Ubrugelig

Nu stod jeg her. Jeg kunne lige så godt få det overstået. Det var ikke værd at leve mere. Ingen ville lægge mærke til at jeg snart ville være væk. Ingen ville være kede af det.

0Likes
0Kommentarer
376Visninger

1. Del 1

Nu stod jeg her. Nu kunne jeg lige så godt få det overstået. Det var ikke værd at leve mere. Ingen ville lægge mærke til at jeg snart ville være væk. Ingen ville være kede af det. Jeg havde skrevet farvel til ham... Emil. Selvom han altid havde været der for mig, kunne jeg bare ikke holde til mere. Min telefon lå på bordet. Jeg kiggede på den. Jeg burde tænde den igen, se om han havde ringet. For det havde han sikkert. Han havde sikkert ringet flere gange for at berolige mig, som han så tit havde gjort. Men den her gang var det anderledes.  Anderledes og mere alvorligt, meget mere alvorligt. For jeg havde faktisk tænkt mig at gøre det, denne her gang. Forlade det hele. Alt var ligegyldigt nu. Jeg strammede rebet, stod på stolen. Mine ben begyndte at ryste. Så var det vel nu. Hvorfor græd jeg ikke? Var der ikke noget - bare en lille ting - jeg ikke ville forlade? Men der var virkelig ikke noget. Alting var bare noget lort. Jeg ville væk. Måske kom jeg op i himlen om lidt. Der var alting sikkert bedre. Det måtte det være. Jeg kiggede rundt for sidste gang. Kiggede på mit vindue. Jeg havde så tit sat i vindueskarmen og grædt. Kiggede på min væk der var dækket af plakater, papirer, noter, tegninger, billeder og så meget andet. Minder alt sammen. Ligegyldige minder. Kiggede på skrivebordet, hvor jeg havde sat i flere timer og skrevet i min dagbog om, hvor forfærdeligt alting var. Kiggede på døren som jeg så tit havde låst. Låst og så sat musik på, der var så højt, at jeg ikke engang kunne høre hvad jeg selv skrige. Havde sat låst inde i flere timer, uden mad og drikke, bare mig. Engang havde jeg låst mig selv inde i fjorten timer. Blev hjemme fra skole. Sad bare midt på gulvet og stirrede ind i den tildækkede væg. Folk var begyndt at tro, jeg var sindsyg. Det var jeg nok også. Så kiggede jeg ned af mine arme og fik det bekræftet. Jeg var altså sindsyg. Store, dybe, åbne sår. Det ville ikke holde op med at bløde. Men jeg var ligeglad. Ligeglad med at det blødte, ligeglad med at det dryppede ned på gulvet, ligeglad med at det gjorde ondt. Jeg tog en dyb indånding. Turde jeg godt det her? Når jeg havde skubbet stolen væk, ville det være for sent. Så kunne jeg ikke fortryde. Det øjeblik jeg skubbede stolen væk ville der ikke være noget at gøre. Så var alt forbi. Så var der fred. For evigt. Jeg turde godt. Det var jo det her, jeg ville. Væk. Det var nu. Jeg rykkede min fod en lille smule. Mit hjerte satte farten op. Tag dig sammen, få det overstået, gør det, tænkte jeg. Så lukkede jeg øjnene, stod lidt - det føltes som en evighed, men det var kun et par sekunder. Rykkede min fod en lille smule igen. Så gik døren op. Nu skulle det gå hurtigt. Jeg skubbede stolen væk, hørte hans skrig og mærkede så ham der løftede mig før jeg blev kvalt af rebet. Så skreg jeg. Skreg helt hysterisk. Tårerne væltede ned af mine kinder. Hvorfor kunne jeg ikke bare få lov til at dø? Få lov til at forlade det her liv? Hvorfor kunne han ikke bare være ligeglad? Han fik på en eller anden måde rebet væk fra min hals, for pludselig sad jeg på gulvet. Emil holdt om om mig. Holdt så hårdt rundt om mig, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig. Jeg vred mig, slog ud efter ham, sparkede ud til alle sider, skreg højere end jeg nogensinde havde gjort før, græd som jeg aldrig havde grædt før. Emil sad bare helt stille og holdt hårdt om mig. Men så hørte jeg, at han græd. Han begyndte at vugge mig. Det hjalp, jeg faldt lidt ned. 

"Please, stop, Stephanie," sagde han så efter lidt tid. Hans stemme rystede. Det gjorde han også. Så skreg jeg noget i retningen af:

"Jeg vil bare væk." Så græd jeg helt hysterisk igen. Forstod han det ikke? Forstod han virkelig ikke, at jeg ikke havde nogen? At alting var noget lort? At jeg var et misfoster og at jeg aldrig skulle have været blevet født? Hvorfor kunne han ikke bare forstå det og lade mig komme væk herfra? Hvorfor var det så vigtigt for ham, at holde mig i live når han godt vidste, jeg ikke ville være her alligevel? Jeg gispede efter vejret.

"Hvorfor vil du tvinge mig til at blive her når du ved jeg ikke vil?" Jeg vidste ikke om han forstod noget af det, men han svarede da.

"Fordi..." Jeg ventede. "Fordi jeg ikke vil miste dig. Og jeg ved alting nok skal blive bedre, bare vent. Jeg er her for dig, jeg elsker dig og jeg vil gøre alt for, du er glad." Jeg græd videre, men jeg havde hørt det. Men hvad hvis det ikke passede? Det var det jeg frygtede mest. Hvis det bare var én stor løgn. Det måtte det ikke være. Det kunne jeg ikke klare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...