BloodBow (pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2013
  • Opdateret: 16 apr. 2013
  • Status: Igang
Ice Tears ankommer til ny skole for at være i sikkerhed for den krig der hærger i hendes egen verden. Efter kun en dag på skolen bliver alt hvad hun tror og kender, vendt på hovedet og hendes liv ændres.

3Likes
6Kommentarer
541Visninger
AA

4. En tur, en snak, et træ

Ice Tears' synspunkt
Jeg ventede i et godt stykke tid, og havde næsten besluttet mig for at gå til tilbage igen, men da kom lyden af fodtrin. Jeg så mig lidt rundt for at finde ud af hvad vej skridtene kom fra, men uden helt. Kort efter dukkede Jack op fra træerne og til hen mod mig. Han stoppede op lidt fra mig, og vi så på hinanden i lidt tid uden et ord. Det var mig der brød tavsheden.

"Skal vi gå?"
Han nikkede kort og begyndte at gå længere ind i skoven, og jeg fulgte efter ham. Vi gik  bare videre i tavshed, og igen var det mig der kom på noget at sige, og dermed brød stilheden.
"Hvorfor er du endelig på skolen?"
Han så ud til at overveje om han skulle svarer på det, men besluttede sig for at gøre det.
"Fordi jeg blev sendt væk"
Det svar kom lidt bag på mig, og jeg rykkede panden lidt
"Sendt væk hvorfra?"
Han så på mig med et lidt dumt blik, der sagde at jeg godt kunne tænke selv lidt.
"Hjemme fra. Jeg blev smidt ud"
Det svar kom bag på mig. Hvem i alverden kunne finde på at smide sin søn ud og efterlade ham på en helt fremmede skole?! Det irriterede mig faktisk en helt del at nogen kunne finde på sådan noget.
"Hvorfor smed de dig ud?"
Han så igen på mig, men denne gang med et blik der var tydeligt at han ikke ville snakke mere om det, så jeg undlod at spørge mere indtil det.

Vi gik videre i stilhed, men stoppede op da der begyndte at knirke og knage, og komme med mindre brag som om der var noget der væltede. Så kom der rystelser i gennem jorden og op i os, og vi kunne se træer vælte. Det fik mig til at se på ham og jeg kunne se at han var mindst lige så forvirret som jeg var.
"Skal vi ikke gå tilbage igen? Bare for at være sikre på at vi ikke bliver mast ihjel"
Spurgte jeg eftersom jeg overhovedet ikke havde nogle planer om at blive mast og slået ihjel af et træ, specielt ikke med den alder jeg havde. Han nikkede blot og vi gik tilbage af mod skolen. Træerne blev ved med at falde, og de faldt til sidst så tæt på os at jeg var bange for at de ville ramme. Jeg gik i mine egne tanker og undrede mig en del over hvorfor træerne faldt, og da jeg så kom ud af min lille boble, var han kommet et godt stykke foran. Jeg skulle lige til at sætte i løb for at indhente ham, da et træ faldt ned lige for mine fødder. Jeg nåde lige at stoppe før jeg faldt over det, med snublede over en rod der stak op af jorden, og jeg endte fladt liggende på ryggen. De jeg så skulle til at rejse mig op igen kom der et træ ned mod mig, og landede på mig fra midt på brystet til midt på lårene. Selv jeg lagde trykket godt ned i jorden, forsøgte jeg stadig at få det skubbet væk. Jeg blev ved med at prøve at komme væk, indtil jeg hørte stemmer  Jeg stoppede lidt med at prøve og lyttede. da jeg genkendte accenten strømmede panikken igennem mig. Blodelverne.

'Hvordan hulen har de fundet ud af at jeg var her?!'
Det var de eneste tanker der gik gennem mit hoved. Selvom jeg næsten ikke havde noget luft tilbage i kroppen, begyndte jeg panisk at kalde på Jack meget lavt eftersom jeg ikke havde luften til det. Stemmerne kom bare tættere og tættere på, og jeg blev bare endnu mere panisk, og gav alt hvad jeg havde på endnu et råb på Jack i håb om at han hørte mig.



Jacks synspunkt
Jeg gik bare videre mod skolen, og lagde ikke mærke til noget, før jeg hørte et svagt råb af mit navn. Jeg stoppede op og så om bag mig. Da pigen ikke længere var med mig, rykkede jeg bare panden. Så kunne jeg genkende stemmen der råbte på mig. Jeg begyndte bare at følge kaldene. Da jeg havde fulgt dem i lidt og gik øje på to træer der lå næsten på række. De svagt råb kom fra de to træer, og jeg gik hen til der dem. Der var ikke noget ved det første, gik jeg bare videre til det andet. Jeg stoppede en del overrasket op over at ende jeg fulgtes med lagde under træet, og faktisk var i live. Da hun fik øje på mig, og så op på mig var hendes øjne flydt med panik, angst, men også lettelse.
"Kan du ikke løfte træet væk?  Hurtigt tak"
Igen lød hun panisk og bange. Jeg nikkede bare kort og tog fast i den ene ende af træet, som jeg løftede. I det jeg gjorde det hørte jeg stemmer. Var det dem hun var så bange for? Enten det eller så var det noget andet, men som stemmerne kom tættere på blev hun bare mere panisk og bange. Hun forsøgte at skubbe sig væk fra træet, men det så ud til at der var plads nok nok til det.
"Kan du løfte det lidt mere? Jeg kan næsten komme fri."
Det lød til at hun havde fået en del mere  luft da hendes ord var mere fyldige. Jeg gav et let suk fra mig, og forsøgte bare at løfte det endnu mere, og gav et pust fra mig fordi at det var så tungt. Hun fik trukket sig fri, og jeg slap træet. Hun sad bare lidt om kom sig så det ud til. Så da hun var kommet sig lidt mere, så det ud til at hun kom i tanke om noget, og fik travlt med at komme på benene igen. Næsten med det samme hun var oppe at stå var det bange og paniske blik tilbage.
"Hvad er der?"
Nu hvor hun virkede så skrækslagen kunne det nok ikke skade at spørge.
"Lad os bare komme væk herfra" Sagde hun med en skælvende stemme, og skyndte sig at gå tilbage mod skolen. Jeg fulgte efter hende og undrede mig en del over hvorfor hun var så bange og skræmt, og det er bare over nogle stemmer. Da vi kom en del tættere på skolen forsvandt stemmerne. I det de forsvandt så hun ud til at slappe mere af. Jeg undrede mig også lidt over hvorfor hun ikke var kommet til skade efter det med træet.


Ice Tears' synspunkt
I det vi kunne se skolen forsvandt stemmerne, hvilket fik mig til at slappe meget mere af.
"Hvad var det og hvad var det der?"
Han spurgte bar igen. Jeg gav et suk far mig og gik videre.
"Det er min races fjender. De har været efter min familie lige siden krigen startede. Da det så begyndte at tynde ud i familien, kom de bare endnu mere efter os"
Selvom det nok ikke var den bedste idé at sige det og fortælle det hele på engang, også når jeg ikke kender ham helst så godt.
"Hvorfor er de efter lige din familie?"
Han lød..... mere åben og nysgerrig. Faktisk kunne jeg virkelig godt lide at være i hans selskab, men spørgsmålet overraskede mig ikke. Langt fra. Jeg gav et lille suk fra mig da jeg næsten helt var tvunget til at fortælle ham resten.
"Fordi at min familie er de sidste helt ren blodet natteelverfamilie der er til. Selv om der er mange der er tæt på at være lige så ren blodet som min familie, så er vi den eneste familie der er helt ren"
Han nikkede  lidt og så ud til at tænke over det jeg lige havde fortalt ham.
"Fordi jeg er enebarn, og mine forældres eneste mulighed for at fører familien videre.  Så derefter vil blodelverne forsøge at få fat i mig, for at få mine forældre til at overgive sig, samt resten af vores race. Hvis vi overgiver os står alle de andre af vores allieret alene mod blodelverne, og alle de andre af vores fjender."
Han nikkede igen kort og tænkte nok lidt over det mens han så på mig. Han så virkelig ud til at overveje noget der ville kræve en stor beslutning. Vi gik bare videre og ind ad de tungt gamle trædøre. Han så ud til at forsøge at beslutte sig for noget, og jeg så spørgende på ham.
"Hvad er der?"
Nu hvor han så ud som om at han havde svært ved at bestemme sig for noget.
"Jeg overvejer bare noget"
Nu var det min tur til at blive nysgerrig, og mit blik blev bare endnu mere spørgende.
"Hvad er det så du overvejer?"
Spurgte jeg roligt mens jeg så på ham med et roligt blik. Han så lidt ned i gulvet og så en smule flov ud.
"Hvis der er, så kan du sove inde ved mig. Så kan jeg også holde øje med om der kommer nogen og sørge for at der ikke sker dig noget."
Det fik mig til at se lidt lammet på han. Havde han seriøst lige tilbudt at passe på mig?
"Øhhh.... Det kan jeg vel godt, men hvad siger skolen til det og hvor skal jeg sove?"
Jeg var godt klar over at min tone var lidt tøvende og usikker, men jeg var med på idéen.
"Det med skolen kan vi fortælle hvad der er sket og at jeg er den eneste der kan sikre at du ikke kommer noget til. Til det med sovepladsen kan du bare tage den anden seng, eller en madras på gulvet, alt afhængig af hvad du har løst til"
Jeg nikkede lidt igen og gik videre i stilhed endnu en gang, og jeg overvejede hvorfor han havde tilbudt, at jeg kunne sove inde ved ham. Men i så fald var jeg glad for at hun kom med tilbuddet. Vi kom til hans værelse og gik ind.
"Jeg tror at jeg henter mine ting. Hvis det ikke gør noget for dig selvfølgelig"
Han nikkede bare kort som jeg tog som et 'okay'. Jeg var hurtigt inde på mit værelse og begyndte at pakke de ting ned i de små, mørke- og lyseblå tasker sammen jeg havde fået rodet ud. Jeg fik pakket tingene og svang taskerne over skulderen. Så gik jeg tilbage til hans værelse og ind. Da jeg kom ind sad han og tegnede. Jeg satte mine ting men han så ikke ud til at have bemærket at jeg var kommet ind igen.

 

 

_______________________________________________________________
Det var så kap4. hvad syntes I? Mere eller er det så dårligt at jeg skal stoppe med at skrive i den?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...