeg mistænkte faktisk Niall for at have gjort sig dårlig med vilje, bare fordi han gerne ville have McD. Jeg kunne faktisk også bruge nok McD. Det var altid godt.
”Forhelvede Niall din lille retarderede barn, det er din skyld vi tabte!” sagde Louis vredt og smed hårdt sin kontroller ned i sofaen. Niall så helt skræmt ud, selvom vi alle godt vidste og Louis mente det på en ond måde. Det var bare en del af Louis, som man måtte lære at leve med.
”Du sagde vi ville vinde hvis vi var Manchester,” sagde Niall skuffet. ”Men det gjorde vi ikke. Så nu skylder du McD.” Hans stemme blev hurtigt forvandlet fra skuffet til overdrevet lykkelig.
”Det var din skyld at vi tabte,” brokkede Louis sig.
”Det kan godt være, men du lovede at give McD hvis vi tabte,” insisterede Niall.
”Fint nok, så kom med,” sagde Louis og rejste sig fra sofaen.
”Nu?” spurgte Liam undrende. Niall stillede ikke spørgsmålstegn ved det, han rejste sig bare og fulgte efter Louis ud i gangen, som en lille hundehvalp.
”Jeg går med,” sagde jeg hurtigt og rejste mig. Jeg trængte til at komme ud af det her hus.
”Også mig,” sagde Zayn så. Liam rejste sig også, da det nok ville være pænt nederen, hvis han bare skulle sidde helt alene indtil vi kom tilbage. Så det endte med at vi alle fem gik ud af døren, på vej mod McDonalds. Hvilket måske ikke var en så smart idé, da vi ikke havde nogen bodyguard med.
”Okay, drenge vi bliver nok nød til at dele os, hvis vi vil undgå at blive opdaget,” sagde jeg før vi gik ud af gården der tilhørte mit lejlighedskompleks.
”God idé, Styles,” sagde Louis, og lagde armene over kors. ”Okay, Niall og jeg går bagvejen, og så kan i andre gå den anden. Vi mødes på McD om ti, og hvis nogle ikke er ankommet, ringer vi til hinanden, deal?”
”Deal Tommo.”

Liam, Zayn og jeg ankom til McDonalds uden nogle problemer, og havde lige sat os ned, da min telefon ringende.
”Hjælp,” sagde Louis desperate stemme, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Typisk de to at blive fanget i en skare af fans.
”Seriøst, de er overalt,” kunne jeg høre Nialls stemme sige.
”Kram dem lidt, og så smut videre uden nogle opdager det,” rådede jeg dem.
”Okay, men vi bliver nok lidt forsinket så,” denne gang var det Louis der snakkede.
”Ja, ja, det er fint,” sagde jeg bare og lagde så på igen.
”De bliver forsinket,” forklarede jeg Zayn og Liam med et grin. ”Men vi bestiller bare.”
”Hvad skal vi bestille til dem?” spurgte Liam.
”Det hele, hvis jeg kender dem ret,” sagde Zayn, og det grinede vi alle tre lidt af. Vi gik op til kassen og bestilte en helvedes masse mad.
”Men vent, var det egentlig ikke Louis der skulle betale?” spurgte Zayn, og jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet.
”Det slipper han så for nu,” grinede Liam.
”Han er også bare god til at snige sig uden om alting,” sagde Zayn og rakte kassedamen 40 pund. McD for 40 pund. Så havde vi alligevel bestilt ret meget.
Vi havde lige sat os med maden, da døren ind til McDonalds gik op, og en grinende Louis og Niall kom nærmest løbende ind. Og nærmest inden de havde nået at sætte sig, var vi andre også flækket af grin, bare fordi at Nialls latter var så smittende. Og det var rart at grine. Grine så meget at det gjorde ondt i maven. Det var virkelig rart at være sammen med drengene igen. Rart at tænke lidt på noget andet. Men jeg vidste bare at de triste tanker snart ville komme igen.

__________________________________________________________________________________

Så kom Maria (endelig) hjem fra ferie, og jeg fik (endelig) skrevet mit kapitel, i burde være stolt af mig, haha

Men mange tak for alle liksne og favsne det betyder virkelig meget! Bliv endelig ved med at kommentere, det motivere altså virkelig til at skrive

xxjuliexx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...