Gold Rush - One Direction

Harry møder den 21-årige Jo Allen i sommerferien. Det er kærlighed ved første blik. De deler to lykkelige måneder med hinanden, der kun går ud på sjov og ballade. Men da ferien slutter og jobbet kalder bliver deres forhold sat på prøve.
Harry får mindre og mindre tid til Jo, men hun holder ved, hun elsker ham stadigvæk. Hun bliver venner med drengene, og gør alt for, at det skal være så let for ham som muligt, at få tid til det hele. Men da management beder Harry om at holde lav profil med deres forhold får hun nok, hun vil ikke have en skjult kæreste, hun vil have et seriøst og voksent forhold. Så hun smutter fra Harry, og efterlader kun en note om, at hun venter på ham, når han er klar.
Spørgsmålet er bare, om Harry overhovedet kan blive klar, han har aldrig været i et seriøst længervarende forhold før, men han er villig til at gøre alt for det.
Kan han lære at elske hende, som hun elsker ham?

82Likes
110Kommentarer
5676Visninger
AA

13. 11

Kapitel 11

Big Girls Don’t Cry – Fergie

 

Jo’s synsvinkel:

 

Jeg havde aldrig forstået pigerne i film. De piger, der havde alt. Jeg havde aldrig forstået hvordan de bare kunne gå deres vej, lukke øjnene for denne lykke og alle mulighederne, der smilede dem lige op i hovedet i form af den perfekte kæreste, der elskede dem mere end noget andet på denne jord. Jeg havde aldrig forstået deres tankegang.

Hvad var det, der sagde klik og fik dem til at gå deres vej, lukke øjnene og dette syn for guder ude?

Hvad var det, der fik dem til at sige nej til kærligheden?

Jeg vendte og drejede mig utilpas i vores dobbeltseng. Jeg kunne ikke ligge behageligt, kunne ikke finde ro.

Harry lå ved min side og trak vejret tung. Hans ene arm lå få millimeter fra min, men af en eller anden grund tog jeg den ikke, jeg følte ikke at jeg fortjente hans tryghed, hans trøst, ikke efter alle de tanker, der havde fløjet gennem hovedet på mig de sidste par dage. Eller for at være helt ærlig, de sidste mange uger.

Jeg havde ikke været en god kæreste, jeg havde ikke været mig selv.

Jeg havde virkelig prøvet, virkelig, virkelig prøvet på ikke at glemme det fact, at Harry var en superstjerne, der havde visse ting at leve op til, og ikke bare kunne gøre, hvad der passede ham. Det var bare sådan at mine følelser var kommet i vejen, de følelser, der følte sig sat til side, i anden række. De følelser, der gjorde mig så vred at tårerne begyndte at pible frem, de følelser der gav mig lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft, at jeg ville sees, jeg ville høres, jeg ville ikke gemme mig længere.

Jeg havde så fucking ondt over det hele, om det så var vrede eller skuffelse eller dårlig samvittighed over at føle de førstenævnte følelser vidste jeg ikke. Jeg vidste bare, at jeg blev nødt til at tænke på mig selv for en gangs skyld, give mig selv lidt plads til at tænke over tingene.

 

Jeg havde virkelig troet, at tingene ville ændre sig efter vores fantastiske ferie i L.A., men der var ikke sket nogen forandring, da vi kom hjem.

Jeg var stadig gemt væk fra alle.

Hvad jeg havde mest brug for af alt var at Harry stod op for mig, gjorde samme gestus som jeg, da jeg tog hele vejen til New York fordi jeg savnede ham.

Eller nej, det havde jo ikke været derfor jeg tog af sted.

Selvfølgelig havde jeg savnet ham, men jeg tror også, at det var et råb efter opmærksomhed fra min side af, et tegn om, at jeg var villig til hvad som helst for dette forhold. Et spørgsmål om, om han havde det på samme måde som mig. 

Et spørgsmål med et skuffende svar.

 

Jeg drejede mig om på siden, væk fra Harry, og så direkte ind i spejlet. Selvom det var nat kunne jeg tydeligt se vores silhuetter, der blev oplyst af månen, der skinnede svagt ind af vinduet, om gav os et uhyggeligt udseende.

Jeg kiggede mig selv i øjnene, skammede mig da jeg betragtede mine mutte øjne, der modvilligt stirrede tilbage. Mine nøgne arme, der knugede dynen som en bamse, en bamse, der plejede at være Harry.

Jeg hadede mig selv til helvede og tilbage igen, men jeg hadede også det fact, at fotografer boede ude foran vores hoveddør, så jeg var nødt til at bruge bagdøren, hver gang jeg skulle ud.

Jeg hadede at jeg nat efter nat lå vågen og græd over min ulykke, mens vi elskede Harry lå ved min side og troede at alt var i den skønneste orden.

Jeg hadede at holde ham for nar.

Jeg hadede at gå forbi lykkelige par på gaden, folk der holdte i hånd, krammede og kyssede hinanden i al offentlighed og fik alle os andre til at føle os som ulykkelige fjolser.

Jeg hadede at føle mig single blandt andre mennesker.

Jeg hadede at nogle mænd i jakkesæt bestemte over mit forhold.

Jeg hadede alt ved denne indviklede og fordrejede situation.

 

Mine øjne fulgte spejlets kant op til loftet, hvor jeg begyndte at betragte de mange firkanter, og danne figurer. En pige. Mange piger, alle med fødder, ben, nederdele, maver, arme, hoveder og rottehaler.

Små piger.

Så små, at de stadig havde hele livet forude, et liv fyldt med op og nedture, et liv, hvor kærligheden ventede på dem. Ulykkelig som lykkelig.

Jeg havde lyst til at kramme dem og fortælle dem ikke at tage af sted endnu, de skulle holde fast i barndommen, holde fast, fastere, fastest.

 

Jeg blinkede med øjnene i det jeg kunne mærke tårerne presse på. Jeg var ude, hvor jeg ikke kunne bunde. Så håbløst forelsket, at det gjorde ondt.

Det var slet ikke ligesom med Lucas, intet med Harry var som noget jeg nogensinde havde prøvet før.

Jeg havde fundet Harry i min flugt fra det kedelige og ensformige, og jeg havde fået en sommer fyldt med minder, og et liv, der bestemt ikke kunne kaldes ensformigt og kedeligt.

Jeg havde lyst til at slå mig selv, fordi jeg blev ved med at bringe Lucas ind i alle sammenhæng. Hver gang Harrys og mit forhold var i en dårlig periode, så var det som om jeg bragte Lucas ind i billedet, prøvede at drage paralleller, prøvede at overbevise mig selv om, at jeg havde det bedre nu.

For det havde jeg jo, havde jeg ikke?

Pludselig blev jeg helt i tvivl. Jeg havde aldrig grædt så meget over Lucas som jeg havde over Harry, men jeg havde heller ikke mærket mig selv på samme måde med Lucas, som jeg havde med Harry.

Et smil bredte sig på mine læber, da jeg tænkte på vores sommer sammen.

 

”Jo, baby, kom nu med ud!” skreg Harry til mig ude fra vandet, og sprøjtede på mig. Jeg skreg i vilden sky, og løftede armene op over hovedet.

”Nej, jeg tør ikke, der er for langt ned!” råbte jeg tilbage til ham, og modtog endnu et pjask, som kun lige strejfede min læg.

”Kom nu for satan,” grinede han, og begyndte at kravle op af træet, som jeg sad på, det træ, der hang ud over vandet, og dannede det perfekte udspringssted.

”Argh nej, du må ikke komme herop” råbte jeg til ham, og klatrede højere op, så han ikke kunne nå mig.

”Jo højere du kravler op, jo længere er der ned” sagde han hånligt til mig, og grinede over min dumhed.

”Hold nu kæft klogeåge” vrængede jeg af ham, og kiggede skræmt ned.

”I am comming to get you” sagde han faretruende og klatrede op efter mig. Jeg skreg igen, og klamrede mig fast til stammen.

”Dam, dam, dam, dam, dam” nynnede han med det største grin i verden, og kildede mig under tæerne med sin ene hånd.

”Hold dig væk Styles” grinte jeg, og trak benet til mig.

”Der er ingen udvej skat, du skal i” svarede han mig bare, og på to sekunder var han oppe ved mig, og havde fanget mig i sine stærke arme.

”If you jump I jump” hviskede han i øret på mig, og blinkede.

”Du gi’r mig jo ikke rigtigt et valg vel” beklagede jeg mig, og kyssede ham på næsetippen.

”Du er simpelthen for langsom” var det sidste han sagde, før han tog mig hånd, og hoppede.

Da vi ramte vandet slap jeg ikke hans hånd, jeg knugede den i min, og da vi kom op til vandoverfladen igen begyndte jeg at råbe af ham, plaske på ham, skælde ham ud.

Han kiggede bare utålmodigt på mig, og endte med at kysse mig midt på munden, for at få mig til at holde kæft.

Det var kun Harry, der rent faktisk fik succes med den taktik. Min Harry.

 

Jeg faldt tilbage til virkeligheden i det kolde soveværelse, og havde i minderne, der fløj forbi som en mild sommerbrise, vendt mig mod Harry, der lå og snorksov. Jeg rakte armen ud, og rørte ved hans silkebløde krøller. Jeg fik lyst til at stikke fingeren ind i hans smilehuller, men modstod dog fristelsen, da jeg for alt i verden ikke ville vække ham op til dette humør. Mit utrolig svingende humør.

Hvad fuck var det egentlig jeg lavede? Hvad havde jeg gang i? Jeg kunne sgu da ikke være bekendt at kærtegne hans ansigt, når jeg ikke engang var sikker på vores forhold i dette sekund, når jeg ikke var sikker på, om vi overlevede natten.

 

Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder i takt med, at Harrys åndedrag blev tungere og tungere. Hvad var det jeg havde tænkt mig at gøre?

Jeg kunne tage væk, hjem til min mor. Jeg havde brug for at tænke, og jeg havde brug for at Harry tog sig sammen, og stod ved vores forhold. Harry havde brug for at tænke, han havde brug for at finde ud af, om jeg var det værd.

Pludselig var det som om jeg så det hele meget klarere, jeg vidste hvad jeg måtte gøre, og med lidt besvær fik jeg stoppet gråden, og sat mig op i sengen. Jeg slog benene ud over sengekanten, og lod mine bare tær betræde det kolde trægulv.

Med langsomme bevægelser kom jeg op og stå, og listede lige så stille ud af værelset.

 

----------------------------------------------------------------------------

Åhh nej, har så ondt af Jo.. Og af Harry! 

Kan slet ikke tage alt den ulykke..

Hvad tror I, at der sker med Jarry eller Ho (haha), tror I at de overlever?

xoxo Maria

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...